Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder

Blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok ved folketingsvalget for nylig. Forklaringen er nok dels, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet, dels at han som den seneste Venstre-politiker har fastholdt valglovens §77, der i sjældne tilfælde kan give et stort parti en svag overrepræsentation. Loven har som regel tilgodeset netop Venstre, men denne gang blev det Socialdemokraterne. Læs mit indlæg i Berlingske – eller nedenfor

Gammel valglov spændte ben for LLR

Valget var en entydig personlig sejr for Mette Frederiksen. I andel personlige stemmer i sin storkreds fik hun større opbakning end sine forgængere. Vi ved også fra meningsmålingerne, at et klart vælgerflertal ønsker hende som statsminister. Hadkampagnen om magtfuldkommenhed gav heldigvis bagslag.

Når et flertal vil beholde statsministeren, kan det undre, at blå blok inklusive Moderaterne fik cirka 70.000 flere danske stemmer end rød blok.

Forklaringen er nok, at Lars Løkke Rasmussen under valgkampen sagde, at han ikke kunne forestille sig en regering uden om Socialdemokratiet. Mange vælgere, der ønskede en bred regering med Mette Frederiksen i spidsen stemte derfor ubekymret på Moderaterne i stedet for på De Radikale.

Valglovens §77 giver bagslag

Da Løkke på valgaftenen for tidligt indkasserede sin forventede triumf som det afgørende midterparti med krav om statsministerens afgang, skinnede det imidlertid klart igennem, at hans ambition var selv at generobre statsministerposten med støtte fra den samlede blå blok. Derfor blev han meget sur og tavs, da det stod klart, at han alligevel ikke blev tungen på vægtskålen. Han havde glemt, at valglovens §77 forhindrer, at et parti kan afgive kredmandater, der én gang er vundne. Det kan i sjældne tilfælde give en svag overrepræsentation til et stort parti.

Venstres folk har de meste af de seneste 100 år haft held til at fastholde denne regel, som i fortiden ensidigt var til fordel for dem. Trods modstand fra oppositionen havde Venstre-indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen også ved den seneste valglovsrevision i 2006 held til at opretholde bestemmelsen. Derfor er det ironisk, at reglen for to uger siden gav Socialdemokratiet dét ekstra mandat, der sikrede flertallet på 90 til rød blok inkl. tre nordatlantiske stemmer: Løkkes egen valglov ødelagde hans drøm om at være orkesterleder i regeringsdannelsen.

Socialdemokratiet vandt det sidste mandat, fordi det blev det eneste store parti. Den borgerlige side blev jo splittet sig op i syv små partier, hvor Venstre er det største, men mindre end halvt så stort som S.

Derved fik Mette Frederiksen det bedst tænkelige udgangspunkt for at få afgørende dele at sin politik igennem, uanset hvordan regeringskabalen falder ud.

Det er endnu uklart, om der kan dannes regering hen over midten. Det afhænger nok mest af, om Venstres Jakob Ellemann-Jensen har vilje og autoritet til at tage en så vidtgående beslutning efter en lang valgkamp, hvor han afviste enhver tanke om at gå ind i en regering ledet af Mette Frederiksen. Politisk er der i hvert fald mindre afstand fra S til V end til nogen af de andre borgerlige partier. Desuden vil være langt lettere at opbygge den nødvendige personlige tillid mellem parterne, end hvis Lars Løkke Rasmussen er den afgørende figur på den borgerlige side.

Mange i rød blok frygter, at en regering over midten vil udvande de mærkesager, blokken mere eller mindre var fælles om i valgkampen. Omvendt skræmmer det nok en del i Socialdemokratiet, at partierne i rød blok har så spinkelt et flertal, og man allerede i den første uge efter valget kom i tvivl om, hvorvidt partilederne i Alternativet og De Radikale havde autoritet til at forhandle og bøje synspunkter på deres små folketingsgruppers vegne.

Uanset, hvordan regeringsdannelsen kommer til at se ud, vil der blive ført en endnu mere ambitiøs klimapolitik efter valget. Det må forventes, at inflationens indhug i økonomien hos alle med lave indkomster bliver aflastet, så ingen børn eller voksne i Danmark i denne vinter skal tvinges til at vælge mellem at spise sig mætte eller holde varmen. Vi skal hindre, at folk skal gå fra hus og hjem – og vi må derfor igen specielt hjælpe dem med gasfyr, indtil det er muligt for dem for at få en billigere varmekilde. Der må også ske en forbedring i løn, arbejdsvilkår, uddannelse og rekrutteringsindsats – også i udlandet – der skal skaffe medarbejdere nok til de store velfærdsområder. Uden nye sociale nedskæringer kan findes veje til at øge arbejdsstyrken med 50.000 over de nærmeste år. Det er imidlertid ikke sikkert, vi får lige så mange ekstra arbejdspladser med udsigten til recession og stigende arbejdsløshed i hele Europa. Derfor skal kræfterne bruges til at sørge for, at der bliver tilstrækkelige tilbud og jobtræning, så mange flere kan leve op til fremtidens kvalifikationskrav.

Hvordan skal det hele betales? Mest nærliggende ved at indføre foreløbigt stop for løfter om nye skattelettelser, der næsten altid giver kroner til de vellønnede og velhavende, og som alligevel ikke løser arbejdsmarkedets problemer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 14. november 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Jeg tror, at mange i Venstre omsider genkender mit billede af Løkke som en lille svindler

Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.

I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.

Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:

Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende

Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.

Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.

Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.

Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.

Frygter flere ødelæggelser

På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.

Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.

Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.

Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.

Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.

Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.

Den lille svinder

For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.

Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:

For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.

For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021

Sludder – regeringens pensionsforslag kommer ikke til at dræne arbejdsstyrken

Det kommer kun til at ske, hvis vi forsømmer at efteruddanne og opkvalificere folk, så de kan forblive på arbejdsmarkedet.

Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor.

Min meget korte beskrivelse af den nævnte anden falske fortælling om salget af dong til Goldman Sachs er så kort, at Berlingske har fundet det nødvendigt at følge op på den. Det kan man derfor læse meget mere om her.

Forkerte argumenter fra to forhenværende

Fra debatten i denne uge har jeg opsnappet to falske fortællinger:

Den første handler om kritik af regeringens udspil om adgang til førtidig folkepension fra Anders Fogh Rasmussen:

Behovet for en løsning, så især nedslidte kan trække sig tidligere tilbage på folkepension, opstod, da efterlønnen i 2011 reelt blev likvideret af Lars Løkkes regering med støtte fra Radikale og Dansk Folkeparti.

Efterlønsindgrebet var et eklatant løftebrud i forhold til velfærdsaftalen under Anders Foghs regering fem år tidligere. Dén forhandlede jeg selv for Socialdemokratiet sammen med Helle Thorning og Henrik Sass. 

Velfærdsaftalen betød bl.a., at folkepensions- og efterlønsalderen skulle hæves i takt med stigningen i middellevetiden. Det var en entydig og ubestridt forudsætning for vores medvirken til denne aftale, at der derefter ikke skete yderligere forringelser i adgangen til efterløn – hverken i satser eller åremål. Men de borgerlige aftalepartnere brød denne forudsætning frontalt i 2011, da de med et slag forhøjede efterlønsalderen med to år, så den reelle periode på efterløn blev forkortet fra fem til tre år. Samtidig forringede de efterlønsbeløbet for de fleste ved hjælp af skærpede regler for modregning for andre pensionsordninger,

Derfor er det mærkværdigt og forkert, når Anders Fogh i dag taler om, at forslag om ny tidligere adgang til folkepension – især for de nedslidte – er et svigt i forhold til en langsigtet politisk aftale.

Svigtet over for den langsigtede aftale skete med Lars Løkkes efterlønsindgreb i 2011.

En række økonomer, arbejdsgivere og borgerlige politikere talte for at afskaffe efterlønnen dengang,  og  melder sig nu igen på banen med kritik af regeringens udspil med den begrundelse, at vi så kommer til at mangle arbejdskraft i fremtiden.

Efter min mening er det noget sludder. Regeringens forslag om førtidig folkepension bliver aldrig til dét store dræn af arbejdsstyrken og dén store omkostning for statsfinanserne, som fremmanes: 

Mangel på arbejdskraft i de kommende år vil især opstå, hvis ikke vi ikke investerer nok kræfter i at efteruddanne og opkvalificere, så mennesker med ringe eller forældet uddannelse kan finde plads på det nye arbejdsmarked; også når de kommer lidt op i årene.

Der er et fåtal, der vil styrte afsted efter en ny, ret lav førtidig pension, hvis de ikke faktisk føler sig nedslidte og ikke oplever, at ingen gide ansætte dem. 

Lidt barsk kan man sige, at man kun tager hul på både folkepension og arbejdsmarkedspension før tid, hvis man frygter ikke at have nær så mange år tilbage at leve i som dét flertal, der fortsat er i god form, har inspirerende arbejde og god løn. En ny ordning vil desuden kunne forebygge, at mennesker med et langt og hårdt arbejdsliv – især ufaglærte i yderområderne –  må hutle sig igennem på lav kontanthjælp eller leve af ægtefællens indtægt i de sidste år, før de når den stadigt højere folkepensionsalder. Siden Lars Løkkes forringelser er netop denne gruppe udsat for en deroute, hvor de mister job, opbruger dagpengeret og er blevet afskåret fra adgangen til efterløn. 

Al erfaring – også fra før dødsstødet mod efterlønnen i 2011 – viste os, at flere og flere ønskede at blive længere på arbejdsmarkedet, fordi de netop ikke følte sig nedslidte, og fordi de forstod, at de nok havde mange år tilbage at leve i, og derfor også gerne ville undgå at udhule arbejdsmarkedspensionen ved at trække på den for tidligt.

Hvis arbejdsgiverne bliver endnu bedre til at tilbyde de ældre lidt nedsat tid eller lidt mere skånsomme arbejdsvilkår, vil der ikke være stor søgning på en ny mulighed for tidlig tilbagetrækning.

                                                                  *

Ugens anden fejlfortælling kom fra en anden kant om en anden sag: Den tidligere finansminister og socialdemokrat Bjarne Corydon forklarede  i Berlingske mandag begejstret, at statens herligt enorme kapitalgevinst i Ørsted – tidligere DONG – er en konsekvens af  hans delsalg af DONG  til Goldman Sachs i 2013. Forkert, Corydon! Du gav en uduelig bestyrelsesformand i DONG lov til at skille sig af med Anders Eldrup og hans folk, der skabte forudsætningerne for statens enorme guldæg. Du forstod ikke, at staten kunne score et endnu større milliardbeløb ved selv at løse selskabets midlertidige kapitalmangel ved at låne til nul procent. I stedet indbød du gribbene fra USA,  til at score en kursgevinst på 12,4 milliarder kroner ved mindre end fire års medejerskab.

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 20. august 2021