Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima

Der venter Europa en række nye roller, men det kan ikke ske uden de store landes vilje

USA vil i fremtiden være mere indadvendt, og det stiller nye krav til Europa, ikke mindst som mægler mellem USA og Kina. Det skriver jeg om Jyllands-Posten. Læs artiklen i avisen – eller nedenfor.

Nye roller for Europa 

Under Trump frygtede Europa tab af USA’s sikkerhedsgaranti. Det blev til en ekstra begrundelse for, at investere mere i militæret for at stå op imod et truende Rusland. 

Med Biden er der ikke længere tvivl om, at USA er bag NATO og ser en klar egeninteresse i at dæmme op for russiske fremstød. 

Troen på dét er ikke rystet af den hastige retræte fra Afghanistan.

Imidlertid er det overraskende hvor stor enighed, der har været fra Obama, over Trump og til Biden om, at USA ikke på ny skal engagere sig med store invasionsstyrker for at tage arabiske og muslimske lande  i besiddelse og bestemme deres styreform. 

Derfor er det højst usandsynligt, at vi i Europa vil blive stillet over for nye amerikanske krav om deltagelse i krigskoalitioner i fjerne lande.

Der er andre udfordringer, Europa skal tage sig mere af:

USA vil i fremtiden være en mere indadvendt supermagt, hvis væsentligste udenrigspolitiske fokus er på konkurrencen med et Kina, der i økonomi og teknologi truer med at vokse amerikanerne over hovedet. 

Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur. De skal bringes til at bidrage til at reformere FN og de øvrige internationale institutioner, så Kina får indflydelse samklang med landets reelle tyngde – hverken mindre eller mere end det. Europa skal bidrage med forslag, der er acceptable for alle parter, om gensidig handel og investering. Uanset al forståelig modvilje mod den kinesiske ledelse autoritære indenrigskurs og ny udenrigspolitiske konfrontationer må fokus drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina er så langt ude i et uhæmmet rustningskapløb, der ved fejltolkninger af modparten kan føre til regional eller global krig. 

Europæerne skal også udfylde et tomrum efter USA i den større mellemøstlige region og i Afrika. Vi får brug for en ny fælles udenrigspolitik, der handler mere om diplomatisk indsats og investering i de ’blødere’ dele af en aktivistisk udenrigspolitik end  om at overtage amerikanernes hårde militære bidrag, der spillede fallit: 

Gennem EU og FN skal vi tilbyde at indsats at bekæmpe sult, levere sundhed og uddannelse, ikke mindst til piger og kvinder. Vi skal understøtte udvikling af et uafhængigt retsvæsen og et kritisk civilsamfund. Vi skal tilbyde at forbedre infrastruktur, skaffe vand og løse klimaproblemer – mere jo mere landenes herskere selv forstår nødvendigheden af større frihed og mere moderne udvikling.

Vi kan selvfølgelig også bistå med hjælp til konfliktløsning og terrorbekæmpelse, hvis vi bliver indbudt til det.

Måske kommer der engang igen liv i ideen, der blev lanceret for mere end 20 år siden af de franske og britiske ledere, om et fælles europæisk udrykningskorps, der kan varetage fredsskabende og fredsbevarende operationer – ikke mindst i Europas nærområder i syd og sydøst. FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan modtog ideen med kyshånd i et møde med os europæiske udenrigsministre i sommeren 2001. Europa kunne derved, sagde Annan, levere det vigtigste bidrag til FN’s mulighed for at rykke hurtigt og effektivt ud til fredsbevarende operationer.

Europa kan kun udfylde nye roller, hvis vi kan indse nødvendigheden af fælles handling. Det ser meget vanskeligt ud lige nu. Men de store landes vilje er afgørende. Tyskland er den største og vigtigste brik.  Derfor holder vi blikket stift rettet mod udfald og konsekvenser af det tyske valg om en lille måned.

Indlæg i International Debat, Jyllands-Posten, 31. august 2021

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina

Billedtekst i J-P: Europas væsentligste opgave bliver at bidrage til afspænding mellem USA og Kina. De skal begge fastholdes på det fælles ansvar over for den unge generation for at sikre fred, klima og natur, og fokus skal drejes hen på de grundlæggende fælles interesser, længe før USA og Kina kommer ud i et uhæmmet rustningskapløb, skriver Lykketoft i sin internationale kommentar. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer