Tag: solenergi

Udgivet den

Danmarks og Europas fremtidige energiforsyning skal sikres gennem et stabilt marked og europæisk samarbejde

… det er overskriften på min klumme i INGENIØRENs GridTech 6. august 2024.

Markedet står klar med løsninger til at sætte skub i den grønne omstilling. Men omstillingen forhales og forsinkes i lange behandlingstider, og tvivl om politisk vilje til omstilling skaber et usikkert marked.

Læs hele artiklen her – eller nedenfor:

For ni år siden var jeg formand for FN’s Generalforsamling, da vi vedtog de 17 verdensmål og fik den ambitiøse klimaaftale i Paris. Det er indlysende, at verdensmålene indbyrdes hænger sammen, men at klimaindsats er det mest hastende, og energiomstilling væk fra fossile brændsler er den afgørende komponent i denne omstilling.

Også i dette perspektiv har det været meget spændende for mig de seneste fire år at være bestyrelsesformand i Energinet, den danske stats transmissionsselskab for el og gas.

I denne korte periode har vi oplevet dramatiske forandringer i mål, midler og muligheder for at sikre stabil, billig og grøn energiforsyning. 

Teknologien udvikler sig med rekordfart, og der er bred enighed om høje ambitioner for udfasningen af fossile brændsler. 

Ønsket om at komme fri af russisk gas efter angrebet på Ukraine tilføjede en ny begrundelse for grøn energiomstilling – fordi det understregede det sikkerhedspolitisk farlige i at være afhængig af energi fra de få store despoter på toppen af de største forekomster af olie, gas og kul.

Omstillingen må ikke fanges i bureaukratiske processer

Sammen med de lokale distributionsselskaber skal Energinet bruge maksimal kraft på at kunne levere adgang til stor ekstra kapacitet til elnettet fra private aktørers vindmøller og sol-farme på land og til havs. 

Hidtil har den væsentligste forsinkelse været myndighedsbehandling og klagesager. Her kan vi forhåbentlig drage nytte af nye, effektive regler, der – inspireret af EU’s nødforordning – kan forkorte disse processer. Det er så meget mere nødvendigt, fordi vi nu – som omtalt nedenfor – oplever andre alvorlige kilder til forsinkelse og fordyrelse.

For fire år siden fremlagde regeringscheferne i det nordvestlige Europa vældige visioner om energiøer som et fælles tigerspring til at udnytte de meget gunstige vindressourcer, der især kan høstes i Nordsøen relativt tæt på den danske kyst. 

Energinet blev bestilt til at lægge planer for disse enorme investeringer. Nordsøprojektet er på pause nu. 

Min vurdering er imidlertid, at det stadig er lige relevante; men tidsrammen rykker sig, og det er klart at anlægget kræver opbakning fra EU med økonomi og aftaler om rimelig omkostningsdeling mellem de lande, der skal udnytte den grønne energi. Uanset den fælles grønne ambition kan Danmark ikke påtage sig at subsidiere grøn omstilling i nabolandene. 

Men vi kan antage, at der som forudsætning for at nå Europas mål om udfasning af fossile brændsler skabes gode markedsvilkår for at levere dansk grøn energi til omverdenen. 

Markedet tøver på grund af usikkerhed omkring grønne løsninger

I mellemtiden må vi satse på god erhvervsinteresse for at bygge radiale vindmølleanlæg til havs, der kan være med til at sikre energiforsyning, som er stor nok til at forsyne dansk produktion af grøn brint og Power-to-X. 

Hvis Danmark skal med på denne vogn, skal vi i gang med at etablere et dansk brintrør. Energinet er i øjeblikket sat til at kortlægge opbakningen til et brintnet på de forholdsvis stramme betingelser om forhåndstilsagn om brug af nettet, som er fastlagt i et politisk forlig.  

Der er en masse forudsætninger, der skal på plads samtidig for at det kan lykkes. Men jeg tror, at det er i Danmarks interesse at have en Power-to-X-industri og mulighed for også at levere en del af det tyske markeds potentielt vældige efterspørgsel efter grøn brint. 

Energinet står på spring for at gå i gang med røret, når der måtte komme grønt (!) lys fra de politiske beslutningstagere – velvidende at denne investering, som så mange andre, kan tage mere tid end ønskeligt på grund af kapacitetsproblemer hos leverandører.

Kapacitetsproblemer er allerede akutte i den uomgængelige opgradering af det eksisterende elnet på land og den mere langsigtede anlæg af det internationale transmissionsnet til havs. 

Der er her og nu store udfordringer med levering af centrale komponenter. Det betyder voldsomme prishop og i nogle tilfælde ret dramatisk forlængede leveringstider. 

Energinet har allerede for en tid siden fået vores statslige ejers accept af, at vi er nødt til at investere mere på forventet efterspørgsel end alene på kendte afsætningsmuligheder for elproduktionen – ellers vil vi komme bagud i forhold til efterspørgsel, der eksploderer. 

Derfor vil vi også købe mere til lager, søge at indgå mere langsigtede indkøbsaftaler. For at håndtere den større mængde anlægsinvesteringer søger vi også udliciteringsaftaler med private aktører.

Flaskehalsene for en afgørende del af udstyret til den grønne energiomstilling har at gøre med, at forholdsvis mange projekter søges iværksat verden over. Efterspørgslen er vokset og rentestigninger har gjort kapitalen dyrere. 

Det er en knude på markedssituationen, at de få store leverandørvirksomhede tøver med nye milliardinvesteringer i fabriksanlæg, fordi de ikke er overbeviste om, at der er tilstrækkelig styrke og tempo i den politiske vilje til at sikre endnu mere grøn energi, når fordyrelsen af de grønne anlæg vejes op mod den overraskende billige og rigelige forsyning til Europa med naturgas fra andre steder end Rusland – ikke mindst LNG fra USA, Mellemøsten og Nordafrika.

CO2-priserne må ensartes

Enighed om fælleseuropæisk høj pris på CO2, der kan sikre at grønne investeringer altid er rentable, er afgørende for at overvinde prishop og store forsinkelser ved at udløse den nødvendige store investering i nye produktionsanlæg.

CO2-prisen er også en grundforudsætning for tempo i den enormt energikrævende indirekte elektrificering af fly, skibe og tung langvejstrafik via grøn brint og PtX, der igen som produktionen øges vil forudsætte, at der kommer ny fart i planen om at høste energi fra store havmøller længe ud i Nordsøen – via energiøer.

Rentefald, øget konkurrence, mere kapacitet, og derfor lavere priser hos leverandørerne vil fremme den grønne omstilling generelt og specifikt give god rentabilitet i en dansk brint- og Power-to-X-industri. 

Aftaler om relativt beskedne udsving i en sådan industris energiforbrug kunne bidrage væsentligt for at afbalancere udbud og efterspørgsel efter energi i et system, der hovedsagelig forsynes fra vind og sol. Desuden vil billig overskudsvarme fra denne industri kunne sikre fossilfri fjernevarmeproduktion i sit nærområde.

Afbalancering af et ekstremt vejrfølsomt energisystem er allerede nu en kompliceret hovedopgave, der hjælpes på vej af stadig flere og stærkere opkoblinger til landene omkring os, men nok også vil blive hjulpet på vej af bedre og billigere batteriteknologi. 

I den senere tid fremføres fra nogle sider ønske om at satse på a-kraft som en afgørende kilde til fossilfri og stabil energiforsyning. Det er som bekendt ikke under overvejelse i Danmark med hidtil kendt teknologi. 

Jeg tror heller ikke, at det bredere i Europa bliver et stort supplement til vind og sol i de kommende 15-20 år, hvor vi skal nå det meste af vejen til netto nul CO2-udslip. Traditionelle a-kraftværker er dyre og langsommere at få op at stå. Men det er spændende, hvorfor ny spændende teknologier på dette felt bliver rentable og kan bidrage til fossilfri i større skala.

Indlægget udkom i Ingeniørens GridTech 6. august 2024

Mere fra min hånd om klima og energipolitik

Udgivet den

Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«

Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen