Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanternødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Israel-Palæstina: Mit beskedne bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Der er megen historieløshed repræsenteret i reportagerne om den aktuelle krig i Palæstina. De færreste kender den lange forhistorie: Min ven Georg Metz bemærkede forleden sarkastisk, at der var heftig strid i og om Palæstina, mange hundrede år før Jesus fik sine første sandaler.  Læs hele min artikel i Ræson nr. 56, der har titlen, Hvad venter der Gaza? – eller nedenfor:

Et beskedent bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Af Mogens Lykketoft

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

100 års konflikt

De seneste godt 100 år har Palæstina været kampplads for arabiske palæstinensere, hvis slægter har været bosat i landet i mange århundreder, og de jødiske israelere, der især stammer fra generationer af indvandrere, som ankom fra starten af det 20. århundrede. Det har været en bitter kamp om retten til landet, men den har ikke haft baggrund i en antisemitisme som dén, der har hærget i europæisk historie.

Den zionistiske bevægelses ønske om en jødisk stat fik storpolitisk opbakning i 1917 med den britiske udenrigsminister Balfours erklæring til fordel for et ’nationalt hjem’ for jøder i Palæstina. Det var et forsøg på at mobilisere jødisk opbakning og kapital til den allierede krigsindsats i Første Verdenskrig og var i øvrigt i konflikt med briternes samtidige løfter til araberne om et mellemøstligt storrige på ruinerne af det tyrkisk-osmanniske imperium, som samtidig blev givet til araberne takket være T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia).

Afslutningen på Første Verdenskrig førte ikke til klar udmøntning af nogen af de to løfter. Mellemøsten blev opdelt i lydstater under hhv. britisk og fransk overherredømme. Palæstina kom under britisk administration.

Briterne kom til at balancere slingrende i en tilspidset konflikt mellem Palæstinas arabere og et stigende antal indvandrende jøder. Efter nazisternes ufatteligt forfærdende folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig søgte overlevende fra Europa – yderst forståeligt – efter et fristed i Palæstina. Ikke mindst i USA og Europa – men også i Sovjetunionen – var der opbakning til oprettelsen af en jødisk stat.

Den nyoprettede verdensorganisation FN blev sat til at løse knuden. Det skete med vedtagelsen af en plan om at dele Palæstina nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder og lade Jerusalem være et internationalt forvaltet særligt område. I forhold til den daværende befolkningssammensætning var FN’s plan mest favorabel for jøderne, og derfor ville et stort arabisk mindretal blive borgere i den jødiske stat.

Planen blev hverken accepteret af palæstinenserne eller deres fæller i de omliggende arabiske stater. Men den zionistiske leder David Ben-Gurion udråbte 15. maj 1948 staten Israel, der straks kom i krig med nabostaterne. Israelerne var militært bedst trænet, udrustet og motiveret, og mange jøder fra andre lande drog ned for at kæmpe for den nye stat. I krigen 1948-49 erobrede Israel 78 pct. af Palæstina, mens Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med den gamle østlige bydel i Jerusalem kom under Jordans kontrol. Israels oprettelse udløste flugt og fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra de områder, der kom under Israel; langt flertallet til Vestbredden og Gaza, men også mange til de arabiske nabolande, især det nuværende Jordan. Ingen palæstinensiske flygtninge fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn efter krigen. Til gengæld fik Israel stor tilstrømning af nye borgere, fordi jøder flygtede fra den arabiske verden. Og siden Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede sine arabiske nabolande, har den jødiske stat hersket over hele det historiske Palæstina og dermed også over de fleste familier, der flygtede i 1948.

Fredens sidste chance

I Gaza er de fleste indbyggere efterkommere af flygtningene fra 1948. De har siden 2006 været spærret inde af israelsk blokade uden muligheder for at forsørge og udvikle sig. Området har levet på bistand fra FN og været bombet og beskudt heftigt i adskillige korte, ødelæggende krige – Israels svar på raketangreb fra Gazas herskere i Hamas og Islamisk Jihad.

En endnu større del af det palæstinensiske folk bor under israelsk besættelse på Vestbredden og i Østjerusalem og er de seneste mange årtier blevet udsat for en fremadskridende kolonisering fra israelske bosættere. Det har totalt undergravet autoritet og folkelig tilslutning til det såkaldte palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der under israelsk besættelse har set udviklingen af det, som den tidligere Mossad-chef Tamir Pardo med rette kalder en apartheidstat uden rettigheder og retssikkerhed for palæstinensere.

De jødiske indvandrere til Palæstina var fra starten delt i dem, der satsede på at leve side om side med araberne, og dem, der satsede på voldelig fordrivelse – etnisk udrensning af dem. Sidstnævnte havde deres profet i den fascistisk inspirerede Vladimir Jabotinsky, hvis nærmeste medarbejder var Benzion Netanyahu – far til Israels nuværende premierminister. Disse hardlinere inspirerede de jødiske terrorister, der massakrerede en palæstinensisk landsby i 1948 for at fremprovokere den arabiske masseflugt og senere på året myrdede FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi han fastholdt at dele landet ligeligt.

To af disse terroristers ledere – Begin og Shamir – blev senere den israelske højrefløjs premierministre. Det gik den vej, fordi indvandringen først af jøder fra de arabiske lande og siden af sovjetiske jøder drejede det politiske billede til ugunst for Ben-Gurions og Golda Meirs Arbejderparti og skabte mindre og mindre tilslutning til indrømmelser til palæstinenserne.

Yasser Arafat stod i 1960’erne frem som de besatte og fordrevne palæstinenseres leder i befrielsesorganisationen PLO. Han gik i starten ind for væbnet modstand, men indgik ad mange omveje – både hos sig selv og Israel – Oslo-aftalerne i 1993. Her anerkendte PLO Israels eksistens inden for grænserne fra 1967 mod at få lov til at vende hjem i spidsen for et spinkelt palæstinensisk hjemmestyre. Men de fik aldrig et klart løfte om en stat eller om stop for jødiske bosættelser i de besatte områder. Arafat skaffede sig ikke magtmonopol og var konstant udfordret af militante fra Hamas m.fl., der ikke afskrev terror mod civile som kampmiddel. Det gjorde heller ikke den militante israelske højrefløj, der bl.a. massakrerede troende muslimer i en moské ved Hebron i 1994.

Måske var den barske, men realistiske general Yitzhak Rabin – kendt som Mr. Security – den sidste israelske statsleder, der kunne have fået sit folk med på en forhandlet fred. Men også han blev myrdet af en jødisk ekstremist, og i kølvandet på dét kom højrefløjens Benjamin Netanyahu første gang til magten.

To senere forsøg på en fredsløsning, fra Ehud Barak i 2000 og Ehud Olmert i 2008, løb ud i sandet af stadig omdiskuterede grunde. En vigtig del af forklaringen er, at ekstremisterne på begge sider havde for megen medvind, og at de to israelske lederes mandat i befolkningen var svagt. Samtidig var USA for meget Israels advokat og lidt for lidt den objektive mægler, der kunne presse den stærke part til indrømmelser.

Hvad verdenssamfundet må gøre

Den siddende ekstremist-regering med den yngre Netanyahu som chef har nægtet enhver indrømmelse til den palæstinensiske fredsfløj, som også har været saboteret af Hamas-terroristerne på deres egen side. Hamas-massakren på 1.200 civile og gidseltagningen af 240 mennesker 7. oktober 2023 blev et forfærdende og ondskabsfuldt højdepunkt. Her handlede en dødskult, der vidste, at deres handling ville nedkalde massemord fra luften mod Gazas civile.

Israels reaktion er lige så forudsigelig, som den er kontraproduktiv, hvis målet er at udrydde Hamas som bevægelse og bane vejen for fred. Det ligner hverken et nødvendigt selvforsvar eller rationel krigsførelse. Det tager sig ud som kollektiv hævn i hidtil uset skala: 15.000 civile døde – halvdelen børn og unge under 18 år; mange flere sårede og invaliderede; en kolossal materiel ødelæggelse i et af verdens fattigste og tættest befolkede byer. Halvanden million mennesker hjemløse. Udtalelser fra folk i Netanyahu-regeringen og ekstremistiske bosætteres morderiske angreb på og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred viser desværre også en forfærdende og ondskabsfuld dagsorden.

Selvfølgelig er det godt, at våbnene efter pres fra USA fik lov til at hvile nogle dage, mens gidsler og fanger blev udvekslet. Men samtidig fængslede Israel tusinder af borgere på Vestbredden i noget, der ligner en statslig gidseltagning.

Der er overvældende risiko for, at krigsrædslerne fortsætter. Netanyahu afviser omverdens krav om varig våbenhvile: Så længe krigen fortsætter, forbliver han som premierminister og kan hverken dømmes og fængsles for korruption eller stilles til ansvar for den enorme sikkerhedsbrist, der gjorde angrebet 7. oktober muligt.

De seneste 30 års mange kuldsejlede fredsforsøg skyldtes grundlæggende sabotage fra ekstremisterne på begge sider – og at amerikanske præsidenter til og med Biden ikke har haft magt på deres hjemmebane til over for Israel at insistere på en to-statsløsning. Det er vanskeligt at tro, at dét pres kan lægges nu, når det er forsømt i 30 år, og alt er gået værst tænkeligt.

Der er meget lang vej til ægte forhandlet fred. Men et samlet verdenssamfund  lægge pres på Israel for varig våbenhvile, adgang for massiv international bistand, beskyttelse til katastrofens ofre og en ramme for forhandling om fred i overensstemmelse med den to-statsløsning, FN og det meste af verden har krævet i mange årtier.

Måske kommer der omsider en dag, hvor et flertal af israelere erkender, at der vil eksistere en permanent trussel mod deres egen stats fred og sikkerhed, så længe de insisterer på at holde det andet folk i Palæstina undertrykt, fordrevet, besat, forarmet og frataget ethvert håb om en fremtid: En sådan udsigtsløs undertrykkelse vil hvor som helst fostre terror og dødskult. ■

Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Indlægget blev trykt i Ræson nr. 56, Vinter 2023/24

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wardamage in Gaza, Tasnim News Agency via Wikimedia Commons