Tag: Joe Biden

Udgivet den

Tanken om Trumps tilbagevenden er ubeskriveligt skræmmende

Der er gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et givent scenario – mere om det i dette indlæg i Berlingske 17. maj 2023. Læs det i avisen eller nedenfor:

Blandet nyt fra supermagten

USA er fortsat verdens eneste supermagt, og Europa må glæde sig over den måske sidste amerikanske præsident, der helhjertet bekender sig til transatlantisk samarbejde. Det har vi voldsomt brug for – ikke mindst for at standse Ruslands aggression og redde Ukraine.

Det er også Joe Bidens fortjeneste, at USA omsider rykker kraftigt på klimaindsatsen. Det sker via skattepræmier til bæredygtig adfærd hos erhvervslivet. Det var forudsat at koste statskassen 267 milliarder dollar frem til 2030. Forskellige prognoser siger nu, at det snarere bliver to til fem gange så meget.

Jo mere det bliver, jo større er chancen for, at den globale opvarmning bremses.

Problemet er bare, at den i forvejen gigantiske amerikanske statsgæld i så fald vokser endnu mere, fordi der ikke i USA er politisk mod og vilje til at finansiere nye udgifter og målrettede skattelettelser med andre skatter.

Den rigeste ene procent kunne ellers levere vældige bidrag efter at have hamstret størstedelen af fremgangen i nationalindkomsten i over 40 år. Skatteskrækken betyder, at der kun været overskud på USA’s føderale budget i fire af årene siden 1970. De senere års covid-19-indsats og velfærdsforbedringer, og nu klimaindsatsen og oprustningen har sat ekstra voldsom fart i gældsstiftelsen.

Det kan for så vidt godt fortsætte en rimelig tid endnu, så længe dollaren dominerer som international betalingsvaluta, og kreditorerne har tillid til at få deres penge igen. Men alt andet lige må væksten i gældsbyrden presse inflationen opad og få USA’s nationalbank, Federal Reserve, til at fastholde en høj rente, der kan skade beskæftigelsen.

Hvad der derimod ikke må ske er, at USA erklæres konkurs, fordi der ikke er flertal i Kongressen for at gennemføre de sædvanlige årlige løft i det lovfæstede loft over statsgældens størrelse. Så kan der ikke betales regninger, herunder renter og afdrag til de mange lande med Kina i spidsen, der i årevis har udlånt penge til amerikanernes overforbrug ved at købe USA’s statsobligationer. Dét vil ryste verdensøkonomien og være et voldsomt slag mod USA’s anseelse og indflydelse.

Trump-ekstremisterne inden for det Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus tøver imidlertid ikke med at løbe denne risiko, medmindre de til gengæld kan rulle store dele af Bidens politiske resultater – herunder klimaindsatsen – baglæns. Verden over afventer vi derfor med bævende læber, om der findes en landing i tide, og hvem der i givet fald blinker først.

Den nervepirrende magtkamp handler om præsidentvalget om halvandet år, der ser ud til at blive reprise fra 2020 med de samme to endnu ældre herrer.

Trumps anseelse blandt dem, der vil stemme ved republikanske primærvalg, synes hverken rystet af retssagerne om hans overgreb mod kvinder eller ulovlig pengeforvaltning, hans støtte til kampen mod retten til abort, hans vedvarende kaskade af løgne om valgsvindel og hans forsvar for angrebet på Capitol 6. januar 2021, hans fortsatte Putin-beundring og hans manglende opbakning til Ukraine.

Men man kan håbe og tro, at disse aparte gerninger og holdninger svækker ham fatalt blandt de afgørende svingvælgere.

Derfor er der gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et sikkert scenario. Det er mærkeligt, at Demokraterne ikke kunne samles om at opbygge en overbevisende yngre præsidentkandidat. Og det er ubeskriveligt skræmmende for os alle, at det ikke er stensikkert, at Trumps genkomst forhindres.

Det er også bekymrende, hvordan frygten for Trump definerer et kapløb mellem partierne om at føre en stadigt mere konfrontatorisk politik over for Kina, selvom bedre håndtering af interessekonflikter kunne bidrage til at inddæmme Putin, sikre freden i Østasien, en stabil udvikling i verdensøkonomien og et nødvendigt samarbejde om klimaindsatsen.

Trump-traumet forklarer også, at Biden ikke for alvor har genoptaget en række af Obamas fredsfremmende initiativer: Atomaftalen med Iran blev ikke i tide genetableret, og Iran er nu meget tæt på at kunne lave sin egen bombe – og har i øvrigt med kinesisk mægling knyttet nye forbindelser til sin gamle ærkefjende, Saudi-Arabien. USA’s forsoning med Cuba er lagt på is for ikke skræmme eksilcubanske vælgere væk fra Demokraterne. Biden tager også kun alt for forsigtigt afstand fra Netanyahus krig mod den israelske højesteret og mod palæstinenserne – af frygt for reaktionen hos de mest højredrejede af de evangeliske og jødiske vælgere på hans hjemmebane.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Mere fra min hånd om USA, Joe Biden og Donald Trump

FOTO: Jud McCranie via Wikimedia Commons

Udgivet den

Det går ud over Taiwan og verdens fred, når de store spiller med musklerne 

Pelosi og Tsai Ing-wen

Præsident Trump gjorde stor skade med sine primitive Kina-bashing, der vandt genklang på hjemmebanen. Desværre har Bidens administration fastholdt kursen trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der har ført til en spiral af enormt kostbar oprustning i både i USA og Kina.

Læs mit seneste indlæg i Berlingske her – eller nedenfor:

USA og Kina på kollissionskurs

USA er dét udland, jeg har boet længst i, men Kina er det land, jeg har besøgt flest gange – nemlig 18 gange siden 1978. Jeg har i årenes løb mødt ledende politikere fra begge lande. I min tid som formand for FN’s generalforsamling oplevede jeg, at der stadig var forståelse af et fælles ansvar for verdens fred, økonomiske fremgang og klimaløsning.

Præsident Nixons tilnærmelse mellem USA og Kina i 1972 skete, fordi begge parter havde interesse i at holde Sovjetunionen i skak og udvikle deres økonomiske samkvem. Derfor blev der også enighed om ikke at rokke den kunstfærdige status quo omkring Taiwan: USA anerkendte – nu sammen med 182 andre lande – formelt, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Men Kina accepterede stiltiende, at USA bevæbnede Taiwan, og afstod selv fra med militær magt at forsøge at afskaffe Taiwans reelle selvstændighed.

Kinas tiltagende styrke

Kinas økonomiske styrke er siden vokset mindst 30 gange. Og landet er blevet en sandsynlig rival til USA om førerpositionen i verden i det 21. århundrede. Det har på utrolig kort tid ændret den amerikanske forståelse af Kina. Xi Jinpings stadigt mere autoritære styre, undertrykkelse af tibetanerne og muslimerne i Xinjiang samt afskaffelsen af demokratiske friheder i Hongkong har medvirket til stemningsskiftet; men det er først og fremmest Kinas fremmarch på verdensscenen som politisk og økonomisk rival, der har bygget en meget fjendtlig stemning op i USA.

Især præsident Trump gjorde stor skade ved primitiv Kina-bashing, der havde genklang på hjemmebanen. Desværre er det fortsat under Biden trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der er nu en spiral af enormt kostbar oprustning i gang både i USA og Kina. Men Kinas militær har en kapacitet, der er mindre end en tredjedel af USA’s. Desuden kan USA regne med, at stærke naboer til Kina – hele vejen fra Japan til Indien – indgår i et balanceregnskab, hvor det ikke frister Kina til at søge militær konfrontation. Enhver klarhovedet kinesisk leder ved, at krig vil være enden på den enorme, økonomiske fremgang og samkvemmet med resten af verden, som er regimets livsforsikring for fortsat folkelig opbakning.

Demokrati på kinesisk

Men USA’s udfordring i Kinas stigende magt skaber frygt for at blive angrebet og nærer stærke nationalistiske følelser. Der er i Kina tåbelige fanatikere ligesom Putin, der vil sætte alle hensyn til side for at »bringe Taiwan tilbage til moderlandet« med militær magt. Det udfordrer dem, at Taiwan er det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og at befolkningen på øen – trods det stærke økonomiske samkvem – absolut ikke ønsker at dele skæbne med Hongkong ved at komme under Beijings kontrol.

Der er også tåber i USA, der tror, at en krig kan forhindre de 1.400 millioner mennesker i Kina i at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Og så er der dem, der ikke ønsker krig, men leger med ilden, for at styrke sig politisk derhjemme: Der er næppe en anden forklaring på formand for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis Taiwan-besøg, end at hun mener, at det styrker Demokraterne i midtvejsvalgene til november. Der er heller ikke en anden forklaring på Kinas voldsomme, men kontrollerede reaktion på besøget, end at præsident Xi skal stå stærkest muligt over for sine egne supernationalister, når han skal genvælges på partikongressen i november. Præsident Biden ønskede ikke, at Pelosi rejste til Taiwan, men var for svag til at forhindre det. Og denne svaghed bekymrer Xi, lige så meget som Xis svaghed over for hans egne nationalister bekymrer Biden.

Forbrødring af Kina med Rusland

Nu er risikoen, at parterne varigt afbryder eller svækker de kanaler, hvori der hidtil – trods al offentlig udtrykt fjendtlighed – er blevet samarbejdet om at undgå utilsigtede, militære sammenstød og promovere fælles klimaløsninger.

Desuden er det bestemt ikke i Vestens interesse, at man i den nuværende ophidsede stemning driver Rusland og Kina endnu mere i armene på hinanden. De elsker jo grundlæggende ikke hinanden. Kinas afmålte, venlige forhold til Putin er nok dels drevet af mulighederne for kontant at udnytte Ruslands trængte position under krigen mod Ukraine, dels en reaktion på USA’s voksende aggressivitet over for Kina.

Lige nu er det taiwanernes interesser og nerver, der lider under Kinas voldsomme økonomiske og militære reaktioner på Pelosis provokation.

Forhåbentlig er der en vej tilbage efter det amerikanske valg og den kinesiske partikongres. Ellers kommer vi til at opleve endnu mere rustningskapløb, der øger risikoen for krig ved en fejltagelse og sluger enorme midler, der kunne være brugt til fredelig udvikling.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Udgivet den

Kan Biden undgå nederlag til november?

Joe Biden nærer tre spinkle håb, der kan bidrage til en sejr ved midtvejsvalget til november trods hans støt dalende popularitet i hjemlandet. Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den her – eller nedenfor:

Svær kamp til november og Trumps udenrigspolitiske arv

Verden drog et lettelsens suk, da Joe Biden vandt over Trump ved præsidentvalget i 2020. Men desværre er den nu 79-årige præsidents hjemlige popularitet styrtdykket siden valget. Han virker fysisk svækket, og hans vigtigste projekter om klima og velfærd har set ud til at ligge i ruiner. Forventningen har været, at Republikanerne ville få flertal i Kongressen ved midtvejsvalget til november. Demokraterne skulle besejres ved at give Biden skylden for inflationen, selv om prisstigningerne på benzin og fødevarer mv. helt åbenbart er globale fænomener, som forstærkes af Putins krig. Republikanernes ankermand i Senatet, Mitch McConnell, fortsætter ufortrødent sin kyniske visnepolitik, der også blokerede for Barack Obamas lovinitiativer. 

Nu er der imidlertid tændt et beskedent håb om, at Demokraterne kan undgå nederlaget i november. Af tre grunde:

For det første angriber det højreekstremistiske flertal af dommere i Højesteret, i strid med et stort flertal i befolkningen, retten til abort, blokerer enkeltstaters indsats for våbenkontrol og for præsidentens dekreter om klimatiltag. Det kan kun overtrumfes ved lovgivning fra et demokratisk flertal i Kongressen

For det andet har Demokraterne i Senatet lykkeligvis i sidste øjeblik kunnet enes om en pæn andel af Bidens initiativer på klima og velfærd, fordi den modvillige senator Joe Manchin kom med om bord. Dermed mildnes indtrykket af en handlingslammet præsident.

For det tredje er der omsider visse tegn på, at vælgere skræmmes væk fra Republikanerne, fordi det efterhånden entydigt dokumenteres, hvordan partiets Godfather Trump forsøgte at kuppe sig ud af valgnederlaget med dét angreb, han udløste mod Kongressen 6. januar 2021.

Mærkeligt nok har Bidens massive militærbistand til Ukraine ikke hidtil øget hans vælgerpopularitet, selv om han politisk har bred opbakning. Bidens stærke opbakning til NATO og Ukraine er opløftende, selv om det virker hyklerisk at definere indsatsen som en global kamp mellem demokrati og autokrati, når man – for at bekæmpe Putin – allierer sig endnu mere med en serie andre despoter med den saudiske kronprins i spidsen. 

Trumps udenrigspolitiske hængedynd

Det er bekymrende, at Biden på to væsentlige områder hænger for meget  fast i Trumps kaotiske kurs på den internationale scene.

Den indædte kampagne mod Kina fortsættes i samme skingre tone som under Trump. Konfrontationen drives åbenbart mere af generel frygt i den amerikanske offentlighed for Kina som fremtidens anden supermagt end af berettiget harme over kinesiske overgreb bl.a. i Xinjiang og Hongkong. Kampagnen risikerer yderligere at forbrødre Rusland og Kina. Der er i stedet brug for at tøjle rivaliseringen og appellere energisk til USA’s og Kinas fælles interesser for fred, handel, klimaløsninger og at inddrage Kina i et mere forpligtende internationalt samarbejde frem for en opslidende kold krig.

Det ser også sort ud for Bidens oprindelige hensigt om at genoplive atomaftalen med Iran. Han kan ikke garantere, at aftalen kan overleve det næste amerikanske præsidentvalg, og iranerne frygter nyt løftebrud og ny økonomisk blokade ved republikansk valgsejr. Desuden har Biden ladet sig svinebinde af Trump-administrationens allersidste intrige imod ham: De stemplede Irans revolutionsgarde som terrororganisation med det formål at blokere atomaftalens genopståen. Dén blokering kan Biden af indenrigspolitiske grunde og af hensyn til Israel og Saudi-Arabien åbenbart ikke vikle sig ud af.

Kommentaren udkom i J-P 3. august 2022

Illustration: White House via Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Joe Bidens USA

Udgivet den

USA er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati

USA’s svigtende demokrati kan bane vejen for Trumps genvalg og en deraf følgende ny borgerkrig. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 26. januar 2022. Læs den via linket eller nedenfor.

Efter Bidens første år som præsident er billedet ringe meningsmålinger og Senatets blokade af hans dagsorden til at sikre stemmeretten og fremme velfærden.

Republikanerne udrenser alle moderate og rykker sammen bag kupmageren Trump. De fifler så voldsomt som nogensinde med kredsinddelingen i republikansk styrede stater for at fastholde, at et mindretal af vælgere kan indsætte et flertal i Kongressen. Der udfoldes stor kreativitet for at begrænse valgdeltagelsen og skaffe lokalt lovgrundlag for at undergrave et af lovgiverne uønsket valgresultat næste gang. Desværre må det frygtes, at den Højesteret, Trump har fået sammensat, ikke vil omgøre disse udemokratiske lokale anslag.

På denne baggrund er det ubegribeligt, at to højredrejede demokratiske senatorer nægter at ændre Senatets procedureregler og derfor forhindrer, at de lokale stormløb mod demokratiet kan standses ved lov.

Republikanerne bøjer alle regler for at sikre sig magten ved de kommende valg. Men samtidig tror flertallet af deres vælgerkorps – med hjælp fra Fox News og andre højreradikale »nyhedsformidlere« – på Trumps store løgn om, at han blev snydt for valgsejr i 2020.

Vi husker alle Trumps eget forsøg på valgsvindel, blandt andet hans »anmodning« til den lokale valgansvarlige i Georgia om at få tildelt godt 11.000 ekstra stemmer. Forsøget på at manipulere valgresultatet i Georgia og andre stater med tætte afgørelser forstås kun ved at erindre sig det arkaiske system, der gælder for valg af amerikanske præsidenter:

Det er ikke vælgerflertallet i hele Unionen, der bestemmer. Det er et antal valgmænd, der alene repræsenterer den vindende kandidat i hver enkelt delstat, uanset hvor stort eller lille et flertal vinderen får af statens vælgere. Ved seneste præsidentvalg fik Biden i hele nationen syv millioner flere stemmer end Trump. Hvis det nationale stemmetal var afgørende, så ville det ikke være interessant at »opfinde« 11.000 stemmer i Georgia.

Men Bidens vælgersejr ville være blevet overtrumfet i valgmandskollegiet i 2020, og Trump legalt være valgt til præsident, hvis blot i alt 22.000 vælgere fra Georgia, Wisconsin og Arizona havde stemt omvendt – eller hvis 43.000 af Bidens 81.268.924 vælgere ikke var nået frem til stemmeurnerne. Derfor interessen hos Republikanerne i at begrænse valgdeltagelsen blandt især farvede og fattige vælgere.

Demografien i USA har desuden ændret sig, så valgmandssystemet med stadig større sandsynlighed vælger den kandidat, der får færrest stemmer nationalt. Før 2000 var det kun sket én gang i landets historie, men dengang fældede det vælgernes sejrherre Al Gore og seksten år senere fældede det Hillary Clinton, der nationalt fik tre millioner flere stemmer end Trump.

Denne udfordring af demokratiet indtræder med langt større sandsynlighed end før, fordi en stadig større del af befolkningen, og især de unge og veluddannede, flytter til folkerige kyststater som Californien og New York, der i forvejen har et massiv flertal for Demokraterne. Denne befolkningsforskydning betyder, at Republikanerne ved snævre flertal i et stort antal af de mindre stater kan vinde flest valgmænd med færrest vælgere.

40 gange flere stemmer

Det er ikke kun valgmandssystemet, der – også uden svindel – twister valgene til fordel for Republikanerne.

Senatet er sammensat af to valgt fra hver stat. Derfor skal der 40 gange så mange stemmer til at vælge en demokratisk senator i Californien som til at vælge en republikansk senator i det tyndt befolkede Wyoming. Derfor bestemmer kun en tredjedel af det amerikanske vælgerkorps i tyndt befolkede stater flertallet i Senatet. Desuden har millioner af især farvede borgere, der bor i forbundshovedstaden Washington, D.C., på Puerto Rico mv. slet ikke adgang til at stemme til Senatet.

Det misforhold gør det tredobbelt grotesk, at to konservative senatorer fra det papirstynde, demokratiske flertal i Senatet insisterer på at opretholde filibusterreglen, så flertallet i Senatet reelt ikke kan gennemføre love, før den helt umulige betingelse om støtte fra 60 ud af 100 senatorer er opfyldt.

Dette tragiske mønster ledsages af stadig stærkere polarisering mellem de to partier. Når flertallet hos Republikanerne massivt og destruktivt blokerer Bidens dagsorden i Kongressen, så svækker det målrettet hans vælgertilslutning. Han kan jo ikke levere!

USA i dag er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati, der ikke kan tjene som forbillede i verden. Man kan frygte udemokraten Trumps tilbagevenden på vejen hen mod den Anden Amerikanske Borgerkrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet. Indlægget blev bragt i Berlingske 26. januar

Mere fra min hånd om Donald Trump og USA i det hele taget

Udgivet den

Biden, den store reformator

Joe Bidens nye økonomiske politik og dens sociale profil er så stærkt progressiv som noget, Bernie Sanders kunne have drømt om, og den historisk store hjælpepakke, der nu er blevet vedtaget i Kongressen, kan blive startskuddet på en stor reformering af amerikansk velfærdspolitik. Men den berygtede filibuster står fortsat i vejen for de mest afgørende reformer. Det skriver jeg om i Ræson, som du kan læse her

Flere artikler fra min hånd om USA her

Udgivet den

Får freden flere chancer, når USA igen er på plads med sine gamle allierede?

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om, hvordan USA med Biden i spidsen genopretter alliancer og formål, som Trump gjorde op med i sin stridbare præsidentperiode. Læs indlægget i Jyllands-Posten 17. marts 2021 – eller nedenfor, hvis du skulle ramle ind i en mur af en art:

En bedre verdensorden

Eftersom USA nu igen ledes af folk, der – som Obama – forstår, at en bedre orden i verden ikke skabes ved ensidige beslutninger i supermagten, får freden større chancer og FN igen en stærkere rolle.

USA rykker sammen med sine gamle allierede og vender tilbage til FN-systemet. Kina og USA er stærke modspillere, når det gælder sikkerhed, handel og menneskerettigheder, men har fælles interesse i at virkeliggøre FN’s klimamål.

For Europa er det afgørende, at USA lægger kræfter i at skabe nye balancer i den større mellemøstlige region og Nordafrika.  

I Libyen er der lige nu fremskridt i FN’s bestræbelser på forsoning mellem de stridende parter – nok fordi USA har lagt pres på Egypten og Emiraterne for at få dem til blande sig mindre.

Genopret atomaftalen med Iran

Det vigtigste næste skridt for fred i Mellemøsten er genoplivning af atomaftalen mellem USA og Iran. Det kræver aktiv medvirken fra alle aftaleparter fra 2015: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, EU, Rusland, Kina og FN.

Det turde være enkelt: Der skal sættes samme meget korte frist til USA for at afvikle Trumps økonomiske straffeforanstaltninger mod Iran og til Iran for igen at begrænse sit lager af beriget uran til det oprindeligt aftalte – hurtigt og ubetinget af andre forhold, så de mest krigeriske kræfter i Iran ikke overtager ved landets valg i juni. 

Mellemøsten

Næste skridt er stærkere internationalt pres på de to største andre trusler mod freden i Mellemøsten – Saudi-Arabiens kronprins og Israels premierminister. 

Derfor er det godt, at Biden har standset bistanden til Saudi-Arabiens krig i Yemen og eksponeret kronprinsens ansvar for journalistmordet i Istanbul.  

Det skaber også en lille chance for ny forhandling til fordel for palæstinenserne, at USA efter Trump ikke længere opmuntrer Netanyahu til nye ulovlige bosættelser og evig besættelse i Palæstina.

Der er brug for storstilet international bistand til nødlidende mennesker og lande i regionen: 

Mest akut er rundhåndet og pågående indsats for at få nødhjælp frem til millioner af sultende og nødlidende i Yemen, verdens værste humanitære katastrofe. Her er brug for at yde FN opbakning til at insistere på en våbenhvile – og få Iran til at bremse våbenleverancer til houtierne.

Nødhjælpen til palæstinenserne – ikke mindst de to millioner indespærrede i Gaza – skal også afbøde en ligeledes rystende humanitær katastrofe. 

Vesten skal levere mere civil og militær hjælp til Irak og Libanon til at sikre genopbygning af staternes kapacitet til at beskytte deres borgere, få gang i økonomien og imødegå fremmed – ikke mindst iransk – indblanding.

I Syrien hersker despoten Assad i det meste af landet over ruinerne efter ti års krig. Tyrkiet er beskyttelsesmagt for de islamiske oprørere i Idlib-provinsen, men aggressiv over for de selvstyrende syriske kurdere. USA og Europa har en vigtig rolle i at forebygge ny opblussen af konflikterne i Syrien. 

Afghanistan

I Afghanistan tvivler USA og NATO med rette på holdbarheden af den aftale, Trump uden om Afghanistans regering indgik med Taliban. Det er – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse for at øge chancerne for mere repræsentativ og levedygtig afghansk regering; og for at forhindre en total islamistisk magtovertagelse, som vil være til ubodelig skade for landets kvinder og moderne indstillede borgere . og øge chancerne for en mere repræsentativ afghansk regering, der er i stand til overleve, er det – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 17. marts 2021

Mere fra min hånd om international politik her

Udgivet den

SYVMILESKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.

Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.

Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning

Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs. 

På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.

Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.

Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig. 

Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.

USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.

Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.  

Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.

En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det.  Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.  

Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).

Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021

Mere fra min hånd om USA

Udgivet den

Jeg er helt tryg ved magtskiftet i USA

Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.

Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:

Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.

Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.

Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.

Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner

Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.

Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.

Kvinderne i Bidens liv

Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.

Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.

Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.

Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.

Overlevede mirakuløst

Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.

Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.

Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.

Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.

Indsigt i international politik

I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.

Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.

Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.

Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.

Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.

Pure opspind fra høgene

Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.

Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.

Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.

Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.

Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.

Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.

Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.

Anmeldelsen blev bragt i Information 20. januar

Udgivet den

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«

Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Udgivet den

Biden genopbygger internationalt samarbejde

USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.

Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020

Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her