Tag: Skattepolitik

Udgivet den

Valgene i Storbritannien og Frankrig fortæller os om opbakningen til europæiske socialdemokratier

Socialdemokraterne presses både fra højre og venstre i Europa. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvad giver opbakning til europæiske socialdemokratier?

Efter de første 60 år som socialdemokratisk aktivist tror jeg, at jeg forstår lidt af, hvad der giver opbakning til demokratiske socialister i Europa – og hvad der har svækket os i nyere tid.

Socialdemokraterne var i efterkrigstiden sammen med stærke faglige organisationer en afgørende drivkraft for at mindske mindre ulighed, sikre høj beskæftigelse, god mindsteløn samt gratis eller billig adgang til sygdomsbehandling, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Det blev finansieret af høje skatter, der især blev lagt på de bredeste skuldre.

I lang tid gik store borgerlige centrumspartier i Europa et langt stykke ad den samme vej. Især de seneste par årtier er udviklingen imidlertid gået modsat.

Borgerligheden har haft sit fokus på lavere skatter – især for de velhavende og erhvervslivet – og på privatisering af de offentlige velfærdsydelser og forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det skulle angiveligt øge arbejdsudbuddet.

Med en svækket fagbevægelse og svagere vælgergrundlag er socialdemokratiske partier blev tvunget i samme retning i koalitioner med borgerlige partier, samtidig med at den globale ulighed er eksploderet til fordel for dollarmilliardærer og megakoncerner.

Reallønnen er stagneret eller svækket, og mange job er udliciteret til andre verdensdele. Socialdemokraterne er oplevet som medansvarlige for tilvandringen af fremmed arbejdskraft og mangelfuld integration af flygtninge mv. Det har kostet vælgertab til det nationalistiske og fremmedfjendtlige højre.

Særligt blandt unge vælgere svækkes socialdemokraterne i konkurrencen med venstrefløjen, når indsatsen for klima og biodiversitet synes for svag og udlændingestramninger for usympatiske.

Det koster ligeledes, når debatten om de fremmede er for unuanceret, og når for eksempel protesten mod Israels krig er fraværende, selvom Gaza jævnes med jorden, og civile rammes af massedød som følger af tæppebombning og sultkatastrofe.

Vælgerne efterspørger mere progressiv socialdemokratisk kurs med genopretning af kvaliteten i de offentlige velfærdsydelser – finansieret med bidrag fra de mest velhavende borgere og virksomheder – og et mere nuanceret og solidarisk verdenssyn.

To eksempler

Det er interessant at se, hvordan disse temaer har spillet ind på de seneste valgresultater i Frankrig og Storbritannien.

For at forstå må man gå om bag den nye mandatfordeling i de meget anderledes valgsystemer i de to lande, der ikke – som det danske – giver en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmeafgivning.

For eksempel fik Labour i Storbritannien 63 procent af mandaterne for 34 procent af stemmerne, mens Le Pens ultranationalistiske alliance i Frankrig kun fik 25 procent af mandaterne for 37 procent af stemmerne, venstrefløjens uventede, nye styrke i Frankrig var især resultatet af en valgalliance fra midten til det yderste venstre.

Vigtigst var, at det gamle socialistparti igen rejste sig som nøglespiller i Den Nye Folkefront med et valgprogram med krav om øget lighed og bedre velfærd. Det kan forhåbentlig i et vist omfang omsættes til arbejdsprogram i et centrum-venstresamarbejde, der kan dæmme op for Le Pens popularitet.

Labours mandatsejr i Storbritannien er solidt grundlag for fem år med socialdemokratisk reformkurs. Det forudsætter dog, at den nye premierminister, Keir Starmer, finder vej til at løse sig fra de selvpålagte bindinger fra valgkampen om at undgå højere skatter, fordi han ellers kan blive blokeret i at finansiere bedre velfærd og mere klimaindsats.

Labour vandt ikke på egen succes hos vælgerne. Den overvældende mandatsejr skyldtes især de konservatives tab af 14 procent af alle vælgere til Nigel Farages nye ultrahøjreparti, der imidlertid kun fik fem pladser i Underhuset.

Starmers stemmeandel blev stækket af hans defensive kurs. Mange stemmer gik til andre på venstrefløjen – især til De Grønne, der fik syv procent af stemmerne, men kun fire mandater. Desuden kørte Labours leder skævt med ukritisk opbakning til Israels krig. Det sidste kostede mandater i valgkredse med mange muslimer.

Labour tabte også en kreds til sin tidligere partileder, Jeremy Corbyn, der efter at være ekskluderet stillede op som uafhængig kandidat. Corbyn var ikke den rette leder for Labour, især fordi han var dybt medansvarlig for Brexit-katastrofen. 

Men det skal ikke glemmes, at han i 2017 sikrede Labour en stemmeandel på 40 procent – og pladsen som Europas vælgermæssigt stærkeste socialdemokrati. Det var med et valgprogram med skarpt fokus på at bekæmpe uligheden og forbedre velfærden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. juli 2024

Mere fra min hånd om Brexit og europæisk politik

Udgivet den

Arbejder vi nok til at betale velfærden?

