🇬🇧 Dangerous changes in China policy

We should be wary of ostracising China further. And I still believe what Henry Kissinger said to me some 16 years ago: Taiwans future will be peacefully solved so long as the rest of us don’t intervene.

This article is a translation of an opinion piece of mine in Berlingske on the 21st of March, 2023:

China and the US must cooperate

My former colleague, Denmark’s longest serving Foreign Minister Uffe Ellemann-Jensen once told me that neither China nor the climate were high on the agenda during his tenure as foreign minister. Now, 30-40 years later, China’s importance on the world stage has exploded. Climate change is our worst existential threat, provided we don’t wipe out civilization in a nuclear war. Peace and economic stability for the remaining 21st century depend on whether the United States and China can rein in their rivalry and together lead the way in international cooperation.

Since China put the chaos and disasters of Maoism behind her in 1978 under the leadership of Deng Xiaoping, the enormous country has experienced sensational progress. The economy is more than thirty times bigger. My wife Mette Holm and I have, separately and together, witnessed this formidable upheaval. Mette has lived in China for ten years – first as an exchange student, later as a reporter. I have visited China 18 times in the past 45 years, and in my capacities of Minister of Finance and Foreign Affairs, chairman of Denmark’s Social Democratic Party and Parliament, and President of the UN General Assembly, had meetings with a large number of top Chinese leaders.

In China’s self-perception, the country is the world’s oldest and most important nation, now rising after a short-term weakening of 150 years. But China’s path to prosperity and greatness is through trade, investment and diplomacy – not a desire for belligerent conquest. In my view this has not changed, even if Xi Jinping’s autocracy and the massive uniformity is terrifying. There is fierce repression of Muslims in Xinjiang, Tibetans and of the few dissidents who dare to speak out. Hong Kong’s freedom is denied in violation of the agreement with Great Britain on ‘one country, two systems’. Also, rearmament and talk of unification with Taiwan by military force ‘if necessary’ is cause for concern.

We need Xi to influence Putin

The US is leading a drastic change in the West’s attitude towards China. After decades of mutual commitment to trade and investment and successful political cooperation as seen with the Paris Climate Agreement – the West is now perceived as setting a course to inhibit China’s progress towards prosperity, while encircling the country with strong alliances under American leadership. China spends only one-third of the resources that the US spends on the military, and the US is strengthening ties with large neighbouring countries such as Japan and India. 

Trump initiated the trade war and the covid-bashing against China, and since then a paranoid fear as well as a demand to be ‘tough on China’ has arisen in American politics. It peaked with the hysteria about and the shooting down of the Chinese hot air balloon. The relationship has taken a dangerous turn that this little interlude could lead to the cancellation of the American Foreign Minister Antony Blinken’s visit to Beijing. Precisely the opposite is needed: détente and relaxation of tension. 

Most importantly, if the US and China could come on speaking terms to an extent so that Xi Jinping would be willing to put pressure on his ‘friend’ Putin to stop the war of aggression in Ukraine. Sadly, until now China’s course has been guided by joint Sino-Russian opposition to US global dominance.

China a major player

The United States must accept and recognize a new balance where China’s progress cannot – and should not – be inhibited permanently. China has established strong economic relations in East and South Asia and increasing influence in Africa, Latin America, Central Asia and the Middle East. China is now a major diplomatic player who has succeeded in mediating between arch-enemies Iran and Saudi Arabia. The US must also understand that both China and Europe want to preserve significant parts of our considerable economic relationship. This is why Foreign Minister Løkke Rasmussen was right, when he said that the EU must contribute to reducing tension between the US and China.

But shouldn’t we fear invasion of Taiwan – analogous to Putin’s invasion of Ukraine? I find this analogy false. China has no interest in starting a military conflict that could overturn the basic unspoken ‘contract’ with the population: the government has had solid popular support, while managing to pull 800 million people out of poverty. The vast majority of Chinese have experienced massively increased prosperity and freedoms – so long as they don’t get involved in politics! This was discontinued during the covid-pandemic, which was handled clumsily. But war over Taiwan could be far more costly in terms of sanctions and a breakdown in China’s participation in the world economy. All parties therefore have a fundamental interest in not provoking changes in the status quo in the Taiwan Strait. I still firmly believe what Henry Kissinger said to me 16 years ago: ‘Taiwan’s future will probably be resolved peacefully as long as the rest of us interfere as little as possible. There are Chinese on both sides, and they have a longer time perspective than we do in the West.’

The Paths to Peace are Few, Narrow and Uncertain

Sadly, peace and justice for Ukraine require ever more weapons from the West to liberate the occupied territories. And the ultimate horror scenario is that Putin’s response to being pushed back along the front lines becomes a desperate decision to use tactical nuclear weapons to destroy Ukraine’s military. This would multiply the loss of both military and civilian lives in one fell swoop and lead directly to NATO’s participation in the war, which may lead to war and arms races spiraling completely out of control.

Therefore, all hope rests on a change of heart and perhaps a change of power in the Russian leadership, in order for peace negotiations to start – and thus paving the way for rebuilding life in Ukraine.

We must also sincerely hope that a peace in Ukraine will lead to the West being able to negotiate once more with Russia to restore agreements on controlled limitations of missile and nuclear weapons systems and the prohibition of the proliferation of nuclear weapons, which contributed crucially to ending the old Cold War.

Only renewed cooperation between the West and Russia, expanded to include China, can slow down the ongoing arms race and prevent the proliferation of nuclear weapons to more and more states. Dare we believe in such cooperation?

Doubtful promises

Nuclear proliferation can hardly be avoided without very tangible guarantees for and alliances with the countries that must renounce nuclear weapons, that they will not be exposed to military attacks from other countries.. However, deep distrust in the long-term sustainability of such guarantees will prevail. Remember that in 1994 Russia helped to guarantee Ukraine’s borders in exchange for handing over Ukraine’s share of the old Soviet nuclear weapons stockpiles.

North Korea’s seemingly insane drive to massively stockpile nuclear weapons and long-range missiles is hardly based on the delusion that the country and its regime would exist only minutes after a nuclear attack on the United States. But the dictator Kim Jong-un’s logic is simple: Would Saddam Hussein or Gaddafi have been removed by military force, had they possessed nuclear weapons to respond with?

The same logic led Iran’s clergy to toy with developing nuclear weapons. It was a particularly risky project because, in the conflict-torn Middle Eastern region, it could quickly lead to a preemptive attack by Israel and a nuclear race with Saudi Arabia and other neighboring countries. The non-proliferation agreements could be completely blown up.

Trump’s brutal deal-breaking

Therefore, up until 2015, a brilliant diplomatic offensive to lift economic sanctions against Iran and so as to let the country experience not being under threat of attack – while Iran, in return, had to renounce plans to develop the bomb. An agreement, the JCPOA, was concluded not only between the US and Iran, but including Russia, China, Great Britain, France, Germany and the EU as well, and furthermore confirmed in the UN Security Council.

Against the backdrop of many decades of conflict between the United States and Iran, this agreement was historic, and it served to strengthen the more moderate forces in Iran that had brought about the agreement. This is why it was terrible and idiotic that three years later Trump tore up the deal and re-imposed an even harsher sanctions regime on Iran. It is tragic that as the new president Joe Biden did not manage to move swiftly to restore the nuclear deal. This have prevented the return to power of the radical clerics , nurturing their strong doubts about whether guarantees from the West were trustworthy, and thus nuclear force could be dispensed with. Now the Iranian regime may be so cornered by domestic problems that it might still want an agreement. But the opportunity is definitely missed.

Iran out of reach

At this point in time, no Western power or organisation can make deals with a regime that massacres participants of huge popular protests, and executes countless young men for petty offenses, in order to scare people from joining the mass movement that threatens the regime’s very survival. A regime which, by the way, also supplies hideous drone weapons for Putin’s war of aggression against the Ukrainian civilian population.

In Iran as in Russia, we must now cling to the narrow hope of regime change from within.

But there may be dramatic interludes, with Israel’s new right-wing Netanyahu government trying to destroy Iran’s nuclear facilities before a nuclear bomb is ready for use. This might delay the bomb, but hardly prevent it. And it will convince the clergy even more of its necessity. In addition, Iran has many opportunities to – with the help of allied forces in Israel’s vicinity – trigger a new and larger conflict in the war-torn Middle Eastern region.

The paths to peace are few, narrow and uncertain.

This is a translation of a piece published in Danish in Berlingske on 23rd of January, 2023

Trumps forsøg på at strangulere Irans økonomi truer freden

Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020

Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.

Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.

Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.

Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.

DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.

Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien

Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.

DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.

Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.

Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.

AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.

Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.

Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.

Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.

Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.

Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.

I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.

På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.

Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.

Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.

Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). 

Trumps mafiapolitik over for Iran – den største trussel mod verdensfreden

Fra Berlingske: Et vægmaleri i Teheran viser tydeligt, hvad mange iranere mener om USA og de sanktioner, som Donald Trump har indført over for landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix


Opinion i Berlingske 18. juli 2019

Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.

Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.

Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.

Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten. 

Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker. 

Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015. 

Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.

Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.

Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.