Tag: skatteunddragelse

Udgivet den

Her står vi i dansk politik

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:

Hvor er vi henne i dansk politik?

Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.

Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.

Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.

De første 100 dage

Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.

Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!

Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!

Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.

Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.

Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.

Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.

Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.

Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023

Mere fra min hånd om dansk politik

Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.

Udgivet den

Penge, forbrydelse og magt

Det er ikke kun i de tidligere sovjetrepublikker, at der enhver formue bygger på en forbrydelse. Mønstret findes over alt. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 6. marts 2023. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Pengene bag magten

Under et besøg i Georgien i 2008 undrede jeg mig over at se mange dyre huse, men ingen produktion.

Svaret fra min lokale misantropiske ven var: »Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse.«

Andre mener, at de superrige er forbilleder, ikke forbrydere. Hvis du vinder en million, så skal du lade en milliardær forvalte pengene, så han kan tjene endnu mere – både til dig og sig selv. Og slippe uden om skatten. Når økonomien blomstrer, siver der også lidt ned til de fattige, så pyt med øget ulighed.

Disse forestillinger fik et grundskud af finanskrisen og en eksplosivt stigende ulighed kloden rundt. Få håndfulde superrige milliardærer og deres gigantselskaber råder over en meget stor del af den globale økonomi.

Min ven fra Georgien har naturligvis ikke ret i, at al stor formue er skabt af forbrydelse: Mange formuer er skabt af mennesker, der arbejder utroligt hårdt og kreativt, gør fantastiske opfindelser og går i spidsen med nye produkter og teknologier.

Formuernes bagmænd

Hans iagttagelse var imidlertid en ret dækkende beskrivelse af de postsovjetiske samfund, hvor en lille kreds af oligarker hamstrede det meste af samfundets værdier under Sovjetunionens kaotiske opløsning.

I Vesten er der dog også mange eksempler, der passer ind i forbryderbilledet: Store gamle formuer blev grundlagt på slaveri eller slavelignende arbejdsvilkår i de gamle stærkt klassedelte landbrugssamfund – og ikke mindst i industrialiseringens og kapitalismens rå ungdomstid.

Forbrydersyndikater sidder stadig på enorme formuer i rige lande fra Italien til USA. I mange fattigere lande dækker beskrivelsen også, hvad enten man tænker på narkobosserne i Mexico og Colombia, revolutionsgarden i Iran eller hamsterkolonier af magthaverfamilier i Afrika og Asien.

Den forbryderiske ulighed kan være direkte resultat af autoritære kleptomaners virksomhed. Men det kan også være resultatet af demokratiernes mangelfulde retshåndhævelse af konkurrence-, miljø- og arbejdsmiljøregler og mangel på agtpågivenhed over for, hvad der er skadeligt for klima og helbred.

Profit frem for sandheden

Den demokratiske meningsdannelse blev længe forvredet af olieselskabernes systematiske løgnekampagner, hvor man – mod bedre vidende i egne forskningsafdelinger – i årtier fornægtede truslen om dramatisk klimaforandring. Tidligere var det tobaksindustriens fornægtelse af tobakkens helbredsødelæggelse, der forsinkede indgreb. Senest har den samvittighedsløse markedsføring af dødsensfarlige opioider kostet hundredtusinder af amerikanere livet, mens der blev opsamlet en milliardformue hos Sackler-familien, der ejede den største del af giftproduktionen.

Skruppelløse selskaber og milliardærer har frit spil, hvor der mangler en statsmagt med evne og vilje til at bekæmpe monopoldannelse, håndhæve hensynet til borgernes helbred og sikre velfærd ved effektiv skatteopkrævning og omfordeling. Svigtende samfundsregulering i mange demokratiske lande er i høj grad resultatet af, at de superrige har hvervet politiske nøglespillere som deres reelle lobbyister.

Den uhyrlige skæve indkomstfordeling korrumperer politiske systemer til at svigte varetagelsen af flertallets interesser. Milliardærklassens ejerskab til og manipulation af meningsdannelsen i toneangivende medier trækker i samme retning. Det værste eksempel her er stadig Rupert Murdoch, der dominerer de mest sete og læste medier i USA og Storbritannien og nok VAR afgørende for valgudfaldene til fordel Brexit og Trump –  i samspil med Putins internettrolde.

Lovlig lobbyisme

Har vi også en rem af huden her i landet? Nej, vi ser ikke ulovlig bestikkelse og korruption. Men vi oplever bestemt stærk lobbyisme for de mest velhavendes interesser. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har lige i sin erindringsbog fortalt om, hvordan Saxo-bankmilliardæren og skatteflygtningen Lars Seier Christensen som Liberal Alliances hovedsponsor insisterede på, at partiet under Løkke-regeringen skulle stille et ultimativt krav om topskattelettelser. Anders Samuelsen kravlede lydigt op i et højt træ med dét krav. Lige i den omgang mislykkedes det, manden i træet blev til grin, og til sidst faldt han helt ud af dansk politik.

Men de seneste to årtier har stærke kræfter fået uddelt betydelige skattelettelser til de bedre stillede, mens uligheden voksede. Også i den ny regering har de borgerlige partier fået lettet generationsskiftet i rige virksomheder og nedsat topskat til den højere middelstand. De var dog ikke nok for Søren Pape og Danske Erhvervs Brian Mikkelsen, der angreb den ellers næsten symbolske top-topskat, som man skal tjene flere millioner for at blive berørt af.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 6. marts 2023.

Mere fra min hånd om ulighed og skat

Udgivet den

De Radikale og Alternativets grupper kan undergrave både  egne ledere og hele den kommende regering

Klimaindsatsen bliver ikke mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste? Her må Socialdemokratiet holde fast. Læs mere i denne kommentar i Berlingske 29. november 2022 – eller nedenfor:

Er midterpolitik et nyt reformamok?

Mette Frederiksen afprøver muligheden for en regering over midten, der i det mindste omfatter S og V.

Enhedslisten, der loyalt har støttet S-regeringen, har reageret kraftigt på udsigten hertil. Men betyder det, at politiske projekter, som S og EL er enige om – og som der er megen brug for – så ikke fremmes?

Jeg tror ikke, klimaindsatsen bliver mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Tværtimod. Det rød-grønne flertal har i den forløbne valgperiode drevet de borgerlige fremad i meget bredt forankrede forlig. Det vil blive fulgt op af endnu højere ambitioner, fordi alle kan se, at hurtigere grøn omstilling ikke bare er en nødvendighed for at stabilisere klimaet, men også for at gøre os uafhængige af Putins og andre autoritære herskeres fossile brændstoffer.

Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste, derunder at få vedtaget de før valgets aftalte forbedringer i kontanthjælp og børnetilskud og en bedre dagpengedækning? Behovet for disse forbedringer er kun blevet endnu større med den stigende ulighed og fattigdom, der følger med inflation og energikrise, og her må Socialdemokratiet holde fast.

Der er også brug for at supplere med ekstra varmehjælp til indkomstsvage grupper med gasfyring. Regningen burde betales af de få, der tjener milliarder – ikke mindst ved at profitere på den aktuelle energikrise. Det er et ekstra argument, at de rigestes store forbrug er en kilde til særligt store CO₂-udslip. Derfor er der ingen rimelig grund til at lette topskatten. Tværtimod er den for lav helt i toppen af indkomstpyramiden. Men hvor findes flertal for det? Hvis der i stedet dannes regering på det spinkle rød-grønne flertal, så inkluderer dét De Radikale, der i fordelingspolitikken ofte har haft holdninger, der ikke har rummet vilje til at bringe en retfærdig fordeling meget længere end Venstre.

Mange frygter, at en regering med S og V vil føre til såkaldt reformamok, som De Radikale under Thorning-regeringen krævede gennemført i samarbejde med Venstre – og som daværende socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon gik i spidsen for at eksekvere.

Jeg håber, at alle er blevet klogere siden da. Der bør lyttes til professor Nina Schmidt, som leder et udvalgsarbejde om nye arbejdsmarkedsreformer med videre. Vi har nået grænsen for, hvad vi kan og bør drive frem af ekstra arbejdsudbud ved forringelser af overførselsindkomsterne og præmiering af velhavere. Nutidens reformbehov handler om at investere i nye og ekstra kvalifikationer hos den arbejdsstyrke, vi har – og tilskynde til, at flere med de ønskede kompetencer kommer til vores land udefra.

Nytten af en regering med S og V må altså bedømmes på politisk indhold og stabilitet. Det samme gælder en S-ledet regering, der alene støttes af det spinkle rød- grønne flertal på 90 mandater fra fem danske og tre nordatlantiske partier. Dén vil kunne fældes eller afpresses af en enkelt kompromisløs blandt de 90.

Det er ikke det hidtidige samarbejde med SF, Enhedslisten eller Nordatlanten, der giver næring til sådanne bekymringer.

Bekymringen handler derimod om, hvor megen autoritet til at forhandle og lave kompromisser, som de små grupper i De Radikale og Alternativet vil udstyre deres ledere med:

Rwanda handler i virkeligheden ikke om, hvorvidt ideen om asylbehandling dernede er god eller dårlig, mulig eller utopisk. Det handler om, at højrøstet og kompromisløshed hos enkelte radikale kan stække lederens mulighed for at maksimere partiets indflydelse. De Radikale har historisk haft enestående stor magt med meget få mandater, fordi de virkelig befandt sig på MIDTEN. Håndsoprækningen foran det samlede pressekorps ved den radikale gruppes annoncering af Martin Lidegaards valg til partileder var en pinagtig og idiotisk undergravning af Lidegaard fra dag ét. Man kan kun håbe, at det har udløst eftertanke.

Lignende kan siges om Alternativet. Slagkraftige Franciska Rosenkilde er årsagen til, at partiet mod alle odds kom tilbage med seks mandater ved valget – hjulpet af vælgere på venstrefløjen, der indså, at der i hvert fald ikke ville være rødt-grønt flertal, hvis Alternativet endte under spærregrænsen. Det var trist straks efter valget at få demonstreret, at Rosenkildes kloge forsøg på at komme ud af de borgerliges leg med ideen om en helt unødvendig advokatundersøgelse af statsministeren straks blev saboteret blandt de øvrige fem i folketingsgruppen. Sabotagen blev vistnok anført af en principrytter, der forlod De Radikale, fordi hun ikke syntes, de var kompromisløse nok!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Udgivet den

Skandaløst spillerum for udbytteskat

Af hensyn til erhvervslivet

Dokumentationen i Jesper Tynells bog om, hvordan banker og erhvervsliv havde held med systematisk at forhindre embedsværkets vedholdende bestræbelser på at forebygge svindel med udbytteskat, er overvældende. Bogen, Af hensyn til erhvervslivet, er uhyrlig og overordentlig vigtig læsning. Mere om den i min anmeldelse i Information 10. november 2022. Anmeldelsen kan også læses nedenfor:

Jesper Tynells bog er 400 siders overvældende dokumentation om en grotesk skandale

Sagen om udbytteskat var en forudset skandale, der udfoldede sig på grund af erhvervslivets og bankernes lobbyisme – og den er langt større end de allerede dokumenterede 12,7 milliarder, der uretmæssigt strømmede ud af den danske statskasse.

Der var nemlig kloge og vedholdende embedsmænd, der i mere end ti år råbte op for at standse vanviddet, men deres råd blev ikke fulgt. Erhvervsorganisationerne med bankerne i spidsen havde held til at bremse alle tilløb til effektivt at forhindre, at aktionærer uretmæssigt fik udbytteskat retur.

Det viser journalist Jesper Tynells nye bog ’Af hensyn til erhvervslivet’.

Epidemisk svindel

Det fører for vidt i denne anmeldelses snævre ramme at gennemgå teknikken i den epidemiske svindel. Det er også nok at fastslå, at kontoret for udbyttebeskatning i Skatteministeriet – trods de mest kyndige medarbejderes indtrængende advarsler – i årevis var tvunget til at sende milliarder retur til ansigtsløse aktionærer ude i verden, der ofte slet ikke ejede de aktier, som udbyttet vedrørte. Der har været sindrige arrangementer med udlån af aktier frem og tilbage for at dræne statskasserne i hele Europa.

Trods afsløringen af statskassens tab på de første 12,7 milliarder kroner, er der stadig ikke blevet gjort dét eneste virkeligt virksomme imod svindlen. Blandt andet at insistere på, at de udlandsaktionærer, der kræver refusion af udbytteskat, selv identificerer sig og dokumenterer, at de faktisk ejer aktien, har modtaget udbyttet og er berettiget til helt eller delvist at få refunderet kildeskat af udbyttet, alt efter hvem de er og, hvor i verden de befinder sig.

Jesper Tynell leverer i sin nye bog 400 siders overvældende dokumentation om den groteske udbytteskandales udvikling gennem mere end 20 år. Bogen er tung læsning, men til gengæld grundigere og mere overbevisende end nogen anden undersøgelse, Skatteministeriet selv, Kammeradvokaten eller rigsrevisionen kunne levere.

Hvorfor lyttede de ikke?

Fundamentet til skandalen blev lagt allerede i 1980’erne med den store kapitalliberalisering og adgang til at camouflere sin identitet som ejer af danske aktier bag en ansigtsløs mur i en international bank.

Omfanget af danske aktier i udlandet er siden eksploderet, og det samme gjorde bevidstheden om, at danske skattemyndigheder reelt ikke ejede muligheden for at verificere berettigelsen af krav om refusion af udbytteskat. Svindlere fik så at sige frit spil.

Hvorfor lyttede politikerne ikke til advarslerne fra de embedsmænd, der så svindlen tårne sig op i hastigt tempo efter årtusindskiftet?

Tynell identificerer tre årsager.

Årsagerne

For det første: Ledende bank- og erhvervsfolk med Mærsk McKinney Møller i spidsen kæmpede indædt imod at afsløre udlandsaktionærernes identitet med argumenter om, at det ville være administrativt for besværligt for bankerne, og det ville svække interessen for investering i danske aktier, hvis de skulle identificere sig for det danske skattevæsen.

For det andet: Anders Fogh Rasmussen krævede som statsminister, at alle myndigheder skulle reducere antallet af administrative regler. Derfor fik Skatteministeriet ikke lov at lave nye regler til bekæmpelse af svindel med aktieudbytte. Svindlerne fik ekstra beskyttelse i ly af bestræbelsen for at mindske ’administrativt bøvl’ for erhvervslivet.

For det tredje: Både før, under og efter Foghs tid mødte erhvervslivet med bankerne i spidsen truende op i Skatteministeriet og argumenterede – med opbakning fra Erhvervsministeriet – imod alle tilløb til effektive kontrolløsninger for ikke at svække interessen for investering i danske aktier.

Det er Tynells analyse, at dette ofte fik lov til at udspille sig, uden at hverken departementschefen eller skiftende skatteministre blev ordentligt oplyst om svindlens omfang og de bedste muligheder for at bremse den. For slet ikke at tale om det mørke, hvori Folketinget som helhed befandt sig i denne sag.

Granatchok

Det er min påstand, at Skatteministeriets top fra starten af 00’erne pådrog sig et varigt granatchok i mødet med Fogh-regeringens rigide skattestop. Der bredte sig i stigende grad den opfattelse, at de var sat i verden for at lette skattetrykket og de administrative byrder – ikke at kontrollere, men at servicere erhvervslivet, og ikke at sikre finansiering af velfærdssamfundet, men at lette en politisk bestræbelse for at skære i de offentlige udgifter ved gradvist at udhule skattebasen.

Skattestoppet forhindrede fornuftig omprioritering og systemforbedring og udvidede spillerummet for skatteunddragelse. De enorme fyringsrunder i skatteforvaltningen fra midten af 00’erne blev et voldsomt anslag mod kapacitet og kreativitet.

Det grundlagde dette århundredes største offentlige skandale med tab af talrige milliarder i offentlige indtægter ekstra hvert år som følge af manglende kontrolaktivitet og manglende effektivitet i opkrævningen hos skyldnere. Massakren på skatteforvaltningen blev ikke bremset, selv om der i mellemtiden kom en S-ledet Thorning-regering. Det skete først langt senere.

Efter afsløringerne af kuppet og det store tab på 12,7 milliarder kroner i 2015 var alle enige om, at noget måtte gøres.

Men problemet er langtfra løst – hverken af tidligere V-skatteminister Karsten Lauritzen eller tidligere S-skatteminister Morten Bødskov. Der er godt nok ansat langt over 100 ekstra medarbejdere til at kontrollere titusinder af ansøgninger om udbytterefusion, og refusionen udbetales ikke med samme hast som før.

Men, konkluderer Tynell, oplysnings- og identifikationskravene til udlandsaktionærer er fortsat helt utilstrækkelige til, at de nye medarbejdere kan komme til bunds i sagerne. På grund af sagernes store antal har man desuden helt opgivet at kontrollere ’mindre og mellemstore’ krav på statskassen. Her er i øvrigt en slags parallel til, at det kun er en forsvindende procent af alle selvangivelser fra erhvervsdrivende, der hvert år bliver tjekket efter i sømmene. Vi har endnu hverken folk eller systemkraft nok i skatteforvaltningen til at sikre, at de allerfleste bidrager efter loven.

’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell, udgivet af forlaget Samfundslitteratur. Bogen er udkommet.

Mogens Lykketoft er forhenværende medlem af Folketinget, tidligere formand for Socialdemokratiet og har desuden været skatteminister i en periode.

Anmeldelsen blev trykt i Information 10. november 2022.

Mere fra min hånd om skat