Flere ændringer i skat eller tilskud kan næppe få flere til at gå op i arbejdstid, men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske – mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Tag af det store råderum for at betale mere i løn til sundhedsansatte

Bedst som vi var ved at glæde os over historisk god beskæftigelse, et deraf følgende stort overskud på statsfinanserne og derfor et meget større råderum til at finansiere klimahandling og velfærdsforbedringer, åbnede nogen en hidsig debat om, at danskerne er ved at ødelægge velfærdssamfundets fremtidige skattegrundlag, fordi de arbejder stadigt mindre.

En del af anledningen til debatten er en aktuel undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, der viser, at kommunale medarbejdere – der jo er en blanding af hel- og deltidsansatte – gennemsnitligt arbejder 48 minutter mindre end i 2022 end i 2013. Det skal dog tilføjes, at minuttallet ikke er faldet de seneste tre år. Hele faldet skete frem til 2019.

Der kan stilles mange spørgsmål til netop disse beregninger, og jeg kender ikke alle svarene.

Flere ændringer i skat eller tilskud kan dog næppe få flere til at gå op i arbejdstid; men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske. Dog er der mange småbørnsfamilier, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvis begge ægtefæller arbejder 37 eller flere timer om ugen. Det kan være umuligt at nå at hente børn i daginstitution med dét arbejdsskema i familien.

Der er historisk velkendt, at stigende velstand for en stor del er blevet omsat i kortere arbejdstid. Dét har ikke eroderet skattebasen eller været hindringen for finansiering af offentlig velfærd. Lige nu er det budgetloven, der er den vigtigste forhindring herfor, og det er en restriktion, vi har pålagt os selv for at følge eurolandene. Men i EU synes man på fuld fart væk fra disse stramme regler, ikke mindst fordi de nødvendige offentlige investeringer i klimaindsats ellers bliver nødlidende.

Fuldtid er i det seneste århundrede ændret fra 48 til 37 timer. Men i fortiden var en stor del af kvinderne ikke på arbejdsmarkedet. Levealderen var også meget kortere. Jeg tror, at vi netop i dag har en danmarkshistorisk rekord i andelen af både mænd og kvinder, der faktisk er i arbejde på hel- eller deltid – eller i uddannelse. Desuden er der jo en ufatteligt meget højere produktivitet pr. arbejdstime i dag end for 100, 25 eller bare ti år siden. Højere uddannelsesniveau, anvendelsen af ny teknologi og bedre arbejdsorganisation løfter os hele tiden, og bidrager til, at vi er blandt de mest konkurrencekraftige samfund på kloden.

Med højere uddannelse, bedre helbred og længere levealder vil mange flere af fremtidens ældre ønske sig at blive i arbejde længere, fordi det ikke er udfordrende nok at være fuldtidspensionist. Det er min erfaring fra min omgangskreds af 75-80-årige, og jeg tror, det vil brede sig fremtiden. Det ville ske også uden det spild af hundredvis af millioner skattekroner, der udløses ved, at man nu præmierer mange af os, der arbejder længere end folkepensionsalderen med tillæg for de år, vi ikke trækker på folkepensionen.

Nu ophæves desuden den hidtidige regel om modregning i folkepensionens grundbeløb for arbejdsindtægt udover 400.000 kroner. Det er de absolut mest velhavende, der i forvejen er privilegeret med godt helbred, høj pension og særligt store erhvervsindtægter, der får gavn af denne gaveuddeling. Der er næppe mange af dem, der arbejder én time mere eller mindre af dén grund.

Man kommer i øvrigt let til at overdrive udsigterne til større »ældrebyrde« som følge af længere levealder. Mit indtryk er, at folks antal år med godt helbred vokser i takt med deres forventede længere levetid. Det er måske også i fremtiden kun de sidste par leveår, de ældre koster virkelig meget på sundheds- og omsorgsområdet, uanset hvor gamle kommende generationer bliver.

Derfor er det heller ikke en naturlov, at der bliver problemer med at få medarbejdere nok til at levere offentlig service af god standard – hverken finansielt eller rekrutteringsmæssigt. Meget af ventetidsproblemet på sundhedsområdet er efterveer fra covid-årene og de ulyksalige sygeplejekonflikter, og i fremtiden vil mange trivielle arbejdsopgaver blive overtaget af kunstig intelligens.

Derfor er tiden til at tage af det store råderum i de offentlige finanser til at forbedre løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper på sundhedsområdet og i omsorgen for børn og gamle. Løntilpasningen skal ikke bare ske ud fra såkaldte retfærdighedsbetragtninger, men for at sikre, at mandskab kan hverves til at levere en højt prioriteret offentlig service. Det handler også om at undgå, at privathospitaler overtager aktivitet fra det offentlige, fordi de kan tilbyde bedre vilkår for medarbejderne – og så i øvrigt efterlade til det offentlige at levere den mest krævende og specialiserede del af sygdomsbehandlingen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 6. september 2023

Mere fra min hånd om velfærd