Freden har lange udsigter

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

Selv om Joe Biden lover, at Vesten bakker Ukraine op, så længe det er nødvendigt, får frygten for flere års blodig krig nogle til at se på alternativer. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten 1. marts 2023. Læs det her – eller nedenfor:

Nogle i Vesten er begyndt at tænke i hurtig kompromisfred

Sidste uge havde vi enorm mediedækning af krigen i Ukraine op til årsdagen for den russiske invasion og præsident Bidens overraskende og kraftfulde besøg i Kyiv. 

Vi er for alvor blevet mindet om angrebskrigens grusomhed, de ufatteligt mange tab af menneskeliv og store ødelæggelser. Selv talte jeg ved en demonstration i København om min vældige beundring for det ukrainske folks kamp og vores forpligtelse til at give Ukraine penge og våben til at drive angriberne tilbage.

Det seneste års angrebskrig er ikke bare et fundamentalt brud på folkeret og mellemstatslige aftaler med vanvittige tab til følge. Konflikten gør hele verden meget mere ustabil. Den har udløst en voldsom, men nødvendig, oprustningsbølge i Vesten. Det stjæler uundgåeligt ressourcer fra indsatsen for global fødevaresikkerhed, udryddelse af fattigdom og indsats for at stabilisere klimaet. Allerværst: Risikoen for krig mellem USA/Europa og Rusland er blevet meget større.

Præsident Zelenskyj beder forståeligt nok Vesten om våben til at befri hele sit land og få de russiske krigsforbryderne med Putin i spidsen for en domstol.

Men Vesten har jo på forhånd udelukket deltagelse i krigen på ukrainsk side med egne tropper og vil ikke have, at krigen breder ind i selve Rusland. Så længe Putin er ved magten, vil han være villig til at tage enorme tab i mandskab og dog være i stand til at rekruttere hundredtusinder af nye soldater. En betingelsesløs kapitulation som Nazitysklands i 1945 kan derfor ikke fremkaldes på slagmarken.

Måske kan Vesten levere så kraftige våben, at Ukraine kommer tæt på at befri de besatte områder. Men mange frygter, at Putin udløser atomtruslen, hvis han er ved at blive trængt helt ud af Ukraine – også fra Krim og de dele af Donbas, som han har kontrolleret siden 2014. 

Netop derfor er der bag linjerne i USA og Europa forskellige opfattelser af, hvor meget man skal levere til Ukraine af det mest avancerede og offensive isenkram.

Mange militært sagkyndige mener under alle omstændigheder, at det mest sandsynlige er flere år endnu med blodig krig langs en skyttegravsfront med en djævelsk balance mellem flere og flere russiske soldater på den ene side og stærkere og stærkere vestlige våben til Ukraine på den anden side. Det vil være en krig, der fortsat ledsages af store ødelæggelser af liv og infrastruktur i Ukraine og blokerer for en enhver genrejsning af det ukrainske samfund og fører til, at flere og flere flygter ud af landet. 

Der er ikke meget håb om en omvæltning i Rusland, der i overskuelig fremtid bringer mere fredsvenlige kræfter til magten. Og Putin kan næppe overtales til at slutte den fred, verden har så stort brug for, hvis det betyder et totalt nederlag for hans territoriale ambitioner i Ukraine. 

Derfor er der – uanset alle løfterne fra vestlige regeringer om at støtte Zelenskyj, ”så længe det er nødvendigt” – en del vestlige beslutningstagere, der tænker i retning af en hurtig kompromisfred.

Én grund er frygten for, at den ubetingede amerikanske støtte til Ukraine kan krakelere ved næste valg, hvis Trump kommer tilbage, eller Republikanerne får valgt en præsident Ron DeSantis, der lige har talt for at nedskære bistanden til Ukraine. 

En anden grund er, at der kun kommer et pres på Putin fra Kina og store magter i det globale syd – Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – hvis det er en forhandlet fred. Disse store lande ønsker ikke fortsat krig, men uanset hvad vi mener, heller ikke et totalt nederlag for Rusland.

Mogens Lykketoft (f. 1946), fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling. 

Mere fra min hånd om Ukraine

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads 

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023
Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft taler til demonstration på Enghave Plads i København ved ét-året for Ruslands angreb på Ukraine © Mette Holm

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse 

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke  at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.  

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden. 

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs. 

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.  

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas. 

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig. 

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.  

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven. 

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine.  Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.

Derfor fylder Ukraine-krigen mere i vores bevidsthed end andre blodige konflikter

Demo agaist Putin

Den bedste mulighed for at undgå en langvarig udmattelseskrig er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer – læs hele min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

‘Bekvem’ afstand

Vi oplever krigen i Ukraine mere intenst end alle andre konflikter siden Anden Verdenskrig.

Korea-krigen foregik i et fjernt land, vi ikke kendte. Mediedækningen var beskeden, og vi var ikke i tvivl om retfærdigheden i at bekæmpe den kommunistiske angriber. Den amerikanske krig i Vietnam var anderledes tæt tv-dækket. En del fastholdt. at den var uundgåelig og at kommunistiske modstandere skulle bekæmpes med alle midler, men flere kom i tvivl eller var imod både selve krigen og ikke mindst den måde, den blev ført.

Vi reagerede ikke meget på utallige konflikter i Afrika eller USA’s støtte til kup mod demokratiske regeringer i Latinamerika. Vi gik direkte med til interventioner i Afghanistan og Irak, der endte med lange, blodige krige, der mildt sagt aldrig fik en god afslutning.

Vi så med distant afsky på den forfærdende borgerkrig i Syrien og endte med at have mere frygt for flygtninge derfra end medfølelse med dem.

Da den saudiarabisk ledede krig i Yemen skabte sult og død i ufatteligt omfang, krævede vi ikke af vore store allierede, at de stoppede støtten til saudierne og krævede fred.

Fra dansk side har vi stadig ikke en klar holdning til fordel for det palæstinensiske folk, der i 55 år har levet under en israelsk besættelse, der nu igen skærpes af et styre med hidtil uset racistisk-fascistiske ministre.

Krigen er tættere på

Ukraine er anderledes, fordi det foregår i Europa, nær vores egne grænser. Rusland, som vi gennem flere generationer lærte at frygte, er den skruppelløse angriber, der kunne finde på rykke endnu nærmere på os, hvis Ukraine falder. Hvis Rusland omvendt er ved at tabe, er der risiko for brug af atomvåben. Desuden dækker alle medier intenst kampene, tabene og ødelæggelserne i Ukraine. Zelenskyj står i spidsen for en entydig kamp mellem det gode og det onde. Vi møder flygtninge derovrefra i vores hverdag og oplever, at vi ligner hinanden og har samme drømme og håb.

To dage før Ukraine-krigens start for et år siden skrev jeg om de vanvittige konsekvenser af Putins angrebsplaner, der ville forpeste den internationale situation med voldsom oprustning og en ny, farlig kold krig. Jeg gav – som også stort alle andre med meget større indsigt – udtryk for, at det langt overlegne russiske militær nok kunne knuse Ukraines forsvarsstyrker, men at der ville være uhyrlige omkostninger for Rusland ved at forsøge at besætte et frihedselskende naboland med 44 millioner mennesker. Derfor ville et angreb være udtryk ikke bare for Putins velkendte onde hensigter, men også for en hidtil uset letsindig risikovilje.

Når angrebet alligevel blev iværksat, var det fordi Putin troede, at nabolandet kunne erobres på få dage, fordi folk og hær i Ukraine straks ville give op over for overmagten, ligesom tjekkoslovakkerne gjorde i 1968, da de blev angrebet af Sovjetunionen. Vesten ville kun få tid til at sende en protestnote, inden der var indsat et russisk marionetstyre i Kyiv, og så ville omverdenen nok affinde sig med fait accompli – som det skete ved annekteringen af Krim i 2014.

Ukrainerne kæmper

Et år senere er de russiske illusioner om en let sejr for længst bristet. Ukrainerne kæmper indædt og effektivt og bevæbnes massivt med vestlige våben, mens det russiske militær har været helt overraskende udueligt. Trods smertelige tab af menneskeliv, vanvittige materielle ødelæggelser og tab af territorium i øst og syd er skabt en hidtil uset stærk ukrainsk nationalfølelse og kampvilje på tværs af sprogforskelle og tidligere politiske skillelinjer mellem øst og vest i landet.

Russerne er blevet skubbet meget baglæns i forhold til de første ugers erobringer, men mobiliserer nu igen hundredtusinder af nye soldater. Putin er aldeles ligeglad med de enorme russiske tab og han håber vel, at den enige vestlige støtte til Ukraine krakelerer ved en langvarig udmattelseskrig. Han kan endda håbe, at hans ven og beundrer Donald Trump vender tilbage som amerikansk præsident, og at han kan slå en handel af med ham.

Derfor er der risiko for en langvarig, uafgjort skyttegravskrig, hvor Ukraines civile befolkning efterlades forarmet i en ødelagt infrastruktur bag fronten.

Den bedste mulighed for at undgå dette er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer.

Men det skal kombineres med oplæg til fredsforhandlinger, der bakkes op af et endnu mere enigt verdenssamfund.

Vesten har allermest brug for bedre forståelse med Kina, der nok har den allerbedste position til presse Putin til at opgive sin erobringskrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske tirsdag d. 7. februar 2023.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om krigen i Ukraine

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression

Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Putin vil skabe frygt og opløsning

Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.

Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.

Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.

Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.

Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.

Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.

Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.

Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.

Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.

Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.

Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.

Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.

Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).

Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022

Mere fra min hånd om Putins krig

Uden klimaløsning realiseres Verdensmålene aldrig

SDGs

Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:

Globalt samarbejde

Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.

Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.

Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.

Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.

Risikoen for ny strøm fra fossile brændsler

Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.

Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed  til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne. 

I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.

Co2 afgifter skal styrke fossilfri strømforsyning

Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.

En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.

I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.

Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.

Øget fattigdom nærer social og politisk ustabilitet

Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.

Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.

Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.

EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.

Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.

Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!

Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.

Vindmøller og solcelleanlæg er vejen frem

Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.

Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.

Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Windfall-skat og retfærdig byrdefordeling

De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling. 

Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet. 

Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.

Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.

Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål

Holder solidariteten i Danmark, EU og verden?

Nye vælgeroprør lurer mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bekæmpe ulighed, bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den her – eller nedenfor:

Ægte national solidaritet med mindre ulighed er nødvendig for at cementere demokratiet

FN’s verdensmål, der blev vedtaget for syv år siden, er et forsøg på anskueliggøre, hvor afhængige vi mennesker på tværs af alle grænser er af hinanden, og hvor aldeles afgørende det er at løse en lang række eksistentielle udfordringer samtidig og i fællesskab, hvis kloden skal være til at holde ud at opholde sig på også om 50 og 100 år.

Det handler om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom, ufred og oprustning og om at omlægge vores livsstil, så den globale opvarmning bremses. Lige nu går det den gale vej.

Det internationale samarbejde, der var skitseret med verdensmålene, er i opløsning. Truslerne er langstrakt varm krig i Ukraine, ny kold krig med Kina, vedvarede forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi. Fokus på klimakrisen risikerer at blive svækket, selvom den globale opvarmning i foruroligende tempo fremkalder vildt vejr med hedebølger, tørke, orkaner og oversvømmelser. I kølvandet af det kommer sult og armod, mere utilfredshed, social ustabilitet og nye konflikter. Presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd tager voldsomt til.

Kan vi overhovedet nå det?

Har vi mistet chancen for at finde den rette kurs som følge af en lang række katastrofer de seneste seks år? Brexit, fire tabte år med Trump og den dramatiske forværring af forholdet mellem supermagterne USA og Kina. Dertil to års pandemi og Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden.

Det kan blive endnu værre, hvis det amerikanske demokrati kollapser med genvalg af Trump om 2,5 år. Så svækkes klimaindsatsen på ny, og måske svækkes USA’s vilje til at være rygstød i det NATO, der skal ruste Ukraine til at slå angriberen tilbage.

Europa må holde sammen

Lige nu er det afgørende, at Europa holder sammen, uanset at krigen bliver en økonomisk nedtur med eksploderende energi- og fødevarepriser og måske rationering af gas til vinter. Samtidig er der brug for en enorm kraftanstrengelse for at fremskynde den grønne omstilling, så krigen ikke bliver til øget kulforbrug, men hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokrav og afsavn undervejs er større, end vi havde forestillet os bare ved nytårstid i 2022.

Frygten er, at den økonomiske smerte, især for den mindre velstillede det af befolkningen, vil fremelske modvilje mod dem, der har lagt den aktuelle kurs for samarbejde i Europa. Det kan udløse mere national egoisme, der svækker solidariteten over for den russiske aggression og medfører endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.

Højreradikale populister

Ungarns statsminister Orbán kurtiserer allerede Putin for at få gas, selvom der lukkes for andre. Den nye skræk er, at de kommende italienske valg vil udløse flertal for Trump-lignende højreradikale populister i Sydeuropas mest folkerige nation. I de italienske meningsmålinger fører dem, der er kendt som Putins gode venner og modstandere af stort set alle andre fremmede. De er også stærkt kritiske over for EU, selvom europæisk budgetstøtte og opbakningen fra Den Europæiske Centralbank er Italiens bedste værn mod en ny dyb krise.

Vi må håbe, at Europa trods alt forskånes for øget opbakning til politiske bevægelser, som appellerer til frygt og frustrationer uden at have noget, der bare ligner effektive svar på den afmagt og de udfordringer, folk møder i hverdagen.

Men sporene skræmmer. Overalt lurer nye vælgeroprør mod den traditionelle politiske elite. De gamle toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere i den måske værste krisetid siden Anden Verdenskrig.

Socialt retfærdig byrdefordeling

Også de danske centrum-højrepartier må forstå, at en af de allervigtigste forudsætninger for at forhindre nye vælgeroprør og fastholde folkelig opbakning til at løse de internationale udfordringer er, at der skabes en langt mere socialt retfærdig byrdefordeling.

Superrige personer og selskaber skal også herhjemme betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse. Ægte national solidaritet med mindre ulighed er en nødvendig forudsætning for at cementere demokratiet og sikre folkelig accept af både vores moralske forpligtelse og langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet: Det er forudsætningen for at de ny generationer kommer til at leve i en mere fredelig verden, hvor kræfterne i endnu højere grad bruges på at bremse den fatale globale opvarmning.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske 25. juli 2022

Illustration: Wikimedia Commons

Flere indlæg fra min hånd om populisme og ulighed

Det kunne være flot, hvis de nordiske lande i fælleskab ville foreslå en særskat på de rigeste for at hjælpe verdens fattige

Ukrainske flygtningen på vej ind i Polen

Udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske læs den her – eller nedenfor:

Global solidaritet er langsigtet egeninteresse

Det er desværre ikke helt udelukket, at Putins gamle veninde Marine Le Pen vælges til fransk præsident på søndag d. 24. april. Det er en uudholdelig trussel mod Europas nyvundne sammenhold.

Roden til usikkerheden er, at samfundets mindre privilegerede ikke føler sig hørt af præsident Macron. Der er en massiv og forståelig utålmodighed med den stadigt voksende ulighed og de eksploderende priser på energi og fødevarer.

Mistro og utålmodighed med magthaverne er ikke kun Macrons problem. Det franske eksempel er et manende memento til alle sande demokrater i Vesten om at forhindre, at regningen for grøn omstilling, flygtningeindsats og forsvarsberedskab sendes til dem, der knokler mest og tjener mindst. Når magthaverne lader social uretfærdighed udvikle sig, styrkes de ekstremister og populister, der nu om dage samles på den yderste højrefløj.

Efter Anden Verdenskrig forstod alle, også borgerlige partier og erhvervsledere, at de velhavende måtte betale den største del af regningen for at opbygge et velfærdssamfund, der kunne standse kommunistisk fremmarch ved valgene. I dag har vi i Vesten brug for samme fælles forståelse, når det handler om slå den nationalistisk-fascistiske højrefløj tilbage, samtidig med at vi inddæmmer og standser Putins aggression.

I nutiden er det imidlertid ikke kun den nationale opinion, der skal vindes. Det er verdensopinionen. Vi har ladet os indhylle i en illusion om, at det meste af verden er med os, fordi 141 lande i FN’s generalforsamling fordømte Putin, mens kun fem lande stemte sammen med ham.

Den Tredje Verden

Men der er en Tredje Verden. Regeringerne i lande, der tilsammen rummer mere end halvdelen af menneskeheden, sidder stadig på hegnet og vil hverken entydigt fordømme Putins aggression eller deltage i sanktionspolitikken. Det er ikke kun Kina, men de største spillere i det globale syd med Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i spidsen.

Hos dem er det en udbredt opfattelse, at vi i Vesten er dobbeltspillere og hyklere: I fortiden har vi ofte accepteret USA’s og tidligere europæiske kolonimagters krige i fremmede verdensdele med krænkelser af Folkeretten og menneskerettighederne. Krigen i Ukraine er for dem endnu et beklageligt stormagtsangreb på et andet land. Men de vil ikke rykke sammen med os, blandt andet fordi de ikke har oplevet, at vi rykkede sammen med dem, når ulykkerne haglede ned over lande og folkeslag uden for Europa.

De ser vores omsorg for ukrainske krigsflygtninge i skarp kontrast til holdningen til flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. De minder os blandt meget andet om, at Vesten ikke standsede folkemordet i Rwanda og i årevis har ladet krigen i Yemen udvikle sig til verdens største humanitære katastrofe; at der aldrig er blevet ydet retfærdighed til Palæstinas folk; og at vi nærmest overhørte deres appel om hjælp til at få vaccineret globalt mod covid.  Desuden oplever de især Vestens sanktionspolitik mod Rusland som noget, der rammer dem med eksplosive prisstigninger på energi og fødevarer, der ligesom covid-pandemien trækker hundredvis af millioner af mennesker tilbage i ekstrem fattigdom og sult.

Nordisk særskat mod ulighed i verden

Vi i Vesten synes, at vi skal klare voldsomt mange udfordringer allerede. Men udfordringerne vil i det lange perspektiv kun blive flere, hvis vi ikke overbeviser Den Tredje Verden om vilje til at vise meget større reel solidaritet med nødlidende mennesker på hele kloden. Vi har en voldsomt stor langsigtet egeninteresse i at vise, at vi forstår, at der er mere end den ene udfordring, som handler om at afbøde og afværge Putins aggression.

Det er flot og solidarisk med en særlov for ukrainske krigsflygtninge, der formentlig vil bringe flere til Danmark end i nogen anden flygtningebølge. Og det kan forklares, at vi ikke kan vise samme solidaritet med resten af verden. Omvendt er det umuligt at forklare, at indsatsen ligefrem skal betales ved at yde mindre til fattige og nødlidende uden for Europa.

Globalt er vi i en meget ekstraordinær situation, og det kalder på et ekstra bidrag fra rige mennesker i rige lande. Det ville være flot, hvis de nordiske lande i fællesskab i EU kunne fremlægge et forslag om en fælles særskat på for eksempel de fem procent mest velhavende i vores verdensdel som bidrag til global vaccinationsindsats og til at afbøde de direkte og indirekte konsekvenser af sanktionerne og krigen i Ukraine for verdens fattige. Så kunne vi igen nærme os verdensmål nr. ét – udryddelse af den ekstreme fattigdom. Og vi kunne overvinde megen mistro til vore hensigter i det globale syd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev udgivet i Berlingske 19. april 2022

Mere fra min hånd om ulighed og om Ukraine

Illustration: Flygtninge fra krigen i Ukraine krydser grænsen til Polen 7. marts 2022. Flygtninge fra andre lande forstår ikke, hvorfor de skal stilles ringere end ukrainerne. En særskat på denne verdens rigeste kan afhjælpe nøden for de fattigste. Foto fra Ukraines Indenrigsministerium via Wikimedia Commons

Der kommer en tid efter den nye kolde krig

Russians against Putin

Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:

Ny Kold Krig – hvad så bagefter?

Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.

Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.

Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær. 

Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.

Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.

Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland. 

Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.

Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:

For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.

For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.

Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.

Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022

Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine

Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons