USA’s verden er uden bæredygtighed og barmhjertighed
Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza har tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. Læs hele min kommentar i Berlingske – eller nedenfor:
Vi er lysår fra fremsynet internationalt samarbejde
I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FN’s Generalforsamling.
Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.
Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.
De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.
Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.
Regningen vokser for hvert øjeblik, vi venter
Hver eneste ny årlig rapport fra FN’s panel af verdens fremmeste videnskabsmænd viser, at vi nærmer os tipping points, vippepunkter, hvor hård global opvarmning bliver uoprettelig.
Undervejs udløses enorme udgifter til at afbøde sygdomme som følge af ophedningen og skader af vildere vejr, højere havvandstand, ørkenspredning og nedsmeltning af ferskvandsdepoter. Udgifterne bliver hurtigt større, hvis vi ikke investerer nok i grøn omstilling, inden det er for sent.
For hvis vi passerer vippepunkterne, kan der næppe opfindes redskaber til at forhindre en massiv opvarmning – dét vil forpeste vore børnebørns voksne liv med uhåndterligt store folkevandringer og konflikter. Mange flere skal dø i kommende generationer, hvis vi svigter nu.
Putins aggression i Ukraine og genvalget af Trump har også sat en tyk streg under, at der – ved siden af klodens utålelige opvarmning – også er et aktuelt sikkerhedspolitisk argument for det store flertal af verdens lande. Vi skal fri af afhængigheden af despoterne i Moskva, Washington og Den Arabiske Golf, der sidder på toppen af det meste af verdens fossile brændstof.
Kan vi komme på ret kurs igen, selv om vi nogle år endnu skal kæmpe med USAs præsident som fanatisk modspiller?
Ja, det er muligt.
Heldigvis er der – uanset Trump – stærke positive kræfter i USA’s delstater og erhvervsliv.
Europa følger forhåbentlig sine grønne planer. Danmark er allerede ganske godt med. Men andre lande har mere ondt i økonomien og kan opleve konkurrence om ressourcerne i forhold til oprustningsbølgen, selvom oprustning og grøn omstilling på længere sigt er to sider af samme sag.
Kina er mest målbevidst. Dér er udviklingen af grøn teknologi kommet længst. Kina stod alene for mere end halvdelen af sidste års globale vækst i grøn strøm på verdensplan – altså mere end resten af verden tilsammen.
Overvældende vækst i produktionen af grøn strøm er forudsætning nummer ét for at redde en klode til kommende generationer, hvor der ikke bare er fredelig og bæredygtig overlevelse, men hvor bekvemmeligheder som biler fortsat er tilgængelige.
Trump og Musk slår hundredtusinder ihjel
International humanitær bistand til at bekæmpe sult og sygdom – der oftest udløses af krige og mange mennesker på flugt – er en nødvendig forudsætning for at bremse massedød i nutiden.
Under min tid i FN fik vi en rapport om hullerne i denne bistand fra superdygtige Kristalina Georgieva, der nu er direktør i Valutafonden. Hullerne var store, men det ville ikke kræve mange kroner fra hver borger i den rige del af verden at lukke disse huller.
Men nu er der flere store krige og borgerkrige og mange flere på flugt. Derfor er hullerne vokset dramatisk, og der er brug for meget større offervilje – men dén er svundet voldsomt ind. Stater vender sig indad for at varetage egne nære behov, det er både usympatisk og uklogt, for det kan udløse større folkevandringsbølger, som den rige verden i forvejen har så svært ved politisk at håndtere.
Den største forbrydelse mod international solidaritet er Trumps og Musks totalstop for USA’s bistandspolitik og nedskæringer i USA’s bidrag til FN-systemet.
Det halverede med ét slag den i forvejen helt utilstrækkelige globale indsats mod sult og sygdom – og har nok i de seneste fem måneder i stor ubemærkethed kostet 300.000 liv i verdens fattigste og mest krigsramte egne!
Samtidig har Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. En ondskabsfuld verden.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Indlægget udkom i Berlingske fredag d. 13. juni 2025
Mere fra min hånd om Trumps USA
Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber
Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:
Ondskabens nye akse
Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.
Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.
Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.
Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.
Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.
Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.
Den nye verdensuorden
Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.
Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.
Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:
Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.
Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.
Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.
Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.
I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).
Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.
Kina slår igen
Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.
Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.
Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.
Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.
Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025
Mere fra min hånd om USA’s handelskrig
Min tale ved demo mod USA’s krav om overtagelse af Grønland
Her den korte tale jeg holdt ved demonstrationen mod USA’s krav om overtagelse af Grønland foran den amerikanske ambassade i København 29. marts 2025. Ifølge Berlingske var der 3300 deltagere.
Hvem havde troet, at det nogen sinde blev nødvendigt at stå her foran den amerikanske ambassade for at demonstrere mod et krav om at USA skal overtage Grønland?
Grønland og Danmark har en lang fælles historie.
Der er skabt stærke familie- og venskabsbånd gennem mange generationer.
Personligt har jeg besøgt Grønland rigtigt mange gange. Med stor kærlighed til landet og folket. Og med den største respekt for Grønlands ret til at bestemme sin egen fremtid.
Jeg har meget nære venskaber i Grønland – også blandt dem, der har anført den moderne udvikling frem til det nuværende selvstyre.
Forsvaret af Grønland har været et fælles anliggende for Kongeriget og USA de seneste 80 år. Det skal vi i fælleskab forstærke.
Vi er allierede i NATO for at forsvare vore landes grænser og vores frihed,
Derfor er det grotesk og uhørt med et aggressiv amerikansk krav om at besidde Grønlands folk og sætte sig på landets ressourcer.
Trump vil jo ikke udelukke militær okkupation og økonomisk pression.
En massiv og løgnagtig påvirkningsaktivitet og forsøg på bestikkelse af grønlændere er allerede i fuld gang.
Det minder om metoder, vi før var fælles med USA om at fordømme.
Som f.eks. Putins kup mod Krim i 2014.
Hvis Trump bruger de samme metoder som Putin, så kan vi ikke forhindre det.
Men vi skal her og nu klart og utvetydigt fastslå, at Grønlands frihed og Rigsfællesskabets suverænitet ikke er til forhandling.
Der er kun én mulig reaktion over for dette vanvid:
At samle mest mulig opbakning til at stå op imod Trump
Vi må stå skulder ved skulder i Grønland og Danmark.
Vi har brug for den aktive solidaritet fra resten af Norden og EU med Tyskland og Frankrig i spidsen.
Grønland må knytte sig nærmere til Europa, og EU bør investere mere i Grønlands fremtid.
Vi har opbakning fra Storbritannien – og selvfølgelig også fra Canada, som udsættes for den samme aggression som os lige nu.
Vi må kæmpe vores sag frem i FN, hvor et overvældende flertal af lande vil være med til at fordømme amerikansk aggression mod Grønland.
Vi må appellere direkte om støtte fra de 70 pct af amerikanerne, der er imod erobring af Grønland.
Vi må aldrig give op!
Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine
Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:
Ukraine-krig og historielæring
Hos Trump handler alt om Trump.
Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien.
Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt.
Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande.
Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.
Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO.
Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.
Uklarhed styrkede Putin
Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning.
I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.
Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.
Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.
George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende.
Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.
Trumps venskabelige åbning
Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.
Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas.
Men Putin ønskede en ulmende konflikt.
Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje.
Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.
Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.
Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår.
Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd om Ukraine
Verdensordenen under afvikling
Snak med Jakob Terp-Hansen fra netmediet usapol.dk om, hvorvidt den nuværende verdensorden er under afvikling, om fredsudsigterne i Ukraine, om Trumps holds evner til at forhandle og også kort om Grønland. Lyt med i denne podcast.
Podcasten blev offentliggjort 22. marts 2025.
Mere fra min hånd om verdensordenen
Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob
Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten
Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.
Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.
Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!
Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.
De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:
Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.
Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.
Mediekrig og fordrivelse
Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.
Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.
Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.
Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.
Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.
Tilliden til Trumps våbenhviler
Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:
Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.
Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.
Afvisning af arabisk fredsplan
Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.
Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.
Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.
Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.
Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.
Ondskabens akse
Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.
Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.
Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.
Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025
Mere fra min hånd om Israel-Palæstina
Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse
Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:
Nyt fra Ukraine
Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.
Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.
De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,
Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed.
Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for.
I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.
Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.
’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin. Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.
Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.
Er Trump ikke helt vanvittig?
Mærkeligt, som nogle borgerlige kommentatorer ser en kerne af mening i galskaben, når Trump rabler om Grønland og told. Vi har mere end nogensinde brug for et enigt Europa, der slår tilbage. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Trump og den stærkes ret
Ved at læse ledere i Berlingske og lytte til Weekendavisens udenrigsredaktør (Anna Libak, red.) kan jeg lejlighedsvis få det indtryk, at Trumps udfald om Grønland er vel begrundet i dansk forsømmelighed med Forsvaret. Og at han måske kan nøjes med mere militær tilstedeværelse og mineraludvinding, der kan holde Rusland og Kina på afstand.
Men så giver rablerierne om at eje Grønland ingen mening.
For det er som at sparke en åben dør ind: Danmark har selv omsider sat tempo og kraft ind på at styrke forsvaret af Grønland.
Meldingerne fra både Trump senior og junior om grønlændernes påståede drøm om at blive amerikanere fortæller klart, at megalomanens mål er en globus, hvor der står UNITED STATES OF AMERICA over Grønlands 2,3 millioner kvadratkilometer.
Midlerne hertil vil formentlig være en blanding af økonomisk pression og løfter – og et massivt forsøg på meningspåvirkning i Grønland i lighed med Ruslands seneste indblanding i valgene i Moldova.
Meget tyder på, at Trump tænker som Vladimir Putin og Xi Jinping om en stormagts ret til at underlægge sig, hvad de betragter som deres nærområder. Han har derfor måske også forståelse for Putins tilsvarende ønske i Ukraine og Xis i forhold til Taiwan.
I hvert fald har hans første fokus været at få Canada, Mexico, Panama og Grønland under sin hæl med økonomisk eller militær magt. De voldsomme trusler om straftold mod Colombia for få dage siden viser også, at hele Latinamerika forventes at rette ind.
Endnu værre end toldmure
Folk, der vil sanewashe (rationalisere, red.) Trump, hævder også, at hans planer om, at told på andre lande kun er et udspil, der kan afværges med andre og rimelige indrømmelser. Heldigvis kan det måske ende sådan, men kun hvis resten af verden står sammen om at modstå og resolut besvare overgrebene fra den amerikanske præsident.
Det fordrer en hidtil uset solidaritet internt i Europa, inklusive Storbritannien, og et tættere samvirke med andre dele af verden, der trues fra Det Hvide Hus.
Trump og Musk søger netop derfor af al kraft at splitte det europæiske samarbejde ved støtte til de nationalistiske ultrahøjrepartier i Europa.
Intet tyder på, at Trump har erkendt, at han skal at stoppe, før han i strid med al international ret og alle hensyn til gamle allierede annekterer for eksempel Grønland og Panama-kanalen og udløser globale toldkrige.
Et af hans mest vedholdende synspunkter i årtier er, at told er godt, fordi det er en skat på udlændinge, der kan finansiere skattelettelser for amerikanere – især de rigeste af dem.
Det hele bygger tilsyneladende på den urealistiske forventning, at omverdenen ikke tør svare igen på toldangreb fra USA. Told bliver uundgåeligt et enormt tab i velstand, både for handelspartnere og for USA selv.
Det er næppe overkommelige krav fra Trump, der kan standse toldkrigen. Han vil formentlig kræve et stop for at regulere adfærd og kræve skat af amerikanske virksomhedsgiganter – samt at Europa skal aftage fossile brændstoffer fra USA i en meget lang fremtid og tømme statskasserne med fantasifuldt store indkøb hos den amerikanske våbenindustri.
Med andre ord indrømmelser, der er endnu værre end toldmure, fordi vi afskærer os fra at konkurrere med amerikansk højteknologi, forhindres i at bremse klimaforandringerne i tide og tvinges til at skære i velfærden.
Frontalangreb på selve demokratiet
Borgerlige kommentatorer kan være rystet over Trumps udenrigspolitik, men forstår noget af hans indsats for mindre stat og regulering.
Men den totale afvikling af begrænsninger i milliardærerne amokløb giver dem frit løb til endnu større formuer og magt og til at købe sig et monopol på meningsdannelsen for MAGA-bevægelsen i aviser, tv og på sociale medier.
Samtidig er man i gang med at cementere et retssystem, der altid vil give præsidenten ret – også når for eksempel republikanske delstater fifler med inddeling af valgkredsene, så det bliver endnu vanskeligere for at fremtidigt flertal mod Trump at blive til et flertal i magtens korridorer.
Meningen med al denne galskab er et frontalt angreb på selve demokratiet.
PS: I øvrigt tror jeg ikke, at Trump ønsker krig. Men når han omgiver sig med uvidende og fanatiske jasigere og har fjernet de fleste kyndige diplomater fra sin kreds, risikerer han alligevel at få krigen.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentaren udkom i Berlingske 3. februar 2025
Mere fra min hånd om Donald Trump
Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten
Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?
Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.
Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning.
Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden.
En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.
For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst.
Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.
Bidens forspildte muligheder
Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.
Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.
Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.
Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.
Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere.
En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.
Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.
Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.
Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.
Den chance forpassede Biden.
Internationalt samarbejde skræmmer Trump
I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.
Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.
Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler.
Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred.
Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.
Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.
Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper.
Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025
Mere fra min hånd om internationalt samarbejde