Tag: Iran

Udgivet den

Many Americans have had enough. And now European governments must show active solidarity with Palestine

Will Trump finally bring Netanyahu to heel over Gaza? Will a changed – and more critical – public mood in the US gain political significance? Europe must step up. Danish Prime Minister, Mette Frederiksen must understand that Israel is not an outpost of democracy, but apartheid and massive oppression.

This is a translation of my commentary in Danish on Palestine in the Danish magazine Ræson on Aug 10th, 2026.

Commentary by Mogens Lykketoft, former Foreign Minister of Denmark and President of the UN General Assembly

Ten months ago, Trump got a plan approved to stop the war in Gaza. Unfortunately, the plan’s main consequence so far has been that the media have lost interest in covering the horrors the Palestinians continue to live under. Once again, there is also less attention on the active efforts of Israel’s current rulers to prevent, at any cost, the establishment of a Palestinian state—which the UN has demanded in vain for 80 years – and rather to drive the Palestinians as far as possible out of their homeland.

The crisis continues – in silence

It was in October last year that the American president received massive praise and applause from much of the world’s leadership for his plan. The UN Security Council approved the plan and had to leave it to Trump’s new “Peace Council” to carry it out. The agreement was that there would be a ceasefire and free access to supplies for the civilian population, who had lived through hell for two years and seen 75,000 killed and twice as many wounded or permanently disabled. The plan called for Hamas to be disarmed, accompanied by the establishment of a civilian Palestinian administration and an international peace force, and a starting an Israeli withdrawal from all of Gaza.

Most of the state leaders who applauded the American president’s peace plan probably had only the slimmest hope that he would maintain focus and put the necessary pressure on his close ally Netanyahu and his extremist partners in government. That doubt was unfortunately fully confirmed: Israel has since systematically undermined the agreement and continued to make life horrific for the Palestinian civilian population. According to the Palestinian Ministry of Health in Gaza, 1,255 Palestinians – many of them children and aid workers – have been killed by Israeli forces since the so-called peace was announced (figures as of 8/7 2026).

The Israelis have seized an ever-larger share of the small territory of Gaza and destroyed the remaining buildings in the occupied area. More than two million Palestinians are now crammed into the ruins of a completely destroyed society. They live in a prison camp the size of one third of the small Danish island of Langeland under wretched and unhygienic conditions, hunger and disease being daily realities. The Israelis have blocked the agreed access to necessary supplies of food, water, medicine, and tents, and sabotage aid efforts from outside, according to, for example, Human Rights Watch. In particular, Israel is waging war against UNRWA, the UN’s historic effort to maintain a bearable existence for Palestinians in Gaza and the West Bank.

Will Trump say no to Netanyahu?

A couple of weeks ago, Trump’s so-called peace council finally met and produced a more concrete elaboration of the peace plan. A heavily weakened Hamas declared itself willing to hand over its weapons at the same pace as the rest of the plan was implemented. But no -entirely predictably – Netanyahu’s government rejected the proposal, while continuing the barbaric ethnic cleansing in the West Bank, and the mass imprisonment and torture of Palestinian prisoners.

Will Trump finally put pressure on Israel, then? Hardly out of concern for the victims of Israeli war crimes. But reportedly, he is angry that he let himself be lured by Netanyahu into starting an offensive war against Iran, which is hurting him politically at home. The war is also greatly damaging for peace and development throughout the Middle East, the global economy in general, and the world’s poorest countries in particular.

When, occasionally, Trump tries to stop the Iran war, he is also aware that he must try to prevent Israel from levelling to the ground large residential districts in Beirut and many villages in southern Lebanon using the same modus operandi as in Gaza. Since March 2nd, Israel has killed 4,300 people in Lebanon according to the UN, and hundreds of thousands have become internally displaced. In a rare moment of clarity, a few weeks ago Trump said that Netanyahu did not need to knock down entire residential blocks in Lebanon and kill many civilians in order to hit a single opponent. Why didn’t he say that when the war in Gaza began?

The great American shift in opinion

At the same time, Vice President J.D. Vance made the Israelis aware that the US will soon be the country’s only remaining friend in the world! It is thus becoming ever clearer that there is a conflict of interest between Netanyahu and the US government:

It is not in the US’s interest to have even more geopolitical instability, which could very well be the result if Israel chooses to break up neighbouring countries like Syria, Lebanon, and Iran into fragments torn by civil war.

The mass killing of civilians in Gaza has shifted American public opinion, so that more people sympathize with Palestine and fewer with Israel – significantly so among the younger generation. This is resonating in the American election campaign, where Netanyahu’s wealthy friends in the lobbying organization AIPAC are finding it much harder than before to buy friends in the US Congress. In both major parties, a revolt is underway against decades of unconditional American support, regardless of how aggressively the state of Israel develops. It is telling that even in the world’s second-largest Jewish city, New York City, voters elected a new progressive, Muslim mayor who is critical of Israel’s policies—even with support from a large share of Jewish voters.

Attitudes toward Israel have also shifted dramatically in European public opinion. It reminds me, an old man, of the mobilization many of us as young people took part in against the US war in Vietnam. That was a protest which was to a great extent inspired by our peers in the US and which—albeit far too slowly—helped bring the war to an end.

An appeal to the European governments

We must maintain our engagement, even though the worst of the bombardment of Palestine is over. It is good that the governments of Norway, Ireland, Spain, the Netherlands, and others are speaking out clearly. It is also shifting in the UK and France. But an EU-wide response is being blocked by a Germany that, in its shame over Hitler’s horrifying genocide against the Jews, uncritically allows the State of Israel to carry out what, unfortunately, under any reasonable interpretation of international law, must be described as genocide.

It is feeble to only be able to agree on sanctions against a handful of violent settlers and settler goods, when everyone knows that the whole thing is directed and desired by Israel’s government.

Some European governments – including Denmark’s – have only moved from uncritical support of Israel’s “right to self-defence” to reactions against Israeli war crimes, far more muted than the reaction to Putin’s crimes in Ukraine.

One reason for the low profile of some European governments is the fear of challenging Trump, because they still hope – for our own safety – to maintain the US as a bulwark against Russian aggression in Ukraine. But the cost of this kind of pragmatism is that it brands us with double standards in much of the world.

This low profile is also supported by the fatalistic attitude that it is impossible to change the one decisive factor – the US’s unconditional backing of the State of Israel, which has made this state increasingly aggressive. This backing is indeed the result of many years of American politicians’ dependence on money from a few far-right Jewish billionaires, from AIPAC and the arms industry, and support among the Bible Belt’s evangelical Christian fundamentalists, who have become Trump’s core voters.

But this fatalism is probably misplaced in light of the new dynamic in American politics described above.

Face the realities

Another reason for the silence – or even defence of the State of Israel’s actions – is a lack of historical awareness and unwillingness to face today’s realities: My most fundamental disagreement with my old comrade-in-arms (Denmark’s prime minister) Mette Frederiksen is that for far too long – perhaps as a gut reaction of her aversion to Arab and Muslim immigration – she has clung to an image of Israel as an outpost of Western civilization, a democratic outpost in the Middle East that keeps the “savage Arabs” in check and prevents them from driving the Jews into the Mediterranean. But Israel is an occupying power and an apartheid state that violently oppresses and displaces Palestinians in the area it controls.

It is by no means a defence of Hamas’ terrorist attack on October 7, 2023, to point out that the conflict began at least 80 years ago, and that the people of Palestine have been subjected to endless abuses – displacement, ethnic cleansing, and occupation. All of their peace-seeking leaders have been deceived and discredited among their own people, because there was never any progress – only new setbacks and new humiliations. Terror is unacceptable – including state terror. Today, Netanyahu is the worst terrorist in the entire long conflict.

It is an outrage that, at political request, Denmark’s Director of Public Prosecutions brought a series of cases after Hamas’ attack, charging Danish citizens who had shown sympathy for the Palestinians – although hardly for Hamas’s terror – with supporting terrorism. Fortunately, the Supreme Court dismissed some of these dubious cases.

By far most of the Middle East’s countless conflicts over more than a hundred years have had two sources: Western great powers wanting to gain or maintain control of the region’s resources; And a United States that – for domestic political reasons – has one-sidedly supported the State of Israel, regardless of how aggressive it has become.

In the Middle East, Palestine is not “the mother of all conflicts.” But an important precondition for lowering the level of conflict in the region is that a solution be reached – with peace, rights, and access to a decent existence for the Palestinians. That is also why there is a need for us to engage far more forcefully in their cause. ■

Mogens Lykketoft (b. 1946) is an economist, graduated from University of Copenhagen (1971) and was a member of the Danish Parliament (Folketinget) 1981–2019, Minister of Taxation 1981–82, and Minister of Finance and Foreign Affairs 1993–2001, party chairman 2002–2005, including as prime ministerial candidate in the 2005 election. Speaker of the Folketing 2011–2015. President of the UN General Assembly 2015–2016. He wrote his first article for RÆSON on October 28, 2002.

ILLUSTRATION: Gaza, January 29, 2025 [photo: Jaber Jehad Badwan/Wikimedia Commons]

Other articles by Mogens Lykketoft in English

Udgivet den

Krigen i Iran er storhedsvanviddets krig

Trumps krigsgalskab i Iran hjælper Rusland, skader Ukraine og verdensøkonomien – og hjælper desværre krigsforbryderen Netanyahu  til genvalg. Hvis Trump havde kyndige rådgivere, ville de helt sikkert have frarådet ham den krig, han nu har kastet sig ud i. I stedet lyttede han til Benjamin Netanyahu. Mere om dét i mit indlæg i Jyllands-Posten 15. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ny, gal storkrig i Mellemøsten

Verden var i forvejen gået fra forstanden, men for de fleste rakte fantasien ikke til en ny storkrig i Mellemøsten. Nu vælter det igen ned med død og ødelæggelse fra luften. De første tre døgn blev der fyret krudt af for 5 mia. dollars. Nye flygtningestrømme og politisk destabilisering truer over hele regionen, ryster den globale økonomi og den geopolitiske balance og skærper risikoen for terror. Dårskaben er total.

Ali Khamenei var en uhyggelig skikkelse, der gennem fire årtier har gjort enorm skade på sit land og sit folk, og senest har ansvaret for utalte tusinder af drab på landsmænd, der i de foregående uger krævede systemskifte i Iran. Få begræder hans død. Men ingen historiske erfaringer skaber tro på, at måden, hans liv sluttede, vil forbedre iranernes tilværelse og bane vej for fred i Mellemøsten. Selv mellem de værste fjender er der tradition for ikke at gå efter de andres ledere i krig, fordi det kan gøre det sværere at afslutte krigen. Opgør må vente til bagefter – som f.eks. med Milosovic.

Helt forståelig afsky for det iranske præstestyre og uvilje mod at konfrontere Trump har desværre betydet, at vestlige statsledere ikke højt og klart har sagt, at angrebet på Iran er en entydig krænkelse af al international ret – og sabotage af mulighederne for forhandling og forsoning.

Krig på falskt grundlag

Det er en åbenbar løgn fra Trump, at der var en umiddelbar trussel om et iransk angreb. Fra Oman, der søgte at mægle mellem USA og Iran, fortælles, at Iran var indstillet på at afstå fra enhver mulighed for at anskaffe sig atomvåben. 

Meget få med indsigt tror, at luftbombardementer er en farbar vej til at få præstestyret til at falde sammen. Styret har stadig en million mand under våben til at holde befolkningen i skak i ruinerne. 

Kyndige rådgivere ville utvivlsomt have advaret mod en krig uden klare mål og uden udsigt til hurtig sejr, men de sad ikke med omkring bordet i Mar-a-Largo. 

Imidlertid var der selv i Trumps inderste kreds – vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio, stabschef Susan Wiles og den øverste militære chef, general Caine – skepsis over for præsidentens beslutning om at åbne en ny storkrig i Mellemøsten. 

Trump valgte alligevel krigen i et endnu et anfald af storhedsvanvid, der vel blev næret af heldet med at kidnappe Venezuelas præsident og tage landets olie i besiddelse. Den afgørende krigshvisker var Benjamin Netanyahu.

Bagmanden Netanyahu

Efter at israelske bomber dræbte Khamenei, er Israels leder indiskutabelt den værste nulevende terrorist i Mellemøsten: Han har ansvaret for årtiers undertrykkelse af palæstinensere, senest folkemordet i Gaza og den igangværende morderiske etniske udrensning på Vestbredden. 

Han er også bagmanden for de nye katastrofer, der nu – ud over bomberegnen over Iran – også har drevet trekvart million mennesker på flugt i Libanon. Israels leder søger total militær overmagt i Mellemøsten og ser gerne de fjendtlige nabolande opløst i evige borgerkrige. Han forfølger sit mål med overvældende og hensynsløse bombardementer af civilbefolkningen, som vi har set det i Gaza gennem to et halvt år. 

Denne krigspolitik er kun mulig, fordi den får opbakning fra USA, selv om amerikanernes reelle interesser fælles med resten af verden er at søge kompromis og forsoning.

Krig mod Iran har været Netanyahus mål gennem 30 år. Han har hos israelerne effektivt dæmoniseret Irans styre som deres farligste fjende. Derfor er den nye krig også hans bedste chance for – mod alle tidligere odds – at fastholde magten ved de kommende israelske valg. Hvilket i sig selv er en katastrofe for freden i regionen og for stumperne af demokratiet i Israel.

Obama-regeringens aftale med Iran i 2015 om at afstå fra udviklingen af atomvåben og åbne for økonomisk samkvem styrkede de moderate kræfter i Iran. 

Alle verdens lande støttede aftalen – bortset fra Israel. Netanyahu modarbejdede den og fik Trump til i 2018 at rive den itu og indlede en ny, benhård blokade af Iran. Det fik imidlertid ikke styret til at falde sammen, men styrkede de ekstreme kræfter over for de moderate.

De seneste par år er Irans regionale magt imidlertid blevet voldsomt svækket af Israels sejr over Hamas og Hizbollah, Assad-styrets fald I Syrien og Israels og USA’s 12 dages krig sidste år mod de iranske atomanlæg, der afslørede fundamental svaghed i Irans kapacitet til missilangreb og luftforsvar. Derfor havde Netanyahu og Trump troen på en let og hurtig militær sejr. Derfor var Trumps forhandling med Iran kun en skinmanøvre, indtil den militære opbygning var fuldendt. 

Ligesom i Venezuela er Trumps mål med den militære indgriben ikke at udbrede demokrati, men at finde en leder, der kan forvalte USA’s interesser. Men sådan én er vanskeligere at finde i Iran end i Venezuela og vanskeligere at finde, jo mere USA’s krigsminister, Pete Hegseth, begejstret udvider krigen fra angreb på militære anlæg til ødelæggelse af iranernes civile økonomi.

Med europæiske øjne

Set fra Europa er vanviddet ved denne krig også, at den russiske krigsøkonomi styrkes ved at presse olie- og gaspriserne voldsomt i vejret og svækker mulighederne for at levere missiler og antiluftskyts til Ukraine, fordi lagrene brændes af i Golfen. 

Konsekvenserne for Trump hjemme er forhåbentlig et styrtdyk i vælgertilslutning efter at have startet en krig, han ikke kan forklare amerikanernes interesse i – og en krig, som risikerer at fastlåse amerikanske styrker i endnu en langstrakt konflikt, og som sætter fart i inflationen til skade for hans egne vælgere. 

Men selv i bedste fald er det for resten af verden en meget kostbar omvej til at dæmpe galskaben og standse præsidentens kamp mod det amerikanske demokrati.

Mange ser de tilbagevendende konflikter i Mellemøsten som resultat af en særlig uforsonlighed hos folk i regionen. Men de seneste 80 år er de endeløse menneskelige lidelser i høj grad resultatet af vestlig indblanding med kup og krige i jagt på ressourcer og indflydelse. 

USA’s brug af Israel som ”base” og den manglende vilje til at tøjle den israelske stat til at give plads og lige rettigheder til palæstinenserne har næret meget af uforsonligheden.

Indlægget blev trykt i Jyllands-Posten 15. marts 2026

Mere fra min hånd om forholdet mellem Iran og verden

Udgivet den

Trumps støj skygger for de største kriser

Præstestyrets nedskydning af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning, men så stjal Trump al opmærksomheden. Uden internationalt pres fortsætter nedbrydningen af FN ligesom lidelserne i Iran, Gaza og Sudan. Det skriver jeg mere om i dette indlæg i Altinget 29. januar 2026. Læs indlægget i Altinget – eller nedenfor:

Verdensbilledet flimrer skræmmende

Fokus er mest på Trumps vanvittige udtalelser og aktioner med dagligt nye toldkrige, kravet om at eje Grønland og hans hjemlige morderiske bander fra ICE, der huserer i Amerikas storbyer. 

Men fokus er også på Putins vedvarende galskab med at ødelægge Ukraine, som Trump ikke orker at standse ved pres fælles med Europa.

Andre forfærdende konflikter blegner eller forsvinder helt fra forsiderne på skrevne som elektroniske medier.

Den værste humanitære katastrofe lige nu – i Sudan – og andre store dødelige konflikter i Afrika og Myanmar forbliver fodnoter i vores nyhedsstrøm.

Præstestyrets nedskydning af tusindvis af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning. Men nu er der dødelig tavshed – internettet er lukket ned, og fremmede er nægtet adgang.

Palæstinensernes enorme lidelser fortsætter trods den såkaldte fredsaftale, men omverdenens interesse falmer også, når der ikke længere er total krig, og Israel har fået sine gidsler frigivet. Desuden fortsætter Israel med at blokere mediernes adgang til Gaza, som ifølge UNRWA’s leder er det mest livsfarlige sted i verden for nødhjælpsarbejdere og journalister.

Der er grund til angst for, hvad Trump vil gøre og ikke vil gøre, når det gælder Iran og Palæstina: Netanyahu har om begge dele den amerikanske præsidents øre og ønsker kun Iran bombet og enhver tanke om en Palæstina-stat begravet gennem ruiner og fordrivelse. Netanyahu hyldes af Trump som den en store krigsleder, der bør benådes for sin hjemlige korruption og under ingen omstændigheder bringes for Den Internationale Straffedomstol for de forfærdende krigsforbrydelser, han er anklaget for.

Derfor har Trump truet med nye bombetogter mod Iran – angiveligt for at støtte demonstranterne mod præstestyret. Men de fleste Iran-kyndige vil sige, at Trump allerede varigt har skadet de moderate og fredsøgende kræfter i Iran: Han hev tæppet væk under dem ved at rive atomaftalen fra 2015 i stykker, og han har siden svækket en ny dialogsøgende præsident ved at bombe atomanlæggene i stedet for at genoplive aftalen fra 2015. Nye amerikanske angreb kan gøre det hele værre.

Et lille håb blev tændt om, at Trump omsider ville banke Netanyahu på plads med den såkaldte fredsplan for Gaza fra sidste oktober. Statsledere fra en stor del af verden – og fra næsten alle de arabiske lande – flokkedes i Egypten for at hylde den store leder fra USA. De var skeptiske over for planen, men ville pleje hans forfængelighed for at fastholde hans opmærksomhed på faktisk at skabe fred.

Intet tyder imidlertid på, at der uden massiv internationalt pres og opmærksomhed kommer reel fred for palæstinenserne – endsige noget, der bare ligner retfærdighed, hvor palæstinensernes nationale rettigheder anerkendes.

Planen taler kun om Gaza og har intet med om at standse den voldelige etniske udrensning af palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem.

Hidtil har planen betydet, at et par millioner sønderbombede mennesker i Gaza er presset sammen i telte og under klude i mudrede ruiner i et område, der er mindre end halvdelen af Gaza (dvs. mindre end halvdelen af Langelands areal). Israel har forhindret tilstrækkelige forsyninger med mad, vand, klæder, medicin og telte – og ikke mindst fortsat sin krig mod FN ved at blokere for UNRWA’s afgørende nødhjælpsindsats i Gaza og fysisk jævnet organisationens hovedkvarter i Jerusalem med jorden. 

Næsten 500 palæstinensere er vilkårligt blevet skudt og dræbt af israelske styrker siden aftalen om våbenstilstand. 

Israel har fortsat mere end halvdelen af Gaza besat, renser området for palæstinensere og sprænger systematisk resterende bygninger i stykker. 

Det ser meget svært ud at enes om etableringen af den internationale fredsstyrke, der skulle bane vejen for israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza, demilitarisering af Hamas og indsættelse af civil palæstinensisk forvaltning.

I håbet om, at der var en chance for alt dette, blev Trumps fredsplan ellers bakket op af et enigt sikkerhedsråd i FN – inklusiv den bizarre ide om et særligt fredsråd til at styre processen, der udpeges og dirigeres helt af Trump.

Denne ide er nu muteret til, at fredsrådet skal beskæftige sig også med alt andet end Gaza og synes at være endnu en brik i Trumps forsøg på at gøre FN irrelevant. På længere sigt kan et land kun være med ved at betale en milliard dollars i kontingent….til hvem?! 

Det store flertal af FN-medlemslande er ikke med på dèn leg. De fleste i Europa siger nej tak. Nogle – især de arabiske lande og Tyrkiet – går vel med – alene i håb om at redde fredsplanen for Gaza. Men de skal dele rådet med Trump, hans golf-makker og dilletant-mægler, en voldsomt pro-israelsk amerikansk milliardær samt selveste ondets rod, Netanyahu. Desuden med svigersønnen, der allerede er begyndt at lave byggeplaner i Gaza, som ser mest ud til at være i familie med Trumps oprindelige vision om en riviera i Gaza uden palæstinensere.

Resten af verden skal råbe meget højt for at virkeliggøre dén plan, FN’s Sikkerhedsråd håbede at få ført ud i livet!

Udgivet den

Trumps femprocentskrav er et plyndringstogt mod Europa

Trumps krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar er ikke resultat af en analyse af behovet. Det er snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. Læs hele indlægget i Berlingske 12. juli 2025 – eller nedenfor:

Hvad opnår vi ved at krybe for Trump?

Det er længe siden jeg har krummet så meget tæer som over den servile ros fra NATOs generalsekretær, Mark Rutte, til Donald Trump ved det seneste NATO-topmøde i Haag.

Rutte takkede for, at Trumps trusler omsider har fået europæerne til at love oprustning, da »Daddy« kom til byen. Trump rejste brovtende hjem. Men fik vi andre noget ud af skamrosen til tyrannen?

Forståelsen for et kæmpe løft i Europas oprustningsindsats var der allerede før Trumps genkomst. Den er skabt som reaktion på Putins aggression mod Ukraine. Men i de nærmeste år kan vi, uanset den planlagte oprustning, ikke nødvendigvis redde Ukraine eller afværge nye fremstød fra Putin, hvis ikke USA fortsat er vores bagstopper. Dét tilsagn fik vi heller ikke fra Trump i Haag.Trump lagde ud med krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar. Det er langt mere end USA’s 3,5 procent. Det kommer næppe til at ske – ej heller på længere sigt. Tallet er ikke resultat af en analyse af behovet – snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. 

Trump mangler dog helt erkendelse af, at USA’s store militære investering har været et afgørende bidrag til egen velstand. Det har givet USA et teknologisk forspring, som alle andre betaler for at udnytte. USA’s militærudgifter er ikke bare en indlysende egeninteresse i at beskytte Europa, men fundamentet for global magtudøvelse. Det er ikke Europa, der har snydt amerikanerne ved at læne sig ind under deres verdensorden. Det er den amerikanske middelklasse, og ganske særligt de mange fattige i det rige USA, der er blevet snydt for et velfærdssamfund, fordi de superrige personer og selskaber har hamstret det meste af velstanden og har haft magt til at minimere deres egen skattebetaling.

Med de dystre briller på kan man læse Trumps femprocentskrav som en del af et plyndringstogt mod Europa, der skal forhindre os i at opretholde velfærd og gøre klimaindsats, fordi vi skal betale kæmpe regninger til indkøb i den amerikanske militærindustri og samtidig skal betale regningen for hans toldkrig imod os. En sidegevinst for Trump her kunne – ironisk nok – blive vælgeroprør i Europa, der styrker hans meningsfæller på den ekstreme højrefløj.

Rutte skamroste i Haag også Trump for at have bombet de iranske atomanlæg, selvom det var et klart brud på folkeret og FN-pagt. Vel, det er absolut ønskeligt at undgå et iransk atomvåben, men angrebet risikerer at få både Iran og andre lande til at blive endnu mere ivrige for at anskaffe atomvåben som det ultimative værn mod angreb. Og det er naivt at håbe, at man ved krig kan fjerne det despotiske præstestyre.

Atomtruslen fra Iran kan reelt kun forhandles bort. Det gjorde en enig verden faktisk i 2015. Det var Trump, der rev denne aftale itu tre år senere – og udsatte Iran for ny hård økonomisk blokade, der desværre styrkede de mest krigeriske kræfter i regimet. 

Men før den seneste lynkrig mødte et svækket iransk regime op til forhandling, da Trump opfordrede hertil. Imidlertid viste forhandlingen sig alene at være et amerikansk diktat, der skulle imødekommes inden 60 dage. Derefter fulgte straks Israels og kort efter USA’s voldsomme lynkrig. Kommer der en reel forhandling efter dét?

USAs præsident har enorm magt. Både Trumps handlinger og forsømmelser medfører derfor horrible forbrydelser mod menneskeheden. Mordet på USA’s egen bistand mod sygdom og sult, USAid, kan ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet betyde, at 14 millioner mennesker, som ellers kunne reddes, dør de næste fem år. Flest børn, flest i Afrika.

På kun lidt længere sigt kan Trumps kamp mod klimaindsatsen betyde endnu flere menneskers død og en meget mere konfliktfyldt verden.

Trumps helhjertede støtte til Netanyahus krig har ført til fortsættelsen af forfærdet udsultning, terrorbombning og massemord på palæstinensiske civile.

Hans uvilje mod at bistå Ukraine giver fortsat fripas til Putins krigsforbrydelser.

Hans nære forhold til oliefyrsterne i Golfen betyder, at USA ikke bremser deres bidrag til, at Sudans borgerkrig fortsætter som et forfærdende massemord.

Alt dette forbigik Rutte i sin hyldesttale til Trump i NATO.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2025

Mere fra min hånd om Trump og NATO

Udgivet den

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Udgivet den

🇬🇧 Dangerous changes in China policy

We should be wary of ostracising China further. And I still believe what Henry Kissinger said to me some 16 years ago: Taiwans future will be peacefully solved so long as the rest of us don’t intervene.

This article is a translation of an opinion piece of mine in Berlingske on the 21st of March, 2023:

China and the US must cooperate

My former colleague, Denmark’s longest serving Foreign Minister Uffe Ellemann-Jensen once told me that neither China nor the climate were high on the agenda during his tenure as foreign minister. Now, 30-40 years later, China’s importance on the world stage has exploded. Climate change is our worst existential threat, provided we don’t wipe out civilization in a nuclear war. Peace and economic stability for the remaining 21st century depend on whether the United States and China can rein in their rivalry and together lead the way in international cooperation.

Since China put the chaos and disasters of Maoism behind her in 1978 under the leadership of Deng Xiaoping, the enormous country has experienced sensational progress. The economy is more than thirty times bigger. My wife Mette Holm and I have, separately and together, witnessed this formidable upheaval. Mette has lived in China for ten years – first as an exchange student, later as a reporter. I have visited China 18 times in the past 45 years, and in my capacities of Minister of Finance and Foreign Affairs, chairman of Denmark’s Social Democratic Party and Parliament, and President of the UN General Assembly, had meetings with a large number of top Chinese leaders.

In China’s self-perception, the country is the world’s oldest and most important nation, now rising after a short-term weakening of 150 years. But China’s path to prosperity and greatness is through trade, investment and diplomacy – not a desire for belligerent conquest. In my view this has not changed, even if Xi Jinping’s autocracy and the massive uniformity is terrifying. There is fierce repression of Muslims in Xinjiang, Tibetans and of the few dissidents who dare to speak out. Hong Kong’s freedom is denied in violation of the agreement with Great Britain on ‘one country, two systems’. Also, rearmament and talk of unification with Taiwan by military force ‘if necessary’ is cause for concern.

We need Xi to influence Putin

The US is leading a drastic change in the West’s attitude towards China. After decades of mutual commitment to trade and investment and successful political cooperation as seen with the Paris Climate Agreement – the West is now perceived as setting a course to inhibit China’s progress towards prosperity, while encircling the country with strong alliances under American leadership. China spends only one-third of the resources that the US spends on the military, and the US is strengthening ties with large neighbouring countries such as Japan and India. 

Trump initiated the trade war and the covid-bashing against China, and since then a paranoid fear as well as a demand to be ‘tough on China’ has arisen in American politics. It peaked with the hysteria about and the shooting down of the Chinese hot air balloon. The relationship has taken a dangerous turn that this little interlude could lead to the cancellation of the American Foreign Minister Antony Blinken’s visit to Beijing. Precisely the opposite is needed: détente and relaxation of tension. 

Most importantly, if the US and China could come on speaking terms to an extent so that Xi Jinping would be willing to put pressure on his ‘friend’ Putin to stop the war of aggression in Ukraine. Sadly, until now China’s course has been guided by joint Sino-Russian opposition to US global dominance.

China a major player

The United States must accept and recognize a new balance where China’s progress cannot – and should not – be inhibited permanently. China has established strong economic relations in East and South Asia and increasing influence in Africa, Latin America, Central Asia and the Middle East. China is now a major diplomatic player who has succeeded in mediating between arch-enemies Iran and Saudi Arabia. The US must also understand that both China and Europe want to preserve significant parts of our considerable economic relationship. This is why Foreign Minister Løkke Rasmussen was right, when he said that the EU must contribute to reducing tension between the US and China.

But shouldn’t we fear invasion of Taiwan – analogous to Putin’s invasion of Ukraine? I find this analogy false. China has no interest in starting a military conflict that could overturn the basic unspoken ‘contract’ with the population: the government has had solid popular support, while managing to pull 800 million people out of poverty. The vast majority of Chinese have experienced massively increased prosperity and freedoms – so long as they don’t get involved in politics! This was discontinued during the covid-pandemic, which was handled clumsily. But war over Taiwan could be far more costly in terms of sanctions and a breakdown in China’s participation in the world economy. All parties therefore have a fundamental interest in not provoking changes in the status quo in the Taiwan Strait. I still firmly believe what Henry Kissinger said to me 16 years ago: ‘Taiwan’s future will probably be resolved peacefully as long as the rest of us interfere as little as possible. There are Chinese on both sides, and they have a longer time perspective than we do in the West.’

Udgivet den

The Paths to Peace are Few, Narrow and Uncertain

Sadly, peace and justice for Ukraine require ever more weapons from the West to liberate the occupied territories. And the ultimate horror scenario is that Putin’s response to being pushed back along the front lines becomes a desperate decision to use tactical nuclear weapons to destroy Ukraine’s military. This would multiply the loss of both military and civilian lives in one fell swoop and lead directly to NATO’s participation in the war, which may lead to war and arms races spiraling completely out of control.

Therefore, all hope rests on a change of heart and perhaps a change of power in the Russian leadership, in order for peace negotiations to start – and thus paving the way for rebuilding life in Ukraine.

We must also sincerely hope that a peace in Ukraine will lead to the West being able to negotiate once more with Russia to restore agreements on controlled limitations of missile and nuclear weapons systems and the prohibition of the proliferation of nuclear weapons, which contributed crucially to ending the old Cold War.

Only renewed cooperation between the West and Russia, expanded to include China, can slow down the ongoing arms race and prevent the proliferation of nuclear weapons to more and more states. Dare we believe in such cooperation?

Doubtful promises

Nuclear proliferation can hardly be avoided without very tangible guarantees for and alliances with the countries that must renounce nuclear weapons, that they will not be exposed to military attacks from other countries.. However, deep distrust in the long-term sustainability of such guarantees will prevail. Remember that in 1994 Russia helped to guarantee Ukraine’s borders in exchange for handing over Ukraine’s share of the old Soviet nuclear weapons stockpiles.

North Korea’s seemingly insane drive to massively stockpile nuclear weapons and long-range missiles is hardly based on the delusion that the country and its regime would exist only minutes after a nuclear attack on the United States. But the dictator Kim Jong-un’s logic is simple: Would Saddam Hussein or Gaddafi have been removed by military force, had they possessed nuclear weapons to respond with?

The same logic led Iran’s clergy to toy with developing nuclear weapons. It was a particularly risky project because, in the conflict-torn Middle Eastern region, it could quickly lead to a preemptive attack by Israel and a nuclear race with Saudi Arabia and other neighboring countries. The non-proliferation agreements could be completely blown up.

Trump’s brutal deal-breaking

Therefore, up until 2015, a brilliant diplomatic offensive to lift economic sanctions against Iran and so as to let the country experience not being under threat of attack – while Iran, in return, had to renounce plans to develop the bomb. An agreement, the JCPOA, was concluded not only between the US and Iran, but including Russia, China, Great Britain, France, Germany and the EU as well, and furthermore confirmed in the UN Security Council.

Against the backdrop of many decades of conflict between the United States and Iran, this agreement was historic, and it served to strengthen the more moderate forces in Iran that had brought about the agreement. This is why it was terrible and idiotic that three years later Trump tore up the deal and re-imposed an even harsher sanctions regime on Iran. It is tragic that as the new president Joe Biden did not manage to move swiftly to restore the nuclear deal. This have prevented the return to power of the radical clerics , nurturing their strong doubts about whether guarantees from the West were trustworthy, and thus nuclear force could be dispensed with. Now the Iranian regime may be so cornered by domestic problems that it might still want an agreement. But the opportunity is definitely missed.

Iran out of reach

At this point in time, no Western power or organisation can make deals with a regime that massacres participants of huge popular protests, and executes countless young men for petty offenses, in order to scare people from joining the mass movement that threatens the regime’s very survival. A regime which, by the way, also supplies hideous drone weapons for Putin’s war of aggression against the Ukrainian civilian population.

In Iran as in Russia, we must now cling to the narrow hope of regime change from within.

But there may be dramatic interludes, with Israel’s new right-wing Netanyahu government trying to destroy Iran’s nuclear facilities before a nuclear bomb is ready for use. This might delay the bomb, but hardly prevent it. And it will convince the clergy even more of its necessity. In addition, Iran has many opportunities to – with the help of allied forces in Israel’s vicinity – trigger a new and larger conflict in the war-torn Middle Eastern region.

The paths to peace are few, narrow and uncertain.

This is a translation of a piece published in Danish in Berlingske on 23rd of January, 2023

Udgivet den

Trumps forsøg på at strangulere Irans økonomi truer freden

Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020

Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.

Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.

Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.

Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.

DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.

Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien

Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.

DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.

Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.

Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.

AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.

Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.

Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.

Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.

Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.

Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.

I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.

På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.

Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.

Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.

Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). 

Udgivet den

Trumps mafiapolitik over for Iran – den største trussel mod verdensfreden

Fra Berlingske: Et vægmaleri i Teheran viser tydeligt, hvad mange iranere mener om USA og de sanktioner, som Donald Trump har indført over for landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: WANA NEWS AGENCY

Opinion i Berlingske 18. juli 2019

Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.

Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.

Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.

Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten. 

Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker. 

Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015. 

Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.

Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.

Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.