Tag: Putins krig

Udgivet den

Største risiko for en Tredje Verdenskrig

The World 2024

Her ved overgangen til 2024 glæder jeg mig dagligt over mit gode helbred, men frygter, at verdens tilstand vil blive værre i året, der kommer. Ikke mindst det amerikanske præsidentvalg er stærkt bekymrende. Dét og mere i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Finder vi trods alt vejen til en bedre fremtid?

Det er kedeligt at høre på vrede, gamle mænd. 

Derfor vil jeg her ved indgangen til 2024, og få dage før jeg fylder 78 år, fortælle om min glæde ved mit gode, personlige liv. 

Jeg har dejlig hustru, som jeg deler meninger og oplevelser med, og en stor og kærlig familie. Jeg har mere tid end før til at være sammen med Mette, døtrene, de voksne børnebørn og vennerne. 

Jeg har været heldig at beholde et godt helbred, har god økonomi og en bolig ved skov og strand. Jeg får lov til at lære nyt og bruge gamle talenter som formand for bestyrelsen i Energinet og kan dermed engagere mig i at medvirke til at accelerere den grønne omstilling. 

Jeg deltager stadig i konferencer ude i verden, holder foredrag og skriver artikler – ikke mindst med rygstød i flittig læsning om den internationale udvikling. Men der er lige nu en afgrund mellem mit eget gode liv og verdens forfærdelige tilstand. 

Krisernes tid

Når jeg føler smerte og frygt, er det ikke for mit eget forhåbentligt sene forfald, men over verdens vanvid: Putins morderiske overfald på Ukraine, Netanyahus grusomme statsterror mod palæstinenserne og de andre frygtelige konflikter, der myrder og invaliderer så mange. Det skaber så megen ødelæggelse og nærer stadigt mere had.

Jeg kan frygte, at det bliver endnu værre i 2024 og ender i ultimative katastrofer senest i vores børnebørns voksne liv: At krigene fortsætter, skruer sig op og breder sig. At vi stadig ikke sætter nær nok ind for at standse klimaforandringerne, selv om vi ved, at det er den største eksistentielle trussel mod kommende generationers chance for et godt liv. 

Klimaforandringen truer hele civilisationer med naturkatastrofer som følge af vildt vejr, hedebølger, ørkenspredning, verdenshavenes stigende vandstand, mangel på ferskvand og ødelæggelse af biodiversitet. Udsigterne er mangedobling af de allerede uhåndterlige folkevandringer, der kan nære nye krige, ekstrem nationalisme og true demokratiet, hvor det endnu består.

Vi er tre gange så mange mennesker, som da jeg blev født, og vi udnytter og udbytter klodens ressourcer og skubber til klimaforandringen med en styrke, der er ti gange så voldsom som dengang. Verden er rigere på viden og velstand end nogensinde, men rigdommen og velstanden er utroligt skævt fordelt mellem lande og inden for lande. 

Multinationale selskaber og tech-milliardærer har foruroligende meget mere styr på verdens gang end de fleste regeringer. Udover at sætte sig på, hvad vi køber, bestemmer de også, hvad alt for mange mener og stemmer via kontrol over store dele af klodens aviser, radio- og tv-kanaler og sociale medier.

Svækket Vesten

Europa er rigt, rimeligt stabilt og overvejende demokratisk – men bestemt udfordret på det hele. Vi er en skrumpende andel af verdens mennesker og verdens økonomi, og vi kan kun gøre os gældende med vore værdier ved at stå tættere sammen på verdensscenen. Nationalisme og selvtilstrækkelighed skal bekæmpes, og vi skal i egen langsigtet interesse ofre langt mere på at støtte Ukraines kamp, hjælpe nødlidende og krigsramte ude i verden og sikre fred og klimaløsninger ved bistand til verdens fattige lande.

Men Europa kan ikke beskytte egen sikkerhed uden USA, heller ikke selvom vores rustningsudgifter nu løftes kraftigt efter krigsudbruddet i Ukraine. Det er i dette perspektiv, at man skal forstå Finlands og Sveriges vej ind i NATO og de utraditionelle aftaler om at tillade tilstedeværelse af amerikanske tropper og militært udstyr i alle de nordiske lande, der netop er indgået.

Vi kan ikke undvære USA, og vi kan glæde os over præsident Bidens stærke solidaritet med Europa. Den store frygt i 2024 er imidlertid, at USA igen får en præsident ved navn Donald Trump, der er ligeglad med os, svigter Ukraine, forkaster klimaindsatsen og skærper modsætningerne i Mellemøsten. Han er også den største risiko for en Tredje Verdenskrig i løbet af det 21. århundrede ved tanke- og hensynsløst at optrappe konflikt og gensidig paranoia mellem USA og Kina.

Det siger meget om verdens tilstand, og de amerikanske vælgeres sindstilstand, at det overhovedet er en risiko, at en kriminelt farlig skikkelse som Trump kan komme tilbage. Men meningsmålinger viser, at det desværre er dristigt at tro på, at han kan standses af den nuværende præsident, der åbenlyst ældes og i enden af en eventuel genvalgsperiode er 86 år. Biden mister lige nu mange unges tillid, fordi han er låst fast til at støtte Netanyahus tæppebombning af Gaza.

Det vil kræve en enorm indsats at holde håbet om en bedre fremtid i live.

Det haster med at finde vejen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om international politik

Udgivet den

Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Udgivet den

Vi​ må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider. 

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige. 

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald. 

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa. 

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Utålmodigheden med Putin vokser – også i Beijing

Putins handlingslammelse kom til udtryk forleden, da Wagnergruppens leder, Prigosjin, i noget, der lignede mytteri, satte kursen mod Moskva med uhørt kritik af krigen mod Ukraine. Optrinnet har givet irriteret Kinas ledere i Beijing, som hverken ønsker, at Putin sejrer eller lider ydmygende nederlag. Kinas rolle er afgørende – måske ligefrem udslaggivende – for krigen. Det skriver jeg om i Ræsons kommentarserie, der heldigvis er udenfor deres betalingsmur. Læs min kommentar her.

Udgivet den

Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, end det øvrige Europa. Mere om det i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ukraines færd efter krigen

Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.

Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.

Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.

Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.

Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.

Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.

Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.

Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.

Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.

Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine

Udgivet den

Freden har lange udsigter

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

Selv om Joe Biden lover, at Vesten bakker Ukraine op, så længe det er nødvendigt, får frygten for flere års blodig krig nogle til at se på alternativer. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten 1. marts 2023. Læs det her – eller nedenfor:

Nogle i Vesten er begyndt at tænke i hurtig kompromisfred

Sidste uge havde vi enorm mediedækning af krigen i Ukraine op til årsdagen for den russiske invasion og præsident Bidens overraskende og kraftfulde besøg i Kyiv. 

Vi er for alvor blevet mindet om angrebskrigens grusomhed, de ufatteligt mange tab af menneskeliv og store ødelæggelser. Selv talte jeg ved en demonstration i København om min vældige beundring for det ukrainske folks kamp og vores forpligtelse til at give Ukraine penge og våben til at drive angriberne tilbage.

Det seneste års angrebskrig er ikke bare et fundamentalt brud på folkeret og mellemstatslige aftaler med vanvittige tab til følge. Konflikten gør hele verden meget mere ustabil. Den har udløst en voldsom, men nødvendig, oprustningsbølge i Vesten. Det stjæler uundgåeligt ressourcer fra indsatsen for global fødevaresikkerhed, udryddelse af fattigdom og indsats for at stabilisere klimaet. Allerværst: Risikoen for krig mellem USA/Europa og Rusland er blevet meget større.

Præsident Zelenskyj beder forståeligt nok Vesten om våben til at befri hele sit land og få de russiske krigsforbryderne med Putin i spidsen for en domstol.

Men Vesten har jo på forhånd udelukket deltagelse i krigen på ukrainsk side med egne tropper og vil ikke have, at krigen breder ind i selve Rusland. Så længe Putin er ved magten, vil han være villig til at tage enorme tab i mandskab og dog være i stand til at rekruttere hundredtusinder af nye soldater. En betingelsesløs kapitulation som Nazitysklands i 1945 kan derfor ikke fremkaldes på slagmarken.

Måske kan Vesten levere så kraftige våben, at Ukraine kommer tæt på at befri de besatte områder. Men mange frygter, at Putin udløser atomtruslen, hvis han er ved at blive trængt helt ud af Ukraine – også fra Krim og de dele af Donbas, som han har kontrolleret siden 2014. 

Netop derfor er der bag linjerne i USA og Europa forskellige opfattelser af, hvor meget man skal levere til Ukraine af det mest avancerede og offensive isenkram.

Mange militært sagkyndige mener under alle omstændigheder, at det mest sandsynlige er flere år endnu med blodig krig langs en skyttegravsfront med en djævelsk balance mellem flere og flere russiske soldater på den ene side og stærkere og stærkere vestlige våben til Ukraine på den anden side. Det vil være en krig, der fortsat ledsages af store ødelæggelser af liv og infrastruktur i Ukraine og blokerer for en enhver genrejsning af det ukrainske samfund og fører til, at flere og flere flygter ud af landet. 

Der er ikke meget håb om en omvæltning i Rusland, der i overskuelig fremtid bringer mere fredsvenlige kræfter til magten. Og Putin kan næppe overtales til at slutte den fred, verden har så stort brug for, hvis det betyder et totalt nederlag for hans territoriale ambitioner i Ukraine. 

Derfor er der – uanset alle løfterne fra vestlige regeringer om at støtte Zelenskyj, ”så længe det er nødvendigt” – en del vestlige beslutningstagere, der tænker i retning af en hurtig kompromisfred.

Én grund er frygten for, at den ubetingede amerikanske støtte til Ukraine kan krakelere ved næste valg, hvis Trump kommer tilbage, eller Republikanerne får valgt en præsident Ron DeSantis, der lige har talt for at nedskære bistanden til Ukraine. 

En anden grund er, at der kun kommer et pres på Putin fra Kina og store magter i det globale syd – Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – hvis det er en forhandlet fred. Disse store lande ønsker ikke fortsat krig, men uanset hvad vi mener, heller ikke et totalt nederlag for Rusland.

Mogens Lykketoft (f. 1946), fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling. 

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads 

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023
Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft taler til demonstration på Enghave Plads i København ved ét-året for Ruslands angreb på Ukraine © Mette Holm

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse 

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke  at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.  

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden. 

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs. 

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.  

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas. 

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig. 

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.  

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven. 

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine.  Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.

Udgivet den

Derfor fylder Ukraine-krigen mere i vores bevidsthed end andre blodige konflikter

Demo agaist Putin

Den bedste mulighed for at undgå en langvarig udmattelseskrig er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer – læs hele min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

‘Bekvem’ afstand

Vi oplever krigen i Ukraine mere intenst end alle andre konflikter siden Anden Verdenskrig.

Korea-krigen foregik i et fjernt land, vi ikke kendte. Mediedækningen var beskeden, og vi var ikke i tvivl om retfærdigheden i at bekæmpe den kommunistiske angriber. Den amerikanske krig i Vietnam var anderledes tæt tv-dækket. En del fastholdt. at den var uundgåelig og at kommunistiske modstandere skulle bekæmpes med alle midler, men flere kom i tvivl eller var imod både selve krigen og ikke mindst den måde, den blev ført.

Vi reagerede ikke meget på utallige konflikter i Afrika eller USA’s støtte til kup mod demokratiske regeringer i Latinamerika. Vi gik direkte med til interventioner i Afghanistan og Irak, der endte med lange, blodige krige, der mildt sagt aldrig fik en god afslutning.

Vi så med distant afsky på den forfærdende borgerkrig i Syrien og endte med at have mere frygt for flygtninge derfra end medfølelse med dem.

Da den saudiarabisk ledede krig i Yemen skabte sult og død i ufatteligt omfang, krævede vi ikke af vore store allierede, at de stoppede støtten til saudierne og krævede fred.

Fra dansk side har vi stadig ikke en klar holdning til fordel for det palæstinensiske folk, der i 55 år har levet under en israelsk besættelse, der nu igen skærpes af et styre med hidtil uset racistisk-fascistiske ministre.

Krigen er tættere på

Ukraine er anderledes, fordi det foregår i Europa, nær vores egne grænser. Rusland, som vi gennem flere generationer lærte at frygte, er den skruppelløse angriber, der kunne finde på rykke endnu nærmere på os, hvis Ukraine falder. Hvis Rusland omvendt er ved at tabe, er der risiko for brug af atomvåben. Desuden dækker alle medier intenst kampene, tabene og ødelæggelserne i Ukraine. Zelenskyj står i spidsen for en entydig kamp mellem det gode og det onde. Vi møder flygtninge derovrefra i vores hverdag og oplever, at vi ligner hinanden og har samme drømme og håb.

To dage før Ukraine-krigens start for et år siden skrev jeg om de vanvittige konsekvenser af Putins angrebsplaner, der ville forpeste den internationale situation med voldsom oprustning og en ny, farlig kold krig. Jeg gav – som også stort alle andre med meget større indsigt – udtryk for, at det langt overlegne russiske militær nok kunne knuse Ukraines forsvarsstyrker, men at der ville være uhyrlige omkostninger for Rusland ved at forsøge at besætte et frihedselskende naboland med 44 millioner mennesker. Derfor ville et angreb være udtryk ikke bare for Putins velkendte onde hensigter, men også for en hidtil uset letsindig risikovilje.

Når angrebet alligevel blev iværksat, var det fordi Putin troede, at nabolandet kunne erobres på få dage, fordi folk og hær i Ukraine straks ville give op over for overmagten, ligesom tjekkoslovakkerne gjorde i 1968, da de blev angrebet af Sovjetunionen. Vesten ville kun få tid til at sende en protestnote, inden der var indsat et russisk marionetstyre i Kyiv, og så ville omverdenen nok affinde sig med fait accompli – som det skete ved annekteringen af Krim i 2014.

Ukrainerne kæmper

Et år senere er de russiske illusioner om en let sejr for længst bristet. Ukrainerne kæmper indædt og effektivt og bevæbnes massivt med vestlige våben, mens det russiske militær har været helt overraskende udueligt. Trods smertelige tab af menneskeliv, vanvittige materielle ødelæggelser og tab af territorium i øst og syd er skabt en hidtil uset stærk ukrainsk nationalfølelse og kampvilje på tværs af sprogforskelle og tidligere politiske skillelinjer mellem øst og vest i landet.

Russerne er blevet skubbet meget baglæns i forhold til de første ugers erobringer, men mobiliserer nu igen hundredtusinder af nye soldater. Putin er aldeles ligeglad med de enorme russiske tab og han håber vel, at den enige vestlige støtte til Ukraine krakelerer ved en langvarig udmattelseskrig. Han kan endda håbe, at hans ven og beundrer Donald Trump vender tilbage som amerikansk præsident, og at han kan slå en handel af med ham.

Derfor er der risiko for en langvarig, uafgjort skyttegravskrig, hvor Ukraines civile befolkning efterlades forarmet i en ødelagt infrastruktur bag fronten.

Den bedste mulighed for at undgå dette er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer.

Men det skal kombineres med oplæg til fredsforhandlinger, der bakkes op af et endnu mere enigt verdenssamfund.

Vesten har allermest brug for bedre forståelse med Kina, der nok har den allerbedste position til presse Putin til at opgive sin erobringskrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske tirsdag d. 7. februar 2023.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om krigen i Ukraine

Udgivet den

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine