Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abortvåbenkontrolklimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Illustration: fra Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Atomkapløbet er så livsfarligt som nogensinde

Vores sidste bremse på atomkapløbet, NEW START, udløber til Nytår. EU må presse Rusland og USA til at forlænge eller erstatte aftalen. Og Vesten som helhed må engagere Rusland og Kina i nye våbenkontrolaftaler. En atomkrig har ingen sejrherrer.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten, som også kan læses nedenfor:

Vi er i fuld fart i færd med at undergrave forudsætningerne for menneskehedens fredelige overlevelse. Klima- og miljøkatastrofer kappes om førstepladsen på farelisten med risikoen for, at de alt for mange regionale konflikter og et nyt vanvittig rustningskapløb ved en fejltagelse skal udløse en storkrig med atomvåben.

Vi har netop passeret 75-året for, at to amerikanske atombomber blev kastet mod japanske byer. 

Som formand for FN’s generalforsamling besøgte jeg for fem år siden Hiroshima. Det gør et uudsletteligt indtryk at høre de overlevende fortælle og se billederne af den by og de mennesker, der brændte op eller blev livslangt invalideret af atombomben; de misdannede børn, der siden blev født osv. 

De seneste 75 år har håbet været, at rædslerne fra dengang var overbevisende nok til at få alle til at afstå fra at bruge atomvåben, selv om de er klar på lagrene – ikke bare i USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, men også i Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea: Iran har været på vej, men blev inddæmmet af en effektiv international aftale, som Trump var vanvittig nok til at forlade. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten står på spring. Uden effektiv international indsats mod spredning kan flere og flere uligevægtige diktatorer komme i besiddelse af A-våben.

USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens Gorbatjov opnåede i 1980’erne en fælles forståelse af, at atomvåben truede med at udløse gensidig udryddelse. Den Kolde Krig blev afsluttet med aftaler, som stoppede udviklingen af interkontinentale raketter, der kunne affyre atombomber. Bombelagere blev skåret ned, og der blev indført vidtgående regler for inspektion af militære øvelser og udveksling af informationer. Alt for at dæmpe mistro og opbygge tillid mellem parterne. 

De 2000 atomprøvesprængninger, der er gennemført siden 1945 som led i udviklingen af ny typer af atomvåben, har efterladt en tung arv af ødelæggelser af natur og skader på menneskers og dyreliv. Derfor var det et stort fremskridt, da de fleste lande enedes om et forbud mod ny prøvesprængninger. De seneste 24 år har kun Indien og Pakistan hver to gange og Nordkorea seks gange prøvesprængt atomvåben. 

Ledende amerikanske politikere fra begge partier talte for et par årtier siden klogt for totalt forbud mod atomvåben. Præsident Obama tilsluttede sig dette mål i sin store tale i Prag i foråret 2009.

Desværre er vi på vej i stik modsat retning. IBM-traktaten om begrænsning af interkontinentale raketter er gået i opløsning i gensidige beskyldninger mellem USA og Rusland, og informationsudvekslingen mellem stormagterne er skrantende. 

Det amerikanske senat har aldrig godkendt aftalen om stop for atomprøvesprængninger, og Trump-regeringen rumler nu med planer om at genoptage sprængninger, samtidig med at der satses stort på modernisering af atomvåbenstyrken. Det handler bl.a. om mere effektive ’små’ såkaldt taktiske atomvåben.

Det sidste store værktøj til begrænsning af antallet af opstillede store atomvåben og raketter – NEW START-aftalen – udløber i januar 2021. Det er i høj grad Europa, der skal presse USA og Rusland til en forlængelse.

De enorme udgifter og risici ved det nye globale rustningskapløb kræver at Vesten på et langt bredere felt engagerer Rusland og Kina i nye aftaler om våbenkontrol. Vi har – uanset alle andre interessekonflikter – et ansvar for at genopbygge forståelse af, at der ikke er nogen vindere i nye storkrige. Det er en ekstra grund til ikke at hidse modsætningerne endnu mere op, fordi der skal vælges en forhåbentlig ny præsident i USA.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 1. september 2020.