Måned: juli 2024

Socialdemokraterne presses både fra højre og venstre i Europa. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvad giver opbakning til europæiske socialdemokratier?

Efter de første 60 år som socialdemokratisk aktivist tror jeg, at jeg forstår lidt af, hvad der giver opbakning til demokratiske socialister i Europa – og hvad der har svækket os i nyere tid.

Socialdemokraterne var i efterkrigstiden sammen med stærke faglige organisationer en afgørende drivkraft for at mindske mindre ulighed, sikre høj beskæftigelse, god mindsteløn samt gratis eller billig adgang til sygdomsbehandling, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Det blev finansieret af høje skatter, der især blev lagt på de bredeste skuldre.

I lang tid gik store borgerlige centrumspartier i Europa et langt stykke ad den samme vej. Især de seneste par årtier er udviklingen imidlertid gået modsat.

Borgerligheden har haft sit fokus på lavere skatter – især for de velhavende og erhvervslivet – og på privatisering af de offentlige velfærdsydelser og forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det skulle angiveligt øge arbejdsudbuddet.

Med en svækket fagbevægelse og svagere vælgergrundlag er socialdemokratiske partier blev tvunget i samme retning i koalitioner med borgerlige partier, samtidig med at den globale ulighed er eksploderet til fordel for dollarmilliardærer og megakoncerner.

Reallønnen er stagneret eller svækket, og mange job er udliciteret til andre verdensdele. Socialdemokraterne er oplevet som medansvarlige for tilvandringen af fremmed arbejdskraft og mangelfuld integration af flygtninge mv. Det har kostet vælgertab til det nationalistiske og fremmedfjendtlige højre.

Særligt blandt unge vælgere svækkes socialdemokraterne i konkurrencen med venstrefløjen, når indsatsen for klima og biodiversitet synes for svag og udlændingestramninger for usympatiske.

Det koster ligeledes, når debatten om de fremmede er for unuanceret, og når for eksempel protesten mod Israels krig er fraværende, selvom Gaza jævnes med jorden, og civile rammes af massedød som følger af tæppebombning og sultkatastrofe.

Vælgerne efterspørger mere progressiv socialdemokratisk kurs med genopretning af kvaliteten i de offentlige velfærdsydelser – finansieret med bidrag fra de mest velhavende borgere og virksomheder – og et mere nuanceret og solidarisk verdenssyn.

To eksempler

Det er interessant at se, hvordan disse temaer har spillet ind på de seneste valgresultater i Frankrig og Storbritannien.

For at forstå må man gå om bag den nye mandatfordeling i de meget anderledes valgsystemer i de to lande, der ikke – som det danske – giver en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmeafgivning.

For eksempel fik Labour i Storbritannien 63 procent af mandaterne for 34 procent af stemmerne, mens Le Pens ultranationalistiske alliance i Frankrig kun fik 25 procent af mandaterne for 37 procent af stemmerne, venstrefløjens uventede, nye styrke i Frankrig var især resultatet af en valgalliance fra midten til det yderste venstre.

Vigtigst var, at det gamle socialistparti igen rejste sig som nøglespiller i Den Nye Folkefront med et valgprogram med krav om øget lighed og bedre velfærd. Det kan forhåbentlig i et vist omfang omsættes til arbejdsprogram i et centrum-venstresamarbejde, der kan dæmme op for Le Pens popularitet.

Labours mandatsejr i Storbritannien er solidt grundlag for fem år med socialdemokratisk reformkurs. Det forudsætter dog, at den nye premierminister, Keir Starmer, finder vej til at løse sig fra de selvpålagte bindinger fra valgkampen om at undgå højere skatter, fordi han ellers kan blive blokeret i at finansiere bedre velfærd og mere klimaindsats.

Labour vandt ikke på egen succes hos vælgerne. Den overvældende mandatsejr skyldtes især de konservatives tab af 14 procent af alle vælgere til Nigel Farages nye ultrahøjreparti, der imidlertid kun fik fem pladser i Underhuset.

Starmers stemmeandel blev stækket af hans defensive kurs. Mange stemmer gik til andre på venstrefløjen – især til De Grønne, der fik syv procent af stemmerne, men kun fire mandater. Desuden kørte Labours leder skævt med ukritisk opbakning til Israels krig. Det sidste kostede mandater i valgkredse med mange muslimer.

Labour tabte også en kreds til sin tidligere partileder, Jeremy Corbyn, der efter at være ekskluderet stillede op som uafhængig kandidat. Corbyn var ikke den rette leder for Labour, især fordi han var dybt medansvarlig for Brexit-katastrofen. 

Men det skal ikke glemmes, at han i 2017 sikrede Labour en stemmeandel på 40 procent – og pladsen som Europas vælgermæssigt stærkeste socialdemokrati. Det var med et valgprogram med skarpt fokus på at bekæmpe uligheden og forbedre velfærden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. juli 2024

Mere fra min hånd om Brexit og europæisk politik