God snak mellem Pelle Dragsted og mig på DK4 om, hvorfor vi skal undgå gentagelse af overdreven sparepolitik som efter finanskrisen, når vi skal fastholde prioritering af jobs, klima, velfærd og lighed – optaget før coronakrisen brød helt ud, så vi godt måtte sidde ved siden af hinanden
Drop husholdningslogikken. Nu skal staten til at stifte gæld. Masser af gæld
Det er dybt uansvarligt, hvis staten ikke stifter gæld for at investere i klima, sundhed, jobs og velfærd. Vi skal sikre økonomien efter corona og må ikke svigte klimaet.
Læs min Kronik i Politiken 18. marts. Ramler du hovedet mod betalingsmuren kan du læse hele teksten her:
Corona-pandemien chokbehandler os.
Vi har heldigvis en regering, der er på forkant med at handle for at redde både liv og arbejdspladser. Andre lande følger med nu. Vi skal nok få styr på denne krise. Det koster rigtigt mange penge; men det ville være meget mere kostbart at lade være.
Det er nu, vi skal tænke over, hvordan vi kommer videre, når pandemi og panik har lagt sig.
Der er allerede røster fremme om, at »man kan ikke bruge de samme penge to gange«. Altså vi må holde igen med indsats for klima og velfærd, når statskassen allerede har punget ud for at mildne corona-krisen.
Vi har også før den nuværende krise hørt argumenter af samme type fra borgerlige kredse: Vel skal vi investere mere i klimaindsats, men så må vi spare på velfærden.
Disse tanker er farlige. Hvis de sejrer, kan det betyde, at det seneste chok for verdensøkonomien låser os fast i den dybeste krise i hundrede år. Det risikerer at underminere demokratiet og forhindre os i at gøre dét, vi for et øjeblik siden var enige om, var det absolut nødvendige for klimaet.
Jeg mener, det er direkte uansvarligt IKKE at stifte større statsgæld for at redde både helbred, arbejdspladser og klima.
Det er forkert at forstå landets og verdens økonomi som en forstørret udgave af en privat husholdningsøkonomi.
Denne form for fejlagtig snusfornuft har imidlertid de seneste ti år i EU’s medlemslande været begrundelse for at svare på finanskrisen ved spare- og nedskæringspolitik.
Regningen for den uansvarlige finansspekulation, der lukkede millioner af arbejdspladser efter finanskrisen, blev betalt med nedskæringer i de udgifter, der var til særlig gavn for de mindst bemidlede. Samtidig blev der givet store skattelettelser til de mest velhavende.
Beskæftigelsen steg kun lidt, og uligheden voksede. Derfor mistede mange tilliden til såkaldt ansvarlige politikere.
Den franske økonom Thomas Piketty leverer i sit nyeste kæmpeværk ’Kapital og ideologi’ en overbevisende analyse af, at besparelser på velfærd og en stadig mere unfair fordeling af velstanden har givet medvind til nationalister og populister, der også tager næring ved at spille på frygten for de fremmede.
Det er et oprør mod de traditionelle politiske eliter, som mange føler sig svigtet af. Især har det været dyrt for de socialdemokratiske partier at lægge navn og ryg til en fælles politik i EU, som har presset lønmodtagerne, udhulet velfærdsordninger og skattesystem og derfor bidraget til markant øget ulighed.
De allermest velhavende selskaber og enkeltpersoner har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstandsfremgangen. Værst i USA, men også i Europa.
Lige nu er sparekursen sat på pause, og alle lande accepterer en kæmpestor ekstraordinær statsudgift for at undgå enorme tab af arbejdspladser og virksomheder på grund af akutindsatsen mod pandemien.
Men EU-landene har stadig stramme budgetlove, der hurtigt efter denne krise vil kræve udgiftsbegrænsning for at fjerne underskud på de offentlige finanser.
To af Danmarks mest kompetente og erfarne fagøkonomer, Christen Sørensen og Jørgen Rosted, forklarede i Politikens kronik 15. marts, hvorfor dette ikke giver mening, og hvorfor det er vigtigere for et land at have styr på sin betalingsbalance end at undgå stigende statsgæld.
Danmark bør gå ind i kampen for totalt at nedbryde EU’s stramme budgetkrav. Hele Europa får voldsomt brug for at føre en ekspansiv finanspolitik. Ellers bliver beskæftigelsen underdrejet, og vi blokerer for langsigtet social og klimamæssig ansvarlighed. Centralbankerne kan ikke uden hjælp fra finanspolitikken få økonomien i gang igen.
Da jeg gennem otte år i 1990’erne var finansminister, havde vi ikke brug for budgetlove for at føre ansvarlig økonomisk politik.
Dengang havde socialdemokrater og radikale en fælles definition af ansvarlighed, der var mere rationel, og som jeg håber vi sammen kan genbruge: Vi satte ikke nedbringelse af underskud før bekæmpelse af arbejdsløshed og ulighed.
Tværtimod. Vi gav plads til vækst i velfærd og satsede med succes på en politik, der bragte mange flere mennesker i arbejde og efterhånden afskaffede statens underskud uden socialt smertefulde nedskæringer: Underskud opstår, når mange er arbejdsløse og derfor behøver bistand fra samfundet i stedet for ar betale skat.
Underskud forsvinder, når virksomheder og borgere kommer i humør til at investere og forbruge; så kommer mange flere i arbejde, de skal ikke have sociale ydelser, men bidrager i stedet med øget skattebetaling.
Det er mere end nogensinde sund fornuft, at staterne har underskud. Dermed får de handlefrihed til at investere i klima, sundhed og social velfærd: Pengene kan for tiden lånes i den private sektor til mindre end nul procent i rente. Allerede før corona-krisen var den private opsparing, som staterne kan låne af, meget stor.
Nu bliver den endnu større, fordi krisen har skabt ny frygt for fremtiden, og børsudviklingen har hugget hårdt ind på værdien af folks pensionsopsparing. For at rette op på dét vil folk spare endnu mere. Det vil også tage tid, før virksomhederne atter sætter tilstrækkelig fart i investeringerne.
Hvis de private og staterne på samme tid sparer mere op, så får vi et varigt tab i omsætning og beskæftigelse. Derfor skal staten bruge flere penge, når de private bruger færre.
Det passer heldigvis perfekt til hastværket med at investere meget massivt i klimastabilisering. Der er kun kort tid tilbage til faktisk at bremse den globale opvarmning. Hvis vi tøver for længe, bliver opgaven – i bedste fald – både vanskeligere og dyrere at løfte.
Det var den britiske økonomi Keynes, der i 1930’rne formulerede, at staten skal sætte fart i omsætningen, ind til de private får optimismen tilbage. Franklin D. Roosevelt benyttede den recept til at bringe USA ud af sin hidtil dybeste depression.
Recepten er ikke forældet, selv om økonomer i den yngre generation er uddannet til at tro på de private markedskræfters vidunderlige egenskaber og tvivle på staternes evner til at bringe både fart og orden i økonomien.
Vi har imidlertid masser af historisk erfaring, der viser, at staterne skal trække økonomien op af de dybe huller, der skabes af utøjlede spekulationsbølger og naturkatastrofer.
Sådan bliver det nødvendigvis også denne gang. Men når den private sektor atter bliver i stand til at levere høj beskæftigelse og bæredygtig vækst, bliver det ikke byrdefuldt for os at få statens gæld ned igen.
Det er i øvrigt særligt let i Danmark, fordi den danske stat – sammenlignet med andre EU-lande – har en uforholdsmæssigt stor pulje af udskudt skat til gode i den vældige pensionsopsparing, der frigøres i de kommende årtier. Opbygningen af arbejdsmarkedspensioner gennem de seneste 30 år har gjort det helt forsvarligt at køre med større statsunderskud i det nuværende årti.
Det seneste år har vi haft et vældigt positivt ryk i forståelsen af, hvorfor vi hurtigt og massivt skal bidrage til at bremse klimaforandringen.
Temaet kom til tops i sidste års valgkamp og på den nye regerings program. Den aktuelle sundhedskrise må som nævnt ikke føre til mindre klimahandling.
Lige nu handler det om at sikre, at sundhedssystemet har kapacitet til at redde livet for os ældre ved at inddæmme smittespredningen.
Det er jeg selvfølgelig som 74-årig taknemmelig for. Men det er en endnu større og vigtigere opgave at undgå, at vores børn og børnebørn som følge af klimaforandringen skal udsættes for meget større katastrofer end den, der rammer lige nu. Derfor må vi ikke lade os lamme af summen af udfordringer. Kyndige folk har fortalt, hvordan det skal gribes an:
Det er uforandret nødvendigt at optrappe til en høj CO2-afgift, som foreslået af de mest klimakloge økonomer.
Selvfølgelig skal vi først have erhvervslivet i gang igen. Men hvis vi skal have den mindste chance for at nå det meget ambitiøse mål om CO2-reduktion om 10 år, skal der lægges en fast plan for en stabilt stigende afgift frem mod 2030.
Så snart virksomheder og borgere ved, at afgiften ender højt i løbet af 10 år, begynder de straks at investere i bæredygtige løsninger.
Vi skal nå de høje mål. Det er et politisk løfte. Vi knap seks millioner danskere påvirker klimaet lige så meget som hundred millioner afrikanere.
Vi skal også nå det, fordi det vil tilskynde og hjælpe dansk erhvervsliv til at komme i front på mange flere områder med bæredygtige løsninger, som hele verden får brug for.
Vi har solide erfaringer med at skabe jobs og indtjening ved at stille høje krav til, hvad der skal udrettes i Danmark. Det var udgangspunkt for Danmarks store eksportsucceser inden for medicinalindustri og vindenergi.
Vi må ikke ryste på hånden af frygt for, at virksomheder ikke overlever, at folk ikke kan forstå nødvendigheden, eller at den sociale profil bliver for skæv. Vi skal tværtimod med sikker hånd gøre det storstilede sociale ingeniørarbejde, der forhindrer disse konsekvenser.
Vi skal forhindre, at de mest CO2-belastende virksomheder bare flytter ud af landet og forurener videre andre steder.
De og deres medarbejdere skal have opbakning og tilskyndelse til at forvandle arbejdspladserne fra sort til grønt. Det kræver særlige overgangsordninger, og EU skal ikke have lov til at kalde det ulovlig statsstøtte, for alle landene får brug for dette håndtag.
Vi skal desuden bruge en stor del af midlerne fra en CO2-afgift til at lette skatten i bunden af indkomstfordelingen, så det samlede resultat bliver ikke større, men mindre ulighed. Vi kommer simpelt hen ikke til at fastholde et flertal af borgerne om en ambitiøs klimaomstilling hen over folketingsvalgene i 2024 og 2028, hvis ikke denne omstilling går hånd i hånd med en udvikling hen imod større lighed og social retfærdighed.
Vi skal overvinde frygten for, at skat på CO2 udhuler statens indtægter, fordi der hurtigt bliver mindre CO2 at beskatte; det skal man selvfølgelig håbe på.
Men det betyder efter al erfaring også, at de mere klimavenlige løsninger hurtigt bliver så meget billigere, at man uden at påføre borgerne store byrder kan introducere nye afgiftsformer.
Vi skal udforme en ny samlet transportbeskatning, hvor afgifterne varierer efter energiform, samt sted i landet og tidspunkt på dagen, hvor køretøjet er i brug. El-biler kan ikke tåle afgift i dag, hvis vi hurtigt skal have flere af dem. Men om få år, når de har overtaget hele nybil-markedet, vil de blive langt billigere at anskaffe, og så kan de bære en afgift.
Vi skal også overvinde frygten for at miste statsindtægter ved at stoppe for ny licenser til at bore i Nordsøen. Boring efter olie og gas på dansk område frem til 2060 kan ikke forenes med troværdige klimaambitioner, når vi ved, at forudsætningen for en bæredygtig verden er, at vi er holdt op med at bruge fossile brændstoffer i 2050! I øvrigt er der al mulig grund til at tro, at olie og gas længe før bliver en stadigt dårligere forretning.
Mange frygter, at konsekvent klimaløsning kræver afkald på det gode liv og stop for vækst. Vi var nogle, der i 1977 skrev i Socialdemokratiets principprogram, at der er grænser for vækst i kvantitet, men ikke grænser for vækst i kvalitet. Omsat til nutiden betyder det:
Vi kan ikke fortsætte med den hidtidige form for vækst; men vi kan godt have vækst, hvis vi i god tid inden 2050 har opfyldt tre grundlæggende forudsætninger: 1/ erstattet al brug af fossile brændstoffer af vedvarende energikilder, 2/ har skabt systemer og metoder til at forvandle stort set alt affald til genbrug og 3/ har plantet en masse flere træer, end vi har fældet.
Når vi taler bæredygtighed, kan vi også sagtens have vækst i sundhed, uddannelse og omsorg for børn og gamle; men det betyder, at vi skal give afkald på lidt af det andet. Jeg tror egentlig, at de fleste meget gerne vil investere mere i sundhed for at være bedre rustet til en næste corona-krise og til en uundgåelig udvikling, hvor bakterier bliver resistente over f.eks. penicillin, og nye svar skal forskes og udvikles.
Hen ad vejen er der indlysende muligheder for at forbedre statens skatteindtægter: Vi skal have større bidrag til fællesskabet fra multinationale giganter og multimilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden de seneste årtier.
Det skal vi både for at reducere gæld og imødegå uligheden – Derfor er de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.
Her bør vi også gå i front i EU, og mon ikke summen af udfordringer får flere og flere lande til at melde sig på hold med os. Hjemme i Danmark kan vi desuden skaffe et betydeligt bidrag til finansiering ved at genopbygge vores ødelagte skattesystem, så snyd, omgåelse og restancer effektivt bekæmpes.
Indlægget blev bragt som kronik i Politiken 18. marts 2020
Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater
Læs min anmeldelse af ‘Kapital og ideologi’ i Information 10. marts 2020. Slår du hovedet mod betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor.
Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt
Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier. S-partierne har lidt store tilbageslag til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret. Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk om ’Kapital og Ideologi’ være pligtlæsning for socialdemokrater.
Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle.
De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistoriens med dé ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.
’Du ved jo godt, at der bag en enhver stor formue ligger en forbrydelse’. Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi , da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion. Det var en forståelig kommentar til tilstanden i dé samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.
Piketty påviser imidlertid. at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget store del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet nok så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder. Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for tredive år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed.
Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene– og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv. På denne måde blev skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse, også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.
Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen. Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkernes amok-løb bragte os en finanskrise, og den uregulerede, ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise.
Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange.
Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, men de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå. Piketty påpeger, at den sociale mobilitet er i nutiden meget begrænset. Det er Ikke fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.
’Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge’ svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.
Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – bl.a. i kraft af deres ejerskab til massemedier.
De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer var ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.
Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.
Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år. Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer af temaet økonomisk demokrati.
Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højre-populisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed.
Ny forståelse om verdens tilstand?
Indlæg i Berlingske marts 2020
De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.
Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.
Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.
Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.
Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden.
Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.
Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe?
Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.
Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.
Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø. Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.
Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.
Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid.
Letter of Concern to all Governments of Europe
Efter Folketinget …
Jeg bliver ofte spurgt, hvad tager jeg mig til efter Folketinget. Jeg holder foredrag, skriver artikler og optræder i TV og radio. På DK4 har jeg f.eks. sammen med Uffe Ellemann programmet ’Uffe og Mogens om verden’.
Jeg var formand for FN’s Generalforsamling, da DE 17 VERDENSMÅL blev vedtaget, og vi fik KLIMAAFTALEN I PARIS i hus. Derfor har jeg med helt særligt engagement hundredvis af gange i alle slags forsamlinger talt om, hvordan vi når at afværge klimaophedning og skabe en bæredygtig fremtid.
Jeg holder også foredrag om International politik med udgangspunkt i samtalebogen DU STORE VERDEN som Mette Holm har skrevet med Uffe og mig.
Nu kommer også en række foredrag om mine nyligt udkomne ERINDRINGER – HOLDNING OG HANDLING, der fortæller om livet med oplevelser og erfaringer fra 56 års politiske virke
Foredragsaftaler administreres af forfatterforedrag.dk
Dagpenge på dagsordenen
Indlæg i Berlingske 5. februar 2020
Jeg vil ikke anfægte Statsministerens prioritering: Først gælder det klimaindsats og adgang til førtidig folkepension for de nedslidte.
Men det er ubestrideligt, at der er behov for også at gøre op med udhulingen af dagpengene.
Vi indførte engang et system med god dækning, fordi ingen skulle tvinges fra hus og hjem, når de blev ramt af ledighed. Vi mente, at der var job med så ringe i løn og arbejdsvilkår, at vi ikke ville have dem. Vi mente vi kunne skabe et samfund, der var stærkt nok til at få folk i arbejde til en anstændig løn.
Med arbejdsmarkedsreformerne 90’erne fik vi de ledige i job ved at give dem gode tilbud, de ikke kunne afslå; om opkvalificering og jobtræning og om pligt til aktivt at søge arbejde. Vi udhulede hverken lønnen eller dagpengene – og der blev sikret anden ordentlig forsørgelse til dem, der opbrugte deres dagpengeret.
Hvorfor er så meget forringet de seneste tyve år? Fordi vi i har haft regeringer, der mente at ret og pligt ikke var nok til at få folk til hurtigt at skaffe sig et andet arbejde. Finansministeriets regnemodeller opererer med en antagelse, om at mange arbejdsløse tøver med at tage arbejde, når dækningen ved ledighed er ’for god’.
Lavere dagpenge eller tab af dagpengeret kan selvfølgelig få nogen til hurtigere at søge et job med meget lavere løn end før. Men det var netop. hvad vi oprindeligt ikke ønskede. Desuden betyder de stramme rådighedsregler som forudsætning for at hæve dagpenge nok så meget for at sikre aktiv jobsøgning,
Dagpengesatsen var i mange år reguleret næsten i takt med lønudviklingen for de beskæftigede – i praksis årligt 0,3 pct. mindre stigning end lønnen. Det er den bedste automatiske regulering, vi nogensinde har haft.
Men denne regulering er de seneste to årtier undermineret fra to sider:
Man har kraftigt lettet skatten for de beskæftigede ved det såkaldte beskæftigelsesfradrag, som jo ikke gives til de ubeskæftigede, uanset om den manglende beskæftigelse skyldes for dårlige kvalifikationer, sygdom, invaliditet eller høj alder!
Desuden halverede Lars Løkkes regering dagpengeperioden til to år 2011, og året efter gennemførte Corydon og Vestager en aftale med Venstre om at udhule den automatiske regulering med ekstra 5 pct. frem til 2023.
Konsekvensen er, at færre melder sig i A-kasse og forlader sig på kontanthjælp. Samtidig forlader grupper med lav ledighed A-kasserne og tegner i stedet privat arbejdsløshedsforsikring.
I de faglige A-kasser betaler alle samme kontingent, uanset ledighedsrisikoen i deres fag. Med den nuværende lave ledighed ville statskassen faktisk spare penge, hvis disse grupper blev i A-kasserne, fordi medlemskontingentet reelt overstiger dagpengeudgifterne. Når mennesker med lav ledighed forlader systemet, taber statskassen. Og hvis mange med høj ledighed melder fra og forlader sig på kontanthjælp, så taber statskassen også.
Så der er mange gode argumenter for at rette op på dagpengene.
Forleden lød det som om De Radikale var blevet positive over for en opretning. Det var overraskende, fordi de under Lars Løkke og Helle Thorning var henholdsvis ivrige medløbere og direkte frontløbere til alle de skridt, der har forringede dagpengene. Men efter få dage de svingede de rundt igen med en bemærkning om at de kun ville støtte, hvis det ikke gik ud over ´arbejdsudbuddet´.
De Radikale er jo i egen bevidsthed de eneste virkeligt ansvarlige i dansk politik. Jeg ser det anderledes. De sidder fastlåst som kustoder for de tvivlsomme eller direkte misvisende modelberegninger, Finansministeriet de seneste to årtier har anvendt, som forudsætter at de ledige bliver mere dovne med at søge job, når deres økonomi forbedres. Lige så lidt som de andre borgerlige har De Radikale erkendt, at vi for længst har over-anvendt ’dovenskabsargumentet’ til skade for solidaritet og social tryghed. De vil ikke forstå, at de stramme regler om arbejdssøgning som forudsætning for at få dagpenge er tilskyndelse nok. De vil i øvrigt heller ikke forstå at den reelle udfordring for at øge arbejdsudbuddet måles dårligt ved alene at tælle arme og ben. Det handler om, hvordan vi tilstrækkeligt hurtigt kan give folk de kvalifikationer, som kræves på den ny tids arbejdsmarked, så der er efterspørgsel efter deres arbejdstimer.
Vi skal gøre op med forældede regnemodeller og genbesøge de gode argumenter, hvormed vi for få år siden roste et godt dagpengesystem som en afgørende del af den højt besungne Danske Model.
Det var dén model, som S og R i fællesskab så succesrigt fornyede med den aktive arbejdsmarkedspolitik i 90’erne – uden at udhule de arbejdsløses vilkår.
Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden
Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020
I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident.
Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.
Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.
Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.
Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.
Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.
Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.
Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).
Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.
Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.
(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar)
Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen
Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar
Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.
De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende.
Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.
Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.
Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?
Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.
Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.
Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.
AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.
De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.
Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.
Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!
De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er
– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.
– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.
– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.
– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.
Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.
Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.
Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.
Podcast med Holger K og mig #4
Holger K. Nielsen og jeg peger på topøkonomers spændende opgør med stram budgetpolitik. Og med vores baggrund som tidligere udenrigsministre forklarer vi den store fare ved Trumps aggressive Iran-politik. Lyt med her 👂🏼
