Putin agerer nu totalt rablende

Denys Shmyhal and Ingrida Šimonytė in Lugansk Oblast

Uanset, hvor langt Putin vil gå på sit erobringstogt, har han ind til videre også – formentlig stik mod hensigten – opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen og skabt enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 23. februar 2022. læs den her – eller nedenfor:

Tættere sammenhold i NATO og EU

Med den seneste optrapning i Donbass og den vedvarende massive opmarch af russiske styrker langs Ukraines grænser ser det nu unægteligt ud til stor invasion i Ukraine.

Der er ingen tvivl om, at Putin har den militære kapacitet til at erobre Ukraine. Uanset, hvor langt han vil gå på sit erobringstogt, så har han imidlertid opnået at banke NATO og EU historisk tæt sammen, og skabt en enestående folkelig opbakning til en ellers vaklende ukrainsk regering. Det var næppe hans formål.

Putin ved, at Vesten ikke går i krig over Ukraine, men at han udløser storkrig med hele NATO-alliancen, hvis et medlemsland angribes. Derfor kommer NATO ikke i åben krig med Rusland. Men i kølvandet på en russisk invasion af Ukraine vil vi opleve cyberangreb og andre undergravende operationer. Der kommer en ny lang og farlig kold krig med oprustning i både øst og vest.

Invasion vil medføre store tab af både ukrainske og russiske menneskeliv. Det vil have enorme økonomiske og militære omkostninger at erobre og besætte et land med 30-40 millioner fjendtligt sindede borgere. Prisen for Rusland vil være international isolation under en hidtil uset hård økonomisk sanktionspolitik fra Vesten. Sanktionerne vil rette sig særlig hårdt mod de herskende oligarker, der med Putin selv i spidsen har hamstret en helt uforholdsmæssig stor del af velstanden i Rusland de seneste 30 år.

Putins hjemlige opbakning daler

Sanktionerne vil sandelig også være kostbare for os – især hvis gasleverancerne fra Rusland stopper helt. Men for den ret beskedne russiske nationaløkonomi vil krig, besættelse, oprustning og sanktioner være en massiv overanstrengelse, der næppe kan andet end forstærke det igangværende fald i den folkelige opbakning til den russiske enehersker. Putins ny russiske imperium kan hurtigt vise sig lige så skrøbeligt som Sovjetunionen i 1980erne.

Jeg har hidtil været enig med en stor flok af de mest ruslandskyndige, der har ment, at Putin ville bøje af lige før invasion i Ukraine. Han har altid været skruppelløs, men hans hidtidige militære fremstød har alle været gennemført med relativt beskeden omkostning for Rusland, fordi en stor del af fodfolket er lokale kræfter, som Rusland har støttet – i Tjetjenien, Georgien, Krim, Donbass og Syrien. Invasion af Ukraine vil være en langt større omkostning i tabte liv, ødelagt økonomi og international isolation. Det handler ikke kun om forholdet til Vesten. Ruslands nye venner i Kina og Tyrkiet har egne interesser i at bevare et selvstændigt Ukraine og er imod forsøget på at ændre eksisterende grænser.

Det skaber en helt ny og farlig international ustabilitet, at Putin nu agerer totalt rablende og synes villig til at brænde alle broer og tåle større isolation. Frem til weekenden havde han ellers ved sine truende udspil fremkaldt en lind strøm af besøg og telesamtaler med vestlige ledere. Den ydmygende diplomatiske isolation, han følte sig ramt af siden annekteringen af Krim, var for en tid brudt, og der var gode ideer til afspænding på bordet:

NATO lukket for Ukraine

Jeg har i European Leadership Network (ELN) fulgt udviklingen af konstruktive forslag fra en gruppe af eksperter og tidligere beslutningstagere fra både vestlig og russisk side. ELNs forslag bygger på ideer, som Vesten har været åben overfor – om at genoptage regelmæssige møder mellem militærchefer fra USA, Rusland og NATO, orientere om og inspicere hinandens manøvrer og sætte fuld fart på allerede aftalte forhandlinger om strategisk stabilitet og cybersikkerhed, samt søge aftaler om stop af amerikansk og russisk missiloprustning i Europa. Hvis tillid på denne måde var genopbygget, kunne det overskygge principdiskussionen om Ukraines ret til at søge medlemskab af NATO: Vel kan NATO ikke nægte Ukraine at søge medlemskab. Men alle ved, at der ikke ville blive åbnet for dette medlemskab i nogen overskuelig fremtid. NATO kan ikke optage og forsvare et land, hvis grænser ikke er veldefinerede og internationalt anerkendt, og det et har Putin jo i realiteten for længst selv »ordnet« ved at annektere Krim – og nu også ved at løsrive de oprørske provinser i Donbass.

Det er fantastisk vigtigt, at Europa i den nuværende situation står tæt og tillidsfuldt sammen med Bidens USA. Men situationen kalder også på, at Europa permanent kan optræde meget mere enigt og løfte mere sikkerhedspolitisk. For hvad hvis den ultimative krise for amerikansk demokrati indtræder om tre år med genvalg af Trump? Trump er en løs kanon, når det gælder solidaritet i NATO; og han vil næppe tage det tungt, hvis hans ven Putin erobrer Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. februar 2022.

Mere fra min hånd om konflikten i Ukraine

Foto: Litauens og Ukraines ministerpræsidenter i Lugansk i februar 2022. Ukraines kabinet via WikimediaCommons

Putin har brug for påskud til at neddrosle trusler mod Ukraine

Krisen i Ukraine udvikler sig næppe til storkrig, men der er brug for en vis tillidsopbygning mellem Putin og Vesten. Og Putins kontrol med Krim og dele af Ukraine er hans garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i NATO. Det handler min klumme i Jyllands-Posten om 15. februar 2021. Læs den her – eller nedenfor.

Næppe storkrig i Ukraine

Det er umuligt at gætte på, hvad der sker bare få dage frem. Alligevel vover jeg pelsen: Putins Rusland har utvivlsomt både færdige planer for og militær styrke til helt eller delvist at erobre Ukraine, og han ved, at dét ikke vil udløse krig med NATO: Vestens svar vil ’kun’ være at iværksætte de hidtil mest barske økonomiske sanktioner… og en lang, ny kold krig. Men militære angrebsplaner er ikke det samme som at beslutte angrebet. 

Måske er Putins militære opbygning blot endnu magtdemonstration, der skulle afprøve beslutsomheden i Vesten og holde Ukraine under vedvarende pres. Det er ikke tilfældigt, at USA’s og Europas reaktionsmønster testes i en situation, hvor Biden har hænderne fulde i sin globale styrkeprøve med Kina, er ydmyget af tilbagetrækningen fra Afghanistan og uden succes på hjemmefronten.

Rift om Putins opmærksomhed

Putin har med sin truende adfærd bragt sig i fokus som statslederen, der ustandseligt ringes op eller opsøges af vestlige ledere. Men samtalerne har også vist ham, at Vesten gennem NATO og EU står rimeligt samlet. Der er enighed om at svare på en invasion af Ukraine med meget voldsomme økonomiske sanktioner, der varigt vil svække Rusland og ekstra voldsomt ramme økonomien hos Putin personligt og milliardærerne blandt hans oligarkstøtter. Det må skræmme selv de hårdeste negle!

Enormt meget andet taler imod en storslået russisk invasion: Putin kan ikke vinde en relativt billig militær sejr. Han vil møde voldsom modstand fra et styrket ukrainsk militær, der har nye vestlige våben, og udsigt til indædt ukrainsk guerilla i erobrede områder. Det bliver meget blodigt og kostbart. Hans hidtidige militære interventioner fra Tjetjenien til Georgien, Krim, Donbass og Syrien viser en forkærlighed for ulmende, lavintensive konflikter, som holdes i gang uden store russiske investeringer i materiel og soldater, fordi de først og fremmest udkæmpes af Ruslands lokale allierede. I øvrigt er Putins annektering af Krim og hans reelle kontrol med de østukrainske områder i Donbass hans reelle garanti for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. NATO kan og vil ikke forpligte sig til at forsvare grænser, der ikke er internationalt anerkendte.

Krig om gassen

Putin kan uden militær indsats bruge gasforsyningen som våben mod Europa og Ukraine. Men det vil sætte fart i levering af store mængder nedfrosset naturgas fra USA, Qatar m.fl. og desuden være et enormt skub til at accelerere den grønne omstilling, så vi kan frigøre os fra fremtidigt behov for russisk energi: Langvarig krig om gassen vil føre til hurtigere nedslidning af det økonomiske fundament i et Rusland, der slet ikke er forberedt på en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.

Putin har brug for påskud til at neddrosle de militære trusler ved at få noget, der på hjemmebanen kan udlægges som indrømmelser. Det kan handle om fremskridt i forhandlingerne mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om den for længst lovede autonomi for de lokale russere det østlige Ukraine. 

Forhåbentlig kan forhandlinger mellem USA/Europa og Rusland også komme til at handle om afspænding via gensidige tilbagetrækninger af tropper og offensive våben fra nærområdet omkring Ukraine, ny aftaler om inspektion af militærøvelser og fastfrysning af arsenaler af offensive våben. Kort sagt aftaler om at bremse oprustning og genskabe et vist mål af gensidig tillid. Det turde være i alle parters fundamentale interesse. 

Klummen i Jyllands-Posten 15. februar 2022

Mere fra min hånd om Ukraine