Vi skal ikke igen deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske.

Læs den her – eller nedenfor 

Læren af det tragiske nederlag i Afghanistan

Håbet om – i kølvandet på interventionen mod forbryderne fra al-Qaeda – at skabe et mere moderne og demokratisk Afghanistan er foreløbig slukket. En ung generation må se deres drømme om frihed briste. Mest frygteligt: Afghanistans kvinder kan intet godt vente sig.

Der bliver en lang debat om ansvaret. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet og kaotisk retræte, der efterlod mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en tragisk skæbne.

Få vil imidlertid anfægte, at den vestlige tilstedeværelse måtte afvikles. Og det var forudset, at den afghanske stat, der var etableret i kraft af vores tilstedeværelse, ville smelte væk på grund af inkompetence, mageløs korruption og manglende folkelig forankring. I de valg, vi fik arrangeret, var det meget få, der stemte – og ingen kunne gennemskue, om vinderen havde fået en ærlig sejr eller havde fusket sig til den.

Alligevel blev alle overrasket over, at et afghansk militær- og politiapparat, der var polstret med ufatteligt mange milliarder dollar, på så få dage forsvandt som dug for solen. Det skete uden nær så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående 20 år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.

Vi må spole filmen 20 år tilbage for at prøve at forstå, hvorfor det mislykkedes at holde Afghanistan fri af Talebans middelalderlige jerngreb.

Foreslog fredsstyrke

Afghanistan blev invaderet af en USA-ledet koalition for at finde og straffe bagmændene for terrorangrebet 11. september 2001, der levede under Talebans beskyttelse. Et enigt NATO havde erklæret angrebet på USA et angreb på os alle. Kina og Rusland støttede indirekte operationen mod Taleban. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også villig til at deltage. USA bad om specialstyrker til at opspore al-Qaeda.

Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod, at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul, hvor afghanske oprørere rykkede ind med støtte fra amerikanske bombefly. Men den nye regering under Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker. Fem år senere gik vi endda med til at sende en langt større styrke i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.

Missionen i Afghanistan udviklede sig fra at ligne en hurtig indsats mod al-Qaeda til at være et projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering – i praksis blev det dog en koalition, hvor gamle, grumme krigsherrer var medspillere. Mange af de ledere, som kom ind ved hjælp fra USA og os, var først og fremmest optaget at berige sig personligt på støtten udefra.

Nedkæmpelsen af al-Qaeda ledte til dannelsen af Islamisk Stat

Desuden rettede krigens anfører, USAs præsident Georg W. Bush, sin opmærksomhed over til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og al-Qaeda, og påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden noget hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

For Afghanistan betød Irak-invasionen, at der blev mindre opmærksomhed på at sikre en ordentlig regeringsførelse, som kunne skabe udvikling for almindelige mennesker i det uhyre fattige land – og derved måske svække Talebans opbakning. Det blev overladt til overmodige generaler, der ikke forstod, hvor dybt rodfæstet Taleban er i det uhyre konservative stammesamfund, at vinde en militær sejr.

Læren er klar: Selv med halvdelen af alverdens militær kan USA ikke få kontrol over fremmedartede samfund som Afghanistan, når dem, man sætter til at styre, ikke dur, og når forsøget på at holde dem ved magten sker med tunge hypermoderne våben på land og i luft, der medfører store civile tab.

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Aktivistisk dansk udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger. Bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Militære bidrag bør altid være som del af FN-ledede fredsbevarende operationer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentar i Berlingske 18. august 2021.

Mere fra min hånd om Afghanistan her

Billedtekst: Arkivfoto fra Berlingske: Danske soldater gør klar til at forlade Camp Price ved Gereshk og Helmandfloden

Krigen i Afghanistan er endt som en tragedie, vi må lære af

Talebans faretruende hurtige fremmarch varsler en dyster fremtid for det plagede Afghanistan. Som krigsførende har vi et ganske særligt moralsk ansvar for vore tolke og andre medarbejdere, hvis liv er på spil lige nu. Læs mere om min analyse af sammenbruddet i Afghanistan i Laura Friis Wangs interview i Information – eller nedenfor:

Selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, er det ikke muligt at kontrollere udviklingen i fjerne lande i Mellemøsten. Det er den vigtigste lektie efter krigen i Afghanistan, siger Mogens Lykketoft i dette interview, som er det første i en serie, hvor centrale personer ser tilbage på 20 års krig

I 2011 rejste Mogens Lykketoft sammen med Udenrigspolitisk Nævn til Afghanistan. Gruppen af politikere skulle blandt andet besøge en værkstedsskole i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, som Danmark havde sponsoreret. For sideløbende med den militære indsats var Danmark engageret i opbygning af civilsamfundet.

Han husker, hvordan de stod inde i skolen med hjelme og fragmentationsveste på for at hylde og fejre den særlige indsats, Danmark havde gjort for de unge afghanere. På det tidspunkt var det knap ti år siden, at Vesten havde indledt krigen i Afghanistan, og fem år siden, at danske kampstyrker drog til Helmand-provinsen. Og mens han stod der under fuld bevogtning og med sikkerhedsudstyr fra maven og opefter, tænkte han over, hvor flygtigt det hele virkede.

»Jeg havde den der tvivl om, hvad det egentlig var, vi gjorde, og hvordan det ville komme til at ende. Og hvor er vi i dag?« spørger Mogens Lykketoft, som Information møder til en snak om den snart afsluttede krig i Afghanistan.

»I dag er situationen, at Lashkar Gah er totalt kontrolleret af Taleban, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den skole.«

Til efteråret er det 20 år siden, at Danmark på et FN-mandat gik med ind i Afghanistan. I den tid har Mogens Lykketoft fulgt krigsindsatsen og været en del af vigtige beslutninger som udenrigsminister, udenrigsordfører, medlem af udenrigspolitisk nævn og formand for FN’s Generalforsamling.

Og nu, hvor mange frygter, at Taleban vil tage kontrollen over Afghanistan, ser han tilbage på en krig, som han alt i alt betragter som en tragedie.

»Der er frygteligt meget, der tyder på, at Taleban faktisk vil tage det meste af landet i sin besiddelse, og så er vi ikke nået særligt meget længere, end da vi startede.«

En hurtig mission 

Allerede dagen efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 aktiverede NATO artikel fem, som betød, at et angreb på USA var et angreb på dem alle.

USA’s daværende præsident, George W. Bush, krævede, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden samt ledende personer i hans terrornetværk, al-Qaeda. Hjemme i Danmark var Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister lidt endnu, og med ham i regeringen sad Mogens Lykketoft som udenrigsminister.

Den socialdemokratiske regering mente, at USA’s krav var »klare og berettigede«.

»Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.

Regeringen vurderede dog også, at Taleban-styret næppe ville udlevere bin Laden og hans folk. Et angreb var derfor lige rundt om hjørnet, og statsministeren udtalte, at det ville blive begyndelsen på en årelang kamp.

»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Ifølge Mogens Lykketoft var beslutningen om, at et angreb på USA var et angreb på os alle, en beslutning, som kunne fortolkes. Modstanderen var nemlig ikke særlig veldefineret, og det har været et problem hele vejen igennem, mener han.

»For hvem var det egentlig, vi sloges med?« spørger han.

»Vi var jo ikke i tvivl om, at Taleban samarbejdede med – og måske endda havde integreret – al-Qaeda-folk i deres styrker, og at det derfor var legitimt at intervenere for at fjerne de folk, der havde været bagmænd for angrebet den 11. september. Men derfra har der været utrolig stor uklarhed om, hvad missionens mål var, og hvornår den var afsluttet.«

Det tog få dage at vælte Taleban-styret i Kabul. Herefter begyndte man at forfølge de folk, som havde tilknytning til al-Qaeda i Tora Bora-bjergene. Anders Fogh Rasmussen (V), som havde overtaget statsministerposten i december 2001, besluttede, at danske specialstyrker skulle hjælpe. Det var Mogens Lykketoft kritisk over for.

»Min indstilling var både i den afgående regering og efterfølgende, at det havde været bedre at melde sig – som andre vesteuropæiske lande gjorde – som en del af en fredsbevarende styrke med vores mere traditionelle deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer end at sende specialstyrker ud i Tora Bora-bjergene,« siger Mogens Lykketoft.

– Men i 2001 var du udenrigsminister for en regering, hvis statsminister sagde, at I var med USA hele vejen? 

»Det tror jeg, at jeg allerede dengang problematiserede. Der har i dansk politik inden for partierne været diskussioner om, hvor langt man skal følge Amerika. Det er ikke kun i forhold til Afghanistan. Det er i særklasse i forhold til Irak, men i min ungdom også Vietnam, selv om vi ikke havde styrker der. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi ikke altid kan identificere os med den måde, USA vil tackle verdens problemer på.«

Mogens Lykketoft ser mange lighedspunkter mellem Afghanistan-krigen og Vietnam-krigen, som han brugte meget af sin ungdom på at demonstrere imod. Begge krige har ifølge ham illustreret, at uanset hvor meget det handler om at skabe frihed og sikkerhed for en befolkning, så er muligheden for at besidde kontrollen i et land, hvor befolkningen ikke vil have én, meget begrænset.

»Og så kan man have alle mulige funderinger og synes, at det er utroligt mærkværdigt, at afghanere identificerer sig med en bevægelse som Taleban, men sagens kerne er, at uanset hvor stort militærbudgettet er, så er det svært at få kontrol med et land og en befolkning, som i grunden bare vil af med de fremmede,« siger han.

Samtidig besluttede USA i 2003 at gå ind i Irak, og det har ifølge Mogens Lykketoft været medvirkende til, at Afghanistan ikke blev en succes.

»Der var en bedre chance for, at det kunne blive en succes, hvis man ved årsskiftet i 2002 havde koncentreret sig om at etablere et effektivt og ikkekorrupt styre i det Afghanistan, man havde fået kontrol over. Men der skete jo det, at opmærksomheden på Afghanistan aftog meget hurtigt, fordi Bush-regeringen havde fået den forestilling, at de skulle invadere Irak for enhver pris.«

– Burde man have stoppet krigen, så snart man havde afsat regeringen i Kabul?

»Ja, man burde måske bare have foretaget en nålestiksoperation for at få al-Qaeda ud af vagten. Og herefter trukket sig ud,« siger han og tilføjer:

»Det er tankevækkende, at USA’s nuværende præsident siger, at de aldrig har været der for at lave statsopbygning. I det lys burde vi have trukket os allerede dengang.«

Tvivlsomme fremskridt

Men krigen stoppede ikke. Tværtimod. I 2006 valgte Danmark med Socialdemokratiets opbakning at sende danske styrker til Helmand-provinsen. Et argument for at blive i krigen var i den danske debat, at vi skulle hjælpe landet med at bygge staten op igen, sikre demokrati og hjælpe piger med at komme i skole.

Da Danmarks deltagelse var på sit højeste, var 750 soldater udsendt. I løbet af krigsårene er 43 soldater blevet dræbt i kamp. Indsatsen i Helmand var Danmarks mere kontroversielle deltagelse i krigen, mener Mogens Lykketoft. Målet var nemlig at genoprette den afghanske regerings kontrol med provinsen, men spørgsmålet er i dag, siger han, om der nogensinde havde været en centralregering med kontrol i Helmand.

»Afghanistan har altid været et stammesamfund med i bedste fald en svag regering. Man var godt klar over, at det var en hårdere mission end dem, Danmark hidtil havde bidraget med, men der var ikke en ordentlig analyse af, hvor langt vi var fra at have kontrol i området. Derfor blev det så langstrakt og så blodigt med så mange civile og militære tab.«

I 2014 blev de danske kamptropper trukket ud af Afghanistan, og op til i dag har et mindre antal danske styrker hjulpet med træning og uddannelse af den afghanske hær.

Mogens Lykketoft har været med i beslutningsprocessen omkring Afghanistan hele vejen igennem, og undervejs har der været mange briefinger og rapporter, som har peget på, at krigen var ved at vende, eller at de vestlige styrker fik fremgang, fortæller han.

I dag tvivler han på, at de fik hele historien fortalt.

»Jeg kan huske forelæsninger, vi har fået fra militæreksperter om, at nu var man ved at udrydde opiumsdyrkningen og erstatte det med noget andet. For ti år siden, da vi besøgte Kabul med Udenrigspolitisk Nævn, sagde de derude, at det gik rigtig godt, men at der lige var noget, man manglede.«

»Man må sige nu, set i bakspejlet: Hvor realistisk var den fremstilling egentlig?«

Lektien 

Når politikere og andre tilhængere af krigen skal forsvare indsatsen, bliver det for det meste påpeget, at tusinder af børn og unge afghanere, ikke mindst piger, er kommet i skole og har fået en uddannelse. Samtidig har flere borgere i landet fået øjnene op for, at der er et demokratisk alternativ til Taleban. Og disse succeser skal man heller ikke fornægte, mener Mogens Lykketoft.

»Særligt koncentreret omkring Kabul og nogle af de større centre er det lykkedes et langt stykke hen ad vejen at få unge i uddannelse. Mange klamrer sig til et håb om, at der vokser en ny generation op, som ikke vil affinde sig med den her opfattelse af verden, som Taleban abonnerer på,« siger han.

I det omfang det lykkes at forsvare Kabul mod at blive totalt overtaget af Taleban, er der stadig en chance for, at Vestens indsats for at uddanne folk, især piger, får lov til at overleve, mener Mogens Lykketoft. Men han ser også en stor risiko for, at Taleban vurderer, at de er så militært overlegne, at de kan overtage hele landet og derfor ikke har interesse i en fredsaftale med Kabul-regeringen.

»Den frygt har man jo, fordi man kan se, at der er store dele af den afghanske hær, som bare overgiver sig. De kæmper ikke længere alle vegne i hvert fald. Det er oppe i luften, hvordan det helt præcis ender, men der er nok ingen tvivl om, at langt størstedelen af landets areal vil være behersket af Taleban.«

Når man i den nuværende situation ser tilbage på krigens tab – militære såvel som civile, der er løbet op i mange gange den 11. september – samt de økonomiske omkostninger, er der for Mogens Lykketoft ingen tvivl om, at krigen var en fejl.

»Man kan sige, at det er tragisk, beklage det og så videre. Men det vigtigste er nu, at vi skal lære af det.«

Og der er én ting, som alt fra Vietnam til Afghanistan og Irak har overbevist ham og også dem, der sidder i den amerikanske regering, om i dag, påpeger Mogens Lykketoft:

»Og det er, at selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, så har man faktisk ikke mulighed for at kontrollere udviklingen i fjerne, mærkelige lande som dem her.«

Det betyder også, mener den tidligere udenrigsminister, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.

»Hvis man tager både krigen i Afghanistan og Irak, så er der en meget stor del af denne verdens menneskelige problemer, som kunne være løst, hvis de penge var blevet brugt til at skaffe rent vand eller vedvarende energi.«

Laura Friis Wangs interview blev trykt i Information 28. juli 2021.

Flere artikler om Afghanistan i Information

Mere fra min hånd om Afghanistan

Jeg er helt tryg ved magtskiftet i USA

Joe Bidens selvbiografi, Løfter for livet/Promises to Keep, bør være pligtlæsning. Det og meget mere i min anmeldelse af bogen i Information.

Skulle du ramle ind i betalingsmuren, kan du læse anmeldelsen nedenfor:

Valget af Joe Biden til USA’s præsident er en umådelig stor lettelse efter fire år med daglig angst for, hvilke løgne og ødelæggelser der udkom fra Det Hvide Hus.

Bidens tilløb var langt. Han blev valgt til Senatet for 48 år siden. Op til præsidentvalgene for 32 og 12 år siden forsøgte han uden held at blive kandidat. I stedet fik han otte år som Obamas vicepræsident.

Op til valgkampagnen i 2008 udgav han sine erindringer Promises to keep. De udkommer først nu på dansk, men bogen er så aktuel som nogensinde. Forfatteren fremstår som ærlig, velovervejet og med de samme holdninger, der nu omsider har bragt ham præsidentposten i en alder af 78 år.

Joe Biden: ’Løfter for livet’. Oversat af Jakob Levinsen. Informations Forlag. 472 sider. 300 kroner

Joe Biden kommer af små kår, irske rødder, katolsk tro, gode medmenneskelige værdier og et stærkt familiesammenhold. Han kæmpede fra barnsben energisk for at overvinde sin medfødte stammen, han blev jurist og stillede op til valg. Alt sammen fordi han gerne ville tale og kæmpe for alles adgang til ordentlig sundhedspleje og uddannelse, gøre op med vold og overgreb hjemme og ude og jævne ud mellem rige og fattige, sorte og hvide, mænd og kvinder.

Biden blev en kompromissøgende politiker og samtidig en lidenskabelig forkæmper for menneskerettigheder. Blandt de bedrifter, han selv er mest stolt af, er, at han fik lovgivet mod vold mod kvinder i amerikanske hjem, og at han var i front for at få USA til at standse folkemordet i det tidligere Jugoslavien.

Kvinderne i Bidens liv

Tre kvinder er afgørende i Bidens liv og gerning – de to, han blev gift med, og hans søster. Fra dem fik han kærlighed, styrke og ubetinget opbakning. Søster Valerie var endda ledende i hans valgkampe.

Bidens første, elskede hustru – Neilia – omkom i en trafikulykke sammen med deres spæde datter, og deres to drenge på knap fire og tre år blev alvorligt kvæstede. Tragedien skete kort efter, at Biden som 30-årig – mod alle odds og efter en fantastisk valgkamp i hjemstaten Delaware – var blevet valgt som det yngste medlem til USA’s senat. Biden var sønderknust og tæt ved at opgive sin politiske karriere. Men hans søster flyttede ind hos ham og tog sig kærligt af drengene, mens nogle af de store gamle senatorer, Mansfield, Humphrey og Ted Kennedy, slog kreds om ham. De så ham som en vigtig del af demokraternes fremtid.

Tre år senere mødte han den otte år yngre kvinde, Jill. Hun blev meget højt elsket, også af hans drenge, der utålmodigt spurgte: »Tror du, Jill vil gifte sig med os?«.

Nu har Jill og Joe været gift i 44 år. Jill har givet ham humør, energi og altid formidabel opbakning til at fortsætte det politiske virke og tage stadig større opgaver på sig. Hvert sjette år blev han genvalgt til Senatet og rykkede længere og længere frem i rækkerne.

Overlevede mirakuløst

Mange ville allerede først i 1980’erne have Joe Biden i spil som præsidentkandidat. Men det var først op mod valget i 1988, at han selv var med på tanken. I dén omgang oplevede han imidlertid en afgørende konflikt. Han var blevet formand for Senatets retsudvalg og satte alt ind på at stoppe præsident Ronald Reagans kandidat til højesteret, en reaktionær dommer ved navn Bork.

Det var en af grundene til, at Biden fik en voldsom pressekampagne imod sig. Han kom til at hade pressens ondskabsfulde forvrængninger af hans udtalelser og motiver og dens snagen i hans personlige tragedie. Men med uhyre energisk juridisk argumentation og politisk indsats fik han stoppet Bork, og han oplevede, at pressen vendte sig og blev mere positiv.

Livstruende sygdom trak ham imidlertid ud af primærvalget. Han var tæt på at dø af sprængte aneurismer – svage kar – i hjernen, der forårsager ofte fatale blødninger. På tragisk vis er jeg helt fortrolig med dén svaghed, da mine børns mor døde af det som 33-årig.

Joe Biden overlevede mirakuløst to hjerneoperationer og derimellem en blodprop i lungen. Efter mange måneders sygefravær vendte han tilbage til arbejdet i Senatet. Der skulle nu gå yderligere 20 år, før han igen forsøgte at blive præsidentkandidat.

Indsigt i international politik

I mellemtiden blev han formand for Senatets udenrigsudvalg, havde tæt dialog med skiftende præsidenter og mødtes jævnligt med alverdens statsledere. Han blev en af de amerikanske politikere, der fik den bredeste og dybeste indsigt i international politik. Hvis verden havde oplevet det held, at John Kerry i 2004 havde besejret George W. Bush, var Biden formentlig blevet udenrigsminister.

Han kæmpede for afspænding og rustningsbegrænsning og var derfor kritisk over for Reagans stjernekrigsprojekt og senere ideer om missilskjold.

Biden engagerede sig særligt intenst i at standse de forfærdende blodsudgydelser i Jugoslavien i 1990’erne. Han talte længe og højlydt for amerikansk intervention mod serbernes folkemord på muslimerne i Bosnien. Han mødtes med den serbiske præsident Milosovic og advarede ham kraftigt mod at fortsætte sine krigsforbrydelser.

Desværre fik Biden først efter den forfærdende massakre i Srebrenica i 1995 ørenlyd hos præsident Clinton for at iværksætte de luftangreb mod serberne, der omsider banede vejen for freden.

Biden formulerede siden bemyndigelsen fra Senatet til Clinton om at gribe ind mod Milosovics optakt til folkemord mod den muslimske befolkning i Kosovo fire år senere.

Pure opspind fra høgene

Biden troede i starten, at præsident George W. Bush ville læne sig op af sin sympatiske udenrigsminister Colin Powell. Men han så efter 11. september 2001, at de neokonservative høge, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Rumsfeld, lagde kursen.

Angrebet på Taleban i Afghanistan var uundgåeligt, fordi bin Laden holdt sig skjult dér. Men der blev aldrig satset det nødvendige i militære styrker og social og økonomisk opbygning til at cementere sejren over Taleban. Bush skiftede alt for hurtigt fokus til Irak med påstande om, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben og spillede sammen med al-Qaeda. Det var pure opspind fra høgene, der naivt troede, at man kunne tage Irak militært i besiddelse og opbygge en demokratisk stat ved hjælp af nogle korrupte amerikanske eksil-irakere.

Som formand for Senatets udenrigsudvalg forsøgte Biden i samspil med Colin Powell at afdække realiteterne og binde Bush til FN og forhandlinger i stedet for krig. Men Bush, Cheney og Rumsfeld ville invadere.

Biden beretter, hvordan han ved gentagne besøg i Irak efter invasionen observerede alle Bush-regeringens monumentale fejltagelser, der førte til totalt kaos og blodig borgerkrig. Blandt andet den uansvarlige hjemsendelse af det irakiske militær med løn og den deraf følgende lette adgang til enorme ubevogtede våbenlagre, der siden kom oprørerne i hænde, og fiaskoen med at opbygge en duelig politistyrke, overgreb mod fanger, mangel på forståelse af de etniske og religiøse konfliktlinjer, der fandtes og de enorme tab af menneskeliv og værdier, som fulgte.

Som daværende leder af den danske opposition mod Anders Fogh Rasmussens ukritiske opbakning til George W. Bushs krig i Irak er det godt at få bekræftet, at jeg ikke var antiamerikansk, men på linje med den mand, der nu er blevet USA’s præsident.

Det er endnu en grund til at være tryg ved magtskiftet i Washington.

Mogens Lykketoft er forhenværende udenrigsminister og formand for Folketinget.

Anmeldelsen blev bragt i Information 20. januar