Det skriver jeg om i mit seneste i indlæg i Altinget. Læs det her
Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression
Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:
Putin vil skabe frygt og opløsning
Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.
Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.
Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.
Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.
Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.
Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.
Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.
Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.
Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.
Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.
Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.
Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.
Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).
Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022
Mere fra min hånd om Putins krig
Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig
Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:
Globalt samarbejde
Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.
Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.
Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.
Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.
Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler
Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.
Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne.
I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.
Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning
Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.
En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.
I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.
Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.
Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet
Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.
Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.
Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.
EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.
Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.
Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!
Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.
Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem
Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.
Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.
Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.
Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling
De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling.
Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet.
Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.
Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.
Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål
Holder solidariteten i Danmark, EU og verden?
Nye vælgeroprør lurer mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bekæmpe ulighed, bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.
Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den her – eller nedenfor:
Ægte national solidaritet med mindre ulighed er nødvendig for at cementere demokratiet
FN’s verdensmål, der blev vedtaget for syv år siden, er et forsøg på anskueliggøre, hvor afhængige vi mennesker på tværs af alle grænser er af hinanden, og hvor aldeles afgørende det er at løse en lang række eksistentielle udfordringer samtidig og i fællesskab, hvis kloden skal være til at holde ud at opholde sig på også om 50 og 100 år.
Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom, ufred og oprustning og om at omlægge vores livsstil, så den globale opvarmning bremses. Lige nu går det den gale vej.
Det internationale samarbejde, der var skitseret med verdensmålene, er i opløsning. Truslerne er langstrakt varm krig i Ukraine, ny kold krig med Kina, vedvarede forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi. Fokus på klimakrisen risikerer at blive svækket, selvom den globale opvarmning i foruroligende tempo fremkalder vildt vejr med hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser. I kølvandet af det kommer sult og armod, mere utilfredshed, social ustabilitet og nye konflikter. Presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd tager voldsomt til.
Kan vi overhovedet nå det?
Har vi mistet chancen for at finde den rette kurs som følge af en lang række katastrofer de seneste seks år? Brexit, fire tabte år med Trump og den dramatiske forværring af forholdet mellem supermagterne USA og Kina. Dertil to års pandemi og Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden.
Det kan blive endnu værre, hvis det amerikanske demokrati kollapser med genvalg af Trump om 2,5 år. Så svækkes klimaindsatsen på ny, og måske svækkes USA’s vilje til at være rygstød i det NATO, der skal ruste Ukraine til at slå angriberen tilbage.
Europa må holde sammen
Lige nu er det afgørende, at Europa holder sammen, uanset at krigen bliver en økonomisk nedtur med eksploderende energi- og fødevarepriser og måske rationering af gas til vinter. Samtidig er der brug for en enorm kraftanstrengelse for at fremskynde den grønne omstilling, så krigen ikke bliver til øget kulforbrug, men hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokrav og afsavn undervejs er større, end vi havde forestillet os bare ved nytårstid i 2022.
Frygten er, at den økonomiske smerte, især for den mindre velstillede det af befolkningen, vil fremelske modvilje mod dem, der har lagt den aktuelle kurs for samarbejde i Europa. Det kan udløse mere national egoisme, der svækker solidariteten over for den russiske aggression og medfører endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.
Højreradikale populister
Ungarns statsminister Orbán kurtiserer allerede Putin for at få gas, selvom der lukkes for andre. Den nye skræk er, at de kommende italienske valg vil udløse flertal for Trump-lignende højreradikale populister i Sydeuropas mest folkerige nation. I de italienske meningsmålinger fører dem, der er kendt som Putins gode venner og modstandere af stort set alle andre fremmede. De er også stærkt kritiske over for EU, selvom europæisk budgetstøtte og opbakningen fra Den Europæiske Centralbank er Italiens bedste værn mod en ny dyb krise.
Vi må håbe, at Europa trods alt forskånes for øget opbakning til politiske bevægelser, som appellerer til frygt og frustrationer uden at have noget, der bare ligner effektive svar på den afmagt og de udfordringer, folk møder i hverdagen.
Men sporene skræmmer. Overalt lurer nye vælgeroprør mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.
Socialt retfærdig byrdefordeling
Også de danske centrum-højrepartier må forstå, at en af de allervigtigste forudsætninger for at forhindre nye vælgeroprør og fastholde folkelig opbakning til at løse de internationale udfordringer er, at der skabes en langt mere socialt retfærdig byrdefordeling.
Superrige personer og selskaber skal også herhjemme betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse. Ægte national solidaritet med mindre ulighed er en nødvendig forudsætning for at cementere demokratiet og sikre folkelig accept af både vores moralske forpligtelse og langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet: Det er forudsætningen for at de ny generationer kommer til at leve i en mere fredelig verden, hvor kræfterne i endnu højere grad bruges på at bremse den fatale globale opvarmning.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev trykt i Berlingske 25. juli 2022
Illustration: Wikimedia Commons
Det kunne være flot, hvis de nordiske lande i fælleskab ville foreslå en særskat på de rigeste for at hjælpe verdens fattige
Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:
Global solidaritet er langsigtet egeninteresse
Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.
Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.
Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.
Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.
I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.
Den Tredje Verden
Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.
Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.
De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid. Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.
Nordisk særskat mod ulighed i verden
Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.
Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.
Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022
Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine
Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons
Der kommer en tid efter den nye kolde krig
Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:
Ny Kold Krig – hvad så bagefter?
Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.
Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.
Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær.
Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.
Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.
Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland.
Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.
Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:
For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.
For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.
Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.
Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.
Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022
Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine
Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons