Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:
Vi skal stemme onsdag
Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.
Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.
Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.
En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.
Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.
I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.
Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.
Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.
Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.
Dyrket nordisk samarbejde
Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.
Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.
I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.
Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022
Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen