Verdensmålene er nøglen til en bæredygtig fremtid, ja i det hele taget til fremtiden. Og de fastslår, at ressourcerne er begrænsede, og at væksten i den form, vi kender den, ikke kan fortsætte. Det skriver jeg om i dette indlæg hos Altinget.
Nyt farligt år med brug for højt tempo og dyb omtanke
Årets sidste klumme fra min hånd i Berlingske – læs den i avisen eller nedenfor
Vesten må tale med Ukraines præsident om muligheden for et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen – eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggøre landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben. Mere nedenfor:
Truslen fra krig og træg klimaomstilling
De største farer for verden i 2023 er træg klimaindsats, fortsat krig i Ukraine og skærpede modsætninger mellem USA og Kina.
Risikoen er overvældende for, at vandringen til de bæredygtige samfund fortsat er alt for langsom. Det er trivielt, men nødvendigt at repetere, at der ikke længere er tvivl om, at vi fortsat har kurs mod uoprettelige forringelser i menneskers, dyrs og staters livsbetingelser. Den globale opvarmning vil udløse langt større og mere uhåndterlige folkevandringer og konflikter end dem, vi allerede har så svært ved at løse.
Udviklingen kan kun vendes ved i meget højt tempo at gennemtrumfe dybtgående ændringer i vores forbrugs- og produktionsmønster. Uden fuld kraft på landbrugets omstilling lykkes det for eksempel ikke at nå Danmarks ambitiøse 2030-mål. Det er letsindigt at påstå, at omstillingen kan ske helt uden omkostninger og afsavn. Men vi må friholde de fattigste for nye byrder; stadigt mere ulige og uretfærdige samfund skaber social ustabilitet og ender med at svække tempoet i indsatsen for klima og miljø. Det er ikke en bevidsthed, der for alvor findes så mange steder endnu – heller ikke i Danmarks nye regerings program.
Vedvarende energi er del af løsningen
Ruslands angrebskrig har afsløret et akut sikkerhedsbehov for at komme fri af fossile brændsler. Derfor kommer der heldigvis endnu mere fart i produktionen af vedvarende energi: Enorme mængder billig og grøn strøm vil i de kommende år blive høstet – fra sol- og vindfarme på land og i endnu højere grad fra havet. Det vil give utrolig dynamik ikke bare til elbiler og varmepumper, men også til at levere vældige mængder af grøn brint som grundstof i grønne brændsler til skibe, fly og tunge køretøjer.
Al Gore sagde forleden, hvad jeg tror er den bedste beskrivelse af situationen lige nu: Verdens regeringer er for sløve med at realisere FN’s Paris-aftale om klimaet fra 2015. Det er en klar historisk erfaring, at regeringer altid er sene til at erkende dramatiske omvæltningers nødvendighed. Men der er håb om, at deres tøven snart overhales af eksplosionen af opfindsomhed fra forskere og erhvervsvirksomheder. En toneangivende del af det globale erhvervsliv har indset, at klimaløsning og bæredygtighed er nødvendig for at redde deres fremtidige indtjening.
Dansk erhvervsliv har et forspring – endnu da – og Europa har bedre planer og praksis i grøn omstilling end andre kontinenter. USA ruller omsider frem med massive tilskud til grøn omstilling – der desværre fokuserer ret ensidigt på at favorisere egne virksomheder. Kina er et paradoks som førende verdensleverandør af grøn teknologi, men samtidig udleder af langt mere CO₂ end noget andet land i verden. De fattige lande i det globale syd venter med rette på en meget betydelig håndsrækning fra den rige verden for at løfte deres del af den globale udfordring.
Krigen dræner ressourcer
Fred i Ukraine er en forudsætning for at bremse op i den accelererende oprustningsspiral, der risikerer at dræne i ressourcer til klima og velfærd og uddyber de groteske økonomiske uligheder. Desværre skal åbenbart først flere og mere raffinerende vestlige våben til Ukraine for at overbevise Rusland om, at krigen ikke kan vindes ved at plage den ukrainske civilbefolkning med angreb vinteren igennem på el-, varme- og vandforsyningen.
Men Vesten må også i samtale med Ukraines præsident om, at der kan blive et smerteligt valg mellem beherskede, men moralsk uacceptable indrømmelser til angriberen eller en mangeårig lavintensiv krig, der bliver utålelig at gennemleve for folket og umuliggør landets genopbygning. En udvikling hen mod total sejr for Ukraine kan i værste fald få Rusland til at bruge atomvåben.
Forhåbentlig får de kræfter i Rusland overhånd, der forstår, at krigsmålet aldrig kan nås, og at deres eget land har brug for fred – ikke optrapning af krigen. Her kan medspil fra Kina blive afgørende.
Behov for, at Kina og USA snakker sammen
Derfor er der behov for dialog mellem USA og Kina, hvor de på trods af alle interessemodsætninger genfinder en form for verdensorden inden for FN for at sikre verdensfreden, det økonomiske samkvem og effektive klimaløsninger. I særdeleshed er der brug for, at de enes om en fælles holdning om, at grænser ikke kan ændres ved krig.
Desværre rækker det ikke langt bare at samle en alliance af demokratier, når kun en femtedel af Jordens befolkning lever i reelt demokratiske lande. Men det er selvfølgelig uhyre vigtigt, at vi værner bedre om vor egen sikkerhed og økonomiske interesser i fællesskab i NATO hhv. EU.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget udkom i Berlingske 27. december 2022
Mere fra min hånd om ulighed, klimaindsats og krigen i Ukraine
Papes illusion om både skattelettelser og velfærd
Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor
Søren Pape fremtryller den borgerlige illusion om penge til både skattelettelser og velfærd
Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.
Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.
Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.
Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.
2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.
Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.
Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.
Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.
Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.
Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.
Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.
Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:
Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.
På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.
Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021
Mere fra min hånd om beskæftigelse
Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge
Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.
Kan også læses nedenfor:
EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.
Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.
Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.
Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.
Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.
Bryd budgetlænkerne
Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.
I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.
Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.
Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.
Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.
Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde
Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:
Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem
De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravet, lønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.
Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.
Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!
Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.
Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.
Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.
Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,
Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.
Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.
Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.
Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.
Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne
Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:
Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.
Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.
Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.
I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.
En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.
Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.
Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.
Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.
Kostbare sammenstød
Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.
Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.
Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.
Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.
Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.
Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.
Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.
Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021
Mere fra min hånd om klimaet
Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den
En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.
Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:
Formueskat for klimaet
En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.
Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.
Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.
Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.
I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.
Mere bæredygtighed, mindre grådighed
Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.
Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.
I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.
Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.
En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).
Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.
Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene
Bekæmpelse af ulighed er afgørende for bæredygtig udvikling
Vi i den rige del af verden udleder mest co2, mens den fattige del af verden betaler prisen for vores klimafjendtlige handlinger. Global ulighed kan og skal bekæmpes, og Danmark kan yde et betydelig bidrag til at rette op på skævheden.
Det har jeg sammen med udviklingsministeren, Flemming Møller Mortensen, skrevet denne kronik til Jyllands-Posten om. Læs den i J-P – eller nedenfor, hvis der skulle komme en mur i vejen:
Uhyggelig skæv fordeling i verden
Uligheden i verden er dramatisk. Allerede inden pandemien ejede verdens rigeste ene procent, ifølge Oxfam, mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker. Ulighed er ikke kun dårligt for den enkelte, men for samfundet som helhed og for international fred og sikkerhed.
FN definerede allerede i 2015 bekæmpelse af ulighed (verdensmål 10) som afgørende for bæredygtig udvikling – miljømæssigt, økonomisk og socialt. Tingene hænger nemlig sammen. Skal vi opnå bæredygtig udvikling, er vi derfor nødt til at skærpe indsatsen mod ulighed. Det blev også understreget af flere internationale og danske eksperter, der i februar deltog i fire webinarer om ulighed arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier.
Covid19 skærper ulighederne
Covid-19 har vist sig som et forstørrelsesglas på verdens uligheder. Med begrænset adgang til sociale sikkerhedsnet, sundhed eller stabile job har covid-19 ramt verdens fattigste befolkningsgrupper ekstra hårdt. De allerede marginaliserede presses endnu mere bagud. For første gang i 20 år stiger antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Covid-19’s konsekvenser udstiller ikke kun verdens uligheder, men er med til at gøre dem værre. Klimakrise, pandemi og fattigdom skaber en perfekt storm, som både er konsekvens af og årsag til stigende ulighed. Hvis ikke ulighed adresseres nu, vil vi på sigt se flere krige og fordrevne, mere irregulær migration og armod.
Den rige verden sviner, den fattige betaler …
Ulighed har mange ansigter, og der er forskellige tilgange til at håndtere den. Men uanset om vi taler økonomisk, politisk eller social ulighed, ses ofte et mønster, hvor de mest sårbare fanges i en ulighedsfælde.
Folks køn, alder, etnicitet, religion eller andre diskriminerende politikker definerer deres muligheder. F.eks. er kvinder i overtal blandt verdens fattige. Ifølge Oxfam har verdens 22 rigeste mænd mere rigdom end alle – 325 mio. – kvinder i Afrika. For unge er det ofte ulige adgang til uddannelse, indflydelse og job, der står i vejen for social mobilitet. I Afrika syd for Sahara er 60 pct. af befolkningen under 25 år. Hvis de ikke ser en fremtid lokalt, vil mange søge væk. Det kræver fokus på ikke bare økonomiske muligheder, men også på rettigheder og værdier, der sikrer, at de unge har en stemme og føler sig hørt.
Ulighed er også tæt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne rammer skævt: De rige udleder mest, men de fattige betaler prisen. Verdensbanken vurderer, at flere end 100 mio. mennesker kan ende i ekstrem fattigdom inden 2030 som følge af klimaforandringerne. Vi skal sikre, at vi bekæmper klimakrisen og fattigdom på samme tid. De to kan være hinandens forudsætninger: Den grønne omstilling kan skabe job og vækst, der løfter folk økonomisk.
Til kamp for lighed
Den stærke sammenhæng mellem ulighed, klimaforandring, konflikter og irregulær migration betyder, at vi i de rige lande ikke bare har en moralsk forpligtelse, men også en stærk egeninteresse i at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Derfor er det oplagt at fokusere på ulighed i udviklingssamarbejdet. Der er særligt to områder i dansk udviklingssamarbejde, hvor vi direkte kan sætte ind mod uligheden. For det første skal vi blive bedre til at holde hånden under de svageste. Dette kan ske gennem udbredelse af sociale sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen falder helt igennem, når krisen rammer. Det gælder især piger og kvinder, der altid rammes hårdest i kriser. For det andet er det også nødvendigt at bidrage til grundlæggende forandringer i de strukturer, der fastlåser uligheden. Fokus på rettigheder og politisk deltagelse fra de fattige befolkningsgrupper, ikke mindst de mange unge, er afgørende. Det er ligeledes bekæmpelse af korruption og styrkelse af progressive skattesystemer.
Selvom Danmark er en lille spiller på den globale scene, står vi stærkt for at løfte øget indsats mod ulighed. Vi kan dele ud af vores erfaringer med den nordiske model, der har vist, hvordan man kan skabe lige samfund med øget velstand. Danmark går forrest i fremme af menneskerettighederne og særligt ligestilling, der kan være med til at understøtte bekæmpelse af ulighed. Ved at stå sammen med vores nordiske naboer har vi internationalt en meget stærk stemme til at sætte fokus på at bekæmpe ulighed og fattigdom.
FLEMMING MØLLER MORTENSEN, Udviklingsminister og Minister For Nordisk Samarbejde
MOGENS LYKKETOFT, Forhenværende Minister og Fmd For. FN’s Generalforsamling
Kronikken blev bragt i J-P 21. marts 2021
Mere fra min hånd om ulighed
Onkel Bill (Gates) viser vejen ud af klimakrisen
Den grønne omstilling skal gennemføres, samtidig med at vi skal tredoble den globale energiproduktion – og den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst. Bill Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt. Læs hele min anmeldelse af Bill Gates’ nye bog, Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver, i Information
… eller nedenfor, hvis du skulle ramle hovedet mod betalingsmuren:
Boganmeldelse
Bill Gates er nok den af verdens multimilliardærer, der bruger sin formue mest målrettet til at forstå og imødegå de udfordringer, menneskeheden står over for. Han har satset snesevis af milliarder dollar på at forbedre sundhed for verdens fattige. Mens Trump trak USA ud af Verdenssundhedsorganisationen, var de private bidrag fra Gates-fonden større end noget enkelt andet lands!
Konspirationsteoretikere på den ekstreme højrefløj lægger Gates for had og påstår, at han vil plante en chip i os, der kan styre vores adfærd. Det nærmeste, disse vilde påstande kommer virkeligheden, er, at Gates nu har sammenfattet sin forståelse af klimakrisen i en letlæst, meget pædagogisk bog på 250 sider om, hvordan katastrofen undgås. Den vil han helt sikkert gerne have, vi indprenter os.
Gates beretter, hvordan han blev bevidst om den truende klimakatastrofe, da han forstod modstriden mellem det svimlende behov for at levere meget mere strøm for at skabe udvikling i de fattige dele af verden og konsekvenserne af at løse problemet ved at anvende fossile brændstoffer.
Erkendelsen nu er endnu mere radikal: Vi skal ned til nul tilførsel af drivhusgasser til atmosfæren. Ellers bliver vi ikke i stand til at bremse den globale opvarmning, før livsvigtige ferskvandsressourcer smelter bort, vandstanden i verdenshavene stiger, og tørke og ørkener breder sig over en meget større del af kloden: Sker alt dette, vil sygdomme spredes, og infrastruktur blive ødelagt.
De fattigste, der udleder langt mindst klimagas, vil så igen blive hårdest ramt. Ukontrollerede folkevandringer og flere konflikter vil blive udløst, fordi hele civilisationer vil gå under.
Vi har hidtil kun hævet klodens gennemsnitstemperatur med godt én grad i forhold til for 200 år siden, men det har allerede dramatiske konsekvenser i form af mere vildt vejr, især i de varme lande. To eller tre grader er ikke bare to eller tre gange så skadeligt; det vