Debat og nyheder

Udgivet den

Ny beskæftigelses- og klimaindsats kræver grøn skattereform

Ekspansiv finanspolitik for at løfte beskæftigelsen efter coronaen kan bane vej for en  klimaindsats, der hverken behøver at ramme de fattige eller slå virksomheder ud, der skal betale CO2-afgift.  Læs her hvad jeg skrev i Berlingske forleden.

Støder du hovedet mod betalingsmur kan du læse indlægget nedenfor

Grøn skattereform er nødvendig for at nå CO2-målet.

Det ser ud til, at pandemien kommer under kontrol. Men vi står med en meget alvorlig arbejdsløshed, som kun kan nedkæmpes, hvis staten i nogle år accepterer store budgetunderskud. Sociale nedskæringer og hurtige budgetstramninger vil være gift for genopretningen og risikere at bremse klimaindsatsen.

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille, vil visheden om, at den ender højt, hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet, at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ‘sort’ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det skal ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om 10 år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille vil visheden om at den ender højt hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet. at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ´sort´ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det SKAL ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe så tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om ti år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 29. maj 2020

        

Udgivet den

Corona-oraklerne er ikke højreradikale superegoister som Trump og Aamund

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i de lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Læs hele indlægget i Berlingske her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi  havde ikke forudset pandemien og dens drastiske indgreb i vores liv.  

Sundhedseksperter i WHO og verden over har ellers længe advaret om risikoen. Advarslerne tog for alvor fart efter epidemier som sars i 2003 og ebola i 2014-2016. 

Men eksperterne talte for det meste for døve øren. Selv i de rigeste lande i Europa og Nordamerika forsømte man at opbygge et beredskab. Vi registrerede, at WHO med held stod i spidsen for at inddæmme de andre ny epidemier, så de ikke kom til vore kyster, men ’kun’ slog folk ihjel lokalt i Asien og Afrika. 

Kinas naboer på Taiwan, i Singapore og Sydkorea, der blev strejfet af sars i 2003, havde som de eneste taget ved lære og reagerede prompte på covid-19 med tests og isolering af de smittede. 

Bill Gates advarede for nogle år siden om, at risikoen for en pandemi var en langt mere overhængende risiko end atomkrig – fordi vi havde langt mindre opmærksomhed på at forebygge pandemien end atomkrigen. 

Gates er mere velhavende end næsten alle andre mennesker. Han har stor indsigt, også i sundhed. Han har i en årrække gennem sin fond brugt et halvt hundrede milliarder dollars på at forbedre den globale sundhedstilstand – bl.a. ved støtte til  WHO. Efter præsident Trumps vanvittige beslutning om indefryse USA’s bidrag til WHO står Gates som større bidragyder til WHO end noget medlemsland, mens en stribe af hans superrige artsfæller investerer i at opretholde deres egen urimelige formue og magt ved at finansiere de kampagner og medier, der har fået katastrofen Trump til magten.

Trumps anklager mod WHO for at være for Kina-venlig har helt sikkert et publikum. Men hans indefrysning af bidrag til WHO midt under den hidtil alvorligste pandemi er en dybt skadelig og usaglig beslutning, truffet i hans evindelige jagt på syndebukke, der kan lægge slør over hans egne monumentale fejltagelser.

Heldigvis bakker resten af verden op om WHO i forståelse for nødvendigheden af global koordinering af indsatsen for hurtigt at finde vaccinen mod covid-19, og for at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe ulykkerne.

Det er vigtigt at erindre om, at WHO siden grundlæggelsen i 1948 har leveret afgørende bidrag til, at vi som mennesker i gennemsnit lever mere end 20 år længere end dengang. Organisationen har anført den globale indsats mod de mest udbredte smitsomme sygdomme, der før tog livet af talløse millioner af både børn og voksne.

WHO kan ikke bestemme over medlemslandene og beordre dem til at levere hurtige og fyldestgørende oplysninger. Derfor kan man ikke laste WHO for, at Kina svigtede i nogle første uger med sit hemmelighedskræmmeri om covid-19’s smitsomhed med det sørgelige resultat, at sygdommen spredte sig ud i verden, før kineserne ved uset drastiske metoder til internering af millioner af mennesker standsede videre smittespredning. WHO sendte advarsler ud om covid-19’s farlighed i takt med, at man fik de rette oplysninger om sygdommen. Det tog imidlertid et par uhyre kostbare ekstra måneder, før resten af verden for alvor forstod, at smitten allerede havde spredt sig med eksplosiv hast ud over hele kloden.

Man må midt i tragedien føle stolthed og glæde over at bo i et land, hvor en handlekraftig statsminister i godt samspil med Folketinget reagerede hurtigt og klogt. Derfor oplever vi mindre død, færre arbejdsløse og tab af virksomheder og mere social stabilitet end i de fleste andre lande. Derfor kan vi også tidligere end andre ganske gradvist lukke op igen, samtidig med, at vi opbygger en massiv testkapacitet. Det er vanskeligt at bilde sig selv ind, at man kunne have truffet meget bedre beslutninger i så stor hast.

Men medierne har disse uger en syndflod af både kloge og vanvittige indlæg om, hvad der kunne gøres anderledes og mere. Blandt de skøre vildskud er Asger Aamund, der uforskammet beskylder Mette Frederiksen for at omdanne Danmark til ’et smukt og velstående DDR’. Jeg har aldrig forstået den megen spalteplads, der stilles til rådighed for denne højreradikale superegoist til fremstille sig som orakel. 

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i dé lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Det store flertal af danske borgere har forstået dette og bakker op om kursen. Jeg håber det holder –  både i holdning og adfærd –  i de vanskelige uger og måneder, vi har foran os.

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Udgivet den

Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af nye farer

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Coronakrisen spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet, og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945.

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi havde en dysfunktionel verden før coronaen: Den snigende klimakatastrofe, global fattigdom, stor og voksende ulighed;  dertil et fredstruende oprustningskapløb mellem stormagter, overflod af lokale krige og humanitære katastrofer; derfor ukontrollable folkevandringer.

I øjeblikket har pandemien stjålet al opmærksomheden. Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af ny smittekilder, som vi ikke straks kan vaccines imod. Det skaber utryghed og økonomisk nedsmeltning.

Sundhedskrisen er en af de nærkampe i vores naturlige omgivelser, der spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945. 

Globale kriser rammer altid de svageste hårdest. Ulighederne i verden var også før corona-krisen monumentale og reelt uforenelige med varig fred i verden og politisk og social stabilitet i de enkelte lande.

Nu bliver kløfterne endnu dybere, fordi de fattige lande reelt ikke kan nedlukke samfundet og behandle de syge, på samme måde som de rige lande med svingende succes forsøger det.  Derfor kommer millioner af mennesker til at  dø af sygdom og sult – og hele samfund kan gå i opløsning.

Også i de rige lande skærpes ulighederne, fordi de gamle og helbredsmæssigt svagelige er allermest sårbare. Men særligt udsatte  er også alle dem, der på ret lave lønninger holder de vitale samfundsfunktioner i gang, mens resten er i selvisolering: Sundhedspersonalet og alle, der passer på de gamle og børnene, holder busser og tog i gang, producerer og forarbejder maden, holder butikkerne åbne, sørger for rengøringen og henter renovationen. De er for resten meget ofte af anden etnisk baggrund end flertallet. Det ses allermest  i USA, hvor sorte og brune mennesker har langt højere dødelighed end hvide.

Det mest forbandede problem lige nu er, at verdens eneste supermagt har en præsident, der har brugt de første 13 af sine 16 kvartaler i Det Hvide Hus på at nedbryde alle eksisterende internationale institutioner og ophidse til skærpede modsætninger, både nationalt og internationalt. Senest med et Kina, som nok er en modspiller, men også er en uomgængelig samarbejdspartner, hvis der skal skabes fred, løses klimakrise, bekæmpes pandemier og sættes gang i verdensøkonomien og beskæftigelsen igen.

Under den perfekte storm af globale kriser huserer en vankundig og vanvittig narcissist som øverstkommanderende for verdens største økonomi og militærmagt. En mand, der ikke lytter til sagkundskab, og som i forsøget på at blive genvalgt bevidst splitter sit land og sin verden. En mand, der omgiver sig med andre superrige egoister på det yderste højre, der ligesom han selv kun tror, at de kan blive ved med at vinde, hvis alle andre taber. 

USA’s beskæftigelse og landets evne til at være motor for verdensøkonomien rammes ekstraordinært hårdt under corona-krisen, fordi de herskende politiske kræfter har haft held til at forhindre adgang til god og gratis sundhedstjeneste til alle. I den aktuelle krise holder de heller ikke – som vi forsøger det – effektivt hånden under virksomheder, lønmodtagere og arbejdsløse. Derfor bliver deres velstandstab så voldsomt.

Hverken corona-pandemien eller de andre store globale kriser kan løses uden stærke samfund, der skaber et langt bedre internationalt samarbejde. Dette burde i vores egen interesse anføres af de største og rigeste nationer; for hvis pandemien blusser videre i de fattige lande, så vil den vende tilbage til os, uanset hvor godt vi i første runde inddæmmer den. 

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Udgivet den

Hurtig betaling af coronaregningen vil skade beskæftigelsen

Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.

Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.

Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.

De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.

I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.

Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at  andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.

Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.

De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.

Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.

Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.

I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020

Udgivet den

Post Corona: Countries Must Invest Heavily in the Future

By Mogens Lykketoft, fm MP, Finance Minister, Foreign Minister and President of the UN General Assembly

Forget all about household logics. Countries needs to incur debt now, lots of debt …

Governments must incur debt to invest in climate, health, jobs and welfare. Anything else would be deeply irresponsible. We must secure the economy after the corona crisis, and we must not let the climate down.

The Corona pandemic is a shock treatment.

Fortunately, in Denmark our government is at the forefront taking action to save both lives and jobs. Other countries are joining. We will manage this crisis. It will be hugely painful and expensive. But doing nothing would be even more costly. 

By no means is it too early to think about how we move forward when the pandemic and panic have subsided.

Already, voices claim that “one cannot spend the same money twice” – i.e. we must hold back our efforts to save the climate and our welfare, as the Treasury has already invested heavily to mitigate the corona crisis.

Before the current crisis, too, we heard similar arguments from conservative circles: Investing more in climate action must necessarily mean cutting down on welfare.

These are dangerous thoughts. If they prevail, the latest shock to the world economy could lock us in the deepest crisis of a hundred years. It risks undermining our democracy and preventing us from doing what we agreed just a short while ago was absolutely necessary for the climate.

We Must Save Health, Jobs and Climate

As far as I am concerned, not incurring larger government debt to save our health, jobs and climate, would be nothing short of irresponsible. It would be disastrous.

Viewing a country’s finances as one does a private household economy makes no sense. Nevertheless, for the last 10 years this kind of matter-of-fact ‘sensibility’ has been key to the EU’s member states’ mistaken austerity response in the face of the financial crisis.

The bill for the irresponsible financial speculation, which closed millions of jobs in the wake of the 2008 financial crisis, was paid by massive cuts in benefits for the poor and needy. And this while cutting taxes for the who are most well off.  

Inequality increased, and employment less so. Thus, many people lost confidence in the co-called responsible politicians. 

In his latest massive work ‘Capital and Ideology’, French economist Thomas Piketty provides a compelling analysis to prove that cost savings in welfare spending and an increasingly unfair distribution of wealth have paved the way for nationalists and populists, excelling in xenophobia as well.

This is a rebellion against the traditional political elites, which many people feel have let them down. In particular, it has been costly for Social Democratic parties to lend their name and support to a common policy in the EU, which has pressured wage-earners, eroded welfare schemes and tax systems, and thus contributed to significantly increased inequality.

The wealthiest companies and individuals have hoarded a hugely disproportionate share of the growth in prosperity. Worst in the US, but in Europe too.

Austerity Measures are Outdated

Right now, austerity measures are put on hold. All countries are accepting massive extraordinary government expenses to avoid huge losses of jobs and companies while combatting the Corona pandemic.

But EU countries still have tight budget laws that soon after this crisis will require spending cuts to cover public sector deficits, while still facing problems of unemployment.

According to prominent Danish economists, this makes no sense at all. On the contrary, it is more important for a country to be in control of its balance of payments than it is for a government to avoid increasing debt.

Denmark should join ongoing efforts to ditch the EU’s stringent budgetary requirements. In its entirety, Europe will be in dire need of an expansionary fiscal policy. Otherwise, not only will employment be undermined, we will also be unable to meet our long-term social and climate responsibility. Without help from the fiscal policies, central banks will not be able to put the economy back on track.

During my eight years as Finance Minister in Denmark in the 1990s, we did not need budgetary laws in order to conduct responsible economic policy. Improvement in employment and public finances was much better than was average in Europe – with 12 percent unemployment in the outset, and reducing it to 4 percent.

Back then, we Social Democrats and our coalition partners, had a common definition of accountability: Bringing down deficits was not put ahead of combatting unemployment and inequality. On the contrary. We gave priority to welfare growth and successfully targeted a policy that brought many more people to work and eventually eliminated the state deficit without socially painful cuts: 

Deficits arise when many are unemployed and need community assistance rather than being tax payers. Deficits disappear when businesses and citizens get in the mood to invest and consume; then many more people get employment, and rather than having to rely on social benefits they contribute to increased tax payment.

States Need Deficits

More than ever, it is common sense that states have deficits. This gives them the freedom of action to invest in climate, health and social welfare: currently, loans can be obtained in the private sector at an interest rate of zero percent or less. 

Even before the corona crisis, private savings were more than ample for states to borrow. Also, we have to expect that private savings will further increase now, as the crisis has sparked new fears for the future, more unemployment and even more fear of future unemployment. At the same time stock market and property market developments cause severe cuts in the value of people’s pension savings. People will hold back spending even more in order to rectify that. Furthermore, companies need time to regain sufficient investment momentum.

If both the private and the public sectors increase savings simultaneously, we will incur lasting losses in revenue and employment. This is why governments must spend more when private individuals and businesses spend less.

Fortunately, this logic matches perfectly the urgency of investing very massively in climate stabilisation. We only have a short time left to actually curb global warming. If we hesitate too long, the task – at best – becomes both more difficult and more expensive.

In the 1930s British economist Maynard Keynes articulated the necessity for the state to accelerate spending until purchase power and optimism are restored in the private sector. This was the prescription used by President Franklin D. Roosevelt to bring the US out of its deepest depression.

Keynes’ prescription is by no means outdated, even if the younger generation of economists have been trained to believe in the brilliance of private market forces, and to doubt the ability of states to bring momentum and order to the economy.

History has proven, time and again that states must pull the economy back out of whatever catastrophe unleashed by waves of speculation and/or natural disasters.

This will necessarily be the case this time around as well. But once the private sector is back in shape and able to deliver high employment and sustainable growth, the burden of reducing government debt will not be that heavy.

In Denmark, this is particularly easy because – compared to other EU countries – the Danish state has a disproportionately large pool of deferred tax revenue tied up in huge pension funds that are to be released in coming decades. Over the past thirty years, the building up of our labour market pensions makes it perfectly justifiable to run larger government deficits in the current decade.

Current Health Crisis Must not Lead to Less Climate Action                                                     

Over the past year, we have seen a highly positive leap in the general awareness of the urgency in contributing immediately and massively to curb climate change.

In Denmark, this urgency came top of the agenda during last year’s parliamentary election campaign and thus in the new government’s programme as well. 

It is adamant that combatting the current health crisis does not result in less or belated climate action. 

Here and now, it is about ensuring that the health systems have the capacity to curb the spread of infection, in order to save the lives of us elderly. As a 74-year old, I am most grateful for this.

But an even bigger and more important task is to avoid subjecting our children and grandchildren to much greater global disasters ensuing from climate change, than the one currently affecting us. Let’s not be paralysed by the sum of challenges. Knowledgeable people have told us what to do:

It is urgent as ever to heed the most climate-smart economists who urge a high CO2-tax.

Naturally, first we must get business going again. But if we are to have the least chance of achieving our highly ambitious goal of CO2 reduction in 10 years, we need a firm plan for a steadily rising CO2-tax towards 2030.

The instant companies and citizens realise that the CO2-tax will be gradually much increased in 10 years’ time, they will promptly increase investment in sustainable solutions to meet the challenge.

Ambitious Goals lead to Sustainable Solutions

We must achieve our ambitious goals. In Denmark it is a political promise. Barely six million Danes, our footprint on the climate equals that of one hundred million Africans.

Another important reason to strive for our goal is that it will encourage and help our businesses to take the lead in many more areas of sustainable solutions, which the world will demand and need.

In Denmark, our generally high standards has proven a solid experience in creating jobs and earnings in sustainably sound solutions. These high domestic demands from various industries became the starting point for Denmark’s considerable export successes in e.g. the pharmaceutical industry and wind energy.

We must not fear that companies die, or that people will not understand the necessity for action, nor that the social profile will become too skewed. On the contrary, with a steady hand we must introduce the large-scale social engineering to prevent such consequences.

We must prevent the most CO2-emitting companies from simply relocating out of our country and continuing their pollution elsewhere. They and their employees must have the support and encouragement to transform jobs from black to green. This requires special transitional arrangements, which all EU-countries will need; thus these arrangements must not be confused with illegal state subsidies or the like.

In order for these measures not to feed increased inequality, we must spend a considerable part of the CO2-tax revenue to ease taxation for people with lower incomes. We simply won’t be able to maintain a majority of citizens in favour of an ambitious climate action plan through the upcoming parliamentary elections before 2030, unless this transition goes hand in hand with a trend towards greater equality and social justice.

As, ideally, there should soon be less CO2 to tax, we must overcome the fear that tax revenue will dwindle too fast. Of course, we must welcome such a scenario.

All experience teaches us that increased prevalence of climate-friendly solutions, e.g. solar energy, quickly makes them affordable. This opens for the introduction of new forms of taxation without imposing heavy burdens on citizens. We must design a new transportation tax where charges vary according to the type of fuel, location and time of day. We need more electric cars quickly. Therefor it is still too early to put a charge on buying and driving them. But in a few years, once they have taken over the entire new car market, they will – because of technological advances and economies-of-scale – become much cheaper to acquire, and thus be able to carry a charge.

No Limits to Growth in Quality

Countries around the North Sea need also overcome their fear of losing state revenue in order to stop issuing new licenses to drill for oil and gas at sea. Drilling until 2060 simply cannot be reconciled with credible climate ambitions when we know that the precondition for a sustainable world is that we stop using fossil fuels by 2050! Incidentally, we have every reason to believe that long before then, oil and gas will become increasingly poor business.

Many fear that a consistent climate solution means giving up the good life and putting a halt to growth. There are limits to growth in quantity, but no limits exist to growth in quality. This we Danish Social Democrats already pointed out in our programme in 1977. In todays’ context this means:

We cannot possibly continue with growth as we have known it; but growth will easily continue if we meet three basic requirements well before 2050: 1/ Replace all fossil fuels with renewable energy sources; 2/ Create systems and methods to recycle virtually all waste; and 3/ Plant a lot more trees than we cut down.

With regard to sustainability, we can easily sustain growth in health, education and care for children and the elderly; but this will eventually mean that we must be prepared to increase taxation somewhat. Come to think of it, I expect most people would prefer to invest more in health to be better equipped for another corona crisis and the inevitable evolution of bacteria developing resistance to e.g. antibiotics. To this end new answers need to be researched and developed.

As we go along, all over Europe we will see new opportunities to improve tax revenue from giant multinationals and multibillionaires who have been allowed to pocket most of the increase in national income and wealth in recent decades.

In order to reduce debt and address inequality we need to do both. So, the most urgent common tasks in the EU are to put an end to the super rich’s escape to tax havens, to set a common minimum in corporate tax, and to tax the turnover of the big financial houses and tech-companies.

I hope Denmark will be at the forefront in this endeavour in the EU; and most likely the total sum of challenges will encourage other countries to join forces with us. In Denmark, and I would assume in other counties, we can raise significant revenue by fixing our broken tax system so that we will again be able to effectively combat fraud, evasion and arrears.

MOGENS LYKKETOFT from Denmark, economist, MP for 38 years, fm Minister for Finance and Foreign Affairs, leader of the Social Democratic Party, Speaker of Parliament. President of the United Nations General Assembly 2015-2016, when the Global Goals for Sustainable Development were approved and we had the Paris Climate Agreement.

Photo: © Hasse Ferrold

Udgivet den

Europas velfærdskrise

God snak mellem Pelle Dragsted og mig på DK4 om, hvorfor vi skal undgå gentagelse af overdreven sparepolitik som efter finanskrisen, når vi skal fastholde prioritering af jobs, klima, velfærd og lighed – optaget før coronakrisen brød helt ud, så vi godt måtte sidde ved siden af hinanden

PELLE DRAGSTED OG JEG SNAKKER MED DK4’S CHRISTIAN FOLDAGER
Udgivet den

Drop husholdningslogikken. Nu skal staten til at stifte gæld. Masser af gæld

Det er dybt uansvarligt, hvis staten ikke stifter gæld for at investere i klima, sundhed, jobs og velfærd. Vi skal sikre økonomien efter corona og må ikke svigte klimaet.

Læs min Kronik i Politiken 18. marts. Ramler du hovedet mod betalingsmuren kan du læse hele teksten her:

Corona-pandemien chokbehandler os.​

Vi har heldigvis en regering, der er på forkant med at handle for at redde både liv og arbejdspladser. Andre lande følger med nu. Vi skal nok få styr på denne krise. Det koster rigtigt mange penge; men det ville være meget mere kostbart at lade være.

Det er nu, vi skal tænke over, hvordan vi kommer videre, når pandemi og panik har lagt sig. 

Der er allerede røster fremme om, at »man kan ikke bruge de samme penge to gange«. Altså vi må holde igen med indsats for klima og velfærd, når statskassen allerede har punget ud for at mildne corona-krisen. 

Vi har også før den nuværende krise hørt argumenter af samme type fra borgerlige kredse: Vel skal vi investere mere i klimaindsats, men så må vi spare på velfærden.

Disse tanker er farlige. Hvis de sejrer, kan det betyde, at det seneste chok for verdensøkonomien låser os fast i den dybeste krise i hundrede år. Det risikerer at underminere demokratiet og forhindre os i at gøre dét, vi for et øjeblik siden var enige om, var det absolut nødvendige for klimaet. 

Jeg mener, det er direkte uansvarligt IKKE at stifte større statsgæld for at redde både helbred, arbejdspladser og klima.

Det er forkert at forstå landets og verdens økonomi som en forstørret udgave af en privat husholdningsøkonomi. ​

Denne form for fejlagtig snusfornuft har imidlertid de seneste ti år i EU’s medlemslande været begrundelse for at svare på finanskrisen ved spare- og nedskæringspolitik. 

Regningen for den uansvarlige finansspekulation, der lukkede millioner af arbejdspladser efter finanskrisen, blev betalt med nedskæringer i de udgifter, der var til særlig gavn for de mindst bemidlede. Samtidig blev der givet store skattelettelser til de mest velhavende. 

Beskæftigelsen steg kun lidt, og uligheden voksede. Derfor mistede mange tilliden til såkaldt ansvarlige politikere. 

Den franske økonom Thomas Piketty leverer i sit nyeste kæmpeværk ’Kapital og ideologi’ en overbevisende analyse af, at besparelser på velfærd og en stadig mere unfair fordeling af velstanden har givet medvind til nationalister og populister, der også tager næring ved at spille på frygten for de fremmede. 

Det er et oprør mod de traditionelle politiske eliter, som mange føler sig svigtet af. Især har det været dyrt for de socialdemokratiske partier at lægge navn og ryg til en fælles politik i EU, som har presset lønmodtagerne, udhulet velfærdsordninger og skattesystem og derfor bidraget til markant øget ulighed. 

De allermest velhavende selskaber og enkeltpersoner har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstandsfremgangen. Værst i USA, men også i Europa.

Lige nu er sparekursen sat på pause, og alle lande accepterer en kæmpestor ekstraordinær statsudgift for at undgå enorme tab af arbejdspladser og virksomheder på grund af akutindsatsen mod pandemien. ​

Men EU-landene har stadig stramme budgetlove, der hurtigt efter denne krise vil kræve udgiftsbegrænsning for at fjerne underskud på de offentlige finanser. 

To af Danmarks mest kompetente og erfarne fagøkonomer, Christen Sørensen og Jørgen Rosted, forklarede i Politikens kronik 15. marts, hvorfor dette ikke giver mening, og hvorfor det er vigtigere for et land at have styr på sin betalingsbalance end at undgå stigende statsgæld. 

Danmark bør gå ind i kampen for totalt at nedbryde EU’s stramme budgetkrav. Hele Europa får voldsomt brug for at føre en ekspansiv finanspolitik. Ellers bliver beskæftigelsen underdrejet, og vi blokerer for langsigtet social og klimamæssig ansvarlighed. Centralbankerne kan ikke uden hjælp fra finanspolitikken få økonomien i gang igen. 

Da jeg gennem otte år i 1990’erne var finansminister, havde vi ikke brug for budgetlove for at føre ansvarlig økonomisk politik. 

Dengang havde socialdemokrater og radikale en fælles definition af ansvarlighed, der var mere rationel, og som jeg håber vi sammen kan genbruge: Vi satte ikke nedbringelse af underskud før bekæmpelse af arbejdsløshed og ulighed. 

Tværtimod. Vi gav plads til vækst i velfærd og satsede med succes på en politik, der bragte mange flere mennesker i arbejde og efterhånden afskaffede statens underskud uden socialt smertefulde nedskæringer: Underskud opstår, når mange er arbejdsløse og derfor behøver bistand fra samfundet i stedet for ar betale skat. 

Underskud forsvinder, når virksomheder og borgere kommer i humør til at investere og forbruge; så kommer mange flere i arbejde, de skal ikke have sociale ydelser, men bidrager i stedet med øget skattebetaling.

Det er mere end nogensinde sund fornuft, at staterne har underskud. Dermed får de handlefrihed til at investere i klima, sundhed og social velfærd: Pengene kan for tiden lånes i den private sektor til mindre end nul procent i rente. Allerede før corona-krisen var den private opsparing, som staterne kan låne af, meget stor. 

Nu bliver den endnu større, fordi krisen har skabt ny frygt for fremtiden, og børsudviklingen har hugget hårdt ind på værdien af folks pensionsopsparing. For at rette op på dét vil folk spare endnu mere. Det vil også tage tid, før virksomhederne atter sætter tilstrækkelig fart i investeringerne. 

Hvis de private og staterne på samme tid sparer mere op, så får vi et varigt tab i omsætning og beskæftigelse. Derfor skal staten bruge flere penge, når de private bruger færre. 

Det passer heldigvis perfekt til hastværket med at investere meget massivt i klimastabilisering. Der er kun kort tid tilbage til faktisk at bremse den globale opvarmning. Hvis vi tøver for længe, bliver opgaven – i bedste fald – både vanskeligere og dyrere at løfte.

Det var den britiske økonomi Keynes, der i 1930’rne formulerede, at staten skal sætte fart i omsætningen, ind til de private får optimismen tilbage. Franklin D. Roosevelt benyttede den recept til at bringe USA ud af sin hidtil dybeste depression. ​

Recepten er ikke forældet, selv om økonomer i den yngre generation er uddannet til at tro på de private markedskræfters vidunderlige egenskaber og tvivle på staternes evner til at bringe både fart og orden i økonomien. 

Vi har imidlertid masser af historisk erfaring, der viser, at staterne skal trække økonomien op af de dybe huller, der skabes af utøjlede spekulationsbølger og naturkatastrofer. 

Sådan bliver det nødvendigvis også denne gang. Men når den private sektor atter bliver i stand til at levere høj beskæftigelse og bæredygtig vækst, bliver det ikke byrdefuldt for os at få statens gæld ned igen. 

Det er i øvrigt særligt let i Danmark, fordi den danske stat – sammenlignet med andre EU-lande – har en uforholdsmæssigt stor pulje af udskudt skat til gode i den vældige pensionsopsparing, der frigøres i de kommende årtier. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner gennem de seneste 30 år har gjort det helt forsvarligt at køre med større statsunderskud i det nuværende årti.

Det seneste år har vi haft et vældigt positivt ryk i forståelsen af, hvorfor vi hurtigt og massivt skal bidrage til at bremse klimaforandringen. ​

Temaet kom til tops i sidste års valgkamp og på den nye regerings program. Den aktuelle sundhedskrise må som nævnt ikke føre til mindre klimahandling. 

Lige nu handler det om at sikre, at sundhedssystemet har kapacitet til at redde livet for os ældre ved at inddæmme smittespredningen. 

Det er jeg selvfølgelig som 74-årig taknemmelig for. Men det er en endnu større og vigtigere opgave at undgå, at vores børn og børnebørn som følge af klimaforandringen skal udsættes for meget større katastrofer end den, der rammer lige nu. Derfor må vi ikke lade os lamme af summen af udfordringer. Kyndige folk har fortalt, hvordan det skal gribes an:

Det er uforandret nødvendigt at optrappe til en høj CO2-afgift, som foreslået af de mest klimakloge økonomer. 

Selvfølgelig skal vi først have erhvervslivet i gang igen. Men hvis vi skal have den mindste chance for at nå det meget ambitiøse mål om CO2-reduktion om 10 år, skal der lægges en fast plan for en stabilt stigende afgift frem mod 2030. 

Så snart virksomheder og borgere ved, at afgiften ender højt i løbet af 10 år, begynder de straks at investere i bæredygtige løsninger.

Vi skal nå de høje mål. Det er et politisk løfte. Vi knap seks millioner danskere påvirker klimaet lige så meget som hundred millioner afrikanere. 

Vi skal også nå det, fordi det vil tilskynde og hjælpe dansk erhvervsliv til at komme i front på mange flere områder med bæredygtige løsninger, som hele verden får brug for. 

Vi har solide erfaringer med at skabe jobs og indtjening ved at stille høje krav til, hvad der skal udrettes i Danmark. Det var udgangspunkt for Danmarks store eksportsucceser inden for medicinalindustri og vindenergi.

Vi må ikke ryste på hånden af frygt for, at virksomheder ikke overlever, at folk ikke kan forstå nødvendigheden, eller at den sociale profil bliver for skæv. Vi skal tværtimod med sikker hånd gøre det storstilede sociale ingeniørarbejde, der forhindrer disse konsekvenser.

Vi skal forhindre, at de mest CO2-belastende virksomheder bare flytter ud af landet og forurener videre andre steder. 

De og deres medarbejdere skal have opbakning og tilskyndelse til at forvandle arbejdspladserne fra sort til grønt. Det kræver særlige overgangsordninger, og EU skal ikke have lov til at kalde det ulovlig statsstøtte, for alle landene får brug for dette håndtag. 

Vi skal desuden bruge en stor del af midlerne fra en CO2-afgift til at lette skatten i bunden af indkomstfordelingen, så det samlede resultat bliver ikke større, men mindre ulighed. Vi kommer simpelt hen ikke til at fastholde et flertal af borgerne om en ambitiøs klimaomstilling hen over folketingsvalgene i 2024 og 2028, hvis ikke denne omstilling går hånd i hånd med en udvikling hen imod større lighed og social retfærdighed. 

Vi skal overvinde frygten for, at skat på CO2 udhuler statens indtægter, fordi der hurtigt bliver mindre CO2 at beskatte; det skal man selvfølgelig håbe på. ​

Men det betyder efter al erfaring også, at de mere klimavenlige løsninger hurtigt bliver så meget billigere, at man uden at påføre borgerne store byrder kan introducere nye afgiftsformer. 

Vi skal udforme en ny samlet transportbeskatning, hvor afgifterne varierer efter energiform, samt sted i landet og tidspunkt på dagen, hvor køretøjet er i brug. El-biler kan ikke tåle afgift i dag, hvis vi hurtigt skal have flere af dem. Men om få år, når de har overtaget hele nybil-markedet, vil de blive langt billigere at anskaffe, og så kan de bære en afgift. 

Vi skal også overvinde frygten for at miste statsindtægter ved at stoppe for ny licenser til at bore i Nordsøen. Boring efter olie og gas på dansk område frem til 2060 kan ikke forenes med troværdige klimaambitioner, når vi ved, at forudsætningen for en bæredygtig verden er, at vi er holdt op med at bruge fossile brændstoffer i 2050! I øvrigt er der al mulig grund til at tro, at olie og gas længe før bliver en stadigt dårligere forretning. 

Mange frygter, at konsekvent klimaløsning kræver afkald på det gode liv og stop for vækst. Vi var nogle, der i 1977 skrev i Socialdemokratiets principprogram, at der er grænser for vækst i kvantitet, men ikke grænser for vækst i kvalitet. Omsat til nutiden betyder det:

Vi kan ikke fortsætte med den hidtidige form for vækst; men vi kan godt have vækst, hvis vi i god tid inden 2050 har opfyldt tre grundlæggende forudsætninger: 1/ erstattet al brug af fossile brændstoffer af vedvarende energikilder, 2/ har skabt systemer og metoder til at forvandle stort set alt affald til genbrug og 3/ har plantet en masse flere træer, end vi har fældet. 

Når vi taler bæredygtighed, kan vi også sagtens have vækst i sundhed, uddannelse og omsorg for børn og gamle; men det betyder, at vi skal give afkald på lidt af det andet. Jeg tror egentlig, at de fleste meget gerne vil investere mere i sundhed for at være bedre rustet til en næste corona-krise og til en uundgåelig udvikling, hvor bakterier bliver resistente over f.eks. penicillin, og nye svar skal forskes og udvikles.

Hen ad vejen er der indlysende muligheder for at forbedre statens skatteindtægter: Vi skal have større bidrag til fællesskabet fra multinationale giganter og multimilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden de seneste årtier. 

Det skal vi både for at reducere gæld og imødegå uligheden – Derfor er de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder. 

Her bør vi også gå i front i EU, og mon ikke summen af udfordringer får flere og flere lande til at melde sig på hold med os. Hjemme i Danmark kan vi desuden skaffe et betydeligt bidrag til finansiering ved at genopbygge vores ødelagte skattesystem, så snyd, omgåelse og restancer effektivt bekæmpes.

Indlægget blev bragt som kronik i Politiken 18. marts 2020