Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Svært at forstå De Radikale

Gid De Radikale for længst havde erkendt, at de – uanset, hvem der sidder i regering – ikke alene kan forandre udlændingepolitikken. Det gør Sofie Carsten Nielsen omsider nu – mere om dét i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her eller nedenfor:

40 års bestræbelser …

De seneste 40 år har jeg – med meget vekslende held – brugt utrolig megen tid på at prøve at forstå De Radikale.

I 1990erne havde S og R et frugtbart regeringssamarbejde, hvor vi bekæmpede arbejdsløshed, skabte orden i økonomien, sikrede forbedret velfærd og undgik ny ulighed. Vi gjorde os umage for ikke at ødelægge hinandens valgchancer og fik et samarbejde til fungere tillidsfuldt i næsten ni år. Og i grunden var vi fælles drivkraft i velfærdsudviklingen det meste af det 20. århundrede.

Da vi i 2001 kom i opposition, blev vore meningsforskelle om udlændingepolitikken et vigtigt værktøj for de borgerlige til i mange år at holde os væk fra regeringen. Når Socialdemokratiet var enig med Venstre om for eksempel 24-års-reglen, men De Radikale ville afskaffe den, så blev det for Anders Fogh Rasmussen til en effektiv fortælling om, at det var lige meget, hvad S sagde – De Radikale ville sætte sig igennem. Det svækkede S. Vi kunne måske have været sparet for to årtiers hektisk optrapning om udlændingepolitik, hvis De Radikale allerede dengang havde erkendt, at de ikke kunne omgøre, hvad S og V var enige om.

Nu har Sofie Carsten Nielsen omsider erkendt, at De Radikale ikke kan forandre udlændingepolitikken, uanset hvem der er regering. Gid den erkendelse var kommet tidligere.

Gennem den lange opposition frem til 2011 gled S og R også fra hinanden, da R under Margrethe Vestagers ledelse støttede skattelettelser i toppen, stemte for stor forringelse af dagpengesystemet og desuden indgik forlig med de borgerlige om den reelle likvidering af efterlønnen. Det sidste var aftalebrud fra V, K og R – frontal modstrid med vore fælles løfter fra velfærdsforliget i 2006 om ikke igen at lave om på efterlønnen

Det blev kun værre mellem os, da Vestager som betingelse for at støtte Thornings regering fastholdt os på disse sociale forringelser, insisterede på nye skattelettelser i toppen og i det hele taget massivt undergravede denne regerings chancer for genvalg.

Beslutningen om i 2019 at gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk regering var resultatet af disse bitre erfaringer. Men den blev starten på en globalt enestående stærk klimasatsning, som De Radikale også har som den vigtigste mærkesag. S og R har på andre områder stemt sammen om det meste. Men S fik også plads til omsider at reparere på de værste skader ved likvideringen af efterlønnen med DF.

Radikalt krav om ministerposter

Med Sofie Carstren Nielsens nytårsmelding er strid om udlændingepolitik ikke længere på spidsen. På spidsen synes i stedet at være kommet et radikalt krav om ministerposter, uanset det politiske flertal bag den regering de vil indgå i.

Der leges lidt med illusionen om en ’bred’ samlingsregering med S, V og K, selv om alle politisk kyndige ved, at det ikke har nogen gang på Jorden hverken for S, V eller K. Samarbejde om mange spørgsmål, ja, selvfølgelig. Men ikke en udviskning af meningsforskelle til en grad, hvor borgerne ikke kan kende os fra hinanden.

Snakken om en regering hen over midten bygger desuden på en falsk fortælling om, at der er ekstremister på begge fløje: De Radikale ved jo udmærket fra samarbejdet med SF og Enhedslisten siden 2019, at ekstremisterne er samlet på den yderste højrefløj.

Hvis Mette Frederiksen med uændrede flertalsforhold i Folketinget efter næste valg fastholder en socialdemokratisk regering, synes den radikale leder i sin enøjede stræben efter ministerposter indstillet på at vælte regeringen for i stedet at indtræde i en borgerlig koalitionsregering, der jo kun kan komme til verden med støtte fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

En sådan regering kan muligvis finde nye veje til at lette skatten for de rige, beskære velfærden og afskaffe Arne-pensionen igen. Der er jo i hvert fælles stof for V, K og Nye Borgerlige, og det vil næppe stride mod stærke neoliberale instinkter hos Sofie Carsten Nielsen personligt.

De Radikale kan imidlertid blive alvorligt kvæstet på at gå til valg med en melding om, at det er lige meget, om det er S, K eller V, der leder regeringen – og at det i grunden er underordnet, hvad den politiske kurs er, bare de selv kommer med i regeringen: Vi ved fra vælgerundersøgelser, at langt de fleste, der nu stemmer radikalt, hælder til venstre side. Det er vel, fordi de er mest enige med S, SF eller Enhedslisten om velfærds- og fordelingspolitik og også er overbevist om, at det er den vej, man skal vende sig, hvis der skal være sikkerhed for en klimaindsats, der både er tilstrækkeligt ambitiøs og gennemføres med socialt retfærdig byrdefordeling. Det har de ret i.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udkom i Berlingske 12. januar 2022

Mere fra min hånd om dansk politik