Tag: WHO

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

United Nations in the Web of Power Politics

Presentation by Mogens Lykketoft at the opening of International Progress Organisation’s roundtable discussion in Istanbul, september 2024.

(Min tale ved åbningen af International Progress Organisations møde om FN’s rolle i verden i Istanbul september 2024).

Presentation:

Ladies and Gentlemen. During a lifelong interest in international affairs, I have always hoped to see nation-states further commit themselves to the UN system and the respect of international law and conventions. Therefore, it was a great honor and experience to serve as the 70th President of the United Nations General Assembly, 2015-16. 

Our roundtable today will focus on the limitations of global order and lack of equality among nation states in the UN system, due to the veto power and impunity of the P5 in the Security Council.

But first, let us not lose sight of the gains we have achieved for civilization through the creation of the UN system:

It is the first time in human history that we have succeeded in creating a permanent forum of some influence where (almost) all governments are present and talk to each other.  

Yes, the Security Council  has, on account of a veto from one of the Permanent Five (members), P5 – all too often been blocked in efforts to end conflicts. But even so, since 1945 the UN has played an important role in assisting avoidance of direct military conflict between superpowers with nuclear weapons.

Remember too, that back then, the power of veto was seen as a precondition for keeping the mightiest members inside the tent, so to speak – contrary to what happened in the League of Nations. And importantly: The UN is much more than the Security Council (UNSC) and the General Assembly (UNGA) – its 50 associated units have produced plenty of results and recommendations, which have contributed to important progress for humanity. For example, the World Health Organisation has, in my lifetime, been instrumental in increasing the average living age on the globe by twenty years.

But it is a fact that, except for a few times in the first years after the end af The Cold War, the Security Council did not fulfil its obligation and live up to the high ideals of the charter.  

Therefore, the majority of the 188 other member states have become increasingly impatient with the P5’s privileges: Their reaction has been to try to attain more authority for UNGA itself, and put further pressure on the P5 by closer cooperation among the non-permanent members of the UNSC. In this context, being President of the General Assembly is not just an honorary position; it is a central position as negotiator to increase that exact pressure on the P5.

I was able to change the selection procedure for the appointment of Secretary General. Each candidate had to present his or her vision and programme and take questions from the entire GA as well as from civil society. This new process made it very difficult for any of the P5 to ignore the candidate that was preferred by most member states. The SG is no longer decided in last minute compromise in a smoky backroom by 2 or 3 of the P5. That may pave the way for Secretary Generals being less dependent on the P5.

I was also called upon push for reform of the SC. But – very predictably – that dossier could not be moved forward. It stalled yet again, as it it has done in the past forty years, because the Charter demands a majority in the GA of 2/3 including the P5.

But we did get some idea of what might be possible – or the opposite – on a good day:

It is broadly agreed that the number of GA-elected members in the SC should increase – perhaps by another five members – especially from the global south to make the SC more representative of our world today. There was also some sympathy for giving access to unlimited reelection – theoretically opening for a de facto increase in permanent presence. 

But neither the US nor China or Russia are willing to give up their veto-power nor grant it to other countries. Old ideas of elevating specific larger countries to permanent membership meet different opposition. Spanish-speaking Latin-American nations do not support Brazil, China is against Japan. India is opposed by Pakistan and other neighbors. Southern Europe does not support Germany. African member states cannot agree on one or two among them as eligible permanent members.

Beside calls for reform of membership and voting rules in the SC there is a strong demand from the general membership to commit the P5 to restrain their use of veto and be obliged to explain any veto that they put down to the General Assembly. This demand for explanation has recently been adopted in the GA in the hope that the rest of us gain more moral leverage against the use of veto, if able to argue against it in a more united fashion. 

Other proposals with considerable support among member states have been circulated trying to commit the P5 to promise not to veto actions to stop crimes against humanity, war crimes and genocide – but without success.

Despite continued deadlock on reform of the Security Council, the UN moved the general global agenda in a better direction in 2015. 

But from 2016 we were turned backwards again.

We got the Iran nuclear deal through consensus between Iran and all the P5 plus Germany, the EU and a united UNSC. This was accomplished mainly due to the ingenuity of foreign ministers John Kerry of the US and Javad Zarif of Iran.

Trump tore that agreement up with lasting negative impact on Iran and the entire Middle East region.

The General Assembly unanimously approved the Sustainable Development Goals – and we had the COP-meeting in Paris adopting the hitherto most ambitious goals and commitments to Climate Action. The Climate Agreement was reached because of good leadership from the UN and French Presidency of the COP, and most importantly because the US under President Obama worked together with China under Xi Jinping – also in bringing their most hesitant  allies, friends and clients onboard. 

Trump left that agreement a couple of years later – delaying the existentially important global efforts to stop climate change. Biden brought the US back into the agreement; but global action on climate has suffered because of attention turning first to the pandemic and later to the Russian war of horrible aggression against Ukraine. And in the last 11 months focus has been on the lack of American action to end the totally devastating Israeli war against the civilian population in Gaza – and the violent escalation of the occupation and colonisation of the West Bank. 

All of this further demonstrates the arrogance of the P5 in relation to the overwhelming demands of a huge majority of UN member states,

The bad state of global affairs reminds me of an old anecdote about Mahatma Gandhi being asked about his opinion on Western Civilisation. His sarcastic answer was ‘It is a good idea!’

The same comment could be made on the idea of the UN Charter and international conventions as constitutional obligations for every member country, big or small. It is indeed a good idea. But we still have a very long way to go!

Dare we hope to ‘civilize’ Vladimir Putin – unless he himself is made to realise that he will not be able take Ukraine by force?

Dare we hope that American and European double standards on human rights and war crimes in Ukraine and Palestine will come to an end through combined pressure from domestic public opinion and the political necessity of closing the credibility gap to the global south?

Dare we hope for an understanding that the unipolar world is forever a thing of the past? That we need to reinvent an international order where a large majority of UN member countries never again will have to get in line as clients of the US, Europe, China .. or Russia?

Most countries in the world will never become model democracies – and, as ever, we must live together, a multitude of different kinds of democracies and authoritarian regimes. But hopefully, we share a common interest in preserving or reestablishing peace and creating sustainable development for future generations.

This is the important reason why the word democracy is not mentioned in the Sustainable Development Goals. We cannot expect China to become at Western Style democracy – but the climate cannot wait; we must all act together on climate now.

In the long perspective, most important for all of us is that the US and China manage to contain and administer their conflicts of interest and realise that they have much more important common interests in peace, economic development and climate action.

The disturbing fact is that – veto-power in the UN or not – we will have no lasting and peaceful international order if the biggest powers do not recognise that they share overarching common interests. 

What the rest of us can do is to argue and pressure for their understanding and acceptance of this – including their support for more and stronger UN peacekeeping missions and much more investment through the UN system in eradication of poverty and climate solutions in poor countries.  

And by the way – to support a stronger international system, we not only need a Security Council much more representative of the of peoples of world of today – we also need a reform of the Bretton Woods institutions, better to reflect the actual distribution of economic strength. 

The broadest shoulders should bear the heaviest load and carry the highest of responsibly to live up to the UN Charter.

Udgivet den

Corona-oraklerne er ikke højreradikale superegoister som Trump og Aamund

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i de lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Læs hele indlægget i Berlingske her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi  havde ikke forudset pandemien og dens drastiske indgreb i vores liv.  

Sundhedseksperter i WHO og verden over har ellers længe advaret om risikoen. Advarslerne tog for alvor fart efter epidemier som sars i 2003 og ebola i 2014-2016. 

Men eksperterne talte for det meste for døve øren. Selv i de rigeste lande i Europa og Nordamerika forsømte man at opbygge et beredskab. Vi registrerede, at WHO med held stod i spidsen for at inddæmme de andre ny epidemier, så de ikke kom til vore kyster, men ’kun’ slog folk ihjel lokalt i Asien og Afrika. 

Kinas naboer på Taiwan, i Singapore og Sydkorea, der blev strejfet af sars i 2003, havde som de eneste taget ved lære og reagerede prompte på covid-19 med tests og isolering af de smittede. 

Bill Gates advarede for nogle år siden om, at risikoen for en pandemi var en langt mere overhængende risiko end atomkrig – fordi vi havde langt mindre opmærksomhed på at forebygge pandemien end atomkrigen. 

Gates er mere velhavende end næsten alle andre mennesker. Han har stor indsigt, også i sundhed. Han har i en årrække gennem sin fond brugt et halvt hundrede milliarder dollars på at forbedre den globale sundhedstilstand – bl.a. ved støtte til  WHO. Efter præsident Trumps vanvittige beslutning om indefryse USA’s bidrag til WHO står Gates som større bidragyder til WHO end noget medlemsland, mens en stribe af hans superrige artsfæller investerer i at opretholde deres egen urimelige formue og magt ved at finansiere de kampagner og medier, der har fået katastrofen Trump til magten.

Trumps anklager mod WHO for at være for Kina-venlig har helt sikkert et publikum. Men hans indefrysning af bidrag til WHO midt under den hidtil alvorligste pandemi er en dybt skadelig og usaglig beslutning, truffet i hans evindelige jagt på syndebukke, der kan lægge slør over hans egne monumentale fejltagelser.

Heldigvis bakker resten af verden op om WHO i forståelse for nødvendigheden af global koordinering af indsatsen for hurtigt at finde vaccinen mod covid-19, og for at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe ulykkerne.

Det er vigtigt at erindre om, at WHO siden grundlæggelsen i 1948 har leveret afgørende bidrag til, at vi som mennesker i gennemsnit lever mere end 20 år længere end dengang. Organisationen har anført den globale indsats mod de mest udbredte smitsomme sygdomme, der før tog livet af talløse millioner af både børn og voksne.

WHO kan ikke bestemme over medlemslandene og beordre dem til at levere hurtige og fyldestgørende oplysninger. Derfor kan man ikke laste WHO for, at Kina svigtede i nogle første uger med sit hemmelighedskræmmeri om covid-19’s smitsomhed med det sørgelige resultat, at sygdommen spredte sig ud i verden, før kineserne ved uset drastiske metoder til internering af millioner af mennesker standsede videre smittespredning. WHO sendte advarsler ud om covid-19’s farlighed i takt med, at man fik de rette oplysninger om sygdommen. Det tog imidlertid et par uhyre kostbare ekstra måneder, før resten af verden for alvor forstod, at smitten allerede havde spredt sig med eksplosiv hast ud over hele kloden.

Man må midt i tragedien føle stolthed og glæde over at bo i et land, hvor en handlekraftig statsminister i godt samspil med Folketinget reagerede hurtigt og klogt. Derfor oplever vi mindre død, færre arbejdsløse og tab af virksomheder og mere social stabilitet end i de fleste andre lande. Derfor kan vi også tidligere end andre ganske gradvist lukke op igen, samtidig med, at vi opbygger en massiv testkapacitet. Det er vanskeligt at bilde sig selv ind, at man kunne have truffet meget bedre beslutninger i så stor hast.

Men medierne har disse uger en syndflod af både kloge og vanvittige indlæg om, hvad der kunne gøres anderledes og mere. Blandt de skøre vildskud er Asger Aamund, der uforskammet beskylder Mette Frederiksen for at omdanne Danmark til ’et smukt og velstående DDR’. Jeg har aldrig forstået den megen spalteplads, der stilles til rådighed for denne højreradikale superegoist til fremstille sig som orakel. 

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i dé lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Det store flertal af danske borgere har forstået dette og bakker op om kursen. Jeg håber det holder –  både i holdning og adfærd –  i de vanskelige uger og måneder, vi har foran os.

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020