Tag: Putin

Udgivet den

Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza

Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor

Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?

Af Mogens Lykketoft,

fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?

Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.

I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.

i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.

Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten. 

Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin. 

For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.

Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.

Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.

Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.

Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.

Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.

Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas. 

Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.

Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.

Efterskrift

I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.

Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.

UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):

The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.

Dansk version af erklæringen:

Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Trumps femprocentskrav er et plyndringstogt mod Europa

Trumps krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar er ikke resultat af en analyse af behovet. Det er snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. Læs hele indlægget i Berlingske 12. juli 2025 – eller nedenfor:

Hvad opnår vi ved at krybe for Trump?

Det er længe siden jeg har krummet så meget tæer som over den servile ros fra NATOs generalsekretær, Mark Rutte, til Donald Trump ved det seneste NATO-topmøde i Haag.

Rutte takkede for, at Trumps trusler omsider har fået europæerne til at love oprustning, da »Daddy« kom til byen. Trump rejste brovtende hjem. Men fik vi andre noget ud af skamrosen til tyrannen?

Forståelsen for et kæmpe løft i Europas oprustningsindsats var der allerede før Trumps genkomst. Den er skabt som reaktion på Putins aggression mod Ukraine. Men i de nærmeste år kan vi, uanset den planlagte oprustning, ikke nødvendigvis redde Ukraine eller afværge nye fremstød fra Putin, hvis ikke USA fortsat er vores bagstopper. Dét tilsagn fik vi heller ikke fra Trump i Haag.Trump lagde ud med krav om, at Europa skal bruge fem procent af vores økonomi til forsvar. Det er langt mere end USA’s 3,5 procent. Det kommer næppe til at ske – ej heller på længere sigt. Tallet er ikke resultat af en analyse af behovet – snarere en straffeaktion mod dét Europa, som Trump mener har kørt på frihjul under amerikansk beskyttelse. 

Trump mangler dog helt erkendelse af, at USA’s store militære investering har været et afgørende bidrag til egen velstand. Det har givet USA et teknologisk forspring, som alle andre betaler for at udnytte. USA’s militærudgifter er ikke bare en indlysende egeninteresse i at beskytte Europa, men fundamentet for global magtudøvelse. Det er ikke Europa, der har snydt amerikanerne ved at læne sig ind under deres verdensorden. Det er den amerikanske middelklasse, og ganske særligt de mange fattige i det rige USA, der er blevet snydt for et velfærdssamfund, fordi de superrige personer og selskaber har hamstret det meste af velstanden og har haft magt til at minimere deres egen skattebetaling.

Med de dystre briller på kan man læse Trumps femprocentskrav som en del af et plyndringstogt mod Europa, der skal forhindre os i at opretholde velfærd og gøre klimaindsats, fordi vi skal betale kæmpe regninger til indkøb i den amerikanske militærindustri og samtidig skal betale regningen for hans toldkrig imod os. En sidegevinst for Trump her kunne – ironisk nok – blive vælgeroprør i Europa, der styrker hans meningsfæller på den ekstreme højrefløj.

Rutte skamroste i Haag også Trump for at have bombet de iranske atomanlæg, selvom det var et klart brud på folkeret og FN-pagt. Vel, det er absolut ønskeligt at undgå et iransk atomvåben, men angrebet risikerer at få både Iran og andre lande til at blive endnu mere ivrige for at anskaffe atomvåben som det ultimative værn mod angreb. Og det er naivt at håbe, at man ved krig kan fjerne det despotiske præstestyre.

Atomtruslen fra Iran kan reelt kun forhandles bort. Det gjorde en enig verden faktisk i 2015. Det var Trump, der rev denne aftale itu tre år senere – og udsatte Iran for ny hård økonomisk blokade, der desværre styrkede de mest krigeriske kræfter i regimet. 

Men før den seneste lynkrig mødte et svækket iransk regime op til forhandling, da Trump opfordrede hertil. Imidlertid viste forhandlingen sig alene at være et amerikansk diktat, der skulle imødekommes inden 60 dage. Derefter fulgte straks Israels og kort efter USA’s voldsomme lynkrig. Kommer der en reel forhandling efter dét?

USAs præsident har enorm magt. Både Trumps handlinger og forsømmelser medfører derfor horrible forbrydelser mod menneskeheden. Mordet på USA’s egen bistand mod sygdom og sult, USAid, kan ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet betyde, at 14 millioner mennesker, som ellers kunne reddes, dør de næste fem år. Flest børn, flest i Afrika.

På kun lidt længere sigt kan Trumps kamp mod klimaindsatsen betyde endnu flere menneskers død og en meget mere konfliktfyldt verden.

Trumps helhjertede støtte til Netanyahus krig har ført til fortsættelsen af forfærdet udsultning, terrorbombning og massemord på palæstinensiske civile.

Hans uvilje mod at bistå Ukraine giver fortsat fripas til Putins krigsforbrydelser.

Hans nære forhold til oliefyrsterne i Golfen betyder, at USA ikke bremser deres bidrag til, at Sudans borgerkrig fortsætter som et forfærdende massemord.

Alt dette forbigik Rutte i sin hyldesttale til Trump i NATO.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2025

Mere fra min hånd om Trump og NATO

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Vi​ må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider. 

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige. 

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald. 

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa. 

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Utålmodigheden med Putin vokser – også i Beijing

Putins handlingslammelse kom til udtryk forleden, da Wagnergruppens leder, Prigosjin, i noget, der lignede mytteri, satte kursen mod Moskva med uhørt kritik af krigen mod Ukraine. Optrinnet har givet irriteret Kinas ledere i Beijing, som hverken ønsker, at Putin sejrer eller lider ydmygende nederlag. Kinas rolle er afgørende – måske ligefrem udslaggivende – for krigen. Det skriver jeg om i Ræsons kommentarserie, der heldigvis er udenfor deres betalingsmur. Læs min kommentar her.