Du store verden

19 oktober udkommer Du store verden – en samtale mellem Uffe Ellemann-Jensen og mig, modereret af Mette Holm. Forordet kan smuglæses her, og 1. kapitel her.

Mere krig i Mellemøsten?

Oprustningsspiraler er og bliver krigstrusler, men der er brug for fred i Mellemøsten gennem balance og forsoning mellem Iran og arab-staterne.

En faretruende oprustning er i gang verden over. Værst er det i Mellemøsten, hvor de rige arabiske stater langs Golfen bruger helt ufattelige midler på at indkøbe avancerede amerikanske våben.

Alene Saudi-Arabien har nu efter nogle opgørelser et større militærbudget end Rusland!

De arabiske golf-landes styrker bomber med deres enorme moderne udstyr løs i Yemen; rammer skoleudflugter, børnehaver, bryllupper og sygehuse og de afskærer for en international indsats mod sult, nød og kolera. 20 millioner mennesker er ramt den værste og mest grusomme humanitære katastrofe, vi har i verden i dag. Det er katastrofalt, at hverken USA eller Europa lægger ikke alvorligt pres på dem for at holde op!

Det hænger sammen med, at den amerikanske Mellemøstenpolitik er blevet langt mere enøjet med Trump ved roret i stedet for Obama.

Obama så, at der var brug for en åbning over for Iran og en balance i synet på Iran contra den arabiske verden og på shia contra sunni.  Derfor var USA med daværende udenrigsminister John Kerry drivkraft i den første reelle våbenbegrænsningsaftale i mange år. Ved aftalen om det iranske atomprogram i 2015 accepterede Iran et kontrolleret stop for sine ambitioner om atomvåben, mod til gengæld at få fjernet de økonomiske sanktioner, der invaliderede landet.

Dét var ikke en særlig aftale mellem USA og Iran, men en aftale også med Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU, der blev enstemmigt bakket op af FN’s Sikkerhedsråd, da man standsede sanktionerne mod Iran.

Denne historiske aftale er nu revet itu af Trumps aftalebrud og nye hvasse amerikanske sanktioner mod alle, der vil handle med Iran. Det hjælper russiske interesser ved at presse olieprisen i vejret, da der mangler iransk olie på verdensmarkedet. Og det skaber spænding og risiko for krig.

Trump opmuntrer Saudi-Arabien og Emiraterne til at købe endnu mere amerikansk militært isenkram, og han støtter betingelsesløst Netanyahu politisk og militært. Det er en direkte støtte til de saudiske og israelske høge, der overvejer krig med Iran

Fred i Mellemøsten kræver balance og forsoning i forholdet mellem Iran og arab-staterne – ikke at støtte den ene part i at vinde over den anden. Og det kræver en amerikansk politik for at standse besættelse, kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det er det absolut modsatte, vi ser nu.

Fra Euopas side må alt tænkeligt gøres for at standse driften mod krig mod Iran – og for at genskabe forudsætningerne for dén dialog også om andre konfliktlinjer, der var på vej med atomaftalen med Iran. På samme måde på Europa træde ind og støtte palæstinenserne politisk og økonomisk, så deres håb om frihed og retfærdighed ikke fuldstændigt trædes uden fode af Trump og Netanyahu.

Skal vi virkelig ruste op til 2 pct.?

Trump prøver at få NATO-partnerne til at bruge langt større midler på indkøb af amerikanske våben. Man får let indtryk af,at det mere er tvivlsomt projekt for at styrke beskæftigelse og indtjening end det er et bidrag til en mere sikker verden.

Der erbrug for, som Danmark er i gang med, at værne sig mod ny trusler som angreb i cyberspace – det vil sige at beskytte alle de vitale samfundsfunktioners IT-system mod angreb, der ødelægger el, vand, kommunikation osv.  Vi investerer i cyber-forsvar, men også i Arktis, mod meningspåvirkning og meget andet i det nye forsvarsforlig, Men vi ender meget lavere end de meget omtalte 2 procent. Hvis vi ville nå dertil, så ville det koste 10 milliarder på velfærd eller skatter. Derfor er det ikke indholdet i det nye forsvarsforlig.

Risikoen er også, at en forstærket oprustning på krudt og kugler bliver til en ond cirkel, hvor den formodede fjende så også ruster i endnu stærkere tempo.

Vesten er allerede Rusland langt overlegen i militær slagkraft. Hvis Tyskland realiserede Trumps krav om oprustning, så ville Tyskland alene have et større militærbudget end Rusland.

Putins adfærd gør det desværre nødvendigt at true med mere oprustning. Men vi skal samtidig med aldrig svigtende opfindsomhed søge nye veje til våbenbegrænsningsaftaler med Rusland: Aftaler, hvor begge parter afstår fra at udvikle nye farlige våben – ikke mindst atomvåben og kemiske og biologiske våben.  Der er akut brug for at genoplive aftalerne fra 1990’erne om gensidig inspektion. Vejen er sikkert lang og besværlig, og den bliver næppe betrådt, så længe vi endnu har Trump i Det Hvide Hus. Men vi i Europa må tænke på tiden efter.