Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om, hvordan USA med Biden i spidsen genopretter alliancer og formål, som Trump gjorde op med i sin stridbare præsidentperiode. Læs indlægget i Jyllands-Posten 17. marts 2021 – eller nedenfor, hvis du skulle ramle ind i en mur af en art:
En bedre verdensorden
Eftersom USA nu igen ledes af folk, der – som Obama – forstår, at en bedre orden i verden ikke skabes ved ensidige beslutninger i supermagten, får freden større chancer og FN igen en stærkere rolle.
USA rykker sammen med sine gamle allierede og vender tilbage til FN-systemet. Kina og USA er stærke modspillere, når det gælder sikkerhed, handel og menneskerettigheder, men har fælles interesse i at virkeliggøre FN’s klimamål.
For Europa er det afgørende, at USA lægger kræfter i at skabe nye balancer i den større mellemøstlige region og Nordafrika.
I Libyen er der lige nu fremskridt i FN’s bestræbelser på forsoning mellem de stridende parter – nok fordi USA har lagt pres på Egypten og Emiraterne for at få dem til blande sig mindre.
Genopret atomaftalen med Iran
Det vigtigste næste skridt for fred i Mellemøsten er genoplivning af atomaftalen mellem USA og Iran. Det kræver aktiv medvirken fra alle aftaleparter fra 2015: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, EU, Rusland, Kina og FN.
Det turde være enkelt: Der skal sættes samme meget korte frist til USA for at afvikle Trumps økonomiske straffeforanstaltninger mod Iran og til Iran for igen at begrænse sit lager af beriget uran til det oprindeligt aftalte – hurtigt og ubetinget af andre forhold, så de mest krigeriske kræfter i Iran ikke overtager ved landets valg i juni.
Mellemøsten
Næste skridt er stærkere internationalt pres på de to største andre trusler mod freden i Mellemøsten – Saudi-Arabiens kronprins og Israels premierminister.
Derfor er det godt, at Biden har standset bistanden til Saudi-Arabiens krig i Yemen og eksponeret kronprinsens ansvar for journalistmordet i Istanbul.
Det skaber også en lille chance for ny forhandling til fordel for palæstinenserne, at USA efter Trump ikke længere opmuntrer Netanyahu til nye ulovlige bosættelser og evig besættelse i Palæstina.
Der er brug for storstilet international bistand til nødlidende mennesker og lande i regionen:
Mest akut er rundhåndet og pågående indsats for at få nødhjælp frem til millioner af sultende og nødlidende i Yemen, verdens værste humanitære katastrofe. Her er brug for at yde FN opbakning til at insistere på en våbenhvile – og få Iran til at bremse våbenleverancer til houtierne.
Nødhjælpen til palæstinenserne – ikke mindst de to millioner indespærrede i Gaza – skal også afbøde en ligeledes rystende humanitær katastrofe.
Vesten skal levere mere civil og militær hjælp til Irak og Libanon til at sikre genopbygning af staternes kapacitet til at beskytte deres borgere, få gang i økonomien og imødegå fremmed – ikke mindst iransk – indblanding.
I Syrien hersker despoten Assad i det meste af landet over ruinerne efter ti års krig. Tyrkiet er beskyttelsesmagt for de islamiske oprørere i Idlib-provinsen, men aggressiv over for de selvstyrende syriske kurdere. USA og Europa har en vigtig rolle i at forebygge ny opblussen af konflikterne i Syrien.
Afghanistan
I Afghanistan tvivler USA og NATO med rette på holdbarheden af den aftale, Trump uden om Afghanistans regering indgik med Taliban. Det er – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse for at øge chancerne for mere repræsentativ og levedygtig afghansk regering; og for at forhindre en total islamistisk magtovertagelse, som vil være til ubodelig skade for landets kvinder og moderne indstillede borgere . og øge chancerne for en mere repræsentativ afghansk regering, der er i stand til overleve, er det – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse.
Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 17. marts 2021
Den grønne omstilling skal gennemføres, samtidig med at vi skal tredoble den globale energiproduktion – og den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. Læs hele min anmeldelse af Bill Gates’ nye bog, Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver, i Information
… eller nedenfor, hvis du skulle ramle hovedet mod betalingsmuren:
Boganmeldelse
Bill Gates er nok den af verdens multimilliardærer, der bruger sin formue mest målrettet til at forstå og imødegå de udfordringer, menneskeheden står over for. Han har satset snesevis af milliarder dollar på at forbedre sundhed for verdens fattige. Mens Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, var de private bidrag fra Gates-fonden større end noget enkelt andet lands!
Konspirationsteoretikere på den ekstreme højrefløj lægger Gates for had og påstår, at han vil plante en chip i os, der kan styre vores adfærd. Det nærmeste, disse vilde påstande kommer virkeligheden, er, at Gates nu har sammenfattet sin forståelse af klimakrisen i en letlæst, meget pædagogisk bog på 250 sider om, hvordan katastrofen undgås. Den vil han helt sikkert gerne have, vi indprenter os.
Gates beretter, hvordan han blev bevidst om den truende klimakatastrofe, da han forstod modstriden mellem det svimlende behov for at levere meget mere strøm for at skabe udvikling i de fattige dele af verden og konsekvenserne af at løse problemet ved at anvende fossile brændstoffer.
Erkendelsen nu er endnu mere radikal: Vi skal ned til nul tilførsel af drivhusgasser til atmosfæren. Ellers bliver vi ikke i stand til at bremse den globale opvarmning, før livsvigtige ferskvandsressourcer smelter bort, vandstanden i verdenshavene stiger, og tørke og ørkener breder sig over en meget større del af kloden: Sker alt dette, vil sygdomme spredes, og infrastruktur blive ødelagt.
De fattigste, der udleder langt mindst klimagas, vil så igen blive hårdest ramt. Ukontrollerede folkevandringer og flere konflikter vil blive udløst, fordi hele civilisationer vil gå under.
Vi har hidtil kun hævet klodens gennemsnitstemperatur med godt én grad i forhold til for 200 år siden, men det har allerede dramatiske konsekvenser i form af mere vildt vejr, især i de varme lande. To eller tre grader er ikke bare to eller tre gange så skadeligt; det vil ramme mange gange hårdere – ja uopretteligt.
Og det varer ikke 200-400 år, men kun få årtier, før vi er på to og tre grader, hvis vi fortsætter, som vi plejer. Vi har kun et meget kort tidsrum til at bremse op ved de 1,5 grad, der var målet med FN’s klimaaftale i Paris i 2015. Og selv om vi mirakuløst når at stoppe opvarmningen ved 1,5 grad, er en kæmpe investering allerede nu nødvendig for at afbøde virkningen heraf.
Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge kul, olie og naturgas, uanset hvor meget af det vi har fundet!
Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst.
Men Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt:
Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge fossile brændstoffer. Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer i bogen overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. PR-foto
Accelererende klimaforandring vil være en langt større og mere uoprettelig katastrofe for vore børn og børnebørn, end den aktuelle pandemi er nu.
Ligesom med pandemien handler det om – internationalt og nationalt – i høj hastighed og med stor konsekvens at træffe politiske beslutninger, hvor vi lader videnskaben råde, og hvor vi hjælper de mest udsatte først – de fattigste, de, som skal finde anden beskæftigelse, og de virksomheder, for hvem det koster mest at omstille sig fra sort økonomi til grøn.
Der skal skabes et tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Det vil ifølge Gates kræve en femdobling af investeringen i at opfinde de klimarigtige løsninger.
De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal alle tilskyndes til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050 uden at afskaffe eksisterende tilskud til fossile brændsler og frem mod 2030 gradvist at lægge høj afgift på udledning af CO2. I øvrigt skal man samtidig udfase andre endnu mere farlige klimagasser.
Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.
Stat og kommuner – ikke mindst verdens største byer – kan fremme de klimarigtige løsninger som storindkøbere af varer og investorer i om- og nybygning af ejendomme og ved grøn byplanlægning.
Fokus skal især være på det sværeste: omstillingen af mest energiintensive produktioner som cement og stål og måden kunstgødning anvendes på.
Gates har den vigtige pointe, at nulmålet for 2050 er det afgørende. Alt, hvad vi udretter frem til 2030, skal direkte og præcist understøtte dette slutmål.
Han brækker indsatsen for at komme i nul op i fem stykker:
For det første: 27 procent af vejen til nul er at fjerne fossile brændstoffer fra elproduktionen. Der er i princippet ubegrænsede muligheder for at høste sol- og vindenergi, men det er dyrt og svært at lagre, så der i elnettet er balance mellem leverance og efterspørgsel af strøm.
Noget løses ved i langt højere grad at sende strøm frem og tilbage over grænserne. Havvind er måske det allermest lovende. Gates roser Danmark for tidligt at understøtte udviklingen af vindmølleindustrien.
For at balancere udbud og efterspørgsel, når der kommer særligt megen og derfor billig vindstrøm, skal den kunne afsætte til virksomheder, der ved elektrolyse forvandler vand til brint. Brint kan lagres og indgå som grundstof i forskellige flydende grønne brændstoffer, der skal udvikles for at drive tunge køretøjer, skibe og fly uden CO2-udledning. Det, der kaldes Power to X.
Men Gates er også overbevist om, at nye former for kernekraft bliver en vigtig del af ligningen, fordi det kan leveres stabilt døgnet rundt, og de gamle risici kan mindskes afgørende ved ny teknologi. Han investerer selv i forsøg på området. I en fjernere fremtid tror han på såkaldt fusionsenergi.
For det andet: 31 procent af vejen til nul handler om i produktionen at elektrificere alle de processer, der er mulige. Meget, der ikke direkte kan elektrificeres, kan indirekte blive det via Power to X-processen. Der må desuden satses på at indfange og lagre, hvad der er tilovers af CO2 fra produktionsprocesserne – og måske indfange mere end det direkte fra luften for at være sikre på at nå nul i 2050.
For det tredje: 19 procent af vejen til nul handler om dyrkningsmetoder og om stop for skovødelæggelse især i troperne, hvor træerne gør allermest gavn for kloden. Kobøvs og svinegødning er massive leverandører af klimagas. Det kan delvis imødegås ved at fremkalde genetiske forandringer hos husdyrene.
Ny teknologi kan bidrage til langt bedre dyrkningsmetoder, herunder udnyttelse af gødning – især den kunstgødning, der er forudsætningen for at levere tilstrækkeligt med fødevarer til mange flere mennesker. Delløsninger er også at gå over cellebaseret eller plantebaseret føde, der smager som kød – eller simpelthen ved at efterspørge mindre kødsmag. Endelig er der et vældigt potentiale i at undgå madspild.
For det fjerde: 16 procent af vejen til nul er at elektrificere brændstof til transportmidler. Elbiler til persontransport er vigtige, men udgør overraskende nok mindre end otte procent af den samlede løsning. Power to X er langsigtet løsningen til den tunge transport på langfart ad landeveje, søveje og i luften. Og – tilføjer Gates – atomdrevne tankskibe.
For det femte: Syv procent af vejen til nul handler om alt, hvad der har med opvarmning og nedkøling at gøre. Det handler om grøn el – ikke mindst varmepumper til at erstatte olie- og gasdrevne fyr. Det handler også om at erstatte de klimafarlige gasser, der indgår i køleteknik.
Det hele forudsætter, at vi inden for meget få år etablerer et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, omfattende national lovgivning og investering – og at ansvarlige politikere i samvirke med et aktivt civilsamfund skaber en langt bredere folkelig forståelse og medvirken.
Bill Gates: ’Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver’. Gyldendal. 272 sider. 300 kroner.
Anmeldelsen blev bragt i Information 5. marts 2021
At virkeliggøre det planlagte klimamirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Energiøer er en vigtig del af løsningen – læs min seneste klumme i Berlingske Tidende
… eller læs den her:
Offensiv klimapolitik – enorme muligheder og udfordringer
Både klimaministeren og aftalepartierne erklærer sig enige med Klimarådet om, at meget mere skal gøres for som aftalt at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det høje mål skal være afsæt for en grøn, dansk erhvervsudvikling på vejen frem til FN-målet om at gå i nul med CO2-udledning i 2050.
Dette ambitiøse mål er forudsætningen for at undgå den ultimative klimakatastrofe. Derfor skal vi i løbet af de næste 30 år holde op med at brænde kul, olie og naturgas af samtidig med, at der formentlig til den tid skal leveres tre gange så meget elektricitet som i dag.
At virkeliggøre dette mirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud.
De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal både borgere og virksomheder tilskyndes mere til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050, medmindre vi allerede frem til 2030 gradvist lægger høj afgift på udledning af CO2.
Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.
Her er især muligheden for at høste enorme mængder energi fra havet interessant. Det handler de planlagte energiøer om. De er nøgleprojekt i udviklingen frem mod 2050.
Vi skal handle nu
Midt i debatten om nødvendigheden af højere tempo frem til 2030 må det netop ikke glemmes, at et bredt folketingsflertal lige har truffet en meget ambitiøs og visionær beslutning, der baner vejen for, at Danmark kan bidrage endnu meget mere til den globale klimaløsning:
Vi skal som eksportnation sikre god beskæftigelse og indtjening på at levere billig vedvarende energi i langt større omfang end det, vi selv kan anvende. Energiøerne skal med årene opsamle og videresende enorme mængder vindenergi fra hundredvis af megavindmøller til havs. De er nøglen til at lette og billiggøre sådanne private vindinvesteringer. Men ligesom på de store broforbindelser er der lang planlægnings- og byggetid på energiøer og havvindmølleparker. Øen i Nordsøen kan først være i funktion i 2033, og kun forudsat at vi handler nu.
Det statslige transmissionsselskab for el og gas – Energinet – får en helt central opgave med at igangsætte projekt Energiøer og til sin tid at bringe strømmen videre fra øerne til forbrugerne i ind- og udland. Jeg blev for et halvt år siden valgt til formand for Energinets bestyrelse og glæder mig enormt til at være i front med at iværksætte dette vældige projekt. Her og nu satser vi allerede et firecifret millionbeløb på forarbejdet.
Energiøerne er nøglen til at udløse private investeringer i vindenergi, der i løbet af de kommende årtier beløbsmæssig vil overstige, hvad alle broforbindelserne har kostet.
Strømmen fra de gigantiske vindmølleparker til havs skal sendes til energiøerne og derfra videre i kabler til lands – både i Danmark, Tyskland, Holland og forhåbentlig Polen. De centraleuropæiske lande får brug for vores havvind, da de ikke selv har så store havområder, og også på grund af befolkningstætheden vanskeligt kan placere vindmøller og solceller tæt nok derhjemme til at producere de enorme mængder vedvarende energi, der skal til for at udfase brugen af fossile brændstoffer senest i 2050.
Grøn strøm skal ikke bare bruges til lys og opvarmning. Biler og maskiner i husstande og virksomheder skal enten drives direkte på grøn strøm fra kontakterne eller – når det er tunge køretøjer, skibe og fly – drives frem af flydende grønne brændstoffer. Det sidste kræver enorme mængder af billig grøn strøm til elektrolyse, som forvandler vand til brint, der kan bruges direkte eller være grundstof til andre flydende, grønne brændstoffer. Det, der kaldes Power to X.
Det kan blive nøglen til, at der godt kan sejles, flyves og transporteres varer på Europas landeveje uden at skade klimaet. Energiøerne kan måske også blive steder, hvor en del af strømmen, når der i blæsevejr kommer mere energi, end elnettet kan rumme, umiddelbart kan anvendes til at fremstille grøn brint, der så kan sejles videre til forbrugerne.
Mogens Lykketoft er tidl. minister for Socialdemokratiet og formand for Energinet
For at løbe verdensøkonomien i gang og få folk i arbejde igen må vi stifte mere gæld. Ligeså piskende nødvendigt er det at investere i den grønne omstilling og velfærd. Vi har ikke råd til at lade være – det og meget mere i dette interview med mig i Politiken 14. februar 2021.
Hvis ikke vi skaber ny økonomisk fremgang, der effektivt bidrager til at mindske uligheden, peger al historisk erfaring mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske, som du kan læse her – eller nedenfor:
Global skævhed er opskriften på kaos
Gennem fire årtier rådede en global udvikling med stadigt større ulighed, men paradoksalt nok var der også en meget lykkelig reduktion i ekstrem fattigdom – ikke mindst takket være den formidable vækst i Kina.
Covid-19-pandemien det seneste år har desværre voldsomt øget den i forvejen store ulighed i verden og kastet yderligere mange hundrede millioner mennesker tilbage i ekstrem fattigdom. Velstanden er så skævt fordelt, at al historisk erfaring peger mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme, hvis vi ikke for alvor tager fat på at skabe ny økonomisk fremgang, der bidrager effektivt til at mindske uligheden. Det er også en afgørende forudsætning for opbakning til den grønne revolution, der skal redde os fra voldsom klimaforandring og uoprettelige miljømæssige katastrofer.
Den humanitære organisation Oxfam/Ibis har netop udsendt en rapport, der belyser den dramatisk øgede ulighed. Rapporten bør være pligtlæsning for alle den rige verdens beslutningstagere. Helt akut bør den få dem til at indse, at vacciner ikke kun skal hamstres til os selv. Vi skal sætte turbo på vaccineproduktionen og dele gratis ud til de fattigste lande; ikke bare for at være solidariske, men fordi global indsats er forudsætningen for at genoprette folkesundhed og økonomi – også i den rige verden.
Ulighedsrapporten fra Oxfam/Ibis føjer sig til den nye retning den samfundsøkonomiske debat. Stærke stemmer fra en ny generation af økonomer er i gang med et sundt oprør imod 40 års neoliberalisme og advarer imod at gentage den fejlslagne nedskæringspolitik, som blev svaret på finanskrisen. Det nye budskab lyder: Hverken nationalt i de rige lande eller fra de internationale finansielle institutioner skal man lade sig tyrannisere af frygt for øget offentlig gældsstiftelse.
Det er befriende at høre fremtrædende bankøkonomer sige, at det er langt farligere at lånefinansiere for lidt og for kort end for meget og for langt. Der er epokegørende at høre Den Internationale Valutafonds leder, Kristalina Georgieva, tale for generøst at udbrede viljen til at stifte gæld til at hjælpe de fattige lande.
Men hvad er de globale problemers langsigtede løsning? Grundlæggende handler det om politisk evne og vilje til at bryde de multinationale giganters og deres ejeres enorme politiske indflydelse og ved internationalt samarbejde standse den stadigt voldsommere undergravning af staternes indtægtsgrundlag via skatteflugt og skattely. Ved effektiv antimonopollovgivning burde man desuden insistere på, at tech-giganter og internationale finanshuse brydes op i mindre enheder.
En væsentlig del af grunden til, at nogle få håndfulde personer ejer mere af verdens rigdom end den fattigste halvdel af klodens mennesker, er den onde cirkel, hvor de superrige enten slet ingen skat betaler, eller har en trækprocent, der er lavere end selv de fattigste medborgere. Staterne har ikke hidtil haft evne eller vilje til at samarbejde effektivt imod international skatteundvigelse. Desuden har stærke kapitalinteresser i mange lande købt sig indflydelse i politiske partier.
Fra Reagan og Thatcher fra 1980 og frem til nu har det medført en lang, stærk bølge af lettelser i skatteprocenterne for selskaber og velhavere. Mange steder har kapitalinteresser overtaget eller oprettet TV-kanaler og aviser, der er blevet hovedkilden til mange menneskers information og det vigtigste indslag i deres politiske venners valgkampagner. Tænk bare på Rupert Murdochs dominans med Fox News i USA og i avisverdenen i Storbritannien og Australien. New Zealands socialdemokratiske statsminister Jacinda Ardern vandt for nylig en stor valgsejr. Hun er både karismatisk og sympatisk, men sejren blev også mulig, fordi hendes land er det eneste i den angelsaksiske verden, hvor medierne ikke er domineret af Murdoch eller andre højreradikale mediekoncerner!
Forestillingen om, at verden kun kan drives frem af stadig større uligheder, hvor fattige tvinges til at stå på egne ben uden et stærkt socialt sikkerhedsnet, og hvor de rige via skattelettelser tilskyndes til at skabe velstand og jobs, har rod i neoliberal økonomisk teori; men ikke i virkeligheden. Derimod er det åbenbart, at lande som Danmark, der er blevet langt mindre ramt af den neoliberale fanatisme end USA og Storbritannien, og derfor har bevaret større lighed, mere velfærd og langt højere skatter, er mere stabile demokratier med større social sammenhængskraft, mindre ekstremisme, højere beskæftigelse og større konkurrenceevne på det internationalt marked.
Måtte den erkendelse brede sig om en brandstorm, før verden går helt af lave.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Klummen blev offentliggjort i Berlingske Tidende 10. februar 2021
Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.
Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.
Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning
Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs.
På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.
Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.
Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig.
Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.
USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.
Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.
Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.
En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det. Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.
Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).
Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021
I denne podcast fra Pio-Pio kaster vi et blik mod USA, hvor de to erfarne herrer giver deres bud på, hvordan den amerikanske politiske fremtid kommer til at se ud.
Vi vender også hjem, hvor vi ser nærmere på uroen i Venstre. I weekenden afholdte Venstre en ekstraordinær generalforsamling, hvor man blandt andet kunne høre, hvilke ambitioner den nye næstformand, Stephanie Lose, har på vegne af partiets fremtid.
Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.
Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:
Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.
Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.
Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.
Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner
Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.
Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.
Kvinderne i Bidens liv
Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.
Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.
Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.
Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.
Overlevede mirakuløst
Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.
Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.
Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.
Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.
Indsigt i international politik
I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.
Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.
Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.
Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.
Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.
Pure opspind fra høgene
Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.
Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.
Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.
Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.
Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.
Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.
Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.
Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.
I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.
Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:
Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende
Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.
Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.
Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.
Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.
Frygter flere ødelæggelser
På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.
Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.
Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.
Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.
Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.
Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.
Den lille svinder
For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.
Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:
For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.
For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.
Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021
We, in the European Leadership Network, urge de-escalation of NATO-Russia military risks.
The security situation in Europe has deteriorated to its lowest point since the end of the Cold War.
NATO and Russian military forces operate in much closer proximity than just a few years ago, previous lines of NATO-Russia communications have broken down, and the nuclear and conventional arms control system that took decades to build is rapidly unravelling, with nothing to take its place.
Against this backdrop, the ELN has lent its support to an extended series of detailed senior expert discussions led by ELN members Sergey Rogov and Alexey Gromyko on how NATO and Russia might reduce the risk of inadvertent conflict. The experts group has comprised some 30 people including retired diplomats and military officers from the United States, Russia and Europe.
While members of the group differed over the root causes of the current crisis, they share a common concern that as tension builds between Russia and NATO, there is a growing danger of a real military confrontation.
Read a summary from the discussions leading up to this or download the entire text of the recommendations in English and Russian. Here are links to the full text in French and Polish.
Denne hjemmeside anvender cookies. Hvis det byder dig imod, kan du melde fra Cookie settingsACCEPT
Privacy & Cookies Policy
Privacy Overview
This website uses cookies to improve your experience while you navigate through the website. Out of these cookies, the cookies that are categorized as necessary are stored on your browser as they are essential for the working of basic functionalities of the website. We also use third-party cookies that help us analyze and understand how you use this website. These cookies will be stored in your browser only with your consent. You also have the option to opt-out of these cookies. But opting out of some of these cookies may have an effect on your browsing experience.
Necessary cookies are absolutely essential for the website to function properly. This category only includes cookies that ensures basic functionalities and security features of the website. These cookies do not store any personal information.
Any cookies that may not be particularly necessary for the website to function and is used specifically to collect user personal data via analytics, ads, other embedded contents are termed as non-necessary cookies. It is mandatory to procure user consent prior to running these cookies on your website.
