Det går ud over Taiwan og verdens fred, når de store spiller med musklerne 

Pelosi og Tsai Ing-wen

Præsident Trump gjorde stor skade med sine primitive Kina-bashing, der vandt genklang på hjemmebanen. Desværre har Bidens administration fastholdt kursen trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der har ført til en spiral af enormt kostbar oprustning i både i USA og Kina.

Læs mit seneste indlæg i Berlingske her – eller nedenfor:

USA og Kina på kollissionskurs

USA er dét udland, jeg har boet længst i, men Kina er det land, jeg har besøgt flest gange – nemlig 18 gange siden 1978. Jeg har i årenes løb mødt ledende politikere fra begge lande. I min tid som formand for FN’s generalforsamling oplevede jeg, at der stadig var forståelse af et fælles ansvar for verdens fred, økonomiske fremgang og klimaløsning.

Præsident Nixons tilnærmelse mellem USA og Kina i 1972 skete, fordi begge parter havde interesse i at holde Sovjetunionen i skak og udvikle deres økonomiske samkvem. Derfor blev der også enighed om ikke at rokke den kunstfærdige status quo omkring Taiwan: USA anerkendte – nu sammen med 182 andre lande – formelt, at der kun er ét Kina, og at Taiwan er en del af Kina. Men Kina accepterede stiltiende, at USA bevæbnede Taiwan, og afstod selv fra med militær magt at forsøge at afskaffe Taiwans reelle selvstændighed.

Kinas tiltagende styrke

Kinas økonomiske styrke er siden vokset mindst 30 gange. Og landet er blevet en sandsynlig rival til USA om førerpositionen i verden i det 21. århundrede. Det har på utrolig kort tid ændret den amerikanske forståelse af Kina. Xi Jinpings stadigt mere autoritære styre, undertrykkelse af tibetanerne og muslimerne i Xinjiang samt afskaffelsen af demokratiske friheder i Hongkong har medvirket til stemningsskiftet; men det er først og fremmest Kinas fremmarch på verdensscenen som politisk og økonomisk rival, der har bygget en meget fjendtlig stemning op i USA.

Især præsident Trump gjorde stor skade ved primitiv Kina-bashing, der havde genklang på hjemmebanen. Desværre er det fortsat under Biden trods mere afbalancerede signaler fra Demokraterne i valgkampen i 2020. Der er nu en spiral af enormt kostbar oprustning i gang både i USA og Kina. Men Kinas militær har en kapacitet, der er mindre end en tredjedel af USA’s. Desuden kan USA regne med, at stærke naboer til Kina – hele vejen fra Japan til Indien – indgår i et balanceregnskab, hvor det ikke frister Kina til at søge militær konfrontation. Enhver klarhovedet kinesisk leder ved, at krig vil være enden på den enorme, økonomiske fremgang og samkvemmet med resten af verden, som er regimets livsforsikring for fortsat folkelig opbakning.

Demokrati på kinesisk

Men USA’s udfordring i Kinas stigende magt skaber frygt for at blive angrebet og nærer stærke nationalistiske følelser. Der er i Kina tåbelige fanatikere ligesom Putin, der vil sætte alle hensyn til side for at »bringe Taiwan tilbage til moderlandet« med militær magt. Det udfordrer dem, at Taiwan er det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og at befolkningen på øen – trods det stærke økonomiske samkvem – absolut ikke ønsker at dele skæbne med Hongkong ved at komme under Beijings kontrol.

Der er også tåber i USA, der tror, at en krig kan forhindre de 1.400 millioner mennesker i Kina i at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Og så er der dem, der ikke ønsker krig, men leger med ilden, for at styrke sig politisk derhjemme: Der er næppe en anden forklaring på formand for Repræsentanternes Hus i USA Nancy Pelosis Taiwan-besøg, end at hun mener, at det styrker Demokraterne i midtvejsvalgene til november. Der er heller ikke en anden forklaring på Kinas voldsomme, men kontrollerede reaktion på besøget, end at præsident Xi skal stå stærkest muligt over for sine egne supernationalister, når han skal genvælges på partikongressen i november. Præsident Biden ønskede ikke, at Pelosi rejste til Taiwan, men var for svag til at forhindre det. Og denne svaghed bekymrer Xi, lige så meget som Xis svaghed over for hans egne nationalister bekymrer Biden.

Forbrødring af Kina med Rusland

Nu er risikoen, at parterne varigt afbryder eller svækker de kanaler, hvori der hidtil – trods al offentlig udtrykt fjendtlighed – er blevet samarbejdet om at undgå utilsigtede, militære sammenstød og promovere fælles klimaløsninger.

Desuden er det bestemt ikke i Vestens interesse, at man i den nuværende ophidsede stemning driver Rusland og Kina endnu mere i armene på hinanden. De elsker jo grundlæggende ikke hinanden. Kinas afmålte, venlige forhold til Putin er nok dels drevet af mulighederne for kontant at udnytte Ruslands trængte position under krigen mod Ukraine, dels en reaktion på USA’s voksende aggressivitet over for Kina.

Lige nu er det taiwanernes interesser og nerver, der lider under Kinas voldsomme økonomiske og militære reaktioner på Pelosis provokation.

Forhåbentlig er der en vej tilbage efter det amerikanske valg og den kinesiske partikongres. Ellers kommer vi til at opleve endnu mere rustningskapløb, der øger risikoen for krig ved en fejltagelse og sluger enorme midler, der kunne være brugt til fredelig udvikling.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om forholdet mellem USA og Kina