Vores sidste bremse på atomkapløbet, NEW START, udløber til Nytår. EU må presse Rusland og USA til at forlænge eller erstatte aftalen. Og Vesten som helhed må engagere Rusland og Kina i nye våbenkontrolaftaler. En atomkrig har ingen sejrherrer.
Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten, som også kan læses nedenfor:
Vi er i fuld fart i færd med at undergrave forudsætningerne for menneskehedens fredelige overlevelse. Klima- og miljøkatastrofer kappes om førstepladsen på farelisten med risikoen for, at de alt for mange regionale konflikter og et nyt vanvittig rustningskapløb ved en fejltagelse skal udløse en storkrig med atomvåben.
Vi har netop passeret 75-året for, at to amerikanske atombomber blev kastet mod japanske byer.
Som formand for FN’s generalforsamling besøgte jeg for fem år siden Hiroshima. Det gør et uudsletteligt indtryk at høre de overlevende fortælle og se billederne af den by og de mennesker, der brændte op eller blev livslangt invalideret af atombomben; de misdannede børn, der siden blev født osv.
De seneste 75 år har håbet været, at rædslerne fra dengang var overbevisende nok til at få alle til at afstå fra at bruge atomvåben, selv om de er klar på lagrene – ikke bare i USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, men også i Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea: Iran har været på vej, men blev inddæmmet af en effektiv international aftale, som Trump var vanvittig nok til at forlade. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten står på spring. Uden effektiv international indsats mod spredning kan flere og flere uligevægtige diktatorer komme i besiddelse af A-våben.
USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens Gorbatjov opnåede i 1980’erne en fælles forståelse af, at atomvåben truede med at udløse gensidig udryddelse. Den Kolde Krig blev afsluttet med aftaler, som stoppede udviklingen af interkontinentale raketter, der kunne affyre atombomber. Bombelagere blev skåret ned, og der blev indført vidtgående regler for inspektion af militære øvelser og udveksling af informationer. Alt for at dæmpe mistro og opbygge tillid mellem parterne.
De 2000 atomprøvesprængninger, der er gennemført siden 1945 som led i udviklingen af ny typer af atomvåben, har efterladt en tung arv af ødelæggelser af natur og skader på menneskers og dyreliv. Derfor var det et stort fremskridt, da de fleste lande enedes om et forbud mod ny prøvesprængninger. De seneste 24 år har kun Indien og Pakistan hver to gange og Nordkorea seks gange prøvesprængt atomvåben.
Ledende amerikanske politikere fra begge partier talte for et par årtier siden klogt for totalt forbud mod atomvåben. Præsident Obama tilsluttede sig dette mål i sin store tale i Prag i foråret 2009.
Desværre er vi på vej i stik modsat retning. IBM-traktaten om begrænsning af interkontinentale raketter er gået i opløsning i gensidige beskyldninger mellem USA og Rusland, og informationsudvekslingen mellem stormagterne er skrantende.
Det amerikanske senat har aldrig godkendt aftalen om stop for atomprøvesprængninger, og Trump-regeringen rumler nu med planer om at genoptage sprængninger, samtidig med at der satses stort på modernisering af atomvåbenstyrken. Det handler bl.a. om mere effektive ’små’ såkaldt taktiske atomvåben.
Det sidste store værktøj til begrænsning af antallet af opstillede store atomvåben og raketter – NEW START-aftalen – udløber i januar 2021. Det er i høj grad Europa, der skal presse USA og Rusland til en forlængelse.
De enorme udgifter og risici ved det nye globale rustningskapløb kræver at Vesten på et langt bredere felt engagerer Rusland og Kina i nye aftaler om våbenkontrol. Vi har – uanset alle andre interessekonflikter – et ansvar for at genopbygge forståelse af, at der ikke er nogen vindere i nye storkrige. Det er en ekstra grund til ikke at hidse modsætningerne endnu mere op, fordi der skal vælges en forhåbentlig ny præsident i USA.
Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 1. september 2020.