Tag: tilbagetrækning fra Afghanistan

Udgivet den

De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner

Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Med FN’s opbakning

Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.

Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.

Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.

Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.

Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.

I strid med FN

Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.

Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.

Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.

Sande venner

Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.

Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.

Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023

Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan

Udgivet den

Vi skal ikke igen deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske.

Læs den her – eller nedenfor 

Læren af det tragiske nederlag i Afghanistan

Håbet om – i kølvandet på interventionen mod forbryderne fra al-Qaeda – at skabe et mere moderne og demokratisk Afghanistan er foreløbig slukket. En ung generation må se deres drømme om frihed briste. Mest frygteligt: Afghanistans kvinder kan intet godt vente sig.

Der bliver en lang debat om ansvaret. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet og kaotisk retræte, der efterlod mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en tragisk skæbne.

Få vil imidlertid anfægte, at den vestlige tilstedeværelse måtte afvikles. Og det var forudset, at den afghanske stat, der var etableret i kraft af vores tilstedeværelse, ville smelte væk på grund af inkompetence, mageløs korruption og manglende folkelig forankring. I de valg, vi fik arrangeret, var det meget få, der stemte – og ingen kunne gennemskue, om vinderen havde fået en ærlig sejr eller havde fusket sig til den.

Alligevel blev alle overrasket over, at et afghansk militær- og politiapparat, der var polstret med ufatteligt mange milliarder dollar, på så få dage forsvandt som dug for solen. Det skete uden nær så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående 20 år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.

Vi må spole filmen 20 år tilbage for at prøve at forstå, hvorfor det mislykkedes at holde Afghanistan fri af Talebans middelalderlige jerngreb.

Foreslog fredsstyrke

Afghanistan blev invaderet af en USA-ledet koalition for at finde og straffe bagmændene for terrorangrebet 11. september 2001, der levede under Talebans beskyttelse. Et enigt NATO havde erklæret angrebet på USA et angreb på os alle. Kina og Rusland støttede indirekte operationen mod Taleban. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også villig til at deltage. USA bad om specialstyrker til at opspore al-Qaeda.

Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod, at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul, hvor afghanske oprørere rykkede ind med støtte fra amerikanske bombefly. Men den nye regering under Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker. Fem år senere gik vi endda med til at sende en langt større styrke i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.

Missionen i Afghanistan udviklede sig fra at ligne en hurtig indsats mod al-Qaeda til at være et projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering – i praksis blev det dog en koalition, hvor gamle, grumme krigsherrer var medspillere. Mange af de ledere, som kom ind ved hjælp fra USA og os, var først og fremmest optaget at berige sig personligt på støtten udefra.

Nedkæmpelsen af al-Qaeda ledte til dannelsen af Islamisk Stat

Desuden rettede krigens anfører, USAs præsident Georg W. Bush, sin opmærksomhed over til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og al-Qaeda, og påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden noget hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

For Afghanistan betød Irak-invasionen, at der blev mindre opmærksomhed på at sikre en ordentlig regeringsførelse, som kunne skabe udvikling for almindelige mennesker i det uhyre fattige land – og derved måske svække Talebans opbakning. Det blev overladt til overmodige generaler, der ikke forstod, hvor dybt rodfæstet Taleban er i det uhyre konservative stammesamfund, at vinde en militær sejr.

Læren er klar: Selv med halvdelen af alverdens militær kan USA ikke få kontrol over fremmedartede samfund som Afghanistan, når dem, man sætter til at styre, ikke dur, og når forsøget på at holde dem ved magten sker med tunge hypermoderne våben på land og i luft, der medfører store civile tab.

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Aktivistisk dansk udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger. Bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Militære bidrag bør altid være som del af FN-ledede fredsbevarende operationer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentar i Berlingske 18. august 2021.

Mere fra min hånd om Afghanistan her

Udgivet den

Krigen i Afghanistan er endt som en tragedie, vi må lære af

Talebans faretruende hurtige fremmarch varsler en dyster fremtid for det plagede Afghanistan. Som krigsførende har vi et ganske særligt moralsk ansvar for vore tolke og andre medarbejdere, hvis liv er på spil lige nu. Læs mere om min analyse af sammenbruddet i Afghanistan i Laura Friis Wangs interview i Information – eller nedenfor:

Selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, er det ikke muligt at kontrollere udviklingen i fjerne lande i Mellemøsten. Det er den vigtigste lektie efter krigen i Afghanistan, siger Mogens Lykketoft i dette interview, som er det første i en serie, hvor centrale personer ser tilbage på 20 års krig

I 2011 rejste Mogens Lykketoft sammen med Udenrigspolitisk Nævn til Afghanistan. Gruppen af politikere skulle blandt andet besøge en værkstedsskole i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, som Danmark havde sponsoreret. For sideløbende med den militære indsats var Danmark engageret i opbygning af civilsamfundet.

Han husker, hvordan de stod inde i skolen med hjelme og fragmentationsveste på for at hylde og fejre den særlige indsats, Danmark havde gjort for de unge afghanere. På det tidspunkt var det knap ti år siden, at Vesten havde indledt krigen i Afghanistan, og fem år siden, at danske kampstyrker drog til Helmand-provinsen. Og mens han stod der under fuld bevogtning og med sikkerhedsudstyr fra maven og opefter, tænkte han over, hvor flygtigt det hele virkede.

»Jeg havde den der tvivl om, hvad det egentlig var, vi gjorde, og hvordan det ville komme til at ende. Og hvor er vi i dag?« spørger Mogens Lykketoft, som Information møder til en snak om den snart afsluttede krig i Afghanistan.

»I dag er situationen, at Lashkar Gah er totalt kontrolleret af Taleban, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den skole.«

Til efteråret er det 20 år siden, at Danmark på et FN-mandat gik med ind i Afghanistan. I den tid har Mogens Lykketoft fulgt krigsindsatsen og været en del af vigtige beslutninger som udenrigsminister, udenrigsordfører, medlem af udenrigspolitisk nævn og formand for FN’s Generalforsamling.

Og nu, hvor mange frygter, at Taleban vil tage kontrollen over Afghanistan, ser han tilbage på en krig, som han alt i alt betragter som en tragedie.

»Der er frygteligt meget, der tyder på, at Taleban faktisk vil tage det meste af landet i sin besiddelse, og så er vi ikke nået særligt meget længere, end da vi startede.«

En hurtig mission 

Allerede dagen efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 aktiverede NATO artikel fem, som betød, at et angreb på USA var et angreb på dem alle.

USA’s daværende præsident, George W. Bush, krævede, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden samt ledende personer i hans terrornetværk, al-Qaeda. Hjemme i Danmark var Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister lidt endnu, og med ham i regeringen sad Mogens Lykketoft som udenrigsminister.

Den socialdemokratiske regering mente, at USA’s krav var »klare og berettigede«.

»Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.

Regeringen vurderede dog også, at Taleban-styret næppe ville udlevere bin Laden og hans folk. Et angreb var derfor lige rundt om hjørnet, og statsministeren udtalte, at det ville blive begyndelsen på en årelang kamp.

»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Ifølge Mogens Lykketoft var beslutningen om, at et angreb på USA var et angreb på os alle, en beslutning, som kunne fortolkes. Modstanderen var nemlig ikke særlig veldefineret, og det har været et problem hele vejen igennem, mener han.

»For hvem var det egentlig, vi sloges med?« spørger han.

»Vi var jo ikke i tvivl om, at Taleban samarbejdede med – og måske endda havde integreret – al-Qaeda-folk i deres styrker, og at det derfor var legitimt at intervenere for at fjerne de folk, der havde været bagmænd for angrebet den 11. september. Men derfra har der været utrolig stor uklarhed om, hvad missionens mål var, og hvornår den var afsluttet.«

Det tog få dage at vælte Taleban-styret i Kabul. Herefter begyndte man at forfølge de folk, som havde tilknytning til al-Qaeda i Tora Bora-bjergene. Anders Fogh Rasmussen (V), som havde overtaget statsministerposten i december 2001, besluttede, at danske specialstyrker skulle hjælpe. Det var Mogens Lykketoft kritisk over for.

»Min indstilling var både i den afgående regering og efterfølgende, at det havde været bedre at melde sig – som andre vesteuropæiske lande gjorde – som en del af en fredsbevarende styrke med vores mere traditionelle deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer end at sende specialstyrker ud i Tora Bora-bjergene,« siger Mogens Lykketoft.

– Men i 2001 var du udenrigsminister for en regering, hvis statsminister sagde, at I var med USA hele vejen? 

»Det tror jeg, at jeg allerede dengang problematiserede. Der har i dansk politik inden for partierne været diskussioner om, hvor langt man skal følge Amerika. Det er ikke kun i forhold til Afghanistan. Det er i særklasse i forhold til Irak, men i min ungdom også Vietnam, selv om vi ikke havde styrker der. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi ikke altid kan identificere os med den måde, USA vil tackle verdens problemer på.«

Mogens Lykketoft ser mange lighedspunkter mellem Afghanistan-krigen og Vietnam-krigen, som han brugte meget af sin ungdom på at demonstrere imod. Begge krige har ifølge ham illustreret, at uanset hvor meget det handler om at skabe frihed og sikkerhed for en befolkning, så er muligheden for at besidde kontrollen i et land, hvor befolkningen ikke vil have én, meget begrænset.

»Og så kan man have alle mulige funderinger og synes, at det er utroligt mærkværdigt, at afghanere identificerer sig med en bevægelse som Taleban, men sagens kerne er, at uanset hvor stort militærbudgettet er, så er det svært at få kontrol med et land og en befolkning, som i grunden bare vil af med de fremmede,« siger han.

Samtidig besluttede USA i 2003 at gå ind i Irak, og det har ifølge Mogens Lykketoft været medvirkende til, at Afghanistan ikke blev en succes.

»Der var en bedre chance for, at det kunne blive en succes, hvis man ved årsskiftet i 2002 havde koncentreret sig om at etablere et effektivt og ikkekorrupt styre i det Afghanistan, man havde fået kontrol over. Men der skete jo det, at opmærksomheden på Afghanistan aftog meget hurtigt, fordi Bush-regeringen havde fået den forestilling, at de skulle invadere Irak for enhver pris.«

– Burde man have stoppet krigen, så snart man havde afsat regeringen i Kabul?

»Ja, man burde måske bare have foretaget en nålestiksoperation for at få al-Qaeda ud af vagten. Og herefter trukket sig ud,« siger han og tilføjer:

»Det er tankevækkende, at USA’s nuværende præsident siger, at de aldrig har været der for at lave statsopbygning. I det lys burde vi have trukket os allerede dengang.«

Tvivlsomme fremskridt

Men krigen stoppede ikke. Tværtimod. I 2006 valgte Danmark med Socialdemokratiets opbakning at sende danske styrker til Helmand-provinsen. Et argument for at blive i krigen var i den danske debat, at vi skulle hjælpe landet med at bygge staten op igen, sikre demokrati og hjælpe piger med at komme i skole.

Da Danmarks deltagelse var på sit højeste, var 750 soldater udsendt. I løbet af krigsårene er 43 soldater blevet dræbt i kamp. Indsatsen i Helmand var Danmarks mere kontroversielle deltagelse i krigen, mener Mogens Lykketoft. Målet var nemlig at genoprette den afghanske regerings kontrol med provinsen, men spørgsmålet er i dag, siger han, om der nogensinde havde været en centralregering med kontrol i Helmand.

»Afghanistan har altid været et stammesamfund med i bedste fald en svag regering. Man var godt klar over, at det var en hårdere mission end dem, Danmark hidtil havde bidraget med, men der var ikke en ordentlig analyse af, hvor langt vi var fra at have kontrol i området. Derfor blev det så langstrakt og så blodigt med så mange civile og militære tab.«

I 2014 blev de danske kamptropper trukket ud af Afghanistan, og op til i dag har et mindre antal danske styrker hjulpet med træning og uddannelse af den afghanske hær.

Mogens Lykketoft har været med i beslutningsprocessen omkring Afghanistan hele vejen igennem, og undervejs har der været mange briefinger og rapporter, som har peget på, at krigen var ved at vende, eller at de vestlige styrker fik fremgang, fortæller han.

I dag tvivler han på, at de fik hele historien fortalt.

»Jeg kan huske forelæsninger, vi har fået fra militæreksperter om, at nu var man ved at udrydde opiumsdyrkningen og erstatte det med noget andet. For ti år siden, da vi besøgte Kabul med Udenrigspolitisk Nævn, sagde de derude, at det gik rigtig godt, men at der lige var noget, man manglede.«

»Man må sige nu, set i bakspejlet: Hvor realistisk var den fremstilling egentlig?«

Lektien 

Når politikere og andre tilhængere af krigen skal forsvare indsatsen, bliver det for det meste påpeget, at tusinder af børn og unge afghanere, ikke mindst piger, er kommet i skole og har fået en uddannelse. Samtidig har flere borgere i landet fået øjnene op for, at der er et demokratisk alternativ til Taleban. Og disse succeser skal man heller ikke fornægte, mener Mogens Lykketoft.

»Særligt koncentreret omkring Kabul og nogle af de større centre er det lykkedes et langt stykke hen ad vejen at få unge i uddannelse. Mange klamrer sig til et håb om, at der vokser en ny generation op, som ikke vil affinde sig med den her opfattelse af verden, som Taleban abonnerer på,« siger han.

I det omfang det lykkes at forsvare Kabul mod at blive totalt overtaget af Taleban, er der stadig en chance for, at Vestens indsats for at uddanne folk, især piger, får lov til at overleve, mener Mogens Lykketoft. Men han ser også en stor risiko for, at Taleban vurderer, at de er så militært overlegne, at de kan overtage hele landet og derfor ikke har interesse i en fredsaftale med Kabul-regeringen.

»Den frygt har man jo, fordi man kan se, at der er store dele af den afghanske hær, som bare overgiver sig. De kæmper ikke længere alle vegne i hvert fald. Det er oppe i luften, hvordan det helt præcis ender, men der er nok ingen tvivl om, at langt størstedelen af landets areal vil være behersket af Taleban.«

Når man i den nuværende situation ser tilbage på krigens tab – militære såvel som civile, der er løbet op i mange gange den 11. september – samt de økonomiske omkostninger, er der for Mogens Lykketoft ingen tvivl om, at krigen var en fejl.

»Man kan sige, at det er tragisk, beklage det og så videre. Men det vigtigste er nu, at vi skal lære af det.«

Og der er én ting, som alt fra Vietnam til Afghanistan og Irak har overbevist ham og også dem, der sidder i den amerikanske regering, om i dag, påpeger Mogens Lykketoft:

»Og det er, at selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, så har man faktisk ikke mulighed for at kontrollere udviklingen i fjerne, mærkelige lande som dem her.«

Det betyder også, mener den tidligere udenrigsminister, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.

»Hvis man tager både krigen i Afghanistan og Irak, så er der en meget stor del af denne verdens menneskelige problemer, som kunne være løst, hvis de penge var blevet brugt til at skaffe rent vand eller vedvarende energi.«

Laura Friis Wangs interview blev trykt i Information 28. juli 2021.

