Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Udgivet den

Brexit vil være en fortsat smertelig proces

Det britiske valg betyder, at Brexit formelt bliver en realitet 31.januar 

Det er synd for Europa og især for Storbritannien.

Omkostningerne i jobs og velstand kan endnu ikke opgøres, for vi kender ikke de fremtidige aftaler mellem UK og resten af EU. Det er utvivlsomt briterne selv, der kommer til at betale den højeste pris. Den næsthøjeste pris betales af os, der handler mest med briterne: Irland, Holland og Danmark.

Lige nu er der lettelse i de finansielle markeder, fordi det er forventningen at den ’hårde’ Brexit undgås.

Imidlertid kender vi ikke det næste års tid de nærmere vilkår for briternes fremtidige økonomiske relationer med EU. Foran os ligger en lang og besværlig ny forhandling. Det kunne lyde, som om premierminister Johnson har tænkt sig at leve højt på unfair konkurrence via afvikling af regler om sociale og miljømæssige krav i EU og skabelsen af et endnu større paradis for europæiske skatteflygtninge. EU kan ikke give briterne privilegeret adgang til det europæiske marked på sådanne vilkår, og derfor kan udfaldet komme til at ligne en hård Brexit meget mere end det er håbet lige nu.

De politiske konsekvenser tegner sig mere klart. Storbritannien forlader EU på et tidspunkt, hvorfor Europas – og briternes – behov for forpligtende internationalt samarbejde er mere indlysende end nogen sinde før: Europæerne bliver en stadigt mindre del af verdens befolkning og økonomi. Med et USA, der med eller uden Trump bliver mere selvhævdende, Kinas fremmarch og efterhånden nye giganter i det globale Syden er ingen europæisk nation stor nok til at hævde vores interesser og værdier på egen hånd. USA vil ikke give ved dørene, og landene i det gamle Commonwealth kan ikke foreløbig få en betydning for briterne, der ligner det europæiske marked. Forestillingen om et stærkt Storbritannien alene i verden er en romantisk og nostalgisk løgnehistorie.

Det er også skræmmende, at Johnsons sejr cementerer en stadig dybere splid i det britiske samfund. Fronterne er trukket uhyggeligt hårdt op, fordi de to store britiske partier faldt i hænderne på ekstremister.

I Skotland sejrede nationalpartiet markant, og i Nordirland fik irske nationalister flere stemmer end nogensinde tidligere. Johnson vil stritte længst muligt imod, men kan han i sidste ende afværge, at Stor-Britannien bliver til Lille-England med et selvstændigt Skotland i EU – og et forenet Irland samme sted? Brexit-sejrens senfølger kan være et England, der er fattigere og mindre relevant, og fortsat vil være et politisk, socialt og regionalt dybt splittet samfund

Det kan være vanskeligt som dansker at forstå at Storbritanniens vælgere har valgt at tage alle disse risici. Men sandheden er, at et flertal af vælgerne faktisk stemte på partier, der havde forpligtet sig til at holde en ny folkeafstemning om EU på et langt mere oplyst grundlag end i 2016: Der skulle tages stilling til at fortryde udtræden, når man faktisk kendte betingelserne for at forlade EU.

Den britiske valgordning med flertalsvalg i enkeltmandskredse forhindrede, at dette flertal i befolkningen også bliver til et flertal i det nye parlament. Det burde det flertal i det afgåede parlament, der mente det samme, have indset. Men med Labour-lederen Jeremy Corbyn i spidsen spildte de deres kræfter på uendelige kævlerier i stedet for at samles om at bremse Boris Johnson. De kunne have dannet en koalitionsregering med det ene formål at holde et en ny folkeafstemning før et nyt parlamentsvalg. Det var idiotisk, at Corbyn insisterede på selv at lede en sådan overgangsregering, selv om alle vidste han ikke

kunne få accept af dette og i øvrigt var enestående upopulær. Nu fik Johnson en perfekt mulighed for i en valgkamp at spille på udmattelsen over den farceagtig proces gennem de foregående tre år og den forståelige modvilje mod Corbyn som premierminister. 

Udgivet den

“logisk, fantasirig og fascinerende bog”

Jeg er glad for denne fine kommentar til min erindringsbog fra en ven, der har arbejdet mange år i udlandet:

‘Gribende velskreven og ærlig indledning! Jeg “slugte” dine lærerige epistler om et Danmark som jeg aldrig oplevede på nært hold qua mit u(d)-landsophold. Jo, jeg har fulgt med i overskrifterne – men fx det årlige slid med finanslovforslaget og alle de handler der foregik, har jeg aldrig tænkt over. Det er en utrolig logisk, fantasirig og fascinerende bog du har lagt frem – og blandingen med den svære balance mellem familie og arbejde er du lykkedes med. Man føler man kender dig bedre som person. Man føler frustrationen over Sass, Corydon, Vestager og Thorning – spildte år – og vreden over Venstre-svindlerne, krigs-magerne og millionær-r–slikkerne. Der er du næsten for flink.’

Udgivet den

Bogforum mm

Bogforum var en stor fornøjelse for mig i år. Jeg fortalte om min nye bog, Erindringer, og signerede den i lange baner ved adskillige arrangementer lørdag og søndag. Og så har den fået endnu en fornem anmeldelse – denne gang i netmagasinet 180GRADER.

På Bogforum fortalte jeg om mine Erindringer ved flere velbesøgte arrangementer, bl.a. til Mette Vibe Utzon
Udgivet den

God modtagelse af mine erindringer

Det har være fornøjeligt at skrive erindringer fra et langt liv, men også givet anledning til mange eftertanker. Jeg har fokuseret på det vigtigste – politisk såvel som personligt.

Bogen har fået mange fine anmeldelser i aviserne (se nedenfor), de fleste bag betalingsmur, men her er link til fx bloggen Dette og hint, skrevet af en tilfreds læser, denne, skrevet af en en gammel kollega. Eller denne, som er skrevet af en nær veninde af anden politisk observans end jeg selv. I det hele taget har jeg fået mange personlige tilkendegivelser, som jeg er både glad og stolt over – og derfor her bringer i udpluk:

En skrev:

Nu er jeg selvfølgelig – i modsætning til visse anmeldere – begunstiget af rent faktisk at være interesseret i dansk politik. Jeg vil nu påstå, at rigtigt mange danskere ville have rigtig stort udbytte af at læse bogen. Uanset politisk interesse. Unge som gamle. Selvom jeg har kendt dig i mange år og indholdet i dele af bogen ikke er nyt for mig, så er der virkelig mange steder, at jeg lærte nyt. Både om dig, din rolle og om, hvad der er sket med Danmark igennem de seneste 50-60 år. Du har jo virkelig været med lige fra Krag og helt frem til i dag. Du har været med helt inde i kernen og stået fadder til mange vigtige dele af den velfærdsstat, som vi heldigvis stadig har i behold. Trods ihærdige angreb fra flere sider.Efter læsning af bogen kan man ikke være i tvivl om, at du har ønsket magten for at bruge den til gavn for det danske samfund. Hele vejen igennem står det tydeligt, at det danske velfærdssamfund og socialdemokratiets ve og vel har stået foran dig selv (og nogle gange også din familie!). Bogen kommer til at være en vigtig brik for fremtidens historieskrivere, så alene af den grund har den været hele dit slid værd. Den har en stor styrke ved at være så faktabaseret. Du har noteret ned gennem alle årene, så derfor er det ikke bare efterrationaliseringer men mere, hvad der egentlig er sket. 

En anden skrev: 

Du har skrevet dine erindringer sådan som de skal skrives: grundige, informative om dit arbejdsliv, behersket omkring de private forhold, kritisk og selvkritisk; det vil givet blive en meget vigtig kilde for fremtidige historikere, når de skal skrive den politiske historie for den turbulente periode i slutningen af 1900 tallet og begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg kan ikke forstå den kritik, der er rejst mod din bog fra bl.a. Politikens chefredaktør Christian Jensen og fra avisens anmelder Marcus Rubin og ikke mindst Henrik Sass i Weekendavisen. Så vidt jeg kan se koncentrerer kritikken sig om tre punkter: kritikerne synes ikke du skulle have kritiseret navngivne personer, der står for meget og detaljeret om forhandlinger og politiske forløb og du er for lidt selvkritisk. På alle punkter, mener jeg, de rammer ved siden af. Politiske erindringer er efter min mening nødvendige og giver et vigtigt korrektiv til tidsbestemte artikler, taler og journalistiske beretninger. Men det forudsætter, at de ikke blot er en ureflekteret samling overvejelser fortalt til en journalist, som desværre synes at være det almindelige i dag. Her er dine erindringer et skoleeksempel på, hvordan det skal gøres, grundigt og baseret på omfattende arkivmateriale, og ikke mindst reflekteret. Skal erindringer have noget betydning udover en kort eksistens i den dagsaktuelle debat, må de også være kritiske over for andre aktører. Det er simpelthen nødvendigt, hvis de ikke skal være ligegyldige… (Hvis) erindringer (skal) have troværdighed, må de også reflektere den politiske kamp, der foregår, både eksternt mod andre partier, men også internt og det indebærer at tage stilling til navngivne aktører. Ellers vil det ikke være troværdigt. Derfor er kritikken for at “hænge” andre ud, helt ved siden af. Og endelig: selvkritikken. Det undrer mig, at det er blevet fremført. Jeg har en mistanke om, at kritikerne ikke har læst hele bogen, da de skrev deres indlæg. For hele tiden undervejs, synes jeg, at du diskuterer for og imod, og også ofte stiller spørgsmålet om det nu også var den rigtige stilling at tage. 

Links til nogle af avisanmeldelserne (bag betalingsmur)

Informations anmeldelse, Kristeligt Dagblads, Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes

Udgivet den

God snak i ‘Det røde felt’ om mine erindringer

Her mandag var jeg i ’Det røde felt’ på Radio 24syv med Lars Trier Mogensen til en god timelang snak om Socialdemokratiets udvikling med afsæt i min erindringsbog, der udkommer onsdag. Bogen er et forsøg på at belyse og nuancere den nyere politiske danmarkshistorie, hvor jeg har spillet med i mange årtier.

Det var dejligt at få tid til at folde ud, hvad jeg mener om fortid og nutid –  og glæde sig over, at Danmark nu med den nye regering har de absolut højeste ambitioner om klimaindsats.

Uanset hvad Berlingske prøver at påstå, så  førte vi ikke neoliberal økonomisk politik, da jeg var finansminister i 1990’erne. Vi satte gang i økonomien efter Keynes’ recept og forbedrede  både beskæftigelse og ’arbejdsudbud’ i samme takt. Vi fik et par hundred tusinde mennesker flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejde. Metoden var, at give tilbud om uddannelse og job – ikke at gøre de arbejdsløse fattigere. Folk faldt ikke ud af dagpengesystemet, for vi skaffede dem enten arbejde eller ordentlig anden forsørgelse, før de kunne falde ud.  Siden blev det anderledes.  

Vi lavede ikke kunstfærdige regnestykker om såkaldt dynamiske effekter af at sætte skatten og de sociale ydelser ned. Vi mente, at investering i velfærd havde lige stor positiv værdi for samfundsøkonomi og velfærd. Siden blev det anderledes.

Vi satte procenterne ned for skatten både for personer og selskaber, men det blev betalt med sanering af fradrag og smuthuller, som især de mest velhavende og magtfulde havde udnyttet – ikke med ringere velfærd. Siden blev det anderledes.

I udsendelsen talte vi også om, hvad jeg har været med til og siden fortrudt. Især privatisering af offentlige forsyningsvirksomheder. Det var fejl, man kunne have lært af, da vi mange år senere kom til at give Goldmann Sachs en ekstrem milliardgevinst ved i fire år at eje en del af DONG.

Jeg håber, at mange vil høre udsendelsen og læse min bog, så de ikke skal være afhængige af løsrevne citater og forvredne udlægninger.

Høre hele samtalen her