Tag: public service

Udgivet den

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn

Jeg skrev min seneste få dage før Volodomyr Zelenskyjs skæbnesvangre besøg hos Trump i det Hvide Hus, der åbnede en afgrund mellem Europa og USA, hvilket ikke ændrer noget i forhold til klummens indhold. Lad os inderligt håbe, at det dramatiske møde omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine. Læs klummen i Berlingske – eller nedenfor:

Dag for dag udfolder katastrofen sig

Ved magtskiftet for fem uger siden var der stadig danske politikere, erhvervs- og mediefolk, der så en kerne af god mening i Trumps rablende galskab.

Efter bagholdet mod Ukraine og omfavnelsen af Putin er der vist kun Morten Messerschmidt og Asger Aamund tilbage?

Nu er der en kollektiv erkendelse af, at vi ikke længere har en reel alliance og slet ikke et værdifællesskab med Trumps USA.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn. Trump vandt sine valg ved massiv investering i misinformation, had og konspirationsteorier via Fox News med videre og kampagner på sociale medier – uden slagkraftigt modspil fra troværdige public service-medier. 

I alliancen med højreradikale multimilliardærer investeres stadig mere i at sætte sig på amerikanernes foretrukne informationskanaler. Uafhængige medier sagsøges eller bliver lidt medløbere til magthaverne.

Trump har desuden magten over både Kongressen og højesteret. Med haglbyger af dekreter angribes alt, der handler om klimaindsats og om ligestilling mellem racer og køn. Elon Musk udrenser i statsforvaltningen. En bølge politiske fyringer udhuler kompetence og objektivitet. 

Folk dør bogstaveligt talt i Afrika, fordi kvælningen af USAID (det amerikanske agentur for udviklingsbistand, red.) afskærer dem fra deres daglige aids-medicin.

Det hele er et massivt forsøg på kupagtigt at omdanne det amerikanske demokrati til et højreradikalt oligarki og sælge ideen til andre. Vicepræsidenten var på udflugt til München for, på linje med Elon Musk, at solidarisere sig med de ekstreme kræfter, der søger at splitte Europa. 

Deres sprogbrug er som taget ud af Orwells fremtidsroman 1984 om nysproget, hvor de mener autokrati og ensretning, når de taler for demokrati og frihed. De savner enhver omsorg for andet end deres egen magt og pengepung. Ingen empati og omsorg for andre mennesker.

Mens J.D. Vance og Elon Musk karakteriserede de europæiske højreradikale som de egentlige demokrater, talte Trump selv imødekommende med Putin i telefonen om, hvad der kan blive Ukraines undergang. 

De var åbenbart enige om, at Ukraine skal opgive de områder, der hidtil er tabt ved den russiske invasion, og at resten af Ukraine ikke kan få NATOs opbakning til senere at modstå ny russisk aggression.

Derfor åbner en afgrund sig mellem USA og Europa. Vi må inderligt håbe, at det omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine.

Trump omfavner åbenlyst verdens to mest fremtrædende krigsforbrydere, Putin og Netanyahu. 

Hans vanvittige idé om at overtage Gaza og flytte palæstinenserne væk er dybest set bare en af flere varianter af en politik, der støtter det, der ligner den højreradikale israelske regerings ambition om at rense Palæstina for palæstinensere og kolonisere hele Vestbredden.

Vi skal specielt forholde os til Trumps trusler om at erobre Grønland. Den mest sandsynlige metode til at forsøge at gøre Grønland amerikansk er en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.

Truslerne har udløst en heftig debat om forholdet mellem Danmark og Grønland i fortid, nutid og fremtid. Det er aldeles afgørende, at denne debat forgår åbent, i ærlig erkendelse af fejltagelserne i kolonitiden – og faktabaseret.

Derfor var DRs nu skrottede udsendelse om kryolitten et svigt af alle principper om public service. 

Det var et forsøg på – trods klare advarsler fra sagkundskaben – sensationslystent at manipulere en fortælling. 

I en ophedet atmosfære lige op til et vigtigt grønlandsk valg præsenterede man et falsk indtryk af en enorm fortidig dansk udbytning af Grønland. Dét er lige så langt fra sandheden som meget af det, trumpisterne udsætter verden for. Og måske et indslag, der utilsigtet støtter Trumps dagsorden for Grønland.

Trump er ved magten i USA og er smadremand i global politik – som nævnt ikke mindst på grund af fraværet af slagkraftig public service til at afbalancere magtfulde og ofte voldsomt manipulerende private medier.

Jeg kæmpede hele mit lange politiske liv for stærke public service-medier i Danmark og har været modstander af forsøg på at skære ned på Danmarks Radio. 

Vi har i denne ulvetid mere end nogensinde brug for et DR, som faktisk leverer nuanceret, sandfærdig information, uafhængigt af særinteresser og immun over for vilde konspirationsteorier. 

Derfor er det lige nu, at DR fra top til bund skal bemandes til faktisk at leve op til denne opgave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. marts 2025

Mere fra min hånd om Trump og det nye USA

Udgivet den

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.