Biden, den store reformator

Joe Bidens nye økonomiske politik og dens sociale profil er så stærkt progressiv som noget, Bernie Sanders kunne have drømt om, og den historisk store hjælpepakke, der nu er blevet vedtaget i Kongressen, kan blive startskuddet på en stor reformering af amerikansk velfærdspolitik. Men den berygtede filibuster står fortsat i vejen for de mest afgørende reformer. Det skriver jeg om i Ræson, som du kan læse her

Flere artikler fra min hånd om USA her

Får freden flere chancer, når USA igen er på plads med sine gamle allierede?

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om, hvordan USA med Biden i spidsen genopretter alliancer og formål, som Trump gjorde op med i sin stridbare præsidentperiode. Læs indlægget i Jyllands-Posten 17. marts 2021 – eller nedenfor, hvis du skulle ramle ind i en mur af en art:

En bedre verdensorden

Eftersom USA nu igen ledes af folk, der – som Obama – forstår, at en bedre orden i verden ikke skabes ved ensidige beslutninger i supermagten, får freden større chancer og FN igen en stærkere rolle.

USA rykker sammen med sine gamle allierede og vender tilbage til FN-systemet. Kina og USA er stærke modspillere, når det gælder sikkerhed, handel og menneskerettigheder, men har fælles interesse i at virkeliggøre FN’s klimamål.

For Europa er det afgørende, at USA lægger kræfter i at skabe nye balancer i den større mellemøstlige region og Nordafrika.  

I Libyen er der lige nu fremskridt i FN’s bestræbelser på forsoning mellem de stridende parter – nok fordi USA har lagt pres på Egypten og Emiraterne for at få dem til blande sig mindre.

Genopret atomaftalen med Iran

Det vigtigste næste skridt for fred i Mellemøsten er genoplivning af atomaftalen mellem USA og Iran. Det kræver aktiv medvirken fra alle aftaleparter fra 2015: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, EU, Rusland, Kina og FN.

Det turde være enkelt: Der skal sættes samme meget korte frist til USA for at afvikle Trumps økonomiske straffeforanstaltninger mod Iran og til Iran for igen at begrænse sit lager af beriget uran til det oprindeligt aftalte – hurtigt og ubetinget af andre forhold, så de mest krigeriske kræfter i Iran ikke overtager ved landets valg i juni. 

Mellemøsten

Næste skridt er stærkere internationalt pres på de to største andre trusler mod freden i Mellemøsten – Saudi-Arabiens kronprins og Israels premierminister. 

Derfor er det godt, at Biden har standset bistanden til Saudi-Arabiens krig i Yemen og eksponeret kronprinsens ansvar for journalistmordet i Istanbul.  

Det skaber også en lille chance for ny forhandling til fordel for palæstinenserne, at USA efter Trump ikke længere opmuntrer Netanyahu til nye ulovlige bosættelser og evig besættelse i Palæstina.

Der er brug for storstilet international bistand til nødlidende mennesker og lande i regionen: 

Mest akut er rundhåndet og pågående indsats for at få nødhjælp frem til millioner af sultende og nødlidende i Yemen, verdens værste humanitære katastrofe. Her er brug for at yde FN opbakning til at insistere på en våbenhvile – og få Iran til at bremse våbenleverancer til houtierne.

Nødhjælpen til palæstinenserne – ikke mindst de to millioner indespærrede i Gaza – skal også afbøde en ligeledes rystende humanitær katastrofe. 

Vesten skal levere mere civil og militær hjælp til Irak og Libanon til at sikre genopbygning af staternes kapacitet til at beskytte deres borgere, få gang i økonomien og imødegå fremmed – ikke mindst iransk – indblanding.

I Syrien hersker despoten Assad i det meste af landet over ruinerne efter ti års krig. Tyrkiet er beskyttelsesmagt for de islamiske oprørere i Idlib-provinsen, men aggressiv over for de selvstyrende syriske kurdere. USA og Europa har en vigtig rolle i at forebygge ny opblussen af konflikterne i Syrien. 

Afghanistan

I Afghanistan tvivler USA og NATO med rette på holdbarheden af den aftale, Trump uden om Afghanistans regering indgik med Taliban. Det er – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse for at øge chancerne for mere repræsentativ og levedygtig afghansk regering; og for at forhindre en total islamistisk magtovertagelse, som vil være til ubodelig skade for landets kvinder og moderne indstillede borgere . og øge chancerne for en mere repræsentativ afghansk regering, der er i stand til overleve, er det – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 17. marts 2021

Mere fra min hånd om international politik her

SYVMILESKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.

Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.

Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning

Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs. 

På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.

Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.

Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig. 

Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.

USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.

Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.  

Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.

En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det.  Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.  

Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).

Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021

Mere fra min hånd om USA

Jeg er helt tryg ved magtskiftet i USA

Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.

Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:

Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.

Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.

Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.

Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner

Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.

Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.

Kvinderne i Bidens liv

Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.

Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.

Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.

Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.

Overlevede mirakuløst

Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.

Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.

Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.

Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.

Indsigt i international politik

I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.

Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.

Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.

Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.

Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.

Pure opspind fra høgene

Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.

Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.

Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.

Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.

Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.

Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.

Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.

Anmeldelsen blev bragt i Information 20. januar

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«


Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Biden genopbygger internationalt samarbejde

USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.

Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020

Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her

Det vil være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals

Trump MAGA

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.

Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor

DEMOKRATIET VANDT

Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.

Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.

Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.

Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020

Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA