Tanker omkring Pelle Dragsteds Nordiske Socialisme

Pelle Dragsteds bog

I sin nye bog taler Pelle Dragsted for kooperative virksomheder og andre ting, der engang var Socialdemokratiets politik. Dengang kuldsejlede det blandt andet på grund af modstand fra venstrefløjen. I dag er der brug for internationale løsninger – læs min kronik i Information om Pelle Dragsteds nye bog – eller nedenfor:

Økonomisk demokrati kuldsejlede i 70’erne. I dag er der brug for internationale løsninger

For snart 24 år siden havde Torben Steno en utrolig morsom serie i Danmarks Radio, der hed DDR2. Den kan stadig genfindes på nettet. Steno bragte i serien autentiske klip fra hverdagen i den afdøde østtyske stat i lortebrune farver, garneret med uddrag af diktaturets svulstige retorik. Steno interviewede også en række gamle danske kommunister om, hvorfor de havde været fascineret af »den virkeliggjorte socialisme« i DDR. Til sidst blev jeg inviteret til at svare på, om den virkeliggjorte socialisme ikke snarere var i Danmark end i DDR. Mit svar var, at i forhold til alt det, de gamle socialister ønskede at udrette for menneskeheden, så er vi nok kommet allertættest på. Vi overtog ikke alle produktionsmidlerne, men vi skabte stærke rammer om markedet og fordelte goderne bedre ved at opkræve skatter og sikre velfærd og meget større lighed.

For 15 år siden, da debatten i Kina var mere åben end nu, blev jeg inviteret til at tale både til staben på den kinesiske ambassade i København og til ledende medarbejdere i Kinas kommunistpartis internationale departement i Beijing. Jeg skulle fortælle om ’Den Danske Model’. Der blev lyttet interesseret. Mine tilhørere sagde ikke, ’jamen det er jo den rigtige socialisme’. Men det gør til gengæld mange menige kinesere, når man fortæller om, hvordan vi har indrettet os.

Opgør med revolutionen

Jeg nævner disse oplevelser som kommentar til Pelle Dragsteds spændende nye bog ’Nordisk Socialisme’, der allerede har fået megen positiv omtale i medierne.

Pelle er vel chefideolog i Enhedslisten. Jeg læser hans bog som det endelige opgør med revolutionære drømmerier på den yderste venstrefløj. Det er en entydig bekendelse til det parlamentariske demokrati og en anerkendelse af Socialdemokratiets og fagbevægelsens indsats gennem 150 år.

Pelle Dragsted påpeger, at det danske samfund hverken er en ureguleret markedsøkonomi eller en rendyrket planøkonomi. Markedskræfterne – ejendomsretten – indrammes af lovgivning, der beskytter arbejdsmiljø, natur og klima, regler mod vild finansspekulation, huslejeregulering mv. En stor offentlig sektor beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken uden for markedet og privatkapitalismen. Desuden findes i markedsøkonomiens Danmark mange varianter af kollektivt fælleseje i andelsbevægelse, boligforeninger, brugsforeninger, kreditforeninger mv.

Pelle Dragsted anerkender, at private virksomheder fortsat skal bidrage til at skabe udvikling og velstand. Men efter fyrre års global nyliberalisme er fællesskabet i alle dets former trængt tilbage. Derfor leder han efter nye veje til at udbrede demokratiske ejerformer og bremse for privatisering og udlicitering. Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur. Medarbejderne skal have mere medindflydelse på de offentlige arbejdspladser, og der skal udvikles nye former for kollektiv ejendomsret.

Europæiske socialdemokratier får kritik for at have udvisket deres profil ved at medvirke til neoliberalistisk politik og dermed tabe terræn til de populistiske oprør. Mette Frederiksen får behersket ros for at lægge op til en ny social kontrakt. Men – siger Dragsted – socialdemokraterne er ikke klar til at tage et mere frontalt opgør med ejerskab og magt.

Kampen blev tabt

Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.

Et andet af Socialdemokratiets kuldsejlede forsøg på at ændre ejendomsforholdene var planerne om ’ØD’, økonomisk demokrati. Omkring 1970 var jeg sekretær for forhenværende finansminister Henry Grünbaum, da han var formand for LO’s udvalg om ØD. Vi kom med et maksimalforslag, der ultimativt ville have overført aktiemajoriteten i dansk erhvervsliv til en central lønmodtagerejet fond, der så decentraliserede stemmeretten ud til de ansatte i selskaberne – og gav udbytte til alle danske lønmodtagere. Tankegangen var, at vi ikke kunne beskatte os til en mere ligelig fordeling af formuer og magt, fordi de skatteregler, der gjorde det attraktivt at samle og investere kapital, uundgåeligt førte til skævere formuefordeling – medmindre ejendomsretten blev bredt ud.

ØD-forslaget vandt ingen støtte til venstre og fik voldsom modstand fra højre. I 1979 forsøgte Ankers regering sig med et mere moderat forslag om obligatorisk overskudsdeling, men det blev desværre slået ned af De Radikale og SF. Her var ellers takter til at gøre løntilbageholdenhed i en krisetid spiselig i fagbevægelsen og skabe nyt momentum for S-regeringen. Nu blev kuldsejlingen af ØD i stedet en del af nedtællingen til ti år med Schlüter. Drømmen bestod. ØD står – modsat Pelle Dragsteds påstand – også i Socialdemokratiets 1992-program. Men det politiske flertal meldte sig aldrig. Dog gav opbygningen af arbejdsmarkedspensioner til lønmodtagerne en voksende andel af ejendomsretten, men uden at give det direkte løft for medarbejdermedbestemmelsen i den enkelte virksomhed.

Brug for internationalt samarbejde

Uligheden i ejerskab og magt er de seneste fire årtier eksploderet globalt. Kapitalafkastet vokser og lønandelen skrumper. De store tech-virksomheder, finanshuse og andre giganter rummer ufattelige formuer. Få snese dollarmilliardærer køber sig til politisk indflydelse og mediemagt. Oligarki truer demokratiet.

Det er værd at overveje – hvilket Dragsted også gør – om der kan skabes tilslutning til en form for overskudsdeling, som bliver stående i kollektiv fondskapital i selskaberne. I forvejen er privatetablerede, fondsejede virksomheder en slagkraftig del af vores erhvervsliv.

Men! Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land. Her må vi forlade os på internationalt samarbejde som det, præsident Biden overraskende lige har spillet ud med – om massiv indsats mod skatteflugt og skattely og fælles bund under selskabsskatten. Måske kan det suppleres med en særlig formueskat på de superrige.

Klimasagen må fremmes ved fælles massiv forsknings- og udviklingsindsats fra erhvervsliv og stat og optrapning til høj beskatning af klimagasser. Her skal EU spille en afgørende rolle. Og her er Pelle Dragsted fåmælt, fordi han stadig er hæmmet i sin tilgang af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand.

Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats. Vi må satse på en offentlig regulering, der igen gør markedet til demokratiets tjener og ikke dets herre.

Mogens Lykketoft er forhenværende formand for Socialdemokratiet

Kronikken blev trykt i Information 12. maj 2021

Mere fra min hånd om Den nordiske Model