Tag: Moderaterne

Udgivet den

Her står vi i dansk politik

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:

Hvor er vi henne i dansk politik?

Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.

Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.

Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.

De første 100 dage

Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.

Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!

Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!

Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.

Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.

Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.

Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.

Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023

Mere fra min hånd om dansk politik

Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.

Udgivet den

Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder

Blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok ved folketingsvalget for nylig. Forklaringen er nok dels, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet, dels at han som den seneste Venstre-politiker har fastholdt valglovens §77, der i sjældne tilfælde kan give et stort parti en svag overrepræsentation. Loven har som regel tilgodeset netop Venstre, men denne gang blev det Socialdemokraterne. Læs mit indlæg i Berlingske – eller nedenfor

Gammel valglov spændte ben for LLR

Valget var en entydig personlig sejr for Mette Frederiksen. I andel personlige stemmer i sin storkreds fik hun større opbakning end sine forgængere. Vi ved også fra meningsmålingerne, at et klart vælgerflertal ønsker hende som statsminister. Hadkampagnen om magtfuldkommenhed gav heldigvis bagslag.

Når et flertal vil beholde statsministeren, kan det undre, at blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok.

Forklaringen er nok, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet. Mange vælgere, der ønskede en bred regering med Mette Frederiksen i spidsen stemte derfor ubekymret på Moderaterne i stedet for på De Radikale.

Valglovens §77 giver bagslag

Da Løkke på valgaftenen for tidligt indkasserede sin forventede triumf som det afgørende midterparti med krav om statsministerens afgang, skinnede det imidlertid klart igennem, at hans ambition var selv at generobre statsministerposten med støtte fra den samlede blå blok. Derfor blev han meget sur og tavs, da det stod klart, at han alligevel ikke blev tungen på vægtskålen. Han havde glemt, at valglovens §77 forhindrer, at et parti kan afgive kredmandater, der én gang er vundne. Det kan i sjældne tilfælde give en svag overrepræsentation til et stort parti.

Venstres folk har de meste af de seneste 100 år haft held til at fastholde denne regel, som i fortiden ensidigt var til fordel for dem. Trods modstand fra oppositionen havde Venstre-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også ved den seneste valglovsrevision i 2006 held til at opretholde bestemmelsen. Derfor er det ironisk, at reglen for to uger siden gav Socialdemokratiet dét ekstra mandat, der sikrede flertallet på 90 til rød blok inkl. tre nordatlantiske stemmer: Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder i regeringsdannelsen.

Socialdemokratiet vandt det sidste mandat, fordi det blev det eneste store parti. Den borgerlige side blev jo splittet sig op i syv små partier, hvor Venstre er det største, men mindre end halvt så stort som S.

Derved fik Mette Frederiksen det bedst tænkelige udgangspunkt for at få afgørende dele at sin politik igennem, uanset hvordan regeringskabalen falder ud.

Det er endnu uklart, om der kan dannes regering hen over midten. Det afhænger nok mest af, om Venstres Jakob Ellemann-Jensen har vilje og autoritet til at tage en så vidtgående beslutning efter en lang valgkamp, hvor han afviste enhver tanke om at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Politisk er der i hvert fald mindre afstand fra S til V end til nogen af de andre borgerlige partier. Desuden vil være langt lettere at opbygge den nødvendige personlige tillid mellem parterne, end hvis Lars Løkke Rasmussen er den afgørende figur på den borgerlige side.

Mange i rød blok frygter, at en regering over midten vil udvande de mærkesager, blokken mere eller mindre var fælles om i valgkampen. Omvendt skræmmer det nok en del i Socialdemokratiet, at partierne i rød blok har så spinkelt et flertal, og man allerede i den første uge efter valget kom i tvivl om, hvorvidt partilederne i Alternativet og De Radikale havde autoritet til at forhandle og bøje synspunkter på deres små folketingsgruppers vegne.

Uanset, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud, vil der blive ført en endnu mere ambitiøs klimapolitik efter valget. Det må forventes, at inflationens indhug i økonomien hos alle med lave indkomster bliver aflastet, så ingen børn eller voksne i Danmark i denne vinter skal tvinges til at vælge mellem at spise sig mætte eller holde varmen. Vi skal hindre, at folk skal gå fra hus og hjem – og vi må derfor igen specielt hjælpe dem med gasfyr, indtil det er muligt for dem for at få en billigere varmekilde. Der må også ske en forbedring i løn, arbejdsvilkår, uddannelse og rekrutteringsindsats – også i udlandet – der skal skaffe medarbejdere nok til de store velfærdsområder. Uden nye sociale nedskæringer kan findes veje til at øge arbejdsstyrken med 50.000 over de nærmeste år. Det er imidlertid ikke sikkert, vi får lige så mange ekstra arbejdspladser med udsigten til recession og stigende arbejdsløshed i hele Europa. Derfor skal kræfterne bruges til at sørge for, at der bliver tilstrækkelige tilbud og jobtræning, så mange flere kan leve op til fremtidens kvalifikationskrav.

Hvordan skal det hele betales? Mest nærliggende ved at indføre foreløbigt stop for løfter om nye skattelettelser, der næsten altid giver kroner til de vellønnede og velhavende, og som alligevel ikke løser arbejdsmarkedets problemer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 14. november 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget