En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.
Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:
Formueskat for klimaet
En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.
Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.
Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.
Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.
I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.
Mere bæredygtighed, mindre grådighed
Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.
Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.
I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.
Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.
En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).
Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.
Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene
