Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
Jeg havde en længere snak om verdens tilstand med Berlingskes Kasper Kildegaard forleden – om Vladimir Putin, Donald Trump og meget mere. Den udkom i avisen 11. februar og kan læses her – Vist desværre bag betalingsmur.
Mere fra min hånd om international politik
Der er galskab nok i verden, og ingen har brug for en tydeligt alderssvækket præsident i Det Hvide Hus. Man kunne håbe, at Biden ville opgive at genopstille og skabe plads til yngre kræfter. Det skriver jeg om i denne klumme i Jyllands-Posten 13. december 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Døden og ødelæggelsen i Gaza er hjertegribende vanvittig. Israels krigsførelse er ikke et rationelt selvforsvar mod Hamas’ bestialske terror, det er blodhævn mod et helt folk. Massedrabet på civile slår næppe de ansvarlige topterrorister fra Hamas ihjel. Derfor kræver det meste af verden våbenhvile nu.
I det globale syd ses Vestens manglende afstandtagen fra Netanyahus krigspolitik som udtryk for kynisk dobbeltmoral om menneskeret. Krigen skaber risiko for mere ufred i hele regionen og verden. Der er terrorfrygt i Europa. Der er risiko for, at nationalistiske, fremmedfjendtlige og halvautoritære bevægelser kan nedbryde sammenhold i klimakampen og i krigen mod Rusland.
Endnu mere akut er det, at det amerikanske politiske system er totalt dysfunktionelt – bl.a. med åbenbar risiko for at bremse våbenforsyningen til Ukraine. Trump huserer som favorit til igen at blive amerikansk præsident. Han synes indstillet på at overlade Ukraine til Putin og måske opløse Nato; han vil stå endnu mere ensidigt på Netanyahus side imod enhver fred og tostatsløsning i Mellemøsten; han vil skærpe konfrontationen mellem USA og Kina og bakke ud af klimakampen til skade for hele kloden. Og han har utvetydige hensigter om – og vil måske få held til – at afmontere de demokratiske institutioner i USA.
Der var ellers fremskridt i sammenhold og handlekraft i Vesten som svar på Putins angrebskrig og en gryende forståelse af nødvendigheden af massiv indsats mod klimaforandringen – også fordi vi ikke kan lade despoter som Putin og Mohammed bin Salman sidde på toppen af en fossil energiforsyning. Præsident Biden fik trodset alle snubletrådene i den amerikanske Kongres og fik vedtaget en historisk lovgivning til gavn for grøn omstilling i erhvervslivet – og har opretholdt en høj beskæftigelse, som man skulle tro kunne hjælpe ham til genvalg.
Men den for hele verden livsfarlige situation er, at flertallet af amerikanske vælgere ikke kan se for sig, at Biden kan stå oprejst og handlekraftig som verdens vigtigste statsleder fem år frem i tiden, til han er godt 86 år. Desværre kan de heller ikke forestille sig, at vicepræsident Kamala Harris kan løfte opgaven, hvis den gamle mand falder ud. Desuden har Bidens meget ensidige opbakning til Netanyahu givet opbrud blandt de unge og selvfølgelig især de arabisk-amerikanske vælgere, der var en vigtig del af hans valgsejr i 2020. Risikoen er, at mange bliver hjemme på valgdagen eller stemmer på udsigtsløse tredjekandidater. Der skal kun ske meget lidt af dét for at fjerne den mindste chance for Bidens genvalg i 2024 – også selv om Trump ikke får flere stemmer end sidst.
Det er vanskeligt at få det sagt, men det bedste, Biden kunne sige her op mod jul, var, at han er stolt af de resultater, han mod alle odds opnåede, men at han indser, at det både på grund af strømningerne i vælgerhavet og hans allerede mærkbare alderssvækkelse har fået ham til at beslutte ikke at genopstille, og at han vil håbe Demokraterne kan samles om i stedet at opstille Californiens 56-årige slagkraftige og progressive guvernør Gavin Newsom.
Det kunne også bane vejen for Kamala Harris som Newsoms afløser og placere en anden og mere slagkraft kvinde – gerne af farvet herkomst – som vicepræsidentkandidat. Jeg er næppe den eneste iagttager, der tror på, at en sådan kabale dramatisk ville styrke Demokraternes chance for både at fastholde præsidentposten og få flertal i Kongressen, så de nuværende lammelser i det amerikanske politiske system kan overvindes og hele verden ånde lettet op.
Indlægget udkom i Jyllands-Posten 13. december 2023
Mere fra min hånd om amerikansk politik
Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe. Mere her i min seneste klumme i Berlingske – som også kan ses nedenfor:
Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.
Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.
USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.
Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:
Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.
Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.
Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.
Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.
Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.
Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.
Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023
Mere fra min hånd om forsvar
Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget
Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.
Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.
Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.
Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?
Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.
Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?
Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.
Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.
På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.
Men muligheden er definitivt forpasset.
Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.
I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.
Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.
Vejene til fred er få, smalle og usikre.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.
Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen
Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons
Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:
Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.
Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter.
Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande.
Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin.
Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.
Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.
Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.
Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.
Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.
I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.
Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022
Foto: Wikimedia Commons
Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine
Det skriver jeg om i mit seneste i indlæg i Altinget. Læs det her
Vesten må forklare russerne, at målet med sanktionerne ikke er varigt at forarme Rusland, men alene at bringe aggressionen mod Ruslands naboer hurtigt til ophør. Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor:
Putins vanvittige krig mod Ukraines folk har skabt en helt ny global situation. Vi har lige nu kun spinkelt håb om hurtig våbenstilstand og en forhandlet fred. Millioner er drevet på flugt internt eller til resten af Europa.
Der er forfærdende tab af liv og førlighed og enorme materielle ødelæggelser. Ukraines kamp mod overmagten er en triumf for viljen til at forsvare selvstændighed og demokrati.
Så langt har vi klarhed, at Putin har taget fejl på alle tænkelige punkter. Vi kendte hans foragt for andre menneskers liv, men troede ikke han kunne begå så monumentale fejlvurderinger om egen styrke, om Ukraines svaghed og om Vestens manglende vilje til at sætte hårdt mod hårdt. Ingen har ydet større bidrag til ukrainernes modstandskraft og Vestens sammenhold end Vladimir Putin. Sanktionerne og krigen forarmer Rusland og afslører svagheden i landets militær.
Desværre har Putins endelige afskaffelse af alle fri medier afskåret de fleste russere fra at kende de fulde konsekvenser af det uføre, deres diktator har bragt dem ud i. Russernes tragedie overskygges selvfølgelig af dé grusomheder, der begås i deres navn i Ukraine.
Jeg mindes en samtale i sommeren 1989 i Sotje på Ruslands Sortehavskyst med Valentina, der var oldfrue på vort hotel. Det var midt i Gorbatjovs glasnost, hvor censuren var afskaffet og Sovjettidens utrolige forbrydelser omsider blev afdækket. Det skete ikke mindst i Moscow News. Valentina lånte mig uopfordret en årgang af tidsskriftet, som hun bad mig læse. Men hun skulle have det tilbage, sagde hun, ’for jeg skal vise mine børnebørn, at der var én gang i Ruslands historie, hvor man kunne skrive om alt dette’.
Lige nu kan det se ud, som der er længe til at russerne igen kan tænke og tale frit. Vi skal igennem en periode af ubestemmelig længde med ny farlig kold krig og oprustning, før vi ser ny glasnost i Rusland.
Men jeg tror ikke, at Rusland i vores tidsalder er dømt til et nyt langt autoritært mørke. Der må selv i de inderste magtcirkler i Kreml være folk, som nu har mistet troen på eneherskerens dømmekraft.
Jeg tror, at krigen i Ukraine og diktaturet i Rusland kan forkortes, hvis Vesten supplerer sanktioner, oprustning og bistand til Ukraine med offensiv indsats på to vigtige områder:
For det første skal vi massivt investere i satellitteknologi, der gør det nemmere for russerne at få kendskab til sandheden, uanset alle de forhindringer, diktaturet stiller op.
For det andet skal vi i denne kommunikation række hånden entydigt ud til dét Rusland, der kommer efter Putin, med et budskab om fred og samarbejde.
Vi skal modvirke dén massive frygt og paranoia over for USA og Vesten, der i årevis er blevet dyrket så systematisk i Rusland. Vi skal gøre alt for troværdigt at forklare, at NATO ikke er skabt som en angrebsalliance mod Rusland, men som et værn om medlemslandenes fred, frihed og demokrati. Vi må gribe tilbage til dé konstruktive tanker, der levede det første tiår efter Sovjetunionens opløsning – om en europæisk sikkerhedspagt mellem NATO og Rusland med vel kontrollerede aftaler om våbenkontrol og nedrustning og massiv indsats for at genopbygge kontakter og tillid mellem øst og vest i Europa.
Vi skal omhyggeligt forklare, at målet med sanktionerne ikke er varigt at svække og forarme Rusland, men at bringe aggressionen mod Ruslands naboer til ophør så hurtigt som muligt. Vi skal være klare i vort tilbud om at inddrage ikke blot Ukraine, men også Rusland og Belarus, i et tæt økonomisk samarbejde med EU.
Dette indlæg blev bragt i Jyllands-Posten 30. marts 2022
Mere fra min hånd om Rusland og Ukraine
Illustration: Russere fra diasporaen i Krakow protesterer mod Putins krig i Ukraine 6. marts 2022. Det er vigtigt at også russerne i Rusland forstår, at sanktionerne ikke er rettet mod dem, men mod Putins aggressioner mod nabolandene – fra Wikimedia Commons
Putin var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Derfor mente han, tiden var moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion. Dét handler min kommentar i Berlingske om 10. marts 2022. Læs den her – eller nedenfor
For to uger siden udløste Putin ragnarok. Verden er anderledes farlig i dag end 23. februar. Ikke kun for de millioner, der lider og flygter i Ukraine, og for de tusinder, der mister liv og lemmer. Hele verdens fremtid er formørket. Vi er midt i en ny tidsalder med farlig kold krig, massiv oprustning og frygt for atombomber og en ny verdenskrig.
Burde vi ikke være advaret ved at se Putins kyniske brutalitet hele vejen fra kvælningen af tjetjenernes frihedskamp, lynkrigen mod Georgien i 2008, kuppet med overtagelsen af Krim i 2014, den blodige grænsekonflikt i Donbass, der har krævet 14.000 døde og krigen i Syrien? Jo, men vi vægrede os ved at tro, at der ville følge en langt større og mere risikabel krig.
Kunne Vesten have undgået det? Måske blev der for 20- 25 år siden gjort for lidt for at inddrage Rusland i et tillidsskabende samarbejde i Europa, der kunne have hindret en Putin-skikkelse i at vokse til fuldblods diktator. Nu har han oplevet, at hans magtpolitik gang på gang lykkedes. Han har samtidig udviklet en stadig større vrede over Sovjetunionens sammenbrud og en paranoia over NATOs fremmarch mod øst. Manden, der hersker over 6.000 atombomber, tror kun, Rusland kan være stærkt og sikkert for hans styre, hvis nederlaget i Den Kolde Krig omgøres. USA og Europa skal trænges tilbage.
Han er blevet opmuntret af Vestens svaghed. Han var sikker på, at han kunne købe os og splitte os, og at USA var på retur. Trump havde jo været hans ven. Biden var nok en svækling, der lå ned efter det kaotiske exit fra Afghanistan. USA’s modstand mod Kinas fremmarch havde drevet kineserne ind i et samarbejde med Rusland. Derfor, mente Putin, var tiden moden til at overtage Ukraine med en lyninvasion.
Forventningen var åbenbart at gentage den sovjetiske lyninvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, hvor regering og folk rakte hænderne i vejret over for den overmægtige angrebsstyrke og accepterede et russisk marionetstyre. Det har vist sig at være en gigantisk fejlbedømmelse. Det land, som Putin ikke mener er et rigtigt land, har rejst sig som en samlet nation, der – ligesom Ungarn i 1956 – kæmper heroisk imod overmagten. Ukrainernes modstand har afsløret overraskende store svagheder i Ruslands militær. Men tragedien kan stadig blive rædselsfuld stor for civilbefolkningen, hvis Putins svar på modstanden er barbariske ødelæggelser af hele byer som i Grosnij i Tjetjenien og Aleppo i Syrien.
Putin blev overrumplet af et helt enestående sammenhold i NATO, i EU og mellem 141 lande i FNs generalforsamling. Han mødes af forkrøblende økonomiske sanktioner fra omverdenen. Det sidste og afgørende stød frem mod statsbankerot vil være, når Europa kan undvære Ruslands naturgas: Klimaløsning og sikkerhedspolitik hænger nu uløseligt sammen. Vi i Vesten skal op i et tempo med at udvikle vedvarende energikilder, der kan sammenlignes med USAs omstilling til krig i 1941.
Tyskland har fået en nøglerolle i omstillingen af både militær- og energipolitik. Tyske magthavere vil ikke længere forstå eller tilgive Putin: Tyskerne kommer i stedet til at yde et kæmpe offer i ny oprustning, grøn omstilling og store byrder ved sanktionerne mod Rusland. Også Danmark viser et massivt politisk sammenhold om at knytte os nærmere både til EU og NATO og yde et stort ekstra bidrag til den kollektive sikkerhed.
Vi tør ikke direkte gå i krig for Ukraine af frygt for Verdenskrigen, og vi kan ikke håbe, at Putin giver op. Krig og undertrykkelse i Ukraine vil derfor fortsætte. Men Putins epoke slutter engang. De fleste russere har aldrig villet denne krig. Vi skal være klar til at forberede forslag om våbenbegrænsning, afspænding, en europæisk sikkerhedspagt og et økonomisk samarbejde dén dag, hvor der kommer et nyt styre i Rusland, som vi tør tro, at vi kan lave aftaler med. Vi skal arbejde for, at den dag kommer snart ved at finde nye veje til bryde censuren og afsløre Putins monumentale forbrydelser og løgne for hans egen befolkning.
Kina er ikke en naturlig allieret for Rusland. Kina ønsker åben verdenshandel uden sanktioner og handelskrig, og ser derfor med mistro på den uorden Putin nu har skabt. Vi har alvorlige konflikter med Kina om menneskerettigheder og om fordelingen af økonomisk magt i det 21. århundrede. Men i hele spektret fra at løse klimakrisen og undgå verdenskrigen har vi faktisk fælles interesser med kineserne, der bør veje langt tungere end modsætningerne – og tungere end kinesernes øjeblikkelige interesse i tilnærmelse til Putin.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentaren blev bragt i Berlingske 10. marts 2022
Mere fra min hånd om Ukraine
Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:
De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.
Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien? Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi? Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?
Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.
Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad. Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede.
Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene.
Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland. Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.
Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.
Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter.
Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.
Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021
Mere fra min hånd om energi