Tag: Klima

Udgivet den

Har vi opgivet en tålelig fælles fremtid – eller skal Kina redde os?

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Skal Kina redde klodens klima?

Der var meget få fremskridt for klimaindsatsen på COP29 i Baku. De vigtigste statsledere var fraværende. Ingen troede på Trump eller Putin som medspillere. Frygten for et nyt amerikansk tilbageslag hang over forhandlingerne.

Lobbyisterne for fortsat at brænde umådelige mængder af fossile brændsler af var en stor, og voldsomt propaganderende del af de tilstedeværende – med værtskabet diskret i spidsen.

Det er en uhyggelig oplevelse, når vi i høj fart er ved at overskride Paris-aftalens mål om allerhøjst 2 graders globale temperaturstigning i forhold til før industrialiseringens tidsalder. Målet var ideelt set max. 1½ grads stigning – men det er der ikke mange, der tror på længere.

Allerede før de 2 grader har vi oplevet hastigt accelererende naturkatastrofer, der rammer hårdest i den fattige, varme del af verden. Verdens fattigste lande i Sahara-ørkenen har mistet en femtedel af deres »velstand« til ørkenspredning med videre. 

Der har været 50 grader varmt i New Delhi, og store dyrkede områder i for eksempel Bangladesh ødelægges af saltvand fra tyfoner og stigende vandstand. Katastrofer rammer også den rige verden med stadig kortere mellemrum – som i Florida, North Carolina og Valencia.

Regningen for at genoprette de skete skader og forebygge de uundgåelige kommende katastrofer ved den allerede skete temperaturstigning er umådelig. Men er dog kun en brøkdel af det, der tegner sig, hvis vi lader temperaturen fortsætte sit amokløb.

Der gøres alt for lidt for at afbøde det uundgåelige og forebygge noget endnu værre. USA har lige genvalgt en klimafornægter som præsident. Mange andre statsledere erkender nok problemerne, men opgiver at forklare deres befolkning, hvad der skal gøres. Forbruget af olie og gas stiger fortsat, og der opretholdes enorme subsidier til dette. 

Oprustning æder ressourcer, der burde bruges til klimaløsninger. Den rige verden har – også af den grund – kun tøvende og diskutabelt leveret de 100 milliarder dollar til de fattige landes klimaindsats, som blev lovet Paris for ni år siden. 

De 100 milliarder er endda en forsvindende lille del af de klimaskader, der især er den historiske arv fra de rige landes industrialisering. Det globale syd opgør støttebehov på 1300 milliarder, men i Baku forleden kunne man kun enes om at få 300 milliarder skrevet ind i aftaleteksten – til udbetaling engang i 2030erne. Og der er stor tvivl om, hvor meget der faktisk vil blive leveret.

Skal vi så give op?

Nej – Europa kan stadig nå at sætte fart på fælles grøn omstilling, og der vil trods Trump være stærke amerikanske interesser i at udvikle grønne løsninger i delstaterne og erhvervslivet.

Men især tegner der sig et stærkt bidrag fra dét Kina, som Vesten ellers af geopolitiske og konkurrencemæssige grunde prøver at stække. Kina er nemlig landet, der for alvor rykker på klimaindsatsen. To tredjedel af al ny grøn strøm i verden i 2024 blev installeret i Kina og de fleste elbiler produceres derovre. 

Det er lige omkring nu, at Kinas C02- udslip topper – væsentligt tidligere end hidtil antaget. Årtiers højvækst og et folketal, der er fire gange større end USAs, betyder, at Kina i absolutte tal er den største C02-forurener. USAs forurening pr. individ er derimod langt større end Kinas – og i fortsat vækst.

Der er grunde til, at vi i Vesten skal føre en industripolitik, som undgår, at vi på alle vigtige komponenter i grøn omstilling bliver ensidigt afhængige af Kina. Men høje toldmure som middel kan fordyre og forsinke vores egen grønne omstilling, mens Kina i kraft af enorme stordriftsfordele kan levere billig grøn teknologi til de fattigere dele af verden. 

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Dette dilemma stiller spørgsmål ved klogskaben i at skærpe modsætningerne til Kina og øge dén dæmonisering af kæmpelandet i Østen, som allerede i svingende omfang har været Vestens politik under Bidens præsidenttid i USA.

Javel, Kina er en udfordring, systemisk og konkurrencemæssigt. Kinas styre er diktatorisk og menneskerettigheder krænkes – ligesom for eksempel i Saudi-Arabien, Emiraterne, Tyrkiet og Egypten, som vi samarbejder med. Og de krænkes meget mere I Rusland med krigen mod Ukraine, og af Israel i Palæstina.

Der er grund til at tro, at vi – hvis vi kan løse klimakrisen og undgå den Tredje Verdenskrig engang i det 21. århundrede – skal søge mere samarbejde og mindre konfrontation med Kina – og derved forhåbentlig også mindske landets behov for at dyrke samarbejdet med Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 7. december 2024

Mere fra min hånd om klimaet og Kina

Udgivet den

SYVMILESKRIDT I DEN RIGTIGE RETNING

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om Bidens energiske tiltrædelse, som sætter USA tilbage på sporet – hjemme såvel som ude. Det lover godt for klimaet, beskæftigelsessituationen såvel som kampen mod covid-19 i USA og for genoprettelse af afspænding i en sprængfarlig verden.

Du kan læse klummen i J-P her – eller nedenfor, hvis du skulle ramme en mur.

Bidens administration tager syvmileskridt i den rigtige retning

Det er uhyre opmuntrende, hvor hurtigt Biden-regeringen rykker for at forlade Trumps destruktive kurs. 

På hjemmefronten sættes kraftfuldt ind for at inddæmme covid-smitten og afhjælpe pandemiens katastrofale konsekvenser for beskæftigelse og social ulighed. Den massive stimulering af amerikansk økonomi vil også hjælpe gang i hjulene i resten af verden.

Omsider ser vi også igen amerikansk globalt lederskab i kampen mod de værste langsigtede trusler mod menneskehedens fredelige overlevelse. Den ny præsident forstår, at uanset alle de alvorlige modsætninger med Rusland og Kina, så er der vitale fælles interesser i at undgå stormagtskonflikt ved en fejltagelse og bremse klimaforandringen.

Trump oprustede og lod de fleste våbenbegrænsningsaftaler løbe ud. Her i sidste øjeblik rakte Biden ud til Rusland og fik forlænget NEW START-aftalen om begrænsning af langtrækkende missiler mv.i fem år. Det er kun en begyndelse. Der brug for nye skridt til at beskære lagrene af atomvåben og genoprette dén informationsudveksling om våbensystemer og militære øvelser, som blev aftalt mellem NATO og Rusland ved afslutningen af Den Kolde Krig. 

Det seneste tiår har kun budt på én våbenbegrænsningsaftale, atomaftalen med Iran fra 2015. Den blev hilst velkommen i hele verden, men revet itu af Trump. Det er et afgørende bidrag til et mere fredeligt Mellemøsten at USA nu vender tilbage til aftalen. USA’s ny Iran-udsending, Robert Malley, er kendt som tilhænger af at rykke hurtigt for at styrke de moderate kræfter i Teheran.

USA og Kina er det 21. århundredes to supermagter og to største økonomier. Verdens fred beror på, at de – trods de andre skærpede interessekonflikter – undgår militære sammenstød og genopbygger dét samarbejde om at imødegå klimaforandring, der var afgørende for, at vi fik den hidtil mest ambitiøse aftale i Paris i 2015.

Biden-regeringens superaktive klimakurs kan være det afgørende bidrag til at forhindre nye konflikter og uoverskuelige folkevandringer, der kan forpeste kommende generationer levevilkår. Når Amerika rykker på den grønne omstilling, rykker verden. Dels i kraft af USA’ hjemmearbejde, dels af den positive udfordring, det vil være for resten af verden. Det er uhyre lovende, at Biden personligt sætter sig i spidsen for kampen mod klimaskeptikere, der frygter tabte sorte job, og insisterer på, at der kan og skal skabes flere nye og bedre job ved at sætte fuld fart på investering i vedvarende energi.  

