Kina kan ikke ændres ved ydre pres. Det er landet for stort, stærkt og stolt til

Xi Jinping

Kina og Vesten er filtret dybt ind i hinanden i gensidig afhængighed. Kineserne kan ikke undvære os, og vi kan ikke undvære dem. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 24. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Et mere pragmatisk USA

Per Stig Møller skrev for en uge siden en kommentar om behovet for at få Kina til at agere for at standse Putins vanvittige krig i Europa. Selv antydede jeg samme overvejelser i min kommentar ugen forinden. Per Stig og jeg er enige om, at det vil kræve en anderledes pragmatisk tilgang fra USA til et Kina, der er det 21. århundredes anden supermagt.

Trumps konfrontation med Kina er desværre delvis videreført af Biden, fordi den er populær på den amerikanske hjemmebane. Men den er dog nu heldigvis suppleret af flere samtaler mellem Biden og Xi – senest om krigen i Ukraine.

Indtil Putins invasion blev Kina set som USA’s farligste modstander. I hele Vesten har der bredt sig en Kina-frygt, der står i modstrid til de foregående 30-års stadigt tættere, økonomisk samkvem med det kæmpestore vækstmarked i øst.

Der er gode grunde til den større mistro over for Kina. Under Xi Jinping er Kina blevet mere autoritært og nationalistisk. Vi har altid haft et udstående med Kina om behandlingen af systemkritikerne og tibetanernes berettigede krav om selvstyre. Men vi valgte dialogen i forståelse af, at Kina er for stort, stærkt og stolt til at bøje sig for ydre pres. Nu er undertrykkelsen af muslimerne i Xinjiang-provinsen og knægtelsen af Hongkongs friheder kommet oven i – kombineret med frygt for kinesernes voksende, politiske og økonomiske indflydelse i andre verdensdele.

Konfrontationen mellem USA og Kina er desuden en klassisk magtpolitisk armlægning, hvor den etablerede supermagt, der er noget på retræte, samler på allierede til at stække indflydelsen for den fremvoksende supermagt. Men realiteten er fortsat, at USA – hverken alene eller sammen med sine allierede – kan bøje eller forandre Kina ved ydre pres. Langt mere end for 30 år siden er Vesten økonomisk filtret ind i gensidig afhængighed med Kina. De kan ikke undvære os, og vi kan vanskeligt undvære dem.

Økonomisk krig

Det får store konsekvenser, også for os selv, når vi med jernhårde sanktioner lukker et aggressivt, nyfascistisk Rusland ude af det verdensøkonomiske samkvem. Men hvis sanktioner også kommer til at ramme kineserne, er konsekvenserne for både dem og os langt mere voldsomme – og kan blive den vigtigste årsag til, at vi bygger op til Den tredje Verdenskrig i det 21. århundrede.

Derfor er der, som jeg har skrevet adskillige gange i denne kommentar, altid brug for at få interessekonflikterne med Kina overtrumfet af vores eksistentielt vigtige, fælles interesser for økonomiens blomstring og klodens overlevelse. Begge parter har brug for en åben verdensøkonomi og en langt stærkere og samordnet indsats mod klimaforandring og for bæredygtig udvikling.

Angsten for at blive ramt af en økonomisk krig som den, der nu føres mod Rusland, sætter heldigvis grænser for, hvor langt Beijing, trods fælles fjendskab med USA, vil gå for at støtte Putin. Men tiden er nu inde til mere aktivt at dæmpe modsætningerne mellem Vesten og Kina. Kina ønsker ikke krig, men fred til at fortsætte de formidable løft af kinesernes levestandard. Mildere luft fra USA kan forvandle Kina til en direkte positiv kraft, når det gælder om at bremse Putins aggression.

Udenrigsministeriets tidligere chef og Asien-ekspert Jørgen Ørstrøm Møller tilskynder også i en artikel forleden til at forstå, at Kina og de andre fremstormende, økonomiske magter i det globale syd gerne vil etablere en ny, økonomisk verdensorden, hvis de får indflydelse, der afspejler deres nye tyngde. Enighed om en ny verdensorden kan ikke uden videre skabes på grundlag af de strukturer, der blev skabt af Vesten i 1945. Endelig er det, siger Ørstrøm, nødvendigt at erkende, at vi ikke med vold og magt kan udbrede vores vestlige demokrati. Men i en åben og samarbejdende verden har vi en chance for at udbrede vore idealer, hvis vi bliver bedre til selv at realisere dem på hjemmebanen – ikke mindst i USA.

Kina agerer rationelt

NATOs tidligere øverstkommanderende i Europa, den amerikanske admiral James Stavridis, gav i Der Spiegel forleden udtryk for, at Kinas styre er langt mere rationelt end Putins. Kina er en udfordring, javel, men repræsenterer ikke aktuelt – og næppe heller langsigtet – en trussel om angrebskrig. Ambitionen om Taiwans tilbagevenden til moderlandet er et projekt, der i kinesisk tankegang må vente mange årtier på en forhåbentlig fredelig og forhandlet løsning mellem parterne på de to sider af Taiwan-strædet. Denne vurdering fremførte også Henry Kissinger med stor overbevisning over for mig i samtale for en del år siden, og jeg tror stadig, at den er korrekt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udgivet i Berlingske 24. marts 2022

Mere fra min hånd om Kina og USA

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her