Tag: Vladimir Putin

Udgivet den

Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse

Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:

Nyt fra Ukraine

Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.

Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.

De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,

Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed. 

Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for. 

I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.

Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.

’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin.  Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.

Udgivet den

Is ANY of this sane?

Some analysts seem to believe that there are elements of sanity to US president Donald Trump’s foreign policy. I totally disagree. Read my full article below:

Is any of this sane?

January 29th, 2025

Exactly like in 2017, some right-wing opinion leaders in Danish media are trying to convince us that Trump might not be totally mad; that there is a core of rationality, and that he just has this bombastic way of expressing himself.

I understand they believe that Trump will settle for concessions in Greenland regarding more American military presence and mineral extraction. But then Trump’s rants about taking over Greenland don’t make sense: The US asking for stronger military and economic protection against Russian and Chinese influence is kicking in an open door. Also, Denmark has also finally increased pace and force of its contribution to the defense of Greenland. The reports from both Trump sr. and jr. about Greenlanders’ alleged dream of becoming Americans clearly indicate a megalomaniac’s goal of a globe with UNITED STATES OF AMERICA written boldly on the world’s map of Greenland’s 2.3 million km2. The means will probably be a mixture of economic pressure and promises – and a massive attempt to influence public opinion in Greenland. There seem to be similarities with Russia’s recent interference with elections in Moldova

There is much evidence that Trump along with Russia’s Vladimir Putin and China’s Xi Jinping believes in the right of a great power to subjugate what they consider to be their neighbouring areas or sphere of interest. Therefore, trump may also appreciate Putin’s similar desire in Ukraine and Xi’s in relation to Taiwan.

In any case, his first focus has been to get Canada, Mexico, Panama and Greenland under his heel with economic or military power. The fierce threats of punitive tariffs against Colombia recently is proof that all of Latin America is expected to comply as well.

*

The Trump-sane-washers also seem to believe that plans to impose tariffs on goods from other countries are simply a ploy to be avoided with reasonable concessions of a different kind to Trump. Fortunately, it mayend up like that, but only if the rest of the world stands together to resist and resolutely respond to the American president’s abuses.

This requires unprecedented solidarity within Europe – including Great Britain, and closer cooperation with other parts of the world that are in the cross hairs of the White House.

But splitting European cooperation through support of national ultra-right parties in Europe is precisely what trump and his best buddy and efficiency spearhead Elon Musk are aiming at. 

There is no indication that Trump realises that he has to stop before he, in violation of all international law and all consideration for old allies, annexes e.g. Greenland and the Panama Canal and triggers a global war on tariffs: Over decades Trump has insisted on the excellence of tariffs, because they are a tax on foreigners which can fund tax breaks for Americans – the wealthiest in particular. This whole scheme seems to be based on the unrealistic expectation that the world will not dare to react to a tariff attack from the United States. This is voodoo economics, which will inevitably result in an enormous loss of wealth, both for trading partners and for the United States itself.

But what will Trump demand in return for mitigating the tariff threat? Most likely a stop to regulating and taxing his friends among US’ corporate giants, a demand that Europe buy fossil fuels from the United States, way into in the future, while emptying the European treasury through incredibly large purchases from the American arms industry:

In other words, concessions that are even worse than tariff walls, because we will cut ourselves off from competing with American high technology, be prevented from reigning in climate change in time, be forced to cut welfare and finally give up supremacy of democracy over the oligarchs.

*

Some right-wing opinion leaders are shocked by Trump’s foreign policy course, but believe that much of his efforts on the home front make sense. How so? Is the total dismantling of restrictions on the billionaires’ rampage to hoard an even larger share of the nation’s wealth and monopolising opinion-making in favour of the MAGA movement in newspapers, TV and on social media okay? Is the attempt to cement a legal system that will always decide in favour of the president – even when Republican states gerrymandering, i.e. fiddling further with mapping of constituencies, making it even more difficult for a future majority against Trump to actually become a majority in the corridors of power? Don’t they see the threat to democracy itself?

*PS: By the way, I don’t believe that Trump wants war. But surrounding himself as he does, with ignorant and fanatical yes-men, while ridding his administration of all knowledgeable professional diplomats, dangerously increases the risk of war.

This is a translation of an opinion piece in the national Danish daily Berlingske

Find more of my articles in English here

Udgivet den

Der kommer en tid efter den nye kolde krig

Russians against Putin

Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:

Ny Kold Krig – hvad så bagefter?

Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.

Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.

Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær. 

Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.

Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.

Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland. 

Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.

Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:

For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.

For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.

Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.

Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.

Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022

Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine

Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons

Udgivet den

Krigens og oprustningens tidsalder

Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Putin blev opmuntret af Vestens svaghed

For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.

Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.

Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.

EU og NATO rykker tættere sammen

Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.

Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.

Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.

Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.

Krigen i Ukraine fortsætter

Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.

Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Putin agerer nu totalt rablende

Denys Shmyhal and Ingrida Šimonytė in Lugansk Oblast

Uanset, hvor langt Putin vil gå på sit erobringstogt, har han ind til videre også – formentlig stik mod hensigten – opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen og skabt enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 23. februar 2022. læs den her – eller nedenfor:

Tættere sammenhold i NATO og EU

Med den seneste optrapning i Donbass og den vedvarende massive opmarch af russiske styrker langs Ukraines grænser ser det nu unægteligt ud til stor invasion i Ukraine.

Der er ingen tvivl om, at Putin har den militære kapacitet til at erobre Ukraine. Uanset, hvor langt han vil gå på sit erobringstogt, så har han imidlertid opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen, og skabt en enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det var næppe hans formål.

Putin ved, at Vesten ikke går i krig over Ukraine, men at han udløser storkrig med hele NATO-alliancen, hvis et medlemsland angribes. Derfor kommer NATO ikke i åben krig med Rusland. Men i kølvandet på en russisk invasion af Ukraine vil vi opleve cyberangreb og andre undergravende operationer. Der kommer en ny lang og farlig kold krig med oprustning i både øst og vest.

Invasion vil medføre store tab af både ukrainske og russiske menneskeliv. Det vil have enorme økonomiske og militære omkostninger at erobre og besætte et land med 30-40 millioner fjendtligt sindede borgere. Prisen for Rusland vil være international isolation under en hidtil uset hård økonomisk sanktionspolitik fra Vesten. Sanktionerne vil rette sig særlig hårdt mod de herskende oligarker, der med Putin selv i spidsen har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstanden i Rusland de seneste 30 år.

Putins hjemlige opbakning daler

Sanktionerne vil sandelig også være kostbare for os – især hvis gasleverancerne fra Rusland stopper helt. Men for den ret beskedne russiske nationaløkonomi vil krig, besættelse, oprustning og sanktioner være en massiv overanstrengelse, der næppe kan andet end forstærke det igangværende fald i den folkelige opbakning til den russiske enehersker. Putins ny russiske imperium kan hurtigt vise sig lige så skrøbeligt som Sovjetunionen i 1980erne.

Jeg har hidtil været enig med en stor flok af de mest ruslandskyndige, der har ment, at Putin ville bøje af lige før invasion i Ukraine. Han har altid været skruppelløs, men hans hidtidige militære fremstød har alle været gennemført med relativt beskeden omkostning for Rusland, fordi en stor del af fodfolket er lokale kræfter, som Rusland har støttet – i Tjetjenien, Georgien, Krim, Donbass og Syrien. Invasion af Ukraine vil være en langt større omkostning i tabte liv, ødelagt økonomi og international isolation. Det handler ikke kun om forholdet til Vesten. Ruslands nye venner i Kina og Tyrkiet har egne interesser i at bevare et selvstændigt Ukraine og er imod forsøget på at ændre eksisterende grænser.

Det skaber en helt ny og farlig international ustabilitet, at Putin nu agerer totalt rablende og synes villig til at brænde alle broer og tåle større isolation. Frem til weekenden havde han ellers ved sine truende udspil fremkaldt en lind strøm af besøg og telesamtaler med vestlige ledere. Den ydmygende diplomatiske isolation, han følte sig ramt af siden annekteringen af Krim, var for en tid brudt, og der var gode ideer til afspænding på bordet:

NATO lukket for Ukraine

Jeg har i European Leadership Network (ELN) fulgt udviklingen af konstruktive forslag fra en gruppe af eksperter og tidligere beslutningstagere fra både vestlig og russisk side. ELNs forslag bygger på ideer, som Vesten har været åben overfor – om at genoptage regelmæssige møder mellem militærchefer fra USA, Rusland og NATO, orientere om og inspicere hinandens manøvrer og sætte fuld fart på allerede aftalte forhandlinger om strategisk stabilitet og cybersikkerhed, samt søge aftaler om stop af amerikansk og russisk missiloprustning i Europa. Hvis tillid på denne måde var genopbygget, kunne det overskygge principdiskussionen om Ukraines ret til at søge medlemskab af NATO: Vel kan NATO ikke nægte Ukraine at søge medlemskab. Men alle ved, at der ikke ville blive åbnet for dette medlemskab i nogen overskuelig fremtid. NATO kan ikke optage og forsvare et land, hvis grænser ikke er veldefinerede og internationalt anerkendt, og det et har Putin jo i realiteten for længst selv »ordnet« ved at annektere Krim – og nu også ved at løsrive de oprørske provinser i Donbass.

Det er fantastisk vigtigt, at Europa i den nuværende situation står tæt og tillidsfuldt sammen med Bidens USA. Men situationen kalder også på, at Europa permanent kan optræde meget mere enigt og løfte mere sikkerhedspolitisk. For hvad hvis den ultimative krise for amerikansk demokrati indtræder om tre år med genvalg af Trump? Trump er en løs kanon, når det gælder solidaritet i NATO; og han vil næppe tage det tungt, hvis hans ven Putin erobrer Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. februar 2022.

Mere fra min hånd om konflikten i Ukraine

Foto: Litauens og Ukraines ministerpræsidenter i Lugansk i februar 2022. Ukraines kabinet via WikimediaCommons

Udgivet den

Putin har brug for påskud til at neddrosle trusler mod Ukraine

Krisen i Ukraine udvikler sig næppe til storkrig, men der er brug for en vis tillidsopbygning mellem Putin og Vesten. Og Putins kontrol med Krim og dele af Ukraine er hans garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i NATO. Det handler min klumme i Jyllands-Posten om 15. februar 2021. Læs den her – eller nedenfor.

Næppe storkrig i Ukraine

Det er umuligt at gætte på, hvad der sker bare få dage frem. Alligevel vover jeg pelsen: Putins Rusland har utvivlsomt både færdige planer for og militær styrke til helt eller delvist at erobre Ukraine, og han ved, at dét ikke vil udløse krig med NATO: Vestens svar vil ’kun’ være at iværksætte de hidtil mest barske økonomiske sanktioner… og en lang, ny kold krig. Men militære angrebsplaner er ikke det samme som at beslutte angrebet. 

Måske er Putins militære opbygning blot endnu magtdemonstration, der skulle afprøve beslutsomheden i Vesten og holde Ukraine under vedvarende pres. Det er ikke tilfældigt, at USA’s og Europas reaktionsmønster testes i en situation, hvor Biden har hænderne fulde i sin globale styrkeprøve med Kina, er ydmyget af tilbagetrækningen fra Afghanistan og uden succes på hjemmefronten.

Rift om Putins opmærksomhed

Putin har med sin truende adfærd bragt sig i fokus som statslederen, der ustandseligt ringes op eller opsøges af vestlige ledere. Men samtalerne har også vist ham, at Vesten gennem NATO og EU står rimeligt samlet. Der er enighed om at svare på en invasion af Ukraine med meget voldsomme økonomiske sanktioner, der varigt vil svække Rusland og ekstra voldsomt ramme økonomien hos Putin personligt og milliardærerne blandt hans oligarkstøtter. Det må skræmme selv de hårdeste negle!

Enormt meget andet taler imod en storslået russisk invasion: Putin kan ikke vinde en relativt billig militær sejr. Han vil møde voldsom modstand fra et styrket ukrainsk militær, der har nye vestlige våben, og udsigt til indædt ukrainsk guerilla i erobrede områder. Det bliver meget blodigt og kostbart. Hans hidtidige militære interventioner fra Tjetjenien til Georgien, Krim, Donbass og Syrien viser en forkærlighed for ulmende, lavintensive konflikter, som holdes i gang uden store russiske investeringer i materiel og soldater, fordi de først og fremmest udkæmpes af Ruslands lokale allierede. I øvrigt er Putins annektering af Krim og hans reelle kontrol med de østukrainske områder i Donbass hans reelle garanti for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. NATO kan og vil ikke forpligte sig til at forsvare grænser, der ikke er internationalt anerkendte.

Krig om gassen

Putin kan uden militær indsats bruge gasforsyningen som våben mod Europa og Ukraine. Men det vil sætte fart i levering af store mængder nedfrosset naturgas fra USA, Qatar m.fl. og desuden være et enormt skub til at accelerere den grønne omstilling, så vi kan frigøre os fra fremtidigt behov for russisk energi: Langvarig krig om gassen vil føre til hurtigere nedslidning af det økonomiske fundament i et Rusland, der slet ikke er forberedt på en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.

Putin har brug for påskud til at neddrosle de militære trusler ved at få noget, der på hjemmebanen kan udlægges som indrømmelser. Det kan handle om fremskridt i forhandlingerne mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om den for længst lovede autonomi for de lokale russere det østlige Ukraine. 

Forhåbentlig kan forhandlinger mellem USA/Europa og Rusland også komme til at handle om afspænding via gensidige tilbagetrækninger af tropper og offensive våben fra nærområdet omkring Ukraine, ny aftaler om inspektion af militærøvelser og fastfrysning af arsenaler af offensive våben. Kort sagt aftaler om at bremse oprustning og genskabe et vist mål af gensidig tillid. Det turde være i alle parters fundamentale interesse. 

Klummen i Jyllands-Posten 15. februar 2022

Mere fra min hånd om Ukraine