Flere artikler om Afghanistan i Information

Mere fra min hånd om Afghanistan

Udgivet den

Taliban får mere frit spil nu

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres, uden at udløse ufattelige lidelser; det er læren fra invasionen i Afghanistan lignende invasioner.

Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor

DEN BITRE LÆRE FRA AFGHANISTAN

20 år efter terrorangrebet 11. september 2001 forlader den sidste udenlandske soldat Afghanistan. Præsident Biden erkender, at kampen mod international islamisk terrorisme er flyttet til helt andre fronter – og at de ideelle krav om demokrati og kvinders frigørelse aldrig har været tæt på at sejre hos flertallet af afghanere. Der var måske en chance, hvis man fra starten havde sat flere kræfter ind på at give landet en mere effektiv og mindre korrupt regering. Men USA mistede hurtigt fokus, da præsident Bush startede en ny krig i Irak. Det gav Taliban muligheden for revanche, og nu har den islamistiske bevægelse igen kontrol med det meste af landet. Den svage afghanske regering kan næppe på egen hånd forhindre Taliban i igen at rykke ind i Kabul. Det bliver ikke smukt at se på. Der kan udløse en stor ny flygtningebølge af mennesker, der forgæves har kæmpet for et moderne og frit samfund.

USA intervenerede, fordi Osama bin Laden fra sit fristed hos Taliban-styret i Afghanistan orkestrerede terrorangrebene i USA. 20 års krig har betydet 100.000 dræbte afghanere, heraf uhyggeligt mange civile. 3000 amerikanere og hundredvis af andre fremmede soldater faldt i kampen. Danmark deltog – med mandat fra FN – for at bakke op om vores amerikanske allierede. I 2006 gik vi med til at rykke ud til hårde kampe i Helmand-provinsen. Helmand er nu atter helt behersket af Taliban. Mange tusinde danske soldater har været af sted til Afghanistan. Flere end 40 mistede livet, 200 blev såret og invalideret – og mange flere blev skadet på sjælen. Det danske militær har ikke siden 1864 været mere i krig, end vi var i Afghanistan.

Jeg var med til at træffe beslutningen om dansk deltagelse. Men min tvivl voksede helt fra de første år, fordi det hurtigt stort klart, at den vestlige invasion var iværksat med yderst begrænset forståelse af dé vilkår og holdninger, vi var oppe imod. Min tvivl skyldtes også, at jeg er fra dén generation, der talte og demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Dén krig skabte ubegribelige tab og lidelser og kunne aldrig vindes, fordi flertallet af vietnameserne afviste den amerikanske indblanding. Den endte i ydmygelse af supermagten og er i historiens lys en frygtelig, meningsløs tragedie. Ville det gå på samme måde i Afghanistan, som ingen hidtil havde haft held til at erobre – heller ikke de britiske imperialister i 1800-tallet?

Ja, efter 20 år har supermagten USA – med koalitionspartnerne fra den halve verden – måttet opgive at erobre og reformere Afghanistan. Vi fatter det ikke, fordi Talibans islamisme forekommer os utroligt frastødende: men flertallet af afghanere vil ikke have de fremmedes løsning.

Der er læren fra interventionerne i Vietnam over Afghanistan og Irak – og de vestlige stormagters støtte til  den Saudi-ledede invasion i Yemen, der har skabt verdens aktuelt værste humanitære katastrofe: 

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan uden at udløse ufattelige lidelser få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres. Det ender næsten aldrig med entydig sejr og velfungerende demokratier. Den bitre sandhed er, at man nok hjælper flest mennesker til et tåleligt liv ved at søge freden, også hvor det kræver ubehagelige kompromisser med dunkle kræfter. Der var nogle få indsigtsfulde folk, der – da Taliban var allermest på hælene i 2001 – forgæves talte for at inddrage dem i et kompromis om Afghanistans fremtid. Nu får Taliban desværre mere frit spil.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 27. april 2021

Flere artikler om samme emne fra min hånd