Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.
Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse
I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.
Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan.
Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak.
Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.
Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand
Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak: Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda. Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.
I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland.
I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.
’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.
Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten.
Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion
Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak.
FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen. Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.
Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident.
I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.
Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,
Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam. Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.
Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.
Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.
Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger
Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred.
Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre.
Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser.
Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.
I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.
En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.
Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.
Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem.
Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt.
Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet.
Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer.
Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.
DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage.