Tag: grønne løsninger

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik

Udgivet den

Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke  

Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor

Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:

Truslen fra krig og træg klimaomstilling

De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.

Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.

Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.

Vedvarende energi er del af løsningen

Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.

Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.

Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.

Krigen dræner ressourcer

Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.

Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.

Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.

Behov for, at Kina og USA snakker sammen

Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.

Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022

Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine

Udgivet den

Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima

Udgivet den

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling