Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
Holger K. Nielsen og jeg peger på topøkonomers spændende opgør med stram budgetpolitik. Og med vores baggrund som tidligere udenrigsministre forklarer vi den store fare ved Trumps aggressive Iran-politik. Lyt med her 👂🏼
Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020
Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.
Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.
Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.
Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.
DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.
Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl
Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien
Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.
DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.
Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.
Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.
AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.
Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.
Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.
Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.
Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.
Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.
I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.
På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.
Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.
Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.
Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.
Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016).
Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt,
Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.
Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.
Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.
Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.
Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.
Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.
Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-
På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.
Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.
Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.
Debatindlæg i Politiken mandag d. 22. juli 2019
MIT FØRSTE besøg på Cuba var i 1987. Da vi kom hjem, skrev Jytte Hilden og jeg en artikel, der i de følgende 32 år er blevet misbrugt af borgerlige propagandister til at påstå, at vi hyldede Castros kommunistiske styre.
Men hvad skrev vi egentlig? Vi påpegede, at den cubanske revolution var gennemført af folket selv, mens diktaturet i Østeuropa var etableret med magt af Sovjetunionen, og at stemningen hos mennesker i Havanna var anderledes positiv og afslappet end i Østberlin.
I 1987 havde Castros styre endnu lidt af den gamle revolutionære glans, selv om det hverken havde sikret cubanerne rimelig levestandard eller politisk frihed. Trods stor fattigdom havde Cuba dog et velfungerende sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Men samfundets økonomi var i ruiner. Det kørte kun rundt, fordi Sovjetunionen gav overpris for sukkeret fra øen og leverede olie til underpris.
Castro formåede ikke at skabe en holdbar økonomisk udvikling, og cubanerne led utrolige afsavn, da Sovjetunionen kort efter brød sammen og subsidierne derfra ophørte.
Armoden blev også næret af USA’s brutale blokade. USA var den store, nære, naturlige handelspartner, der ikke accepterede handel med Cuba. Og man straffede resten af verdens skibsfart og virksomheder, hvis de formastede sig til at handle med Cuba.
Den såkaldte Helms-Burton-lov forbød rederier, der anløb Cuba, at anløbe amerikanske havne i seks måneder. Den form for økonomisk-politisk imperialisme blev fordømt af det meste af verden – også Danmark og EU. Men virksomhederne havde ikke råd til at miste det store amerikanske marked for at handle med det lille Cuba. Så blokaden virkede i retning af at fastholde Cuba i isolation og fattigdom. Blokaden gjorde det tilmed lettere for Castro at begrunde ufriheden derhjemme med nødvendigheden af et højt beredskab over for de amerikanske fjender.
ANDEN GANG, jeg besøgte Cuba, var i juni 2016 som formand for FN’s Generalforsamling.
Besøget havde to formål. For det første skulle jeg sammen med bl.a. generalsekretær Ban Ki-moon og de fleste latinamerikanske stats- og regeringschefer være med til næstsidste fase af processen med at afslutte 50 års blodig borgerkrig i Colombia mellem landets regering og oprørsbevægelsen Farc. Cuba og Norge havde på FN’s vegne bidraget til denne fredsproces, den nye pave ligeså. Det var bevægende at opleve lettelsen og glæden hos alle over, at der endelig var lys forude for Colombia.
For det andet skulle jeg mødes med bl.a. Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, om den generelle FN-dagsorden.
I samtalerne kom vi naturligvis også ind på den glædelige afspænding og åbning af samkvem mellem USA og Cuba, som efter næsten seks årtiers konflikt var blevet beseglet med præsident Obamas besøg i Havanna tre måneder forinden.
Jeg spurgte den cubanske udenrigsminister, om han kunne bekræfte, at Fidel Castro for mange år siden sagde, at forholdet mellem USA og Cuba først ville blive normaliseret, når vi fik en latinamerikansk pave og en sort præsident i USA. Fra Castros side var det i givet fald nok ment som noget i retning af, at det ikke ville ske, før helvede frøs til is.
Bruno Rodriguez sagde, at han selv havde spurgt Fidel, om han virkelig havde sagt sådan engang; den meget gamle mand kunne ikke selv huske det, men han har sandelig også sagt utrolig meget i tidens løb. Uanset om historien er sand eller opdigtet, så var kendsgerningen, at den amerikansk-cubanske forsoning blev etableret under en sort amerikansk præsident og med bistand fra den første latinamerikanske pave, den argentinske Frans.
I 2016 var der store forventninger hos den jævne cubaner om, at de værste økonomiske afsavn kunne mildnes og landet åbnes for handel. Investering og meget mere turisme fra USA.
Mange havde håb om, at åbningen også kunne blive begyndelsen til afviklingen af det kommunistiske partis jerngreb om landet.
I det eksilcubanske samfund i USA, der stenhårdt havde støttet mange årtiers boykot af Cuba, var der også opbrud i tankegangen og forventninger til et nyt nærmere samkvem. Men Obama fik ikke Kongressen med på at afvikle al blokadelovgivning rettet mod Cuba, før han forlod Det Hvide Hus.
På FN’s generalforsamling i november 2016 stemte 189 medlemslande ellers for en opfordring til USA om at afvikle al blokade mod Cuba. Kun USA og Israel stemte imod, og Obama-regeringen tøvede kun på grund af trægheden i Kongressen.
ET PAR måneder senere hed præsidenten i USA Donald Trump. Og uden synlig rationalitet og eftertanke, men drevet af et glødende had til Obama satte han sig for at slette alle spor efter sin forgængers indsats. Det voldsomste og krigeriske udslag er ødelæggelsen af atomaftalen med Iran. Men Trump har også destrueret alle fremskridt i forholdet mellem USA og Cuba og endda strammet skruen yderligere.
Helms-Burton-lovens blokadebestemmelser for skibsfart og handel er genindført og skærpet med en obskur paragraf: Alle udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, kan straffes af USA, hvis handlen berører nationaliseret ejendom.
Bestemmelsen er aldrig før aktiveret, fordi resten af verden protesterede voldsomt, og den blokerer for Cubas muligheder for at få fødevarer, medicin og mange andre nødvendige varer udefra. Endnu en gang går det hårdest ud over den jævne borger i Cuba.
Den amerikanske blokadepolitik over for Cuba er nu i endnu mere massiv konflikt end nogensinde før med alle hidtil respekterede regler for international samhandel.
Der er et stort behov for, at ikke mindst EU – herunder også den danske regering – træder i karakter over for Trump-regeringens misbrug af handelspolitikken til en voldsom kæde af økonomiske straffeaktioner mod udenlandske virksomheder, der – i overensstemmelse med den gældende internationale retsorden – handler med lande, som Trump lægger for had, såsom Iran og Cuba, og for den sags skyld alle hans øvrige brud på frihandlens love og regler.
Opinion i Berlingske 18. juli 2019
Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.
Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.
Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.
Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten.
Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker.
Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015.
Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.
Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.
Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.
Vi er 37 europæiske forhenværende udenrigsministre og andre udenrigspolitiske personligheder, der har underskrevet en appel til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og de 28 udenrigsministre om respekt for folkeretten og at bekræfte de anerkendte forudsætninger for en retfærdig fred mellem Palæstina og Israel. Trumps støtte til Netanyahus planer vil aldrig bringe fred.
Henvendelsen er bl.a. gengivet som debatindlæg i Politiken. Læs det her
Uffe Ellemann-Jensen og jeg blev for nylig interviewet i Euroman i anledningen af vores og Mette Holms bog, ‘Du store verden’
Denne kommentar udkom, mens jeg var til konference i internetforslrækkede Kina, hvor både facebook og twitter er forbudt, og VPN totalt spærret pgra en stor importudstilling. Derfor deler jeg først nu.
Kina bliver stadig stærkere og mere selvbevidst – og har vanskeligt ved at respektere et Europa, der tosser uenigt rundt med Brexit hængende over hovedet og også kæmper med andre alvorlige brydninger. Interessant i øvrigt, at Boris Johnsons bror mener at Mays regering sejler katastrofalt …
Vi må værne vort demokrati!
I oktober udkom Du store verden – en samtale mellem Uffe Ellemann-Jensen og mig, modereret af Mette Holm. Forordet kan smuglæses her, og 1. kapitel her. Bogen er blevet overmåde godt modtaget, bl.a. af Mandag Morgen
Oprustningsspiraler er og bliver krigstrusler, men der er brug for fred i Mellemøsten gennem balance og forsoning mellem Iran og arab-staterne.
En faretruende oprustning er i gang verden over. Værst er det i Mellemøsten, hvor de rige arabiske stater langs Golfen bruger helt ufattelige midler på at indkøbe avancerede amerikanske våben.
Alene Saudi-Arabien har nu efter nogle opgørelser et større militærbudget end Rusland!
De arabiske golf-landes styrker bomber med deres enorme moderne udstyr løs i Yemen; rammer skoleudflugter, børnehaver, bryllupper og sygehuse og de afskærer for en international indsats mod sult, nød og kolera. 20 millioner mennesker er ramt den værste og mest grusomme humanitære katastrofe, vi har i verden i dag. Det er katastrofalt, at hverken USA eller Europa lægger ikke alvorligt pres på dem for at holde op!
Det hænger sammen med, at den amerikanske Mellemøstenpolitik er blevet langt mere enøjet med Trump ved roret i stedet for Obama.
Obama så, at der var brug for en åbning over for Iran og en balance i synet på Iran contra den arabiske verden og på shia contra sunni. Derfor var USA med daværende udenrigsminister John Kerry drivkraft i den første reelle våbenbegrænsningsaftale i mange år. Ved aftalen om det iranske atomprogram i 2015 accepterede Iran et kontrolleret stop for sine ambitioner om atomvåben, mod til gengæld at få fjernet de økonomiske sanktioner, der invaliderede landet.
Dét var ikke en særlig aftale mellem USA og Iran, men en aftale også med Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU, der blev enstemmigt bakket op af FN’s Sikkerhedsråd, da man standsede sanktionerne mod Iran.
Denne historiske aftale er nu revet itu af Trumps aftalebrud og nye hvasse amerikanske sanktioner mod alle, der vil handle med Iran. Det hjælper russiske interesser ved at presse olieprisen i vejret, da der mangler iransk olie på verdensmarkedet. Og det skaber spænding og risiko for krig.
Trump opmuntrer Saudi-Arabien og Emiraterne til at købe endnu mere amerikansk militært isenkram, og han støtter betingelsesløst Netanyahu politisk og militært. Det er en direkte støtte til de saudiske og israelske høge, der overvejer krig med Iran
Fred i Mellemøsten kræver balance og forsoning i forholdet mellem Iran og arab-staterne – ikke at støtte den ene part i at vinde over den anden. Og det kræver en amerikansk politik for at standse besættelse, kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det er det absolut modsatte, vi ser nu.
Fra Euopas side må alt tænkeligt gøres for at standse driften mod krig mod Iran – og for at genskabe forudsætningerne for dén dialog også om andre konfliktlinjer, der var på vej med atomaftalen med Iran. På samme måde på Europa træde ind og støtte palæstinenserne politisk og økonomisk, så deres håb om frihed og retfærdighed ikke fuldstændigt trædes uden fode af Trump og Netanyahu.
Skal vi virkelig ruste op til 2 pct.?
Trump prøver at få NATO-partnerne til at bruge langt større midler på indkøb af amerikanske våben. Man får let indtryk af,at det mere er tvivlsomt projekt for at styrke beskæftigelse og indtjening end det er et bidrag til en mere sikker verden.
Der erbrug for, som Danmark er i gang med, at værne sig mod ny trusler som angreb i cyberspace – det vil sige at beskytte alle de vitale samfundsfunktioners IT-system mod angreb, der ødelægger el, vand, kommunikation osv. Vi investerer i cyber-forsvar, men også i Arktis, mod meningspåvirkning og meget andet i det nye forsvarsforlig, Men vi ender meget lavere end de meget omtalte 2 procent. Hvis vi ville nå dertil, så ville det koste 10 milliarder på velfærd eller skatter. Derfor er det ikke indholdet i det nye forsvarsforlig.
Risikoen er også, at en forstærket oprustning på krudt og kugler bliver til en ond cirkel, hvor den formodede fjende så også ruster i endnu stærkere tempo.
Vesten er allerede Rusland langt overlegen i militær slagkraft. Hvis Tyskland realiserede Trumps krav om oprustning, så ville Tyskland alene have et større militærbudget end Rusland.
Putins adfærd gør det desværre nødvendigt at true med mere oprustning. Men vi skal samtidig med aldrig svigtende opfindsomhed søge nye veje til våbenbegrænsningsaftaler med Rusland: Aftaler, hvor begge parter afstår fra at udvikle nye farlige våben – ikke mindst atomvåben og kemiske og biologiske våben. Der er akut brug for at genoplive aftalerne fra 1990’erne om gensidig inspektion. Vejen er sikkert lang og besværlig, og den bliver næppe betrådt, så længe vi endnu har Trump i Det Hvide Hus. Men vi i Europa må tænke på tiden efter.