Min gode bekendt fra tiden i FN, USA´s daværende udenrigsminister John Kerry, talte på pressemødet forleden som nyudnævnt global klimaudsending for Biden. Han blev spurgt, om der virkelig er råd til at forcere den grønne omstilling, når så mange andre udfordringer tårner sig op. Hans præcise og korrekte svar var, at det er dyrere at lade være. Naturkatastrofer og sundhedsproblemer som følge af den sorte økonomi koster i det lange løb meget mere end ambitiøs grøn handling nu. Vi har kun kort tid til at redde klimaet til en overkommelig pris.

En stor del af erhvervslivet er i allerede fuld gang med at investere bæredygtigt og regner med at tjene på det.  Andre melder sig nu. Straks efter Bidens klimaudspil meldte General Motors, at de om fem år vil producere 25 mærker i el-biler og gradvis indskrænke produktionen af benzin- og dieseldrevne køretøjer.  

Når vi har tænkt os at være foregangsland på klimaomstilling, skal vi tage meget bedre bestik af, hvor dramatisk verden nu rykker sig. Ikke bare i EU, men også i USA ( – og i Kina).

Klummen blev trykt i Jyllands-Posten 3. februar 2021

Mere fra min hånd om USA

Udgivet den

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«

Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Udgivet den

Europas velfærdskrise

God snak mellem Pelle Dragsted og mig på DK4 om, hvorfor vi skal undgå gentagelse af overdreven sparepolitik som efter finanskrisen, når vi skal fastholde prioritering af jobs, klima, velfærd og lighed – optaget før coronakrisen brød helt ud, så vi godt måtte sidde ved siden af hinanden

PELLE DRAGSTED OG JEG SNAKKER MED DK4’S CHRISTIAN FOLDAGER
Udgivet den

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Udgivet den

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Udgivet den

God snak i ‘Det røde felt’ om mine erindringer

Her mandag var jeg i ’Det røde felt’ på Radio 24syv med Lars Trier Mogensen til en god timelang snak om Socialdemokratiets udvikling med afsæt i min erindringsbog, der udkommer onsdag. Bogen er et forsøg på at belyse og nuancere den nyere politiske danmarkshistorie, hvor jeg har spillet med i mange årtier.

Det var dejligt at få tid til at folde ud, hvad jeg mener om fortid og nutid –  og glæde sig over, at Danmark nu med den nye regering har de absolut højeste ambitioner om klimaindsats.

Uanset hvad Berlingske prøver at påstå, så  førte vi ikke neoliberal økonomisk politik, da jeg var finansminister i 1990’erne. Vi satte gang i økonomien efter Keynes’ recept og forbedrede  både beskæftigelse og ’arbejdsudbud’ i samme takt. Vi fik et par hundred tusinde mennesker flyttet fra offentlig forsørgelse til arbejde. Metoden var, at give tilbud om uddannelse og job – ikke at gøre de arbejdsløse fattigere. Folk faldt ikke ud af dagpengesystemet, for vi skaffede dem enten arbejde eller ordentlig anden forsørgelse, før de kunne falde ud.  Siden blev det anderledes.  

Vi lavede ikke kunstfærdige regnestykker om såkaldt dynamiske effekter af at sætte skatten og de sociale ydelser ned. Vi mente, at investering i velfærd havde lige stor positiv værdi for samfundsøkonomi og velfærd. Siden blev det anderledes.

Vi satte procenterne ned for skatten både for personer og selskaber, men det blev betalt med sanering af fradrag og smuthuller, som især de mest velhavende og magtfulde havde udnyttet – ikke med ringere velfærd. Siden blev det anderledes.

I udsendelsen talte vi også om, hvad jeg har været med til og siden fortrudt. Især privatisering af offentlige forsyningsvirksomheder. Det var fejl, man kunne have lært af, da vi mange år senere kom til at give Goldmann Sachs en ekstrem milliardgevinst ved i fire år at eje en del af DONG.

Jeg håber, at mange vil høre udsendelsen og læse min bog, så de ikke skal være afhængige af løsrevne citater og forvredne udlægninger.

Høre hele samtalen her