Debat og nyheder

Udgivet den

Corydon gav Goldman Sachs skattefri milliardgevinst

Fhv. socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon tager grueligt fejl, når han bryster sig af, at hans forfejlede salg af en del af Dong til Goldman Sachs gav stor indtægt til den danske statskasse. Goldman Sachs slap derimod afsted med en skattefri fortjeneste på 12,4 mia. kr., som statskassen kunne have tjent i stedet – med skatteindtægterne oveni. Så nej, det var ikke et vellykket salg til fordel for Danmark. Det snakker jeg med Asger Juhl om her på Den Uafhængige. Lyt som podcast (indslaget begynder 2:18) eller se videoen

Udgivet den

Sludder – regeringens pensionsforslag kommer ikke til at dræne arbejdsstyrken

Det kommer kun til at ske, hvis vi forsømmer at efteruddanne og opkvalificere folk, så de kan forblive på arbejdsmarkedet.

Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor.

Min meget korte beskrivelse af den nævnte anden falske fortælling om salget af dong til Goldman Sachs er så kort, at Berlingske har fundet det nødvendigt at følge op på den. Det kan man derfor læse meget mere om her.

Forkerte argumenter fra to forhenværende

Fra debatten i denne uge har jeg opsnappet to falske fortællinger:

Den første handler om kritik af regeringens udspil om adgang til førtidig folkepension fra Anders Fogh Rasmussen:

Behovet for en løsning, så især nedslidte kan trække sig tidligere tilbage på folkepension, opstod, da efterlønnen i 2011 reelt blev likvideret af Lars Løkkes regering med støtte fra Radikale og Dansk Folkeparti.

Efterlønsindgrebet var et eklatant løftebrud i forhold til velfærdsaftalen under Anders Foghs regering fem år tidligere. Dén forhandlede jeg selv for Socialdemokratiet sammen med Helle Thorning og Henrik Sass. 

Velfærdsaftalen betød bl.a., at folkepensions- og efterlønsalderen skulle hæves i takt med stigningen i middellevetiden. Det var en entydig og ubestridt forudsætning for vores medvirken til denne aftale, at der derefter ikke skete yderligere forringelser i adgangen til efterløn – hverken i satser eller åremål. Men de borgerlige aftalepartnere brød denne forudsætning frontalt i 2011, da de med et slag forhøjede efterlønsalderen med to år, så den reelle periode på efterløn blev forkortet fra fem til tre år. Samtidig forringede de efterlønsbeløbet for de fleste ved hjælp af skærpede regler for modregning for andre pensionsordninger,

Derfor er det mærkværdigt og forkert, når Anders Fogh i dag taler om, at forslag om ny tidligere adgang til folkepension – især for de nedslidte – er et svigt i forhold til en langsigtet politisk aftale.

Svigtet over for den langsigtede aftale skete med Lars Løkkes efterlønsindgreb i 2011.

En række økonomer, arbejdsgivere og borgerlige politikere talte for at afskaffe efterlønnen dengang,  og  melder sig nu igen på banen med kritik af regeringens udspil med den begrundelse, at vi så kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden.

Efter min mening er det noget sludder. Regeringens forslag om førtidig folkepension bliver aldrig til dét store dræn af arbejdsstyrken og dén store omkostning for statsfinanserne, som fremmanes: 

Mangel på arbejdskraft i de kommende år vil især opstå, hvis ikke vi ikke investerer nok kræfter i at efteruddanne og opkvalificere, så mennesker med ringe eller forældet uddannelse kan finde plads på det nye arbejdsmarked; også når de kommer lidt op i årene.

Der er et fåtal, der vil styrte afsted efter en ny, ret lav førtidig pension, hvis de ikke faktisk føler sig nedslidte og ikke oplever, at ingen gide ansætte dem. 

Lidt barsk kan man sige, at man kun tager hul på både folkepension og arbejdsmarkedspension før tid, hvis man frygter ikke at have nær så mange år tilbage at leve i som dét flertal, der fortsat er i god form, har inspirerende arbejde og god løn. En ny ordning vil desuden kunne forebygge, at mennesker med et langt og hårdt arbejdsliv – især ufaglærte i yderområderne –  må hutle sig igennem på lav kontanthjælp eller leve af ægtefællens indtægt i de sidste år, før de når den stadigt højere folkepensionsalder. Siden Lars Løkkes forringelser er netop denne gruppe udsat for en deroute, hvor de mister job, opbruger dagpengeret og er blevet afskåret fra adgangen til efterløn. 

Al erfaring – også fra før dødsstødet mod efterlønnen i 2011 – viste os, at flere og flere ønskede at blive længere på arbejdsmarkedet, fordi de netop ikke følte sig nedslidte, og fordi de forstod, at de nok havde mange år tilbage at leve i, og derfor også gerne ville undgå at udhule arbejdsmarkedspensionen ved at trække på den for tidligt.

Hvis arbejdsgiverne bliver endnu bedre til at tilbyde de ældre lidt nedsat tid eller lidt mere skånsomme arbejdsvilkår, vil der ikke være stor søgning på en ny mulighed for tidlig tilbagetrækning.

                                                                  *

Ugens anden fejlfortælling kom fra en anden kant om en anden sag: Den tidligere finansminister og socialdemokrat Bjarne Corydon forklarede  i Berlingske mandag begejstret, at statens herligt enorme kapitalgevinst i Ørsted – tidligere DONG – er en konsekvens af  hans delsalg af DONG  til Goldman Sachs i 2013. Forkert, Corydon! Du gav en uduelig bestyrelsesformand i DONG lov til at skille sig af med Anders Eldrup og hans folk, der skabte forudsætningerne for statens enorme guldæg. Du forstod ikke, at staten kunne score et endnu større milliardbeløb ved selv at løse selskabets midlertidige kapitalmangel ved at låne til nul procent. I stedet indbød du gribbene fra USA,  til at score en kursgevinst på 12,4 milliarder kroner ved mindre end fire års medejerskab.

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 20. august 2021

Udgivet den

Merkel har vendt sin snæversynede spareholdning ryggen

Coronakrisen har vist EU’s oprindelige ‘sparebande’, at sparsommelighed netop ikke er vejen frem. Det er til gengæld genopfindelse af statens rolle i at sætte økonomien på sporet.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske 23. juli 2020. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der er ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien

Berlingske gav til min store glæde forleden plads til et interview med mig. Det handlede om læren fra S-udspillet Gang i 90erne og behovet for igen at give en kraftig statslig økonomisk indsprøjtning for at få gang i investering og beskæftigelse – nu med mest muligt fokus på klimaløsning og bæredygtighed.

I mandags bragte avisen endnu en artikel om, hvordan man verden over er ved at genopfinde staternes rolle i at få markedskræfterne til at arbejde for det fælles bedste.

Fordelene ved en troværdigt ledet stærk stat, der evner at handle hurtigt, har et godt og gratis offentligt sundhedsvæsen og anstændig social tryghed, illustreres bedre end nogensinde ved sammenligning af Danmark og USA under covid-19-pandemien. Derfor får Cepos stadigt færre tilhængere af budskabet om neddrosling af statens rolle, også når de private markedskræfter har svindsot – og om at satse på sparepolitik og budgetbalance – også i krisetider.

Det er meget bemærkelsesværdigt – og aldeles afgørende for at få gang europæisk økonomi – at kansler Merkel har drejet sig 180 grader væk fra sin snæversynede spareholdning, der i årene efter finanskrisen dominerede i EU og låste Sydeuropa fast i langvarig økonomisk krise og arbejdsløshed.

Nu har kansleren gennemført en vældig finanspolitisk stimulans hjemme i Tyskland. Samtidig har hun sammen med den franske præsident ført an i forhandlingerne på EU-topmødet om den store, solidariske europæiske genopretningspakke. Eksportnationen Tyskland har omsider erkendt, at dens fortsatte velstand beror på, at der hurtigt skabes købekraft i nabolandene.

»De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.«

Genopretningspakken har haft en vanskelig fødsel – især fordi der i nordeuropæiske lande med god orden på egen økonomi næres modvilje mod omfanget af gavebistand til Sydeuropa.

Denne diskussion har jeg hele tiden betragtet som en underordnet knast og et problem, det var let at løse: Sondringen mellem lån og tilskud fra EU har været langt mere underordnet, end alle parter har fundet det opportunt at erkende i den offentlige debat på hjemmefronten. Det afgørende er, at det er EUs fælles låneværdighed, som også de fattigere og svagere medlemslande kan trække på.

Da jeg første gang var dansk minister i starten af 1980erne, var vi plaget af dyr långivning og eksploderende statsunderskud. Vi skulle hele tiden ud at låne nye penge og genfinansiere gammel gæld til en rente på ca. 20 pct. Det var en lavine, der truede med helt at knuse os.

Lånene billige og afdragsfri

Det er forståeligt, at mange med erindringer fra dengang frygter en gentagelse. Men konsekvenserne af låntagning i dag og i al forudsigelig fremtid er fuldstændig forskellig fra dengang. En af verdens førende finanseksperter, den ungarsk-britiske milliardær, valutaspekulant og demokratifilantrop George Soros, påpegede for nyligt, at rige stater – og EU – kan låne penge til 0,5 pct. i rente uden forpligtelse til i nogen fremtid at afdrage på gælden. Så enorme er de formuer hos private personer, fonde og pensionskasser, der i disse nye tider ikke kan placere sig risikofrit og samtidig få et nævneværdigt renteafkast. Der betales endda strafrente for indskud i bankerne. De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.

Der er heller ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien. Lånene kan optages til en rente omkring nul og uden afdrag. Der er ikke tale om en regning, der kommer hurtigt efter os.

Boris Johnson skeler til FDR

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler nu om at efterligne Franklin D. Roosevelt, der som amerikansk præsident brugte staten til at bringe økonomien ud af 1930ernes krise. De britiske konservative bevæger sig dermed langt væk fra Thatchers kamp mod en stor og aktiv statsmagt, der også blev videreført af Cameron efter finanskrisen. Den nye Johnson synes derimod at være på linje med den nye Merkel. Hans problem er bare, at det bliver både sværere og dyrere for Storbritannien end for EU at investere sig ud af krisen.

Britisk økonomi stækkes af de selvpålagte plager ved Brexit. Johnson har dyrket en illusion om at erstatte EU-fordelene med gunstige handelsaftaler med især USA, men også med Kina, Japan, Indien, Afrika m.fl.

USA giver imidlertid ikke ved dørene.

Trump har desuden – ved at tvinge briterne til at afbryde samarbejdet med Huawei – bragt dem kollisionskurs med Kina. Helt generelt er verden i øvrigt mere optaget af at lave aftaler med EU end med det ensomt sejlende endnu Forenede Kongerige.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 23. juli 2020

Mere fra min hånd om EU

Udgivet den

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her

Udgivet den

Bæredygtig udvikling handler ikke kun om klima

Min klumme i Berlingske Tidende forleden var et opråb til De Radikale om, at en bæredygtig fremtid fordrer mere end grøn entusiasme, hele samfundet skal løftes i retning af mindre ulighed i indkomst, sundhed, uddannelse. Det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år. Læs hele klummen her

Ramler du ind i en betalingsmur, kan indlægget læses her:

Regeringen ved udmærket, at en grøn skattereform er et helt afgørende instrument til at nå 70 procents reduktion af CO2-udslippet de næste ti år. Det er også økonomisk den billigste vej. Desuden er det politisk uomgængeligt, da alle de tre partier i regeringens parlamentariske grundlag – de Radikale, SF og Enhedslisten – har sagt det meget klart.

Forhåbentlig er Venstres og de Konservatives seneste meldinger i samme retning en ægte erkendelse – ikke bare et forsøg på at splitte de andre fire partier og udvande projektet, så indsatsen bliver alt for svag og byrdefordelingen mellem rig og fattig alt for skæv.

V og K skulle gerne tage medansvar for en grøn skattereform. Det vil være den ultimative garanti imod, at indsatsen ændres og svækkes ved et regeringsskifte. Den garanti er særlig vigtig, fordi vi taler en lang proces med en CO2-afgift, der skal optrappes gradvis til 1.500 kr. pr. ton i 2030.

Sikkerheden for, at planen fastholdes, er forudsætningen for, at adfærden påvirkes mest og hurtigst muligt i den rigtige retning: Virksomhederne vil, med vished for den høje slutafgift, allerede fra starten investere mere klimavenligt og bæredygtigt – simpelt hen fordi det er indlysende, at det bedre kan betale sig for dem i det lange løb. Samtidig vil forbrugerne vælge mere bæredygtige indkøb, når de oplever, at det bedre og bedre kan betale sig.

Det er imidlertid uhyre vigtigt, at alle parter holder sig det klart for øje, at bæredygtighed ikke kun handler om klima. Bæredygtighed, som defineret i FNs 17 verdensmål, handler både om klima og miljø, sundhed, beskæftigelse, social tryghed og retfærdig fordeling. Klimaskatter skal derfor ledsages af lettelser for folk med små indkomster. Vi vil møde unødvendig stærk folkelig modvilje, hvis vi repeterer Frankrigs præsident Macrons fejltagelse med at lette skatten i toppen, samtidig med indførelsen af højere benzinafgifter, der ikke modsvares af lettelser til lavtlønnede med langt til arbejde.

Desværre er der fortsat stærke borgerlige kræfter også i Danmark, der kræver yderligere topskattelettelser, og i øvrigt foretrækker velfærdsforringelser frem for nogen form for forhøjelse af skatterne.

De seneste 10-20 år har VK-regeringer med støtte fra DF og de Radikale allerede systematisk svækket det sociale sikkerhedsnet og lettet skatterne for de rigeste, samtidig med at skattesystemet er brudt ned, og flugten til skattely er eksploderet. Den forrige S-ledede regering  brød desværre ikke denne udvikling.

En udvikling, der også socialt er bæredygtig, kræver skarp kursændring væk fra Lars Løkkes rødvinsforlig i 2009, dagpengemassakren  i 2010 og den endelige strangulering af efterlønnen i 2011. Der skal gøres op med de modeller, som påstår, at større ulighed er en forudsætning for økonomisk fremgang og høj beskæftigelse, som undervurderer værdien af offentlige velfærdsudgifter og investeringer i infrastruktur, og som ukritisk kræver budgetstramninger selv i perioder med svag beskæftigelsesudvikling.

Se mod Tyskland

Opgøret med denne sparepolitik, som vi led under efter finanskrisen, er heldigvis i fuld  gang i EU i kølvandet på coronakrisen. Overraskende og opmuntrende anført af Tyskland.

Der er da heller ikke empirisk belæg for, at uligheds- og sparepolitikken har bidraget til at gøre Danmark til en af de mest succesrige økonomier. Tværtimod er der grund til at tro, at vi klarer os bedre end de fleste andre lande, fordi vi trods alt ikke har skruet lige så meget op for denne kurs som andre.

De Radikale skal hædres for deres andel i det forståelsespapir, der banede vejen for den nuværende regering og ganske særligt satte en ambitiøs klimapolitik forrest i regeringsprogrammet. Her er de naturligvis helt i pagt med deres vælgere. Men de fleste af disse vælgere tror, at de har stemt på et progressivt, venstreorienteret parti – også når de gælder fair fordeling. Det er godt, at de Radikale bidrager til at trække V og K ind i klimapolitikken. Men det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år.

Det burde ikke være vanskeligt for et parti, der sammen med Socialdemokratiet har løftet de fleste af de seneste 100 års sociale fremskridt. Under Nyrup viste vi, at vi sammen kunne forbedre beskæftigelse, velfærd og miljø uden at bidrage til øget ulighed.

Klummen blev bragt i Berlingske Tidende 25. juni 2020

Udgivet den

Stærke mænd fra store nationer misrøgter deres magt og indleder nye, farlige rustningskapløb

Forleden havde jeg denne kommentar i Jyllands-Posten – om Trumps forhåbentligt snarlige politiske endeligt. Ryger du ind i en mur, kan du læse indlægget nedenfor.

Vejen til mindre uorden i verden

Mange føler sig nedtrykte over pandemi, massearbejdsløshed og klimakrise. 

De fleste er angst over, hvordan stærke mænd i spidsen for store nationer misrøgter deres magt derhjemme og indleder nye farlige rustningskapløb. 

Næsten alle ude i verden håber inderligt, at mareridtet Trump er overstået om få måneder, så vi kan begynde at genopbygge et internationalt samarbejde med USA som en ledende kraft. 

Trumps forkerte håndtering af pandemien og hans appel til racisme og splittelse ovenpå politiets seneste mord på en sort amerikaner har nedsat risikoen for, at han genvælges til november. Det hjælper, at der er åbenlyst oprør mod hans vanvid fra militære topfolk – både de nuværende topfolk og tidligere som generalerne Mattis og Kelly.

Håb spirer også andre steder. I EU breder sig en erkendelse af nødvendigheden af tættere samarbejde om de reelle problemer, hvis kriserne skal imødegås og Europa skal have nogen som helst vægt over for USA og Kina.

Det tysk-franske udspil til en europæisk redningsplan – og Kommissionens opfølgende udmøntning med forslaget om en kraftfuld, grøn finanspolitisk ekspansion – varsler styrket solidaritet og samarbejde. 

Udspillet er udtryk for, at kansler Merkel med stormskridt har bevæget sig væk fra den skadelige kurs med ensidigt fokus på budgetbalance og nedskæringer, som Tyskland insisterede på efter finanskrisen; dén kurs genoprettede kun langsomt beskæftigelsen og skabte ringere velfærd og mere ulighed undervejs.

Den tyske regering forstår omsider, at gentagelse af denne politik efter coronakrisen kan fastlåse os i den største arbejdsløshed siden 1930’erne, skabe utålelig social ustabilitet og risiko for massiv styrkelse af nationalistiske, populistiske og endda fascistoide bevægelser. I sidste ende er risikoen opløsning af EU og nogle steder endda til demokratiets undergang.  

Tyske økonomer erkender omsider, at øget statsgæld i de kommende år ikke er problemet, men afgørende for løsningen. Inflation er ikke en risiko, derimod vil sparekurs give risiko for deflation, der kan forværre både beskæftigelsen og statsfinanserne. Den eneste virksomme vej ud af arbejdsløsheden – og på langt sigt ud af gældsstiftelsen – er en voldsom stimulering via statsfinanserne her og nu. Den såkaldte stabilitetspagt i EU er reelt et overstået kapitel, selv om den officielle bekræftelse først senere vil udkomme fra Bruxelles.

Det danske mediefokus har været på vores deltagelse i en såkaldte sparebande, der taler imod at give enorme milliardbeløb i tilskud – ikke kun lån – til Sydeuropa. Men man overser, at forskellen mellem lån og tilskud ikke er særlig væsentlig i den nye virkelighed anno 2020.  

Det er noget af en erkendelse for politikere og økonomer i min generation, der husker hvor uoverskueligt det var at skulle stifte enorm statsgæld under olie- og beskæftigelseskrisen omkring 1980, fordi gælden hele tiden skulle fornyes og renten krøb opad mod 20 pct. Milliardæren, storspekulanten og demokratifilantropen George Soros anførte forleden, at EU nu i fællesskab kan optage enorme lån, der aldrig (!!) behøver at blive afdraget, og nøjes med et betale en ½ procent i årlig rente. Det er en helt ny virkelighed, der gør det vanskeligt at se forskel på lån og tilskud. Det giver håb om en aftale i EU, som alle kan leve med. Men den bør suppleres af, at man omsider systematisk gør op med skatteflugt og skattely, der giver en usolidarisk forvridning af det indre marked.

Kommentaren blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2020

Udgivet den

Ny beskæftigelses- og klimaindsats kræver grøn skattereform

Ekspansiv finanspolitik for at løfte beskæftigelsen efter coronaen kan bane vej for en  klimaindsats, der hverken behøver at ramme de fattige eller slå virksomheder ud, der skal betale CO2-afgift.  Læs her hvad jeg skrev i Berlingske forleden.

Støder du hovedet mod betalingsmur kan du læse indlægget nedenfor

Grøn skattereform er nødvendig for at nå CO2-målet.

Det ser ud til, at pandemien kommer under kontrol. Men vi står med en meget alvorlig arbejdsløshed, som kun kan nedkæmpes, hvis staten i nogle år accepterer store budgetunderskud. Sociale nedskæringer og hurtige budgetstramninger vil være gift for genopretningen og risikere at bremse klimaindsatsen.

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille, vil visheden om, at den ender højt, hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet, at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ‘sort’ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det skal ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om 10 år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen. 

EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles  tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser. 

Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld. 

Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.

Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.

Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.

Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis  hæver prisen pr. ton CO2  til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille vil visheden om at den ender højt hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.

Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet. at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.

Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der  skal i omløb via statens  budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ´sort´ energiforbrug.  

Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det SKAL ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger. 

I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.

En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe så tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om ti år. 

Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.  

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 29. maj 2020