Tag: FN

Udgivet den

Israel-Palæstina: Mit beskedne bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Der er megen historieløshed repræsenteret i reportagerne om den aktuelle krig i Palæstina. De færreste kender den lange forhistorie: Min ven Georg Metz bemærkede forleden sarkastisk, at der var heftig strid i og om Palæstina, mange hundrede år før Jesus fik sine første sandaler.  Læs hele min artikel i Ræson nr. 56, der har titlen, Hvad venter der Gaza? – eller nedenfor:

Et beskedent bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Af Mogens Lykketoft

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

100 års konflikt

De seneste godt 100 år har Palæstina været kampplads for arabiske palæstinensere, hvis slægter har været bosat i landet i mange århundreder, og de jødiske israelere, der især stammer fra generationer af indvandrere, som ankom fra starten af det 20. århundrede. Det har været en bitter kamp om retten til landet, men den har ikke haft baggrund i en antisemitisme som dén, der har hærget i europæisk historie.

Den zionistiske bevægelses ønske om en jødisk stat fik storpolitisk opbakning i 1917 med den britiske udenrigsminister Balfours erklæring til fordel for et ’nationalt hjem’ for jøder i Palæstina. Det var et forsøg på at mobilisere jødisk opbakning og kapital til den allierede krigsindsats i Første Verdenskrig og var i øvrigt i konflikt med briternes samtidige løfter til araberne om et mellemøstligt storrige på ruinerne af det tyrkisk-osmanniske imperium, som samtidig blev givet til araberne takket være T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia).

Afslutningen på Første Verdenskrig førte ikke til klar udmøntning af nogen af de to løfter. Mellemøsten blev opdelt i lydstater under hhv. britisk og fransk overherredømme. Palæstina kom under britisk administration.

Briterne kom til at balancere slingrende i en tilspidset konflikt mellem Palæstinas arabere og et stigende antal indvandrende jøder. Efter nazisternes ufatteligt forfærdende folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig søgte overlevende fra Europa – yderst forståeligt – efter et fristed i Palæstina. Ikke mindst i USA og Europa – men også i Sovjetunionen – var der opbakning til oprettelsen af en jødisk stat.

Den nyoprettede verdensorganisation FN blev sat til at løse knuden. Det skete med vedtagelsen af en plan om at dele Palæstina nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder og lade Jerusalem være et internationalt forvaltet særligt område. I forhold til den daværende befolkningssammensætning var FN’s plan mest favorabel for jøderne, og derfor ville et stort arabisk mindretal blive borgere i den jødiske stat.

Planen blev hverken accepteret af palæstinenserne eller deres fæller i de omliggende arabiske stater. Men den zionistiske leder David Ben-Gurion udråbte 15. maj 1948 staten Israel, der straks kom i krig med nabostaterne. Israelerne var militært bedst trænet, udrustet og motiveret, og mange jøder fra andre lande drog ned for at kæmpe for den nye stat. I krigen 1948-49 erobrede Israel 78 pct. af Palæstina, mens Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med den gamle østlige bydel i Jerusalem kom under Jordans kontrol. Israels oprettelse udløste flugt og fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra de områder, der kom under Israel; langt flertallet til Vestbredden og Gaza, men også mange til de arabiske nabolande, især det nuværende Jordan. Ingen palæstinensiske flygtninge fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn efter krigen. Til gengæld fik Israel stor tilstrømning af nye borgere, fordi jøder flygtede fra den arabiske verden. Og siden Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede sine arabiske nabolande, har den jødiske stat hersket over hele det historiske Palæstina og dermed også over de fleste familier, der flygtede i 1948.

Fredens sidste chance

I Gaza er de fleste indbyggere efterkommere af flygtningene fra 1948. De har siden 2006 været spærret inde af israelsk blokade uden muligheder for at forsørge og udvikle sig. Området har levet på bistand fra FN og været bombet og beskudt heftigt i adskillige korte, ødelæggende krige – Israels svar på raketangreb fra Gazas herskere i Hamas og Islamisk Jihad.

En endnu større del af det palæstinensiske folk bor under israelsk besættelse på Vestbredden og i Østjerusalem og er de seneste mange årtier blevet udsat for en fremadskridende kolonisering fra israelske bosættere. Det har totalt undergravet autoritet og folkelig tilslutning til det såkaldte palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der under israelsk besættelse har set udviklingen af det, som den tidligere Mossad-chef Tamir Pardo med rette kalder en apartheidstat uden rettigheder og retssikkerhed for palæstinensere.

De jødiske indvandrere til Palæstina var fra starten delt i dem, der satsede på at leve side om side med araberne, og dem, der satsede på voldelig fordrivelse – etnisk udrensning af dem. Sidstnævnte havde deres profet i den fascistisk inspirerede Vladimir Jabotinsky, hvis nærmeste medarbejder var Benzion Netanyahu – far til Israels nuværende premierminister. Disse hardlinere inspirerede de jødiske terrorister, der massakrerede en palæstinensisk landsby i 1948 for at fremprovokere den arabiske masseflugt og senere på året myrdede FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi han fastholdt at dele landet ligeligt.

To af disse terroristers ledere – Begin og Shamir – blev senere den israelske højrefløjs premierministre. Det gik den vej, fordi indvandringen først af jøder fra de arabiske lande og siden af sovjetiske jøder drejede det politiske billede til ugunst for Ben-Gurions og Golda Meirs Arbejderparti og skabte mindre og mindre tilslutning til indrømmelser til palæstinenserne.

Yasser Arafat stod i 1960’erne frem som de besatte og fordrevne palæstinenseres leder i befrielsesorganisationen PLO. Han gik i starten ind for væbnet modstand, men indgik ad mange omveje – både hos sig selv og Israel – Oslo-aftalerne i 1993. Her anerkendte PLO Israels eksistens inden for grænserne fra 1967 mod at få lov til at vende hjem i spidsen for et spinkelt palæstinensisk hjemmestyre. Men de fik aldrig et klart løfte om en stat eller om stop for jødiske bosættelser i de besatte områder. Arafat skaffede sig ikke magtmonopol og var konstant udfordret af militante fra Hamas m.fl., der ikke afskrev terror mod civile som kampmiddel. Det gjorde heller ikke den militante israelske højrefløj, der bl.a. massakrerede troende muslimer i en moské ved Hebron i 1994.

Måske var den barske, men realistiske general Yitzhak Rabin – kendt som Mr. Security – den sidste israelske statsleder, der kunne have fået sit folk med på en forhandlet fred. Men også han blev myrdet af en jødisk ekstremist, og i kølvandet på dét kom højrefløjens Benjamin Netanyahu første gang til magten.

To senere forsøg på en fredsløsning, fra Ehud Barak i 2000 og Ehud Olmert i 2008, løb ud i sandet af stadig omdiskuterede grunde. En vigtig del af forklaringen er, at ekstremisterne på begge sider havde for megen medvind, og at de to israelske lederes mandat i befolkningen var svagt. Samtidig var USA for meget Israels advokat og lidt for lidt den objektive mægler, der kunne presse den stærke part til indrømmelser.

Hvad verdenssamfundet må gøre

Den siddende ekstremist-regering med den yngre Netanyahu som chef har nægtet enhver indrømmelse til den palæstinensiske fredsfløj, som også har været saboteret af Hamas-terroristerne på deres egen side. Hamas-massakren på 1.200 civile og gidseltagningen af 240 mennesker 7. oktober 2023 blev et forfærdende og ondskabsfuldt højdepunkt. Her handlede en dødskult, der vidste, at deres handling ville nedkalde massemord fra luften mod Gazas civile.

Israels reaktion er lige så forudsigelig, som den er kontraproduktiv, hvis målet er at udrydde Hamas som bevægelse og bane vejen for fred. Det ligner hverken et nødvendigt selvforsvar eller rationel krigsførelse. Det tager sig ud som kollektiv hævn i hidtil uset skala: 15.000 civile døde – halvdelen børn og unge under 18 år; mange flere sårede og invaliderede; en kolossal materiel ødelæggelse i et af verdens fattigste og tættest befolkede byer. Halvanden million mennesker hjemløse. Udtalelser fra folk i Netanyahu-regeringen og ekstremistiske bosætteres morderiske angreb på og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred viser desværre også en forfærdende og ondskabsfuld dagsorden.

Selvfølgelig er det godt, at våbnene efter pres fra USA fik lov til at hvile nogle dage, mens gidsler og fanger blev udvekslet. Men samtidig fængslede Israel tusinder af borgere på Vestbredden i noget, der ligner en statslig gidseltagning.

Der er overvældende risiko for, at krigsrædslerne fortsætter. Netanyahu afviser omverdens krav om varig våbenhvile: Så længe krigen fortsætter, forbliver han som premierminister og kan hverken dømmes og fængsles for korruption eller stilles til ansvar for den enorme sikkerhedsbrist, der gjorde angrebet 7. oktober muligt.

De seneste 30 års mange kuldsejlede fredsforsøg skyldtes grundlæggende sabotage fra ekstremisterne på begge sider – og at amerikanske præsidenter til og med Biden ikke har haft magt på deres hjemmebane til over for Israel at insistere på en to-statsløsning. Det er vanskeligt at tro, at dét pres kan lægges nu, når det er forsømt i 30 år, og alt er gået værst tænkeligt.

Der er meget lang vej til ægte forhandlet fred. Men et samlet verdenssamfund må lægge pres på Israel for varig våbenhvile, adgang for massiv international bistand, beskyttelse til katastrofens ofre og en ramme for forhandling om fred i overensstemmelse med den to-statsløsning, FN og det meste af verden har krævet i mange årtier.

Måske kommer der omsider en dag, hvor et flertal af israelere erkender, at der vil eksistere en permanent trussel mod deres egen stats fred og sikkerhed, så længe de insisterer på at holde det andet folk i Palæstina undertrykt, fordrevet, besat, forarmet og frataget ethvert håb om en fremtid: En sådan udsigtsløs undertrykkelse vil hvor som helst fostre terror og dødskult. ■

Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Indlægget blev trykt i Ræson nr. 56, Vinter 2023/24

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wardamage in Gaza, Tasnim News Agency via Wikimedia Commons

Udgivet den

Israel ved at tabe krigen – og sådan bør Danmark reagere

Hvis ikke man forstår, hvor ekstrem Benjamin Netanyahu og hans regering er, forstår man slet ikke Israel-Palæstina-konflikten. Dét og meget mere snakkede jeg med Jyllands-Postens Anders Redder om i dette interview, der blev trykt i J-P Juleaftensdag. Siden er endnu flere palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker – og også nogle israelske gidsler, der bar et hvid flag foran sig.

Læs hele Anders Redders interview i avisen 24. december 2023 – eller i uddrag nedenfor:

(…)

Få danskere har beskæftiget sig mere med Israel-Palæstina-konflikten end Mogens Lykketoft (…)

I hans øjne havde Benjamin Netanyahus skiftende regeringer i årevis obstrueret alle forsøg på en meningsfuld fredsdialog ved massivt at udvide bosættelserne på Vestbredden, indhegne Gaza og skabe uværdige og ydmygende liv for alt for mange palæstinensere.

(…)

Fra 2002-2005 var Mogens Lykketoft formand for Socialdemokratiet. Han har været i Israel fire gange, men har aldrig fået lov at besøge Gaza, siger han. 

(…)

»Der sker masser af forfærdelige katastrofer rundtomkring i verden i øjeblikket. I Sudan, i Myanmar – og så videre. Jeg tror, at Israel-Palæstina-konflikten berører mange af os mere, fordi vi fra starten havde en helt særlig sympati for staten Israels oprettelse, der bunder i det jødiske folks forfærdende tragedier under Holocaust.« 

»Vi er alle sammen vokset op – eller jeg er i hvert fald – med en dyb veneration og medfølelse for jødernes ønske om at have et nationalt hjem. Men vi har ikke før sent i forløbet, i hvert fald efter Seksdageskrigen i 1967, rigtig forstået, hvor stor en lidelse det at realisere det projekt var blevet til for palæstinenserne.« 

I tiden umiddelbart efter den 7. oktober og Israels modsvar har du nærmest beskrevet det som en sorglignende tilstand, du befandt dig i. Har du det stadig sådan? 

»Det er et dagligt stik i hjertet at opleve den fuldstændigt ødelæggende tæppebombning af mennesker og bygninger i Gaza. Det er ikke bare en humanitær katastrofe af ufatteligt omfang, som aldrig er set før i den her ellers langvarige konflikt. Det er også en understregning af, hvordan terrorister og ekstremister på begge sider i konflikten har ødelagt ethvert forsøg på en fredelig løsning i de sidste 75 år.« 

Han kalder Hamas-bevægelsens angreb for »utilgiveligt, grusomt og vanvittigt«. Men siger også, at »omstændighederne har bragt en dødskult til magten i Gaza«. (…)

»Vi har den mest ekstremistiske regering i Israel nogensinde. Benjamin Netanyahu, men i særklasse hans allierede, har altid ment, at konflikten kun kunne løses ved at smide palæstinenserne ud af Palæstina. Hvis ikke man har det med i billedet, forstår man slet ikke, hvorfor denne konflikt har kunnet udvikle sig så ekstremt.« 

Krigens brutalitet er åbenlys. 

Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har ca. 20.000 palæstinensere mistet livet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har brugt tallet 18.000. 

I de offentliggjorte tal skelnes ikke mellem civile og Hamas-soldater, men over 14.000 er børn og kvinder, og eksperter har svært ved at pege på nylige krige med sammenlignelige tabstal. 

Til sammenligning har snart to års krig i Ukraine ifølge FN rundet 10.000 civile dræbte – om end organisationen mener, at tallet kan være langt højere.
En femtedel af Gazas bygninger er ødelagt eller destrueret af bombardementer. 

I fotoartikler på nettet ligner Gaza by, Khan Younis og Rafah – tre af landstribens største byer – ikke længere steder, mennesker bør befinde sig, men dystopiske grå masser af pulveriseret beton. 

Hug hovedet af, og nye vokser ud 

(…) der er sket nogle opsigtsvækkende ryk i det internationale samfund. 

Flere og flere lande stemmer nu ja i FN til krav om en øjeblikkelig våbenhvile. Også Danmark. I Tyskland og Storbritannien, to traditionelt stærke Israel-støtter, er opinionen ved at vende. 

Aviserne The Sunday Times og Welt am Sonntag bragte søndag en fælleskronik af de to landes udenrigsministre, David Cameron og Annalena Baerbock, der vil have en »bæredygtig våbenhvile« i konflikten – ikke bare en kort en, men en, der varer »i dagevis, i årevis og gennem generationer«. 

»For mange civile er blevet dræbt,« skrev de. 

USA’s præsident, Joe Biden, og Benjamin Netanyahu er åbenlyst uenige om, hvad der skal ske med Gaza, når krigen er ovre. 

Den amerikanske præsident har kaldt bombningen af enklaven for »vilkårlig« og sagt, at dele af Netanyahu-regeringen modsætter sig en tostatsløsning og vil hævne sig »mod alle palæstinensere«. 

Mogens Lykketoft, hvad er der ved at ske? 

»Det er ved at gå op for det internationale samfund, at Israels metode ikke er én, der slår Hamas ihjel, men slår civile ihjel i et uforholdsmæssigt omfang. Også trods sympati for at Hamas selvfølgelig ikke skal regere Gaza og må bekæmpes militært.« 

Israel kan ikke slå Hamas på den her måde? 

»Nej.« 

Hvorfor ikke? 

»Det lader jo til, at de mest uskadte er ledende Hamas-folk. De har åbenbart de huller i jorden, de skal have. Det andet perspektiv er, at Hamas lige så meget er en ideologi, som det er en håndgribelig militær enhed. Man kan ikke udrydde Hamas på den her måde. Det risikerer at blive som det gamle græske sagn om Hydra: Når man hugger hovedet af, vokser der hele tiden flere ud. De børn, der bliver forældreløse nu, kan sagtens blive næste generation af Hamas-krigere.« 

Selv hvis man slår Hamas’ ledere ihjel, kan du ikke slå ideologien ihjel med den her form for krigsførelse? 

»Nej. Tværtimod risikerer man at styrke den. Vi kan desværre se, hvordan tilslutningen til Hamas er vokset. Ikke så meget i Gaza, forståeligt nok. Men på Vestbredden, hvor palæstinenserne oplever et enormt pres fra ekstremistiske bosættere.« 

Resultatet af 75 dages bombardement af Gaza er, at Israel er ved at tabe krigen, mener Mogens Lykketoft. 

Ikke militært, men strategisk. Landet bliver mere og mere isoleret. Samtidig lider palæstinenserne. Alle taber. 

»Efter min mening er Danmark nødt til i langt, langt højere grad at engagere sig i en europæisk indsats og understøtte en proces, der omsider fører til et perspektiv for en tostatsløsning. Men både europæerne og i særklasse amerikanerne kan bebrejde sig selv, at de ikke i de forudgående 30 år har lagt et langt større pres på Israel.« 

Internationale styrker til Gaza 

Spørgsmålet er, hvad alternativet til Israels respons på den 7. oktober havde været. Og er. 

Hamas, en forkortelse for Harakat al-Muqawama al-Islamiya (Islamisk Modstandsbevægelse), tog hundredvis af gidsler med sig tilbage til enklaven efter terrorangrebet. 

I sit reviderede charter fra 2017 afviser Hamas totalt Israels ret til overhovedet at eksistere og kræver et Palæstina »from the river to the sea« – fra Jordanfloden til Middelhavet – men accepterer dog en palæstinensisk stat med 1967-grænser, altså omfattende Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. 

Du mener, at Israels modsvar er ude af proportioner. Hvad var alternativet efter det grusomme terrorangreb fra Hamas? 

»Her støtter jeg mig til, hvad forskellige sikkerhedseksperter og militærstrateger af især amerikansk oprindelse har skrevet og sagt: At Israel traditionelt set på godt og ondt har været ekspert i nålestiksoperationer. De har en af verdens bedste efterretningstjenester og har før været enormt effektive i en form for krigsførelse, hvor man præcist kunne ramme enkeltpersoner i form af ledende modstandere. Den taktik har slet ikke været anvendt i denne omgang,« siger Mogens Lykketoft. 

Du mener, at Hamas skal fjernes fra magten i Gaza. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre – og samtidig at få befriet gidslerne – uden en landinvasion? 

»Nu er det jo ikke mange gidsler, man har fået befriet ved landinvasion indtil nu, må man sige. De, der er blevet frigivet, er blevet det gennem forhandlinger med Hamas. Det er en vigtig observation.« 

»Den bedste løsning er så målrettet som muligt at svare igen mod Hamas-ledelsen, men også at foranledige en eller anden form for international kontrol med Gaza-området. Det vil være frygteligt med en israelsk besættelse.« 

Modargumentet er, at man først er nødt til at fjerne Hamas, før man overhovedet kan tale om en bæredygtig fred og få det internationale samfund ind over. At man ikke kan forhandle med terrorister, der lige har dræbt 1.200 civile israelere? 

»Det har man gjort, hvad angår gidslerne.« 

Ja, men ikke hvad angår en varig fred? 

»Nej, det kan man ikke. Jeg er enig i, at man ikke kan acceptere et fortsat Hamas-styre.« 

»Der er brug for en eller anden form for international tilstedeværelse, også militært, i Gaza, hvis vi skal begynde at tænke i fremskridt. Hele omverdenen er enig om, at krigen bliver ført med for mange civile tab. Alligevel siger Netanyahu, at de fortsætter, indtil de har slået Hamas helt ned. Ingen ved i virkeligheden, hvad det betyder.« 

Du lader til at være fanget mellem at ville have et nyt styre i Gaza, men ingen krig? 

»Man må kombinere en militær tilstedeværelse med en eller anden form for forhandling. Du skal have afvæbnet Hamas. Der er ikke nogen gode løsninger, og det bliver ikke mig, som opfinder dem. Men hele verden er nu enig om, at den her form for krigsførelse ikke ender konflikten. Den forlænger den i al uendelighed.« 

(…) det er en delegitimering af Israels ret til selvforsvar, når man på én og samme tid siger, at Israel har ret til at forsvare sig og til at fjerne Hamas, men alligevel kort efter krigens udbrud begyndte at tale om proportionalitet. Kan man tale om de to ting på samme tid? 

»Det mener jeg godt, at man kan. For mig er det et spørgsmål om at vurdere, hvad Israel egentlig opnår ved at føre den form for krig, man gør. Er der noget som helst bidrag til en større langsigtet sikkerhed for Israel i en krigsførelse, der skaber så meget ondt blod?« spørger Mogens Lykketoft. 

(…)

Så er vi tilbage ved metaforen med slangen Hydra, som man ikke kan kappe hovedet af? 

»Ja,« siger han.
(…)

Benjamin Netanyahu har udtalt, at Israel hverken vil genbesætte eller tage styringen over Gaza, men afviser samtidig at lade det palæstinensiske selvstyre og Fatah-bevægelsen med Mahmoud Abbas i spidsen få indflydelse i den 41 km lange enklave. 

Internationale styrker vil heller ikke få lov til at overtage kontrollen, har han ifølge The Times of Israel sagt.

Hvordan mener Lykketoft, at en fremtid for Gaza kan se ud? 

»Som det er nu, kan det palæstinensiske selvstyre ikke overtage noget som helst, for det er totalt delegitimeret. Måske på grund af sin egen uduelighed, men ikke mindst på grund af at det i de sidste 15 år under Netanyahu er blevet svækket, fordi befolkningen på Vestbreddens vilkår er blevet ringere og ringere.« 

Hvad skal der så ske? 

»Der er brug for nye folk i ledelsen i Palæstina. Måske først et teknokratstyre, og så snart som muligt nyvalg til selvstyret i både Gaza og på Vestbredden. Men der er en frontal konflikt mellem USA og Netanyahu med racisterne og fascisterne i hans regering, når han afviser en ikke-terroristisk palæstinensisk administration af Gaza. Det er den nødvendige forudsætning for – som Biden også siger – at opnå et eller andet fremskridt hen mod en tostatsløsning.« 

»Helt uoverskuelige« konsekvenser 

(…)

I et år, 2015-16, var han (Mogens Lykketoft) formand for FN’s generalforsamling, og det blev en slags øjenåbner og et indblik i et verdenssamfund, der havde mistet troen på noget, han gennem årtier havde fortalt sig selv: 

At Vesten trods sine fejl og mangler blev set som garanten for en regelbaseret international orden, at vi var de gode, og at historiens store bue, når alt kommer til alt, ville svinge i vores retning. 

(…)

Kort efter han tiltrådte i sit nye job, blev det palæstinensiske flag hejst over FN-bygningen ved en ceremoni. 

»Det var overvældende, hvor mange regeringschefer og udenrigsministre der deltog i den flaghejsning. Når man har været i FN-systemet, forstår man bedre end mange mennesker den dybt rodfæstede fornemmelse af urimelighed over for en palæstinensisk befolkning, som er blevet fordrevet, besat, ydmyget og undertrykt i 75 år.« 

I højere grad end vi er klar over herhjemme, mener du?

»I meget, meget højere grad.« 

»Kernen af det her er ikke kun den humanitære katastrofe. Det er også de bølgebevægelser, konflikten udløser, som på alle mulige måder er skadelige. Ikke bare for Israels fremtid. Hvis konflikten fortsætter, har det også nogle geopolitiske konsekvenser, som er helt uoverskuelige.« 

Hvad mener du? 

»Hvis ikke Vesten for alvor engagerer sig i at få stoppet den ekstreme blodsudgydelse og skaber et perspektiv for en tostatsløsning, så har vores gennemslagskraft i denne verden, vores mulighed for at være nogen form for moraliserende forkæmper for menneskerettigheder og humanisme, fået et stød. Det var i forvejen et problem, at vi siden bl.a. invasionen i Irak har efterladt et indtryk af, at det ikke altid var os, der var forvalterne af en velordnet international verdensorden.« 

Hvis vi overhovedet har noget moralsk legitimitet tilbage, så er vi i gang med at miste den? 

»Ja. Til vores forbitrelse kan vi se, hvordan lande i den sydlige del af verden – Latinamerika, Afrika, Asien – ikke har taget stilling i krigen mellem Ukraine og Rusland. De stemmer måske nok for at fordømme den i FN, men de deltager ikke i sanktionerne mod Rusland. De vil ikke for alvor vælge side, for ”nå ja, der er jo så mange konflikter, som også Vesten har været en urimelig årsag til”. Det er deres oplevelse. Og det billede forstærkes i det omfang, at vi bliver identificeret med en uforbeholden støtte til Netanyahu og hans politik.« 

Og så er der det amerikanske valg, påpeger Mogens Lykketoft. 

»I forvejen så det ud til, at Joe Biden får enorme problemer med at slå Donald Trump. Nu har han fået et ekstra enormt problem.«

»En undersøgelse fra et par af de vigtigste delstater ved det kommende valg viste, at generationerne over 50 år var overvældende positive over for Israels ageren. I generationerne under 35 år var der langt mindre accept. Trods kritik har Biden fremstået som en ret ubetinget støtte for Netanyahu. Det er dødsensfarligt; svingstaten Michigan er den delstat i USA med flest vælgere af arabisk afstamning. De stemmer ikke på Trump. Men hvis de bliver hjemme, taber Biden.« 

»Og det er ikke bare de arabiske amerikanere. En ungdomsgeneration i USA sidder med en opfattelse af, at regeringen ikke gør nok for at stoppe Israels krig.« 

Mere antisemitisme – og had mod dansk-arabere 

(…)
Den 7. oktober har også påvirket den offentlige opinion i Danmark enormt. 

Titusinder går på gaden i København i solidaritet med Palæstina. Men også antisemitismen er voldsomt stigende. 

Mogens Lykketoft er enig i, at krigen har sat voldsomme spor i det danske samfund. 

»Det er helt frygteligt, når nogen lader det gå ud over sagesløse mennesker af jødisk baggrund. Det er en forfærdelig uskik, som vi skal gøre alt for at inddæmme. Men vi skal også være opmærksomme på, at rigtig mange almindelige, fredelige danskere med arabisk og palæstinensisk baggrund bliver skældt ud for det værste af det, der foregår.« 

Der er jødiske medborgere, som ikke tør at gå med davidsstjerner og skilte med deres religion. Der er sikkerhedstrusler mod jødiske lokationer. Men du nævner også, at mange medborgere af arabisk afstamning bliver skudt ting i skoene. Hvad mener du med det? 

»Der er ikke nogen grund til at nuancere fordømmelsen af enhver form for overgreb eller trusler mod det jødiske samfund. Jeg siger bare, at der også er ret mange mennesker i Danmark, som ikke har nogen som helst lod og del i Hamas’ grusomheder, der udsættes for en eller anden form for had.« 

Hvor ser du det? 

»Jeg har ganske mange bekendte og venner, også i det miljø. De føler virkelig, at mange mennesker betragter alle med arabisk baggrund som potentielle terrorister. Og behandler dem sådan. Det er helt urimeligt.« 

Jeg slutter af med at spørge Mogens Lykketoft, om han inderst inde nogensinde har været håbefuld om freden. 

»Ja,« siger han. 

Han var udenrigsminister fra 2000-2001. 

Camp David-forhandlingerne, hvor Bill Clinton forsøgte at mægle mellem Ehud Barak og Yasser Arafat, var kort inden brudt sammen. 

»Men når man talte med parterne, var der stadigvæk et håb om, at det skulle lykkes. Jeg har siddet til møder i EU’s ministerråd, hvor Shimon Peres (daværende israelsk udenrigsminister, red.) og den palæstinensiske udenrigstalsmand talte om mulighederne for at lave en korridor mellem Gaza og Vestbredden og investere i Gazas udvikling. I 2001 var det stadigvæk på tegnebrættet at finde en løsning.« 

Og hvad med nu? (…) Går vi mod lysere tider? 

»Jeg har vænnet mig til at være en bekymret optimist, hvad enten vi taler klima eller verdensfred.« 

»Men jeg lægger nok mere tryk på bekymret nu.« 

Udgivet den

Mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider

Det kan undre, at mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider. Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Vestlig dobbeltstandard og landkrig i Gaza  

Alle burde som vi uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1.400 civile i Israel – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Vi i Vesten anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terror. Men retten er til selvforsvar, ikke til krigsforbrydelser. 

Og hvad er det at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur, moskeer og kirker?

Hvorfor har mange i Vesten en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider? Og hvorfor mangler der så ofte fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. Men generalsekretæren talte i fuld samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i Det Globale Syd, der mener, at vi i Vesten er meget geografisk selektive i vores forsvar for menneskeret og de internationale regler for krigsførelse.

Denne opfattelse kom skarpt til udtryk forleden, da Christiane Amanpour på CNN interviewede Jordans dronning Rania. Dronningen selv er palæstinenser af fødsel og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng. Hun forklarede med stærke personlige følelser flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der sat spørgsmålstegn ved Israels beslutning om at iværksætte en langvarig og blodig landkrig i Gazas gader og gyder:

Richard Haass er af jødisk afstamning, var udenrigspolitisk rådgiver for udenrigsminister Colin Powell og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitisk analytiker; jeg har selv som udenrigsminister søgt at lægge arm med ham om missilskjoldet og ved, at han er en hård hund.

Haass skrev forleden, at Hamas har fortjent at blive besejret. Men Hamas er mere et netværk, en bevægelse og en ideologi end en fast sammentømret organisation, skrev han. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse vælte ned over Israel. Risikoen er, at Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada i protest mod krigen og aggressive bosætteres voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen.

Derfor er Biden skeptisk over for landkrigen, men kan næppe holde Netanyahu tilbage. Haass opfordrer til, at USA presser Israel til at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en tostatsløsning.

Haass finder det prisværdigt, at Biden før krigen kritiserede Netanyahus angreb på Israels højesteret, men at USA må forstå og handle efter, at det er manglen på en løsning for palæstinenserne, der er den allerstørste trussel mod Israels demokrati.

Biden synes med sine seneste udtalelser at forstå dette.

Vi kan håbe på amerikansk handling mod dét, som den tidligere chef for Mossad Tamir Pardo har kaldt den israelske apartheidstat.

Både Netanyahu og Biden agerer lige nu for at bevare deres poster som statsledere – Netanyahu også for at undgå fængselsdom for korruption. Det er utilgiveligt, at han af den grund overspiller rollen som stor og blodig krigsherre. Hvis han vinder nye valg, er det lige så lidt i menneskehedens interesse som genkomst i USA for hans nære ven Donald Trump.

USA’s præsident har hverken personligt eller politisk varme følelser for Netanyahu, der i samarbejde med Republikanerne systematisk har underløbet både Obama og ham selv. Man må tilskrive og tilgive Bidens tilsyneladende helt enøjede opbakning til Netanyahu her under krigen som noget, han anser for uundværligt for at blive genvalgt som amerikansk præsident. Og et sådant genvalg er – givet alternativet – absolut i menneskehedens interesse.

Men uforbeholden støtte til Israels krigsførelse risikerer også i USA at give bagslag, fordi de palæstinensiske amerikanere er særligt talrige i nøglestaten Michigan, hvor de sidst sikrede Bidens spinkle sejr. Den demokratiske partirådgiver Waleed Shahid frygter, at denne gruppe i frustration undlader at stemme ved næste præsidentvalg.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 4. november 2023.

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.