To trumpister øger risikoen for tredje verdenskrig ved et uheld

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger. Mere om det i mit senesteindlæg i Berlingske. Læs det her – eller nedenfor:

Besejre Kina?

En af de mest skræmmende artikler, jeg har læst i nyere tid, udkom 14. april i Foreign Affairs – forfattet af Trumps tidligere vicesikkerhedsrådgiver Matt Pottinger og den hidtidige republikanske kongresmand Mike Gallagher.

De to trumpisters budskab er, at USA skal besejre Kina.

De to støtter, at Biden opbygger militære og handelsmæssige alliancer med Storbritannien, Australien, Japan, Indien m.fl. og bevæbner Taiwan. De roser, at han fastholder Trumps aggressive toldpolitik og har forment Kina adgang til de mest avancerede chip.

Men – siger de – det er for slapt, at Biden nu søger at holde spændingerne mellem USA og Kina lidt i ave ved at forhandle med Kina:

Den nye kolde krig er efter deres mening brudt ud, og Kina skal tvinges i knæ på samme måde som Reagan fik det sovjetiske imperium til at segne. Xi Jinping er en del af en tæt alliance med diktatorerne i Rusland. Nordkorea og Iran. Han skaber kaos i verden og forsøger at begrænse USA’s dominans. Konspirationsteorien om Kinas ansvar for covid-pandemien fra et laboratorium i Wuhan repeteres. Sidste års nedskudte vejrballon bruges som bevis på kinesisk aggressivitet.

Rustningskapløb

Kina opruster – og det skal ifølge de to trumpister besvares ved at overmatche dramatisk. Der foreslås en forøgelse af USAs militærudgifter på 35-65 procent(!) samt nye militær- og handelsalliancer og langt mere omfattende teknologi- og handelsboykot. Kina skal svækkes økonomisk, så kineserne med tiden omstyrter det kommunistiske styre.

Trumpisternes udlægning er en ekstrem version af viljen til at stække Kina, som snart er det eneste, de to partier i USA kan enes om. Det er nok også drivkraften for Kina til det nærmere samarbejde med Putin.

Man kan kritisere det kinesiske styre for virkelig meget. Mediebilledet er ensrettet, kontrollen med borgerne er voldsom og systemkritikere kommer i fængsel. Der er hårde angreb på menneskerettighederne, især for uighurer og tibetanere. Indgrebene i Hongkongs selvstyre og friheder er et horribelt løftebrud.

Men der er mange falske analogier til Putin i omløb. Der ingen tegn på, at Kina vil søge global magt med militære midler. Det går godt via handel og investering.

Dog er der altid truende toner om, at militær magt ikke kan udelukkes for at sikre Taiwans forening med fastlandet. Men det vil stride mod enhver fornuft, hvis Kina ødelagde sin økonomi i en krig med USA over Taiwan. Alle parter må acceptere status quo; ikke at anerkende Taiwan som en stat, men bevare øens reelle selvstændighed. 

Spørgsmålet om Taiwan

Forrige uges møde mellem Xi og Taiwans tidligere præsident Ma indgyder håb om, der stadig på begge sider findes stærk vilje til et samarbejde , der kan forhindre krig. Det er der også flertal for i Taiwans parlament, uanset modvilje hos den nye præsident.

Det farligste ved en forstærket amerikansk konfrontation med Kina er, at det er en illusion at tro, at man afgørende kan svække Kina og derved fremkalde en omstyrtelse af det nuværende styre. Mange lande i det globale syd køber gerne kinesernes varer og modtager deres investeringer – og kan ikke bokses ind i en amerikansk ledet alliance rettet mod Kina. Europa er heller ikke interesseret i frontalt at afbryde det økonomiske samkvem med Kina.

Kina er ikke som Sovjetunionen i 1980erne på randen af et økonomisk sammenbrud. Kina har 30-doblet sin samfundsøkonomi de seneste 50 år og bragt 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Efter covid- krisen er der igen vækst i industriproduktion, teknologiudvikling og eksport. Kina er verdens største CO₂-forurener, fordi så meget af verdens energikrævende produktion er flyttet dertil siden 1980eme. Kina er imidlertid også førende i investeringer i den teknologi, der skal erstatte de fossile brændstoffer med sol og vind.

Tålelig verdensorden

Kinas udvikling kan kun kortvarigt stækkes ved at blive afskåret fra vestlige computerchip, for de har nok flere forskere i det spor end noget andet land. Generel handels- og teknologikrig vil koste meget i global velstand, men ikke føre til »sejr« over Kina.

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger.

Derfor burde der både i Beijing og Washington tænkes meget mere over, hvordan man giver nyt liv til de fælles interesser, som drev verdens udvikling fremad i 40-50 år. På et tidspunkt kan man forhåbentlig komme i retning af aftaler om oprustningskontrol og -begrænsning. 

Det er akut nødvendigt at standse dødsdriften i våbenkapløbet, som hugger af velfærden på begge sider af Stillehavet og øger risikoen for at udløse Tredje Verdenskrig ved et uheld.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 26. april 2024

Mere fra min hånd om Kina og USA

Kina – ikke til at komme uden om

Xi Jinping ser ikke med velvilje på Ruslands krig mod Ukraine, der også påvirker Kina. Vesten vil komme til at betale en endnu højere pris ved at udvide sanktioner til Kina. Det skriver jeg om i denne, min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kina på vej til supermagtsstatus

I Kina bor der 1.400 mio. mennesker, og økonomien er mere 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina bliver verdens anden supermagt i dette århundrede. Kina har stærke handelsforbindelser ikke bare med USA og Europa, men er massivt til stede også i Afrika og Latinamerika. 

Kina træder ind over det svækkede Rusland som partner til landene i Centralasien og har voksende indflydelse i Mellemøsten, hvor man lige har bidraget til forsoning mellem ærkefjenderne i Iran og Saudi-Arabien. Kort sagt, Kina er ikke til at komme uden om. Men er Kina også farligt?

Kina og Europa

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Men måske var det en aftalt arbejdsdeling. Der er i hvert fald en fælles europæisk opfattelse af, at man skal have en tæt dialog, og at de stærke økonomiske bånd ikke skal afbrydes. Vel er der strategiske områder, hvor vi ønsker mindre afhængighed af Kina.

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Modsætningerne mellem Kina og USA

Men EU ser ingen fordele ved den fortsatte optrapning af handelskrig og rustningskapløb, som de to store partier i USA synes at hidse hinanden op til forud for næste præsidentvalg. EU-forståelsen er, at Kina nok ønsker at ”erobre” verden gennem handel og investering og ikke har krigeriske hensigter. EU ønsker at inspirere USA til at dyrke de fælles interesser med Kina om fred, økonomisk samkvem og samarbejde om klimaløsninger. 

Aflysningen af udenrigsminister Blinkens planlagte besøg i Beijing opleves som en overreaktion på den vildfarne kinesiske ballon, der blev skudt ned i amerikansk farvand.

Xi Jinping har næppe lige nu hverken evne eller vilje til at standse Putins angrebskrig. Xi ser samarbejde med Rusland som værn mod amerikansk dominans, hvor USA forsøger at stække fremgang i kinesisk levestandard og international indflydelse. 

Rusland er den lille

Kina vil ikke afskrive Rusland, når USA presser Kina. Desuden udnytter Xi gerne Putins svækkelse til at købe gas og olie med stor rabat. Rusland er klart lillebror i det forhold.

Men det er forkert at antage, at Xi ser velvilligt på Ruslands krig. Kina ville blive ramt langt hårdere af vestlige sanktioner ved direkte militær støtte til Rusland. Vesten ville imidlertid selv betale en meget større pris end nu, hvis sanktionerne skulle udvides til Kina. Derfor har Kina og Europa fælles interesse i at undgå skærpede modsætninger. Hvis Vestens massive våbenbistand til Ukraine kommer til at presse Rusland yderligere, kan det også øge Xis interesse i og mulighed for at bidrage aktivt til at standse krigen. Også derfor er der fornuft i at holde al kontakt åben til Beijing.

Hvad med Taiwan?

Men er der ikke risiko for krig over Taiwan? Næppe. Kinas økonomi ville lide ubodelig skade ved en krig, der risikerer at inddrage USA og med sikkerhed udløser sanktioner fra hele Vesten. 

Men der er også meget stærke kræfter i Taiwan, der ikke vil provokere Beijing. Øens tidligere præsident fra det gamle kinesiske nationalistparti har netop aflagt et forsonende besøg på fastlandet. Hans parti, der vandt de seneste lokalvalg stort, står for samarbejde med Kina. 

Selv Taiwans nuværende (og snart afgående) præsident, der principielt ønsker selvstændighed, undgik et nyt provokerende besøg på øen fra en kongresformand fra USA ved i stedet at møde den ny formand privat i Californien. 

Mon ikke status quo består i fred, hvis omverdenen afstår fra at vippe båden?

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten 12. april 2023

Mere fra min hånd om omverdenens forhold til Kina

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

Vi skal forarme eneherskerne ved at gøre os fri af deres energi. Det er godt for os – og for klimaet

Ukrainekrigen fremskynder den opgave, EU står med: at udstikke​ en ambitiøs kurs for en klimaindsats, der kan være eksempel for andre rige lande. Vi skal se at komme ud af afhængigheden af brutale eneherskere på energifronten. Mere om det i denne klumme i Jyllands-Posten 7. december 2022. Læs den i Jyllands-Posten eller nedenfor:

Krig, klimakrise og eneherskere i knibe

Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine fortsætter. Putin kan hverken vinde på slagmarken eller erkende sine monumentale fejlvurderinger, og vreden over landets store krigstab og den stadig forværrede økonomi bliver mere og mere udbredt. En stor del af den mest veluddannede ungdom er flygtet. Men det endelig opgør med Putin lader vente på sig. Derfor lider Ukraine så ufatteligt meget, og krigens følger er også social nød og ustabilitet i resten af verden.

Måske er den eneste, der har magt til at presse Putin til at stoppe, Kinas enehersker, Xi Jinping. Han synes allerede at være det reelle værn mod, at Putin bruger atomvåben. Men han går næppe videre, før Vesten til gengæld nedtrapper konfrontationerne med Kina. Man må derfor håbe præsident Biden har vilje og indenrigspolitisk handlefrihed til at forbedre forholdet til Kina – og måske derved også reducere risikoen for en fremtidig konflikt over Taiwan.

Xi Jinping har lige genindsat sig som enehersker, og hans styre står næppe over for sammenbrud. Men han er udfordret, bl.a. af de mange demonstrationer mod den drastiske covid-nultolerance, der til stadighed holder hundredvis af millioner af kinesere indelukket og koster voldsomt på vækst og social stabilitet. Xi har også indenrigspolitisk brug for afspænding, og noget tyder på, at han omsider er ved at lempe covid-restriktionerne – uden i øvrigt at slække på styrets stærke kontrol med befolkningen.

Den matte afslutning på klimakonferencen i Egypten var bl.a. udtryk for, at samspillet mellem USA og Kina fra Paris i 2015 for tiden ikke er virksomt. Samtidig mener de toneangivende lande i det globale syd med rette, at de rige lande leverer alt for lidt til at afhjælpe klimakatastroferne. 

Det er fattige lande i den varme del af verden, der rammes uforholdsmæssigt hårdt, men det var de rige landes langvarige udslip af klimagasser, der er årsag til, at den globale opvarmning tog fart.

Vestens ringe hjælpsomhed er også med til at forklare, at det er så vanskeligt at få opbakning fra de tonegivende udviklingslande til en hård kurs over for Rusland. Problemerne bider hinanden i halerne. Der er for mange erindringer om de blodige, uretfærdige og/eller mislykkede krige, der blev ført af de ledede vestlige i en ikke så fjern fortid. Kolonikrige. Vietnamkrigen. I nyere tid det kaos med Islamisk Stat, der blev skabt i og omkring Irak som følge af USA’s invasion. 

Senest den forfærdende humanitære katastrofe, der er udløst i Yemen som følge af Vestens støtte til Saudi-Arabiens og Emiraternes invasion i dette ludfattige land. Vesten har også historisk et medansvar for, at et dybt reaktionært islamistisk præstestyre så længe har bidt sig fast i Iran. Nu rystes landet af demonstrationer, fordi en ny, ung generation med kvinderne i spidsen ikke vil finde sig i undertrykkelsen.

EU-kommissær Timmermanns fik i sidste øjeblik reddet lidt af EU’s ære i Sharm El-Sheik med forslaget om en fond til at afhjælpe tab og ødelæggelser ved klimakatastrofer. Men det er kun en beskeden forsmag på dét, der er nødvendigt for at genskabe tillid mellem det rige nord og det fattige syd.

EU skal udstikke en ambitiøs kurs for klimaindsatsen, der kan være eksempel for andre rige lande. Det fremskyndes af krigen i Ukraine: Vi skal hurtigst muligt væk fra energiafhængighed af aggressive diktatorer som Putin og Mohammed bin Salman. Det både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk vigtigste projekt for det nærmeste tiår er at forarme dem ved at gøre os stadig mindre afhængige af deres fossile brændsler.

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Kina kan ikke ændres ved ydre pres. Det er landet for stort, stærkt og stolt til

Xi Jinping

Kina og Vesten er filtret dybt ind i hinanden i gensidig afhængighed. Kineserne kan ikke undvære os, og vi kan ikke undvære dem. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 24. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor

Et mere pragmatisk USA

Per Stig Møller skrev for en uge siden en kommentar om behovet for at få Kina til at agere for at standse Putins vanvittige krig i Europa. Selv antydede jeg samme overvejelser i min kommentar ugen forinden. Per Stig og jeg er enige om, at det vil kræve en anderledes pragmatisk tilgang fra USA til et Kina, der er det 21. århundredes anden supermagt.

Trumps konfrontation med Kina er desværre delvis videreført af Biden, fordi den er populær på den amerikanske hjemmebane. Men den er dog nu heldigvis suppleret af flere samtaler mellem Biden og Xi – senest om krigen i Ukraine.

Indtil Putins invasion blev Kina set som USA’s farligste modstander. I hele Vesten har der bredt sig en Kina-frygt, der står i modstrid til de foregående 30-års stadigt tættere, økonomisk samkvem med det kæmpestore vækstmarked i øst.

Der er gode grunde til den større mistro over for Kina. Under Xi Jinping er Kina blevet mere autoritært og nationalistisk. Vi har altid haft et udstående med Kina om behandlingen af systemkritikerne og tibetanernes berettigede krav om selvstyre. Men vi valgte dialogen i forståelse af, at Kina er for stort, stærkt og stolt til at bøje sig for ydre pres. Nu er undertrykkelsen af muslimerne i Xinjiang-provinsen og knægtelsen af Hongkongs friheder kommet oven i – kombineret med frygt for kinesernes voksende, politiske og økonomiske indflydelse i andre verdensdele.

Konfrontationen mellem USA og Kina er desuden en klassisk magtpolitisk armlægning, hvor den etablerede supermagt, der er noget på retræte, samler på allierede til at stække indflydelsen for den fremvoksende supermagt. Men realiteten er fortsat, at USA – hverken alene eller sammen med sine allierede – kan bøje eller forandre Kina ved ydre pres. Langt mere end for 30 år siden er Vesten økonomisk filtret ind i gensidig afhængighed med Kina. De kan ikke undvære os, og vi kan vanskeligt undvære dem.

Økonomisk krig

Det får store konsekvenser, også for os selv, når vi med jernhårde sanktioner lukker et aggressivt, nyfascistisk Rusland ude af det verdensøkonomiske samkvem. Men hvis sanktioner også kommer til at ramme kineserne, er konsekvenserne for både dem og os langt mere voldsomme – og kan blive den vigtigste årsag til, at vi bygger op til Den tredje Verdenskrig i det 21. århundrede.

Derfor er der, som jeg har skrevet adskillige gange i denne kommentar, altid brug for at få interessekonflikterne med Kina overtrumfet af vores eksistentielt vigtige, fælles interesser for økonomiens blomstring og klodens overlevelse. Begge parter har brug for en åben verdensøkonomi og en langt stærkere og samordnet indsats mod klimaforandring og for bæredygtig udvikling.

Angsten for at blive ramt af en økonomisk krig som den, der nu føres mod Rusland, sætter heldigvis grænser for, hvor langt Beijing, trods fælles fjendskab med USA, vil gå for at støtte Putin. Men tiden er nu inde til mere aktivt at dæmpe modsætningerne mellem Vesten og Kina. Kina ønsker ikke krig, men fred til at fortsætte de formidable løft af kinesernes levestandard. Mildere luft fra USA kan forvandle Kina til en direkte positiv kraft, når det gælder om at bremse Putins aggression.

Udenrigsministeriets tidligere chef og Asien-ekspert Jørgen Ørstrøm Møller tilskynder også i en artikel forleden til at forstå, at Kina og de andre fremstormende, økonomiske magter i det globale syd gerne vil etablere en ny, økonomisk verdensorden, hvis de får indflydelse, der afspejler deres nye tyngde. Enighed om en ny verdensorden kan ikke uden videre skabes på grundlag af de strukturer, der blev skabt af Vesten i 1945. Endelig er det, siger Ørstrøm, nødvendigt at erkende, at vi ikke med vold og magt kan udbrede vores vestlige demokrati. Men i en åben og samarbejdende verden har vi en chance for at udbrede vore idealer, hvis vi bliver bedre til selv at realisere dem på hjemmebanen – ikke mindst i USA.

Kina agerer rationelt

NATOs tidligere øverstkommanderende i Europa, den amerikanske admiral James Stavridis, gav i Der Spiegel forleden udtryk for, at Kinas styre er langt mere rationelt end Putins. Kina er en udfordring, javel, men repræsenterer ikke aktuelt – og næppe heller langsigtet – en trussel om angrebskrig. Ambitionen om Taiwans tilbagevenden til moderlandet er et projekt, der i kinesisk tankegang må vente mange årtier på en forhåbentlig fredelig og forhandlet løsning mellem parterne på de to sider af Taiwan-strædet. Denne vurdering fremførte også Henry Kissinger med stor overbevisning over for mig i samtale for en del år siden, og jeg tror stadig, at den er korrekt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udgivet i Berlingske 24. marts 2022

Illustration fra WikimediaCommons

Mere fra min hånd om Kina og USA

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her