Tag: Mogens Lykketoft

Udgivet den

God modtagelse af mine erindringer

Det har være fornøjeligt at skrive erindringer fra et langt liv, men også givet anledning til mange eftertanker. Jeg har fokuseret på det vigtigste – politisk såvel som personligt.

Bogen har fået mange fine anmeldelser i aviserne (se nedenfor), de fleste bag betalingsmur, men her er link til fx bloggen Dette og hint, skrevet af en tilfreds læser, denne, skrevet af en en gammel kollega. Eller denne, som er skrevet af en nær veninde af anden politisk observans end jeg selv. I det hele taget har jeg fået mange personlige tilkendegivelser, som jeg er både glad og stolt over – og derfor her bringer i udpluk:

En skrev:

Nu er jeg selvfølgelig – i modsætning til visse anmeldere – begunstiget af rent faktisk at være interesseret i dansk politik. Jeg vil nu påstå, at rigtigt mange danskere ville have rigtig stort udbytte af at læse bogen. Uanset politisk interesse. Unge som gamle. Selvom jeg har kendt dig i mange år og indholdet i dele af bogen ikke er nyt for mig, så er der virkelig mange steder, at jeg lærte nyt. Både om dig, din rolle og om, hvad der er sket med Danmark igennem de seneste 50-60 år. Du har jo virkelig været med lige fra Krag og helt frem til i dag. Du har været med helt inde i kernen og stået fadder til mange vigtige dele af den velfærdsstat, som vi heldigvis stadig har i behold. Trods ihærdige angreb fra flere sider.Efter læsning af bogen kan man ikke være i tvivl om, at du har ønsket magten for at bruge den til gavn for det danske samfund. Hele vejen igennem står det tydeligt, at det danske velfærdssamfund og socialdemokratiets ve og vel har stået foran dig selv (og nogle gange også din familie!). Bogen kommer til at være en vigtig brik for fremtidens historieskrivere, så alene af den grund har den været hele dit slid værd. Den har en stor styrke ved at være så faktabaseret. Du har noteret ned gennem alle årene, så derfor er det ikke bare efterrationaliseringer men mere, hvad der egentlig er sket. 

En anden skrev: 

Du har skrevet dine erindringer sådan som de skal skrives: grundige, informative om dit arbejdsliv, behersket omkring de private forhold, kritisk og selvkritisk; det vil givet blive en meget vigtig kilde for fremtidige historikere, når de skal skrive den politiske historie for den turbulente periode i slutningen af 1900 tallet og begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg kan ikke forstå den kritik, der er rejst mod din bog fra bl.a. Politikens chefredaktør Christian Jensen og fra avisens anmelder Marcus Rubin og ikke mindst Henrik Sass i Weekendavisen. Så vidt jeg kan se koncentrerer kritikken sig om tre punkter: kritikerne synes ikke du skulle have kritiseret navngivne personer, der står for meget og detaljeret om forhandlinger og politiske forløb og du er for lidt selvkritisk. På alle punkter, mener jeg, de rammer ved siden af. Politiske erindringer er efter min mening nødvendige og giver et vigtigt korrektiv til tidsbestemte artikler, taler og journalistiske beretninger. Men det forudsætter, at de ikke blot er en ureflekteret samling overvejelser fortalt til en journalist, som desværre synes at være det almindelige i dag. Her er dine erindringer et skoleeksempel på, hvordan det skal gøres, grundigt og baseret på omfattende arkivmateriale, og ikke mindst reflekteret. Skal erindringer have noget betydning udover en kort eksistens i den dagsaktuelle debat, må de også være kritiske over for andre aktører. Det er simpelthen nødvendigt, hvis de ikke skal være ligegyldige… (Hvis) erindringer (skal) have troværdighed, må de også reflektere den politiske kamp, der foregår, både eksternt mod andre partier, men også internt og det indebærer at tage stilling til navngivne aktører. Ellers vil det ikke være troværdigt. Derfor er kritikken for at “hænge” andre ud, helt ved siden af. Og endelig: selvkritikken. Det undrer mig, at det er blevet fremført. Jeg har en mistanke om, at kritikerne ikke har læst hele bogen, da de skrev deres indlæg. For hele tiden undervejs, synes jeg, at du diskuterer for og imod, og også ofte stiller spørgsmålet om det nu også var den rigtige stilling at tage. 

Links til nogle af avisanmeldelserne (bag betalingsmur)

Informations anmeldelse, Kristeligt Dagblads, Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes

Udgivet den

Trumps mafiapolitik over for Iran – den største trussel mod verdensfreden

Fra Berlingske: Et vægmaleri i Teheran viser tydeligt, hvad mange iranere mener om USA og de sanktioner, som Donald Trump har indført over for landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: WANA NEWS AGENCY

Opinion i Berlingske 18. juli 2019

Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.

Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.

Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.

Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten. 

Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker. 

Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015. 

Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.

Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.

Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.

Udgivet den

Interview i Politiken om S’ klimapolitik

Den socialdemokratiske overskrift har altid været, at ’markedet skal være vores tjener, ikke vores herre’. Man er nødt til at have stærke samfundsmæssige rammer, der regulerer adfærden på markederne. På klimaområdet skal vi have reguleringer, der gør det indlysende for virksomheder, banker, pensionskasser og forbrugere, at de opfører sig klogt og bæredygtigt, og at det også er en god forretning at gøre det. Du er nødt til at satse på en politisk defineret omstilling, der gør, at det bæredygtige valg også bliver mere attraktivt. Du kan ikke forlade dig kun på pædagogik – og meget mere i dette interview i Politiken 2. december 2018

Udgivet den

Mere krig i Mellemøsten?

Oprustningsspiraler er og bliver krigstrusler, men der er brug for fred i Mellemøsten gennem balance og forsoning mellem Iran og arab-staterne.

En faretruende oprustning er i gang verden over. Værst er det i Mellemøsten, hvor de rige arabiske stater langs Golfen bruger helt ufattelige midler på at indkøbe avancerede amerikanske våben.

Alene Saudi-Arabien har nu efter nogle opgørelser et større militærbudget end Rusland!

De arabiske golf-landes styrker bomber med deres enorme moderne udstyr løs i Yemen; rammer skoleudflugter, børnehaver, bryllupper og sygehuse og de afskærer for en international indsats mod sult, nød og kolera. 20 millioner mennesker er ramt den værste og mest grusomme humanitære katastrofe, vi har i verden i dag. Det er katastrofalt, at hverken USA eller Europa lægger ikke alvorligt pres på dem for at holde op!

Det hænger sammen med, at den amerikanske Mellemøstenpolitik er blevet langt mere enøjet med Trump ved roret i stedet for Obama.

Obama så, at der var brug for en åbning over for Iran og en balance i synet på Iran contra den arabiske verden og på shia contra sunni.  Derfor var USA med daværende udenrigsminister John Kerry drivkraft i den første reelle våbenbegrænsningsaftale i mange år. Ved aftalen om det iranske atomprogram i 2015 accepterede Iran et kontrolleret stop for sine ambitioner om atomvåben, mod til gengæld at få fjernet de økonomiske sanktioner, der invaliderede landet.

Dét var ikke en særlig aftale mellem USA og Iran, men en aftale også med Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU, der blev enstemmigt bakket op af FN’s Sikkerhedsråd, da man standsede sanktionerne mod Iran.

Denne historiske aftale er nu revet itu af Trumps aftalebrud og nye hvasse amerikanske sanktioner mod alle, der vil handle med Iran. Det hjælper russiske interesser ved at presse olieprisen i vejret, da der mangler iransk olie på verdensmarkedet. Og det skaber spænding og risiko for krig.

Trump opmuntrer Saudi-Arabien og Emiraterne til at købe endnu mere amerikansk militært isenkram, og han støtter betingelsesløst Netanyahu politisk og militært. Det er en direkte støtte til de saudiske og israelske høge, der overvejer krig med Iran

Fred i Mellemøsten kræver balance og forsoning i forholdet mellem Iran og arab-staterne – ikke at støtte den ene part i at vinde over den anden. Og det kræver en amerikansk politik for at standse besættelse, kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det er det absolut modsatte, vi ser nu.

Fra Euopas side må alt tænkeligt gøres for at standse driften mod krig mod Iran – og for at genskabe forudsætningerne for dén dialog også om andre konfliktlinjer, der var på vej med atomaftalen med Iran. På samme måde på Europa træde ind og støtte palæstinenserne politisk og økonomisk, så deres håb om frihed og retfærdighed ikke fuldstændigt trædes uden fode af Trump og Netanyahu.

Skal vi virkelig ruste op til 2 pct.?

Trump prøver at få NATO-partnerne til at bruge langt større midler på indkøb af amerikanske våben. Man får let indtryk af,at det mere er tvivlsomt projekt for at styrke beskæftigelse og indtjening end det er et bidrag til en mere sikker verden.

Der erbrug for, som Danmark er i gang med, at værne sig mod ny trusler som angreb i cyberspace – det vil sige at beskytte alle de vitale samfundsfunktioners IT-system mod angreb, der ødelægger el, vand, kommunikation osv.  Vi investerer i cyber-forsvar, men også i Arktis, mod meningspåvirkning og meget andet i det nye forsvarsforlig, Men vi ender meget lavere end de meget omtalte 2 procent. Hvis vi ville nå dertil, så ville det koste 10 milliarder på velfærd eller skatter. Derfor er det ikke indholdet i det nye forsvarsforlig.

Risikoen er også, at en forstærket oprustning på krudt og kugler bliver til en ond cirkel, hvor den formodede fjende så også ruster i endnu stærkere tempo.

Vesten er allerede Rusland langt overlegen i militær slagkraft. Hvis Tyskland realiserede Trumps krav om oprustning, så ville Tyskland alene have et større militærbudget end Rusland.

Putins adfærd gør det desværre nødvendigt at true med mere oprustning. Men vi skal samtidig med aldrig svigtende opfindsomhed søge nye veje til våbenbegrænsningsaftaler med Rusland: Aftaler, hvor begge parter afstår fra at udvikle nye farlige våben – ikke mindst atomvåben og kemiske og biologiske våben.  Der er akut brug for at genoplive aftalerne fra 1990’erne om gensidig inspektion. Vejen er sikkert lang og besværlig, og den bliver næppe betrådt, så længe vi endnu har Trump i Det Hvide Hus. Men vi i Europa må tænke på tiden efter.