“logisk, fantasirig og fascinerende bog”

Jeg er glad for denne fine kommentar til min erindringsbog fra en ven, der har arbejdet mange år i udlandet:

‘Gribende velskreven og ærlig indledning! Jeg “slugte” dine lærerige epistler om et Danmark som jeg aldrig oplevede på nært hold qua mit u(d)-landsophold. Jo, jeg har fulgt med i overskrifterne – men fx det årlige slid med finanslovforslaget og alle de handler der foregik, har jeg aldrig tænkt over. Det er en utrolig logisk, fantasirig og fascinerende bog du har lagt frem – og blandingen med den svære balance mellem familie og arbejde er du lykkedes med. Man føler man kender dig bedre som person. Man føler frustrationen over Sass, Corydon, Vestager og Thorning – spildte år – og vreden over Venstre-svindlerne, krigs-magerne og millionær-r–slikkerne. Der er du næsten for flink.’

Bogforum mm

Bogforum var en stor fornøjelse for mig i år. Jeg fortalte om min nye bog, Erindringer, og signerede den i lange baner ved adskillige arrangementer lørdag og søndag. Og så har den fået endnu en fornem anmeldelse – denne gang i netmagasinet 180GRADER.

På Bogforum fortalte jeg om mine Erindringer ved flere velbesøgte arrangementer, bl.a. til Mette Vibe Utzon

God modtagelse af mine erindringer

Det har være fornøjeligt at skrive erindringer fra et langt liv, men også givet anledning til mange eftertanker. Jeg har fokuseret på det vigtigste – politisk såvel som personligt.

Bogen har fået mange fine anmeldelser i aviserne (se nedenfor), de fleste bag betalingsmur, men her er link til fx bloggen Dette og hint, skrevet af en tilfreds læser, denne, skrevet af en en gammel kollega. Eller denne, som er skrevet af en nær veninde af anden politisk observans end jeg selv. I det hele taget har jeg fået mange personlige tilkendegivelser, som jeg er både glad og stolt over – og derfor her bringer i udpluk:

En skrev:

Nu er jeg selvfølgelig – i modsætning til visse anmeldere – begunstiget af rent faktisk at være interesseret i dansk politik. Jeg vil nu påstå, at rigtigt mange danskere ville have rigtig stort udbytte af at læse bogen. Uanset politisk interesse. Unge som gamle. Selvom jeg har kendt dig i mange år og indholdet i dele af bogen ikke er nyt for mig, så er der virkelig mange steder, at jeg lærte nyt. Både om dig, din rolle og om, hvad der er sket med Danmark igennem de seneste 50-60 år. Du har jo virkelig været med lige fra Krag og helt frem til i dag. Du har været med helt inde i kernen og stået fadder til mange vigtige dele af den velfærdsstat, som vi heldigvis stadig har i behold. Trods ihærdige angreb fra flere sider.Efter læsning af bogen kan man ikke være i tvivl om, at du har ønsket magten for at bruge den til gavn for det danske samfund. Hele vejen igennem står det tydeligt, at det danske velfærdssamfund og socialdemokratiets ve og vel har stået foran dig selv (og nogle gange også din familie!). Bogen kommer til at være en vigtig brik for fremtidens historieskrivere, så alene af den grund har den været hele dit slid værd. Den har en stor styrke ved at være så faktabaseret. Du har noteret ned gennem alle årene, så derfor er det ikke bare efterrationaliseringer men mere, hvad der egentlig er sket. 

En anden skrev: 

Du har skrevet dine erindringer sådan som de skal skrives: grundige, informative om dit arbejdsliv, behersket omkring de private forhold, kritisk og selvkritisk; det vil givet blive en meget vigtig kilde for fremtidige historikere, når de skal skrive den politiske historie for den turbulente periode i slutningen af 1900 tallet og begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg kan ikke forstå den kritik, der er rejst mod din bog fra bl.a. Politikens chefredaktør Christian Jensen og fra avisens anmelder Marcus Rubin og ikke mindst Henrik Sass i Weekendavisen. Så vidt jeg kan se koncentrerer kritikken sig om tre punkter: kritikerne synes ikke du skulle have kritiseret navngivne personer, der står for meget og detaljeret om forhandlinger og politiske forløb og du er for lidt selvkritisk. På alle punkter, mener jeg, de rammer ved siden af. Politiske erindringer er efter min mening nødvendige og giver et vigtigt korrektiv til tidsbestemte artikler, taler og journalistiske beretninger. Men det forudsætter, at de ikke blot er en ureflekteret samling overvejelser fortalt til en journalist, som desværre synes at være det almindelige i dag. Her er dine erindringer et skoleeksempel på, hvordan det skal gøres, grundigt og baseret på omfattende arkivmateriale, og ikke mindst reflekteret. Skal erindringer have noget betydning udover en kort eksistens i den dagsaktuelle debat, må de også være kritiske over for andre aktører. Det er simpelthen nødvendigt, hvis de ikke skal være ligegyldige… (Hvis) erindringer (skal) have troværdighed, må de også reflektere den politiske kamp, der foregår, både eksternt mod andre partier, men også internt og det indebærer at tage stilling til navngivne aktører. Ellers vil det ikke være troværdigt. Derfor er kritikken for at “hænge” andre ud, helt ved siden af. Og endelig: selvkritikken. Det undrer mig, at det er blevet fremført. Jeg har en mistanke om, at kritikerne ikke har læst hele bogen, da de skrev deres indlæg. For hele tiden undervejs, synes jeg, at du diskuterer for og imod, og også ofte stiller spørgsmålet om det nu også var den rigtige stilling at tage. 

Links til nogle af avisanmeldelserne (bag betalingsmur)

Informations anmeldelse, Kristeligt Dagblads, Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes

God snak i ‘Det røde felt’ om mine erindringer

Her mandag var jeg i ’Det røde felt’ på Radio 24syv med Lars Trier Mogensen til en god timelang snak om Socialdemokratiets udvikling med afsæt i min erindringsbog, der udkommer onsdag. Bogen er et forsøg på at belyse og nuancere den nyere politiske danmarkshistorie, hvor jeg har spillet med i mange årtier.

Det var dejligt at få tid til at folde ud, hvad jeg mener om fortid og nutid –  og glæde sig over, at Danmark nu med den nye regering har de absolut højeste ambitioner om klimaindsats.

Uanset hvad Berlingske prøver at påstå, så  førte vi ikke neoliberal økonomisk politik, da jeg var finansminister i 1990’erne. Vi satte gang i økonomien efter Keynes’ recept og forbedrede  både beskæftigelse og ’arbejdsudbud’ i samme takt. Vi fik et par hundred tusinde mennesker flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejde. Metoden var, at give tilbud om uddannelse og job – ikke at gøre de arbejdsløse fattigere. Folk faldt ikke ud af dagpengesystemet, for vi skaffede dem enten arbejde eller ordentlig anden forsørgelse, før de kunne falde ud.  Siden blev det anderledes.  

Vi lavede ikke kunstfærdige regnestykker om såkaldt dynamiske effekter af at sætte skatten og de sociale ydelser ned. Vi mente, at investering i velfærd havde lige stor positiv værdi for samfundsøkonomi og velfærd. Siden blev det anderledes.

Vi satte procenterne ned for skatten både for personer og selskaber, men det blev betalt med sanering af fradrag og smuthuller, som især de mest velhavende og magtfulde havde udnyttet – ikke med ringere velfærd. Siden blev det anderledes.

I udsendelsen talte vi også om, hvad jeg har været med til og siden fortrudt. Især privatisering af offentlige forsyningsvirksomheder. Det var fejl, man kunne have lært af, da vi mange år senere kom til at give Goldmann Sachs en ekstrem milliardgevinst ved i fire år at eje en del af DONG.

Jeg håber, at mange vil høre udsendelsen og læse min bog, så de ikke skal være afhængige af løsrevne citater og forvredne udlægninger.

Høre hele samtalen her

Cubanerne lider under Donald Trumps had til Obama

Debatindlæg i Politiken mandag d. 22. juli 2019

MIT FØRSTE besøg på Cuba var i 1987. Da vi kom hjem, skrev Jytte Hilden og jeg en artikel, der i de følgende 32 år er blevet misbrugt af borgerlige propagandister til at påstå, at vi hyldede Castros kommunistiske styre.

Men hvad skrev vi egentlig? Vi påpegede, at den cubanske revolution var gennemført af folket selv, mens diktaturet i Østeuropa var etableret med magt af Sovjetunionen, og at stemningen hos mennesker i Havanna var anderledes positiv og afslappet end i Østberlin.

I 1987 havde Castros styre endnu lidt af den gamle revolutionære glans, selv om det hverken havde sikret cubanerne rimelig levestandard eller politisk frihed. Trods stor fattigdom havde Cuba dog et velfungerende sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Men samfundets økonomi var i ruiner. Det kørte kun rundt, fordi Sovjetunionen gav overpris for sukkeret fra øen og leverede olie til underpris.

Castro formåede ikke at skabe en holdbar økonomisk udvikling, og cubanerne led utrolige afsavn, da Sovjetunionen kort efter brød sammen og subsidierne derfra ophørte.

Armoden blev også næret af USA’s brutale blokade. USA var den store, nære, naturlige handelspartner, der ikke accepterede handel med Cuba. Og man straffede resten af verdens skibsfart og virksomheder, hvis de formastede sig til at handle med Cuba.

Den såkaldte Helms-Burton-lov forbød rederier, der anløb Cuba, at anløbe amerikanske havne i seks måneder. Den form for økonomisk-politisk imperialisme blev fordømt af det meste af verden – også Danmark og EU. Men virksomhederne havde ikke råd til at miste det store amerikanske marked for at handle med det lille Cuba. Så blokaden virkede i retning af at fastholde Cuba i isolation og fattigdom. Blokaden gjorde det tilmed lettere for Castro at begrunde ufriheden derhjemme med nødvendigheden af et højt beredskab over for de amerikanske fjender.

ANDEN GANG, jeg besøgte Cuba, var i juni 2016 som formand for FN’s Generalforsamling.

Besøget havde to formål. For det første skulle jeg sammen med bl.a. generalsekretær Ban Ki-moon og de fleste latinamerikanske stats- og regeringschefer være med til næstsidste fase af processen med at afslutte 50 års blodig borgerkrig i Colombia mellem landets regering og oprørsbevægelsen Farc. Cuba og Norge havde på FN’s vegne bidraget til denne fredsproces, den nye pave ligeså. Det var bevægende at opleve lettelsen og glæden hos alle over, at der endelig var lys forude for Colombia.

For det andet skulle jeg mødes med bl.a. Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, om den generelle FN-dagsorden.

I samtalerne kom vi naturligvis også ind på den glædelige afspænding og åbning af samkvem mellem USA og Cuba, som efter næsten seks årtiers konflikt var blevet beseglet med præsident Obamas besøg i Havanna tre måneder forinden.

Jeg spurgte den cubanske udenrigsminister, om han kunne bekræfte, at Fidel Castro for mange år siden sagde, at forholdet mellem USA og Cuba først ville blive normaliseret, når vi fik en latinamerikansk pave og en sort præsident i USA. Fra Castros side var det i givet fald nok ment som noget i retning af, at det ikke ville ske, før helvede frøs til is.

Bruno Rodriguez sagde, at han selv havde spurgt Fidel, om han virkelig havde sagt sådan engang; den meget gamle mand kunne ikke selv huske det, men han har sandelig også sagt utrolig meget i tidens løb. Uanset om historien er sand eller opdigtet, så var kendsgerningen, at den amerikansk-cubanske forsoning blev etableret under en sort amerikansk præsident og med bistand fra den første latinamerikanske pave, den argentinske Frans.

I 2016 var der store forventninger hos den jævne cubaner om, at de værste økonomiske afsavn kunne mildnes og landet åbnes for handel. Investering og meget mere turisme fra USA.

Mange havde håb om, at åbningen også kunne blive begyndelsen til afviklingen af det kommunistiske partis jerngreb om landet.

I det eksilcubanske samfund i USA, der stenhårdt havde støttet mange årtiers boykot af Cuba, var der også opbrud i tankegangen og forventninger til et nyt nærmere samkvem. Men Obama fik ikke Kongressen med på at afvikle al blokadelovgivning rettet mod Cuba, før han forlod Det Hvide Hus.

På FN’s generalforsamling i november 2016 stemte 189 medlemslande ellers for en opfordring til USA om at afvikle al blokade mod Cuba. Kun USA og Israel stemte imod, og Obama-regeringen tøvede kun på grund af trægheden i Kongressen.

ET PAR måneder senere hed præsidenten i USA Donald Trump. Og uden synlig rationalitet og eftertanke, men drevet af et glødende had til Obama satte han sig for at slette alle spor efter sin forgængers indsats. Det voldsomste og krigeriske udslag er ødelæggelsen af atomaftalen med Iran. Men Trump har også destrueret alle fremskridt i forholdet mellem USA og Cuba og endda strammet skruen yderligere.

Helms-Burton-lovens blokadebestemmelser for skibsfart og handel er genindført og skærpet med en obskur paragraf: Alle udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, kan straffes af USA, hvis handlen berører nationaliseret ejendom.

Bestemmelsen er aldrig før aktiveret, fordi resten af verden protesterede voldsomt, og den blokerer for Cubas muligheder for at få fødevarer, medicin og mange andre nødvendige varer udefra. Endnu en gang går det hårdest ud over den jævne borger i Cuba.

Den amerikanske blokadepolitik over for Cuba er nu i endnu mere massiv konflikt end nogensinde før med alle hidtil respekterede regler for international samhandel.

Der er et stort behov for, at ikke mindst EU – herunder også den danske regering – træder i karakter over for Trump-regeringens misbrug af handelspolitikken til en voldsom kæde af økonomiske straffeaktioner mod udenlandske virksomheder, der – i overensstemmelse med den gældende internationale retsorden – handler med lande, som Trump lægger for had, såsom Iran og Cuba, og for den sags skyld alle hans øvrige brud på frihandlens love og regler.

Trumps mafiapolitik over for Iran – den største trussel mod verdensfreden

Fra Berlingske: Et vægmaleri i Teheran viser tydeligt, hvad mange iranere mener om USA og de sanktioner, som Donald Trump har indført over for landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: WANA NEWS AGENCY

Opinion i Berlingske 18. juli 2019

Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.

Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.

Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.

Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten. 

Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker. 

Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015. 

Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.

Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.

Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.