Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene

Energiøer er nøglen til at nå klimamål i 2050

At virkeliggøre det planlagte klimamirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Energiøer er en vigtig del af løsningen – læs min seneste klumme i Berlingske Tidende

… eller læs den her:

Offensiv klimapolitik – enorme muligheder og udfordringer

Både klimaministeren og aftalepartierne erklærer sig enige med Klimarådet om, at meget mere skal gøres for som aftalt at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det høje mål skal være afsæt for en grøn, dansk erhvervsudvikling på vejen frem til FN-målet om at gå i nul med CO2-udledning i 2050.

Dette ambitiøse mål er forudsætningen for at undgå den ultimative klimakatastrofe. Derfor skal vi i løbet af de næste 30 år holde op med at brænde kul, olie og naturgas af samtidig med, at der formentlig til den tid skal leveres tre gange så meget elektricitet som i dag.

At virkeliggøre dette mirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud.

De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal både borgere og virksomheder tilskyndes mere til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050, medmindre vi allerede frem til 2030 gradvist lægger høj afgift på udledning af CO2.

Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.

Her er især muligheden for at høste enorme mængder energi fra havet interessant. Det handler de planlagte energiøer om. De er nøgleprojekt i udviklingen frem mod 2050.

Vi skal handle nu

Midt i debatten om nødvendigheden af højere tempo frem til 2030 må det netop ikke glemmes, at et bredt folketingsflertal lige har truffet en meget ambitiøs og visionær beslutning, der baner vejen for, at Danmark kan bidrage endnu meget mere til den globale klimaløsning:

Vi skal som eksportnation sikre god beskæftigelse og indtjening på at levere billig vedvarende energi i langt større omfang end det, vi selv kan anvende. Energiøerne skal med årene opsamle og videresende enorme mængder vindenergi fra hundredvis af megavindmøller til havs. De er nøglen til at lette og billiggøre sådanne private vindinvesteringer. Men ligesom på de store broforbindelser er der lang planlægnings- og byggetid på energiøer og havvindmølleparker. Øen i Nordsøen kan først være i funktion i 2033, og kun forudsat at vi handler nu.

Det statslige transmissionsselskab for el og gas – Energinet – får en helt central opgave med at igangsætte projekt Energiøer og til sin tid at bringe strømmen videre fra øerne til forbrugerne i ind- og udland. Jeg blev for et halvt år siden valgt til formand for Energinets bestyrelse og glæder mig enormt til at være i front med at iværksætte dette vældige projekt. Her og nu satser vi allerede et firecifret millionbeløb på forarbejdet.

Energiøerne er nøglen til at udløse private investeringer i vindenergi, der i løbet af de kommende årtier beløbsmæssig vil overstige, hvad alle broforbindelserne har kostet.

Strømmen fra de gigantiske vindmølleparker til havs skal sendes til energiøerne og derfra videre i kabler til lands – både i Danmark, Tyskland, Holland og forhåbentlig Polen. De centraleuropæiske lande får brug for vores havvind, da de ikke selv har så store havområder, og også på grund af befolkningstætheden vanskeligt kan placere vindmøller og solceller tæt nok derhjemme til at producere de enorme mængder vedvarende energi, der skal til for at udfase brugen af fossile brændstoffer senest i 2050.

Grøn strøm skal ikke bare bruges til lys og opvarmning. Biler og maskiner i husstande og virksomheder skal enten drives direkte på grøn strøm fra kontakterne eller – når det er tunge køretøjer, skibe og fly – drives frem af flydende grønne brændstoffer. Det sidste kræver enorme mængder af billig grøn strøm til elektrolyse, som forvandler vand til brint, der kan bruges direkte eller være grundstof til andre flydende, grønne brændstoffer. Det, der kaldes Power to X.

Det kan blive nøglen til, at der godt kan sejles, flyves og transporteres varer på Europas landeveje uden at skade klimaet. Energiøerne kan måske også blive steder, hvor en del af strømmen, når der i blæsevejr kommer mere energi, end elnettet kan rumme, umiddelbart kan anvendes til at fremstille grøn brint, der så kan sejles videre til forbrugerne.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for Socialdemokratiet og formand for Energinet

Klumme offentliggjort i Berlingske 4. marts 2021

Mere om klima her

Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«


Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen

Bæredygtig udvikling handler ikke kun om klima

Min klumme i Berlingske Tidende forleden var et opråb til De Radikale om, at en bæredygtig fremtid fordrer mere end grøn entusiasme, hele samfundet skal løftes i retning af mindre ulighed i indkomst, sundhed, uddannelse. Det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år. Læs hele klummen her

Ramler du ind i en betalingsmur, kan indlægget læses her:

Regeringen ved udmærket, at en grøn skattereform er et helt afgørende instrument til at nå 70 procents reduktion af CO2-udslippet de næste ti år. Det er også økonomisk den billigste vej. Desuden er det politisk uomgængeligt, da alle de tre partier i regeringens parlamentariske grundlag – de Radikale, SF og Enhedslisten – har sagt det meget klart.

Forhåbentlig er Venstres og de Konservatives seneste meldinger i samme retning en ægte erkendelse – ikke bare et forsøg på at splitte de andre fire partier og udvande projektet, så indsatsen bliver alt for svag og byrdefordelingen mellem rig og fattig alt for skæv.

V og K skulle gerne tage medansvar for en grøn skattereform. Det vil være den ultimative garanti imod, at indsatsen ændres og svækkes ved et regeringsskifte. Den garanti er særlig vigtig, fordi vi taler en lang proces med en CO2-afgift, der skal optrappes gradvis til 1.500 kr. pr. ton i 2030.

Sikkerheden for, at planen fastholdes, er forudsætningen for, at adfærden påvirkes mest og hurtigst muligt i den rigtige retning: Virksomhederne vil, med vished for den høje slutafgift, allerede fra starten investere mere klimavenligt og bæredygtigt – simpelt hen fordi det er indlysende, at det bedre kan betale sig for dem i det lange løb. Samtidig vil forbrugerne vælge mere bæredygtige indkøb, når de oplever, at det bedre og bedre kan betale sig.

Det er imidlertid uhyre vigtigt, at alle parter holder sig det klart for øje, at bæredygtighed ikke kun handler om klima. Bæredygtighed, som defineret i FNs 17 verdensmål, handler både om klima og miljø, sundhed, beskæftigelse, social tryghed og retfærdig fordeling. Klimaskatter skal derfor ledsages af lettelser for folk med små indkomster. Vi vil møde unødvendig stærk folkelig modvilje, hvis vi repeterer Frankrigs præsident Macrons fejltagelse med at lette skatten i toppen, samtidig med indførelsen af højere benzinafgifter, der ikke modsvares af lettelser til lavtlønnede med langt til arbejde.

Desværre er der fortsat stærke borgerlige kræfter også i Danmark, der kræver yderligere topskattelettelser, og i øvrigt foretrækker velfærdsforringelser frem for nogen form for forhøjelse af skatterne.

De seneste 10-20 år har VK-regeringer med støtte fra DF og de Radikale allerede systematisk svækket det sociale sikkerhedsnet og lettet skatterne for de rigeste, samtidig med at skattesystemet er brudt ned, og flugten til skattely er eksploderet. Den forrige S-ledede regering  brød desværre ikke denne udvikling.

En udvikling, der også socialt er bæredygtig, kræver skarp kursændring væk fra Lars Løkkes rødvinsforlig i 2009, dagpengemassakren  i 2010 og den endelige strangulering af efterlønnen i 2011. Der skal gøres op med de modeller, som påstår, at større ulighed er en forudsætning for økonomisk fremgang og høj beskæftigelse, som undervurderer værdien af offentlige velfærdsudgifter og investeringer i infrastruktur, og som ukritisk kræver budgetstramninger selv i perioder med svag beskæftigelsesudvikling.

Se mod Tyskland

Opgøret med denne sparepolitik, som vi led under efter finanskrisen, er heldigvis i fuld  gang i EU i kølvandet på coronakrisen. Overraskende og opmuntrende anført af Tyskland.

Der er da heller ikke empirisk belæg for, at uligheds- og sparepolitikken har bidraget til at gøre Danmark til en af de mest succesrige økonomier. Tværtimod er der grund til at tro, at vi klarer os bedre end de fleste andre lande, fordi vi trods alt ikke har skruet lige så meget op for denne kurs som andre.

De Radikale skal hædres for deres andel i det forståelsespapir, der banede vejen for den nuværende regering og ganske særligt satte en ambitiøs klimapolitik forrest i regeringsprogrammet. Her er de naturligvis helt i pagt med deres vælgere. Men de fleste af disse vælgere tror, at de har stemt på et progressivt, venstreorienteret parti – også når de gælder fair fordeling. Det er godt, at de Radikale bidrager til at trække V og K ind i klimapolitikken. Men det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år.

Det burde ikke være vanskeligt for et parti, der sammen med Socialdemokratiet har løftet de fleste af de seneste 100 års sociale fremskridt. Under Nyrup viste vi, at vi sammen kunne forbedre beskæftigelse, velfærd og miljø uden at bidrage til øget ulighed.

Klummen blev bragt i Berlingske Tidende 25. juni 2020

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Efter Folketinget …

Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.

Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.  

Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.  

Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke

Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Interview i Politiken om S’ klimapolitik

Den socialdemokratiske overskrift har altid været, at ’markedet skal være vores tjener, ikke vores herre’. Man er nødt til at have stærke samfundsmæssige rammer, der regulerer adfærden på markederne. På klimaområdet skal vi have reguleringer, der gør det indlysende for virksomheder, banker, pensionskasser og forbrugere, at de opfører sig klogt og bæredygtigt, og at det også er en god forretning at gøre det. Du er nødt til at satse på en politisk defineret omstilling, der gør, at det bæredygtige valg også bliver mere attraktivt. Du kan ikke forlade dig kun på pædagogik – og meget mere i dette interview i Politiken 2. december 2018