Jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen. De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Læs min klumme i Berlingske her på valgdagen 1. november – eller læs den nedenfor.
Afgørelsens timer
I aften, tirsdag, kender vi valgresultatet, men næppe hvilken regering og politik, der kommer ud af det.
Vi ved, at usædvanligt mange vælgere var i tvivl til det sidste. Det har været en meget lokal valgkamp med mange dyre tilbud. Der blev talt forbløffende lidt om den dystre baggrund med krigen i Ukraine og konsekvenserne for global fred og udvikling. Måske fortrængte vi en stund knaphedens tid, hvor vi skal trækkes med energikrise og ekstremt høje energipriser og samtidig bruge vældige kræfter til at speede den grønne omstilling op. Måske talte vi for lidt om, at inflationen lige nu er en irritation for de velhavende, men fatal for de fattigste.
Vi forstår nu, at den hurtigst mulige omlægning til vedvarende energi ikke bare handler om at bremse den globale opvarmning, men også om at blive fri af afhængigheden af fossile brændstoffer fra krigsmagere og despoter. Derfor tror jeg, at der en endnu stærkere forståelse end sidst – og at klimasagen igen vil afgøre valget til den rød-grønne side.
Vi har lige nu flere i arbejde end nogensinde før og udbredt mangel på arbejdskraft. Det har udløst mange forslag om, hvordan vi kan få flere til at arbejde mere. Men måske står Europa foran en recession. Måske er der – desværre – om et øjeblik rigeligt med ledige hænder. Så vi skal koncentrere os om at give mange flere de kvalifikationer, der skal til for at få mange flere i arbejde med at drive den grønne omstilling fremad. Der skal satses massivt på faglig uddannelse og efteruddannelse i stedet for at opfinde for dyre præmier til dem, der allerede er i arbejde.
Vi skal have endnu mere fart på klima og bæredygtighed, og vi ved, at de rige har langt det største CO₂-aftryk gennem deres store forbrug. Alligevel er der partier, der øverst på ønskesedlen har, at vi skal lette skatten mest for de mest velhavende. Både klimaløsninger og bekæmpelse af den tiltagende ulighed taler for det modsatte.
I kritikken af alt det, der ikke er nået, levnes ikke mange tanker på, hvordan covid-bekæmpelsen i to af de seneste tre år har opslugt enormt meget politisk energi.
Der spørges for eksempel utålmodigt om, hvorfor vi først nu får talt så meget om problemerne i sundhedsvæsnet. Erindringen er svag om det vældige efterslæb, der blev skabt af to års covid-epidemi og en sygeplejerskestrejke. der dårligt kunne været kommet på et mere uheldigt tidspunkt. Det trækker lange spor. Måske havde regeringen fået stunder til at løse en del af problemerne, hvis ikke den var tvunget til at holde valg i utide.
Heldigvis tales der nu om, hvordan arbejde på offentlige sygehuse kan gøres mere attraktivt, og hvordan behandlingsgarantien kan justeres, så det ikke bare bliver til forgyldning af de private sygehuse, der modsat de offentlige sygehuse kan nøjes med at løse de lettere problemer.
Det er kun anden gang i mere end fire årtier jeg ikke selv har været på valg, men har kunnet iagttage mere end at agitere. Lige straks er jeg 77 år, og jeg har aldrig stemt på andet end Socialdemokratiet. Det er måske ikke så mærkeligt, når partiet i så mange år var central figur i mit liv og vice versa. Men jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen.
De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Men jeg er sikker på, at jeg lægger min stemme dér, fordi den giver det stærkeste bidrag til at virkeliggøre dét, som jeg synes er allervigtigst: En progressiv dagsorden med social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed, med klimaløsninger og bæredygtighed.
Beslægtede partier trækker utålmodigt i os. Det har vi også brug for. Men samfundet bevæger sig først for alvor, når det store parti engagerer sig og tager ansvar for helheden. Det har Socialdemokratiet gjort med klimasagen. For at rykke videre frem har vi brug for, at det nuværende klimaflertal af centrum-venstrepartier er intakt efter valget. Det vil give os styrke til også at trække de borgerlige partier med videre. Sådan har det altid været: De historiske skridt, Socialdemokratiet tog for at skabe et mere retfærdigt samfund, blev som regel først mødt med borgerlig modstand. Men den folkelige opbakning betød, at flere borgerlige partier efterhånden blev trukket med. Det var vejen til det danske velfærdssamfund. Og det skal være vejen til også at gøre det bæredygtigt.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Illustration: Folketinget
Mere fra min hånd om Folketingsvalget