Udgivet den

Bæredygtig udvikling handler ikke kun om klima

Min klumme i Berlingske Tidende forleden var et opråb til De Radikale om, at en bæredygtig fremtid fordrer mere end grøn entusiasme, hele samfundet skal løftes i retning af mindre ulighed i indkomst, sundhed, uddannelse. Det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år. Læs hele klummen her

Ramler du ind i en betalingsmur, kan indlægget læses her:

Regeringen ved udmærket, at en grøn skattereform er et helt afgørende instrument til at nå 70 procents reduktion af CO2-udslippet de næste ti år. Det er også økonomisk den billigste vej. Desuden er det politisk uomgængeligt, da alle de tre partier i regeringens parlamentariske grundlag – de Radikale, SF og Enhedslisten – har sagt det meget klart.

Forhåbentlig er Venstres og de Konservatives seneste meldinger i samme retning en ægte erkendelse – ikke bare et forsøg på at splitte de andre fire partier og udvande projektet, så indsatsen bliver alt for svag og byrdefordelingen mellem rig og fattig alt for skæv.

V og K skulle gerne tage medansvar for en grøn skattereform. Det vil være den ultimative garanti imod, at indsatsen ændres og svækkes ved et regeringsskifte. Den garanti er særlig vigtig, fordi vi taler en lang proces med en CO2-afgift, der skal optrappes gradvis til 1.500 kr. pr. ton i 2030.

Sikkerheden for, at planen fastholdes, er forudsætningen for, at adfærden påvirkes mest og hurtigst muligt i den rigtige retning: Virksomhederne vil, med vished for den høje slutafgift, allerede fra starten investere mere klimavenligt og bæredygtigt – simpelt hen fordi det er indlysende, at det bedre kan betale sig for dem i det lange løb. Samtidig vil forbrugerne vælge mere bæredygtige indkøb, når de oplever, at det bedre og bedre kan betale sig.

Det er imidlertid uhyre vigtigt, at alle parter holder sig det klart for øje, at bæredygtighed ikke kun handler om klima. Bæredygtighed, som defineret i FNs 17 verdensmål, handler både om klima og miljø, sundhed, beskæftigelse, social tryghed og retfærdig fordeling. Klimaskatter skal derfor ledsages af lettelser for folk med små indkomster. Vi vil møde unødvendig stærk folkelig modvilje, hvis vi repeterer Frankrigs præsident Macrons fejltagelse med at lette skatten i toppen, samtidig med indførelsen af højere benzinafgifter, der ikke modsvares af lettelser til lavtlønnede med langt til arbejde.

Desværre er der fortsat stærke borgerlige kræfter også i Danmark, der kræver yderligere topskattelettelser, og i øvrigt foretrækker velfærdsforringelser frem for nogen form for forhøjelse af skatterne.

De seneste 10-20 år har VK-regeringer med støtte fra DF og de Radikale allerede systematisk svækket det sociale sikkerhedsnet og lettet skatterne for de rigeste, samtidig med at skattesystemet er brudt ned, og flugten til skattely er eksploderet. Den forrige S-ledede regering  brød desværre ikke denne udvikling.

En udvikling, der også socialt er bæredygtig, kræver skarp kursændring væk fra Lars Løkkes rødvinsforlig i 2009, dagpengemassakren  i 2010 og den endelige strangulering af efterlønnen i 2011. Der skal gøres op med de modeller, som påstår, at større ulighed er en forudsætning for økonomisk fremgang og høj beskæftigelse, som undervurderer værdien af offentlige velfærdsudgifter og investeringer i infrastruktur, og som ukritisk kræver budgetstramninger selv i perioder med svag beskæftigelsesudvikling.

Se mod Tyskland

Opgøret med denne sparepolitik, som vi led under efter finanskrisen, er heldigvis i fuld  gang i EU i kølvandet på coronakrisen. Overraskende og opmuntrende anført af Tyskland.

Der er da heller ikke empirisk belæg for, at uligheds- og sparepolitikken har bidraget til at gøre Danmark til en af de mest succesrige økonomier. Tværtimod er der grund til at tro, at vi klarer os bedre end de fleste andre lande, fordi vi trods alt ikke har skruet lige så meget op for denne kurs som andre.

De Radikale skal hædres for deres andel i det forståelsespapir, der banede vejen for den nuværende regering og ganske særligt satte en ambitiøs klimapolitik forrest i regeringsprogrammet. Her er de naturligvis helt i pagt med deres vælgere. Men de fleste af disse vælgere tror, at de har stemt på et progressivt, venstreorienteret parti – også når de gælder fair fordeling. Det er godt, at de Radikale bidrager til at trække V og K ind i klimapolitikken. Men det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år.

Det burde ikke være vanskeligt for et parti, der sammen med Socialdemokratiet har løftet de fleste af de seneste 100 års sociale fremskridt. Under Nyrup viste vi, at vi sammen kunne forbedre beskæftigelse, velfærd og miljø uden at bidrage til øget ulighed.

Klummen blev bragt i Berlingske Tidende 25. juni 2020

Udgivet den

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Udgivet den

Efter Folketinget …

Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.

Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.  

Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.  

Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke

Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk

Udgivet den

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Udgivet den

Interview i Politiken om S’ klimapolitik

Den socialdemokratiske overskrift har altid været, at ’markedet skal være vores tjener, ikke vores herre’. Man er nødt til at have stærke samfundsmæssige rammer, der regulerer adfærden på markederne. På klimaområdet skal vi have reguleringer, der gør det indlysende for virksomheder, banker, pensionskasser og forbrugere, at de opfører sig klogt og bæredygtigt, og at det også er en god forretning at gøre det. Du er nødt til at satse på en politisk defineret omstilling, der gør, at det bæredygtige valg også bliver mere attraktivt. Du kan ikke forlade dig kun på pædagogik – og meget mere i dette interview i Politiken 2. december 2018