Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater

Læs min anmeldelse af ‘Kapital og ideologi’ i Information 10. marts 2020. Slår du hovedet mod betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor.

Den ’røde blok’ af R, S, SF og El samlet om Piketty i Den sorte Diamant, da han i december 2014 var i København for at fortælle om sin forrige bog:  Lone Loklindt, mig, Piketty, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt-Nielsen.

Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt

Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier. S-partierne har lidt store tilbageslag til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret. Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk om ’Kapital og Ideologi’ være pligtlæsning for socialdemokrater.

Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle. 

De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistoriens med dé ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.

’Du ved jo godt, at der bag en enhver stor formue ligger en forbrydelse’. Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi , da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion. Det var en forståelig kommentar til tilstanden i dé samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.  

Piketty påviser imidlertid. at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget store del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet nok så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder. Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for tredive år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed. 

Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene– og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv. På denne måde blev skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse, også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.

Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen. Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkernes amok-løb bragte os en finanskrise, og den uregulerede,  ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise. 

Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange. 

Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, men de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå. Piketty påpeger, at den sociale mobilitet er i nutiden meget begrænset. Det er Ikke fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.

’Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge’ svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.  

Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – bl.a. i kraft af deres ejerskab til massemedier.

De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer var ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.  

Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.

Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år.  Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer af temaet økonomisk demokrati.  

Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højre-populisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed.