Tag: Verdensmålene

Udgivet den

Kina kan være nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan også være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Mere om Verdensmålene og klimaet i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ti år med verdensmål og klimakamp

For ti år siden vedtog FN’s Generalforsamling enstemmigt de sytten verdensmål. Mål nummer 1 er at udrydde fattigdom. Når vi på 15 år frem til 2015 kunne halvere antallet af mennesker, der lever for under et par dollar om dagen, så var den optimistiske antagelse, at vi helt kunne udrydde ekstrem fattigdom frem til 2030. 

Her kom pandemi, krig og katastrofer dog i vejen. 

Budskabet var imidlertid også, at det ikke er bæredygtigt at vækste, som vi plejer. Det er nødvendigt med dramatiske ændringer i vores måde at producere og forbruge på. Vi skal bryde den onde cirkel med voksende ulighed og rovdrift på natur og klima, der udløser nye konflikter og katastrofer. Stop for klodens ophedning er første betingelse for, at vi får tid og kraft til at nå de andre mål. 

Derfor var det så vigtigt, at vi straks efter verdensmålene fik den hidtil mest ambitiøse aftale om global klimahandling i Paris i december 2015.

Som formand for FN’s Generalforsamling satte jeg alle sejl til for at mobilisere og engagere regeringer, erhvervsliv, civilsamfund og mange andre interessenter til handling. Især de første fem år – før covid-krisen og Ruslands angreb på Ukraine – oplevede vi et enormt folkeligt engagement og megen politisk handling.

Det hjemlige engagement har jeg oplevet på hundredvis af debatmøder de seneste ti år.

Min egen personlige rejse med verdensmålene er ikke kun foredrag og artikler. De seneste fem år har jeg været bestyrelsesformand for Energinet, statens transmissionsnet for el og gas. Udnyttelse af de vedvarende energikilder er hovedvejen til at bremse CO₂-forureningen, som driver klodens ophedning. Energinet skal i Danmark sikre det net, der kan bringe energi fra sol og vind ud til forbrugerne. 

Vi kom godt i gang, men lige nu bremser den grønne omstilling ret hårdt op på grund af enorme prisstigninger og længere leveringstider på vitalt udstyr og længere godkendelsestider for miljøvurderinger. 

Det første problem afhjælpes først helt, når de virksomheder, der skal investere enorme milliardbeløb i større kapacitet til at fremstille udstyret, har fuld tillid til, at de politiske beslutningstagere i Europa mener de grønne mål alvorligt. Det andet kræver ændret lovgivning og bedre bemanding hos miljømyndigheden.

Den danske regering har heldigvis viljen til at løbe en stor risiko for at holde tempoet i fælleseuropæisk grøn energiforsyning. Det kommer til udtryk blandt andet med Energiø Bornholm og bygning af brintrør til Tyskland: Grøn brint er nøglen til fossilfrihed hos de mest CO₂-tunge brancher med stålindustrien i spidsen.

Jeg vover at tro, at både Danmark og Europa som helhed overvinder de aktuelle vanskeligheder og fastholder højt investeringstempo i grøn omstilling, selvom der samtidig skal investeres massivt i oprustning. 

Grøn strøm er også vejen til uafhængighed af despoternes fossile brændsler

Grøn strøm er klimaløsning: Det er billigere end det fossile, og det hjælper desuden på vores sikkerhed ved at befri os for afhængigheden af de despoter, der sidder på toppen af de største reserver af fossile brændsler i Rusland, Golfen og USA.

Det har hele tiden været klart, at verden kun når klimastabilisering, når både Europa, USA og Kina går samme vej. Det skete faktisk i Paris for ti år siden. Men siden har valget af Trump to gange bremset utåleligt op for sol- og vindenergi i USA.

Vesten eksporterede produktion og CO₂-udslip til Kina

Der sker derimod store spring fremad i grøn omstilling i Kina. Kineserne har gennem årtier leveret et stort bidrag til at reducere den globale fattigdom. Det skete via udflytningen af produktion af en meget stor del af Vestens forbrugsvarer til Kina, som derfor både blev rigere og verdensførende i CO₂-udslip.

Kineserne har med rekordfart overhalet USA og Europa i at udvikle og bruge grønne energiløsninger. De forstår, at det er den billigste løsning på de enorme behov for strøm, der sikrer elektrificering af transportmidler, opvarmning og nedkøling, drift af maskineri samt datacentre og kunstig intelligens. 

Det er et meget opmuntrende vendepunkt at væksten i Kinas CO₂-udslip – trods eksplosiv stigning i elektricitetsproduktionen – ser ud til at være standset.

Kinas førerposition i den grønne energiomstilling betyder også, at landet bliver den store leverandør af billige og effektive grønne løsninger til verdens fattige lande. Det kan berøve europæisk energiteknologi fremtidige markeder. Men det kan være vejen til at få det Globale Syd med i omstillingen. Måske er det nøglen til globale klimafremskridt uden medspil fra USA.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 5. september 2025

Mere fra min hånd om klimaet og Verdensmålene

Udgivet den

USA’s verden er uden bæredygtighed og barmhjertighed

Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza har tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. Læs hele min kommentar i Berlingske – eller nedenfor:

Vi er lysår fra fremsynet internationalt samarbejde

I morgen for ti år siden blev jeg valgt til formand for FN’s Generalforsamling.

Det kan føles, som om vi er kommet lysår væk fra den forståelse af internationalt samarbejde, der trods alt endnu var fremherskende dengang. Der var erkendelsen af klimaforandringer og forringet biodiversitet eksistentielle udfordringer.

Derfor fik vi de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og i Paris vedtog vi klodens hidtil mest ambitiøse og forpligtende aftale om at bremse den globale opvarmning. Det skete ikke mindst, fordi Obamas USA og Kina endnu forstod deres fælles interesse i fredelig og bæredygtig udvikling.

De store mål fra 2015 er langt fra blevet indfriet. USA har i mellemtiden haft – og har igen fået – en præsident, der indædt bekæmper den grønne omstilling. Desuden sendte coronakrisen og Putins invasion i Ukraine – og de efterfølgende geopolitiske konsekvenser – den globale opmærksomhed i andre retninger.

Men intet er sket, der gør den grønne omstilling mindre påtrængende. Tværtimod.

Regningen vokser for hvert øjeblik, vi venter

Hver eneste ny årlig rapport fra FN’s panel af verdens fremmeste videnskabsmænd viser, at vi nærmer os tipping points, vippepunkter, hvor hård global opvarmning bliver uoprettelig.

Undervejs udløses enorme udgifter til at afbøde sygdomme som følge af ophedningen og skader af vildere vejr, højere havvandstand, ørkenspredning og nedsmeltning af ferskvandsdepoter. Udgifterne bliver hurtigt større, hvis vi ikke investerer nok i grøn omstilling, inden det er for sent.

For hvis vi passerer vippepunkterne, kan der næppe opfindes redskaber til at forhindre en massiv opvarmning – dét vil forpeste vore børnebørns voksne liv med uhåndterligt store folkevandringer og konflikter. Mange flere skal dø i kommende generationer, hvis vi svigter nu.

Putins aggression i Ukraine og genvalget af Trump har også sat en tyk streg under, at der – ved siden af klodens utålelige opvarmning – også er et aktuelt sikkerhedspolitisk argument for det store flertal af verdens lande. Vi skal fri af afhængigheden af despoterne i Moskva, Washington og Den Arabiske Golf, der sidder på toppen af det meste af verdens fossile brændstof.

Kan vi komme på ret kurs igen, selv om vi nogle år endnu skal kæmpe med USAs præsident som fanatisk modspiller?

Ja, det er muligt.

Heldigvis er der – uanset Trump – stærke positive kræfter i USA’s delstater og erhvervsliv.

Europa følger forhåbentlig sine grønne planer. Danmark er allerede ganske godt med. Men andre lande har mere ondt i økonomien og kan opleve konkurrence om ressourcerne i forhold til oprustningsbølgen, selvom oprustning og grøn omstilling på længere sigt er to sider af samme sag.

Kina er mest målbevidst. Dér er udviklingen af grøn teknologi kommet længst. Kina stod alene for mere end halvdelen af sidste års globale vækst i grøn strøm på verdensplan – altså mere end resten af verden tilsammen.

Overvældende vækst i produktionen af grøn strøm er forudsætning nummer ét for at redde en klode til kommende generationer, hvor der ikke bare er fredelig og bæredygtig overlevelse, men hvor bekvemmeligheder som biler fortsat er tilgængelige.

Trump og Musk slår hundredtusinder ihjel

International humanitær bistand til at bekæmpe sult og sygdom – der oftest udløses af krige og mange mennesker på flugt – er en nødvendig forudsætning for at bremse massedød i nutiden.

Under min tid i FN fik vi en rapport om hullerne i denne bistand fra superdygtige Kristalina Georgieva, der nu er direktør i Valutafonden. Hullerne var store, men det ville ikke kræve mange kroner fra hver borger i den rige del af verden at lukke disse huller.

Men nu er der flere store krige og borgerkrige og mange flere på flugt. Derfor er hullerne vokset dramatisk, og der er brug for meget større offervilje – men dén er svundet voldsomt ind. Stater vender sig indad for at varetage egne nære behov, det er både usympatisk og uklogt, for det kan udløse større folkevandringsbølger, som den rige verden i forvejen har så svært ved politisk at håndtere.

Den største forbrydelse mod international solidaritet er Trumps og Musks totalstop for USA’s bistandspolitik og nedskæringer i USA’s bidrag til FN-systemet.

Det halverede med ét slag den i forvejen helt utilstrækkelige globale indsats mod sult og sygdom – og har nok i de seneste fem måneder i stor ubemærkethed kostet 300.000 liv i verdens fattigste og mest krigsramte egne!

Samtidig har Israels krig og blokade og USA’s manglende indsats for fred til Gaza tvunget hundredtusinder ud mod sultedøden, mens faktisk eksisterende nødforsyninger rådner op få kilometer borte. En ondskabsfuld verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske fredag d. 13. juni 2025

Mere fra min hånd om Trumps USA

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik

Udgivet den

Pandemi og krig øger uligheden og kan true demokratiet

Vestens politiske elite må gøre op med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt, fordi det styrker populisterne og undergraver demokratiet. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Superrige hamstrer verdens velstand

Store dele af verden kom ikke ud af covid-pandemiens svøbe, før al vores opmærksomhed samledes sig om krigen i Ukraine.

Pandemi og krig betyder mere fattigdom og ulighed. Derfor er der ingen fremdrift i FN’s verdensmål nr. 1 om udryddelse af fattigdom og nr. 10 om mindre ulighed. Tværtimod.

Vi havde indtil pandemien vedvarende reduktion af antallet af ekstremt fattige i verden. Men det foregik paradoksalt nok samtidig med, at et lille antal superrige med raketfart fortsatte med at hamstre en voksende del af klodens velstand. Uligheden voksede uafbrudt år for år gennem fire årtier.

Lige nu er det er ikke kun de forfærdende ødelæggelser i Ukraine, der skaber mange flere fattige. Det er også de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, der er afledte konsekvenser af krigen. Det truer med at udløse en sultkatastrofe for millioner verden over, der i forvejen lever i dybeste fattigdom.

Vi må håbe, at FN kan få lov at formidle, at de store fødevarelagre, der venter på at blive eksporteret fra Ukraine og Rusland, uanset krigen kan komme ud til resten af verden og mildne situationen.

Magtfulde meningsmøller

Men intet kan forhindre, at inflationen æder af folks velstand, og at staternes budgetter forværres, også i de rige lande. Men trods de mange ekstra regninger på hjemmefronten er der akut brug for massiv forøgelse af den rige verdens bidrag til FN-systemets indsats for at udbrede vaccinationer og begrænse sult.

Mens flere hundrede millioner mennesker er faldet tilbage i ekstrem fattigdom og skal leve for under et par dollar om dagen, har enkelte multimilliardærer under pandemi og krig lagt utrolige summer oven i deres formueværdi. Selv en beskeden ekstra skat på de få superrige kunne i princippet bremse den ny vækst i ekstrem fattigdom i verden. Det kunne samtidig begrænse, hvor mange penge de kan bruge på at twiste magt og meningsdannelse.

Teslas Elon Musk er et stjerneeksempel på en superrig, der betaler for lidt i skat. Nu er han i færd med at købe Twitter og gøre denne tjeneste endnu mere målrettet som meningsmølle, hvor Trump igen skal boltre sig. De superrige sidder i forvejen på en utrolig stor del af meningsdannelsen. Tænk bare på Rupert Murdoch med Fox News i USA og den britiske boulevardpresse, der bidrog afgørende hhv. til valget af Trump og flertallet for Brexit. I øvrigt blev denne indsats suppleret effektivt af mange milliarder fra den russiske diktators enorme indtægter fra eksport af olie og gas, der blev investeret i misinformation på de sociale medier og direkte støtte til ultranationalistiske og udemokratiske kræfter i Vesten.

Populisterne truer demokratiet

Hvis den gamle politiske elite i Vesten ikke evner at tage et opgør med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt – men i den nuværende krisesituation har mere fokus på at undgå statslig gæld end social armod – så vil det styrke populisterne og yderligere forværre truslen mod demokratiet. Det kan føre til, at flere og flere lande får autoritært sindede herskere, der ikke er til sinds at acceptere nyvalg, som de ikke selv kan manipulere resultatet af. Det er sket i EU-landet Ungarn. Det kan ske i USA, hvis Trump kommer tilbage. Vi har lige set Filippinerne vælge den gamle diktators søn til præsident, fordi han har taget magten over medierne for de penge, hans forældre i sin tid røvede fra befolkningen.

I Danmark er demokratiet ikke i fare, og samfundsøkonomien er i særlig god stand. Men også hos os er det menneskene med laveste indkomster, der rammes hårdest af bølgen af prisstigninger på de mest nødvendige varer som følge af krigen.

De Radikale og andre borgerlige taler om ’ansvarlighed’, når de kun vil lade regeringen udbetale inflationskompensation til pensionister med lav indkomst, hvis beløbet kan findes ved at nedskære andre offentlige udgifter. Problemet her er, at besparelser i det offentlige typisk rammer hårdere i bunden end i toppen.

I mine øjne er det lige nu mere uansvarligt at lade ulighederne vokse end at lade gælden vokse.

Hvis man vil finde finansiering af socialt velbegrundede lettelser i bunden, så er vejen at omfordele skattebyrden, for eksempel ved højere topskatteprocent, større skat af store kapitalafkast, store arveparter og meget store formuer. Klimamæssigt er højere skat fra velhavere, både nationalt og globalt, uhyre velbegrundet, fordi de har langt større CO2-aftryk end gennemsnittet. Det er i øvrigt langt bedre dokumenteret end regnemodellernes antagelse om, at de velhavendes arbejdsudbud går ned, hvis man sætter deres skat op.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 17. maj 2022

Mere fra min hånd om ulighed

Udgivet den

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021

Udgivet den

Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene