Jeg håber at blive positivt overrasket af et nyt regeringsprogram

Det bekymrer mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen, der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Mere i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Opgør med skøre regler?

Man er blevet en smule rastløs af at vente på den nye regering. Og jeg har stadig en indestængt vrede over De Radikales mærkværdigt inkonsekvente kurs, der udløste valg i utide: Næsten 60 lovforslag til udmøntning af aftaler i det gamle folketing, der endnu ikke nåede at blive vedtaget. Blandt andet fortsat børnetilskud til de fattigste.

Meget i de aktuelle regeringsforhandlinger havde været nemmere, hvis det gamle folketing havde gjort sit arbejde færdigt. Det eneste helt sikre er, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister. Det er jeg under alle omstændigheder glad for.

De store udfordringer med klimakatastrofe, krig og velfærdskrise taler for en regering, der sikrer hjemlig politisk stabilitet i de kommende fire år. Vejen er ikke nødvendigvis indbyrdes fastlåst flertalsregering. Det var et godt mønster af vekslende samarbejde til begge sider, der udfoldede sig efter valget i 2019.

Der er mange modstridende hensyn, der skal afvejes i regerings- og forligsforhandlinger. Som tilskuer mangler man mellemregninger, som kun dem, der sidder i forhandlingerne, har overblik over. Men det er ikke overklogt at fastslå, at et regeringssamarbejde kræver indbyrdes hensyn og tillid. Det må ikke blive kapløb om at sætte flest mulige stinkere ind, så det kan blive en fiasko for samarbejdspartneren. Det var grundskavanken, da Thorning-regeringen blev dannet. Derfor blev den ikke til glæde for nogen af de deltagende partier.

Fra 58 år som politisk aktiv og én, der en hel del af tiden var med til at sætte kursen, er det min faste overbevisning, at ulighed og uretfærdighed ikke skaber et mere konkurrencedygtigt samfund. Social stabilitet og retfærdighed giver alle bedre mulighed for at udfolde deres talenter. Det forklarer den danske models historiske succes med høj beskæftigelse og et stærkt erhvervsliv.

Derfor bekymrer det mig, at både tidligere og nuværende Venstre-folk fantasiløst ser skattelettelser som svaret på alt. Vi er nogen der – efter at denne politik er praktiseret gennem alt for mange år – ser en unødvendig forbrugsudvidelse til dem, der i forvejen har mest. Og en politik, der suger penge ud af statskassen, der kunne anvendes mere sympatisk og nyttigt til at gøre mere for dem, der i forvejen havde mindst og nu ovenikøbet rammes hårdest af inflation og energikrise.

Desværre kan man frygte, at partierne – på grund af en forældet budgetlov og forsimplede, ofte vildledende regneregler i Finansministeriet – kommer til at bremse samfundets investeringer i grøn omstilling og bedre velfærd, selvom statens finanser er overvældende sunde.

Dansk erhvervsliv har brug for maksimal tilskyndelse til at blive bæredygtigt, men den bedste vej er ikke skattelettelser. Det er derimod fremrykket grøn omstilling, som stiller krav til virksomhederne og deres medarbejdere og støtter dem gennem fælles forskning og udvikling mellem stat og erhvervsliv.

Trods enestående høj beskæftigelse mangler vi arbejdskraft, hvis vi vil blive ved at udvide vores økonomiske råderum. En stor del kan vi løse ved at invitere mennesker ind udefra på vilkår, der sikrer mod social dumping og undergravning af danske overenskomster. En anden del af løsningen er storstilet satsning på, at flere af de unge og ældre får de faglige kvalifikationer, som en storstilet grøn omstilling forudsætter.

Det er yderst ansvarligt at stifte gæld for at sikre forskning, udvikling og faglig opkvalificering – det forrenter sig bedre end næsten alt andet ved at sikre, at der også i fremtiden er høj beskæftigelse og stor konkurrencekraft i Danmark.

Vi er nødt til at opretholde en stram indvandringspolitik for at være sikre på, at dem, der kommer her, kan integreres, og social stabilitet opretholdes. Men mange røster taler heldigvis nu for, at der sker ændring og opblødning med de mest ’skøre regler’, der blev fælles gods i Dansk Folkepartis storhedstid. Det gælder benspænd for at få danske statsborgeres udenlandske ægtefæller hertil. Det gælder udsendelse af velintegrerede mennesker, der har været her i årevis, til Assad eller Taleban eller til deres bedsteforældres hjemland, som de aldrig har besøgt. Ofte splittes familier ved disse udvisninger.

Der burde også fjernes forhindringer for, at mennesker, der for længst har fået varigt ophold – og som er mindst lige arbejdsomme og lovlydelige som flertallet af os – kan få statsborgerskab og dermed stemmeret til Folketinget. Vi har lige nu strengere regler for statsborgerskab end de fleste andre europæiske lande.

Jeg håber at blive positivt overrasket, når den nye regerings program udfolder sig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 13. december 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget 2022

De Radikale og Alternativets grupper kan undergrave både  egne ledere og hele den kommende regering

Klimaindsatsen bliver ikke mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste? Her må Socialdemokratiet holde fast. Læs mere i denne kommentar i Berlingske 29. november 2022 – eller nedenfor:

Er midterpolitik et nyt reformamok?

Mette Frederiksen afprøver muligheden for en regering over midten, der i det mindste omfatter S og V.

Enhedslisten, der loyalt har støttet S-regeringen, har reageret kraftigt på udsigten hertil. Men betyder det, at politiske projekter, som S og EL er enige om – og som der er megen brug for – så ikke fremmes?

Jeg tror ikke, klimaindsatsen bliver mindre ambitiøs, uanset sammensætningen af en ny regering. Tværtimod. Det rød-grønne flertal har i den forløbne valgperiode drevet de borgerlige fremad i meget bredt forankrede forlig. Det vil blive fulgt op af endnu højere ambitioner, fordi alle kan se, at hurtigere grøn omstilling ikke bare er en nødvendighed for at stabilisere klimaet, men også for at gøre os uafhængige af Putins og andre autoritære herskeres fossile brændstoffer.

Men hvad med indsatsen for at sikre økonomien for de fattigste, derunder at få vedtaget de før valgets aftalte forbedringer i kontanthjælp og børnetilskud og en bedre dagpengedækning? Behovet for disse forbedringer er kun blevet endnu større med den stigende ulighed og fattigdom, der følger med inflation og energikrise, og her må Socialdemokratiet holde fast.

Der er også brug for at supplere med ekstra varmehjælp til indkomstsvage grupper med gasfyring. Regningen burde betales af de få, der tjener milliarder – ikke mindst ved at profitere på den aktuelle energikrise. Det er et ekstra argument, at de rigestes store forbrug er en kilde til særligt store CO₂-udslip. Derfor er der ingen rimelig grund til at lette topskatten. Tværtimod er den for lav helt i toppen af indkomstpyramiden. Men hvor findes flertal for det? Hvis der i stedet dannes regering på det spinkle rød-grønne flertal, så inkluderer dét De Radikale, der i fordelingspolitikken ofte har haft holdninger, der ikke har rummet vilje til at bringe en retfærdig fordeling meget længere end Venstre.

Mange frygter, at en regering med S og V vil føre til såkaldt reformamok, som De Radikale under Thorning-regeringen krævede gennemført i samarbejde med Venstre – og som daværende socialdemokrat og finansminister Bjarne Corydon gik i spidsen for at eksekvere.

Jeg håber, at alle er blevet klogere siden da. Der bør lyttes til professor Nina Schmidt, som leder et udvalgsarbejde om nye arbejdsmarkedsreformer med videre. Vi har nået grænsen for, hvad vi kan og bør drive frem af ekstra arbejdsudbud ved forringelser af overførselsindkomsterne og præmiering af velhavere. Nutidens reformbehov handler om at investere i nye og ekstra kvalifikationer hos den arbejdsstyrke, vi har – og tilskynde til, at flere med de ønskede kompetencer kommer til vores land udefra.

Nytten af en regering med S og V må altså bedømmes på politisk indhold og stabilitet. Det samme gælder en S-ledet regering, der alene støttes af det spinkle rød- grønne flertal på 90 mandater fra fem danske og tre nordatlantiske partier. Dén vil kunne fældes eller afpresses af en enkelt kompromisløs blandt de 90.

Det er ikke det hidtidige samarbejde med SF, Enhedslisten eller Nordatlanten, der giver næring til sådanne bekymringer.

Bekymringen handler derimod om, hvor megen autoritet til at forhandle og lave kompromisser, som de små grupper i De Radikale og Alternativet vil udstyre deres ledere med:

Rwanda handler i virkeligheden ikke om, hvorvidt ideen om asylbehandling dernede er god eller dårlig, mulig eller utopisk. Det handler om, at højrøstet og kompromisløshed hos enkelte radikale kan stække lederens mulighed for at maksimere partiets indflydelse. De Radikale har historisk haft enestående stor magt med meget få mandater, fordi de virkelig befandt sig på MIDTEN. Håndsoprækningen foran det samlede pressekorps ved den radikale gruppes annoncering af Martin Lidegaards valg til partileder var en pinagtig og idiotisk undergravning af Lidegaard fra dag ét. Man kan kun håbe, at det har udløst eftertanke.

Lignende kan siges om Alternativet. Slagkraftige Franciska Rosenkilde er årsagen til, at partiet mod alle odds kom tilbage med seks mandater ved valget – hjulpet af vælgere på venstrefløjen, der indså, at der i hvert fald ikke ville være rødt-grønt flertal, hvis Alternativet endte under spærregrænsen. Det var trist straks efter valget at få demonstreret, at Rosenkildes kloge forsøg på at komme ud af de borgerliges leg med ideen om en helt unødvendig advokatundersøgelse af statsministeren straks blev saboteret blandt de øvrige fem i folketingsgruppen. Sabotagen blev vistnok anført af en principrytter, der forlod De Radikale, fordi hun ikke syntes, de var kompromisløse nok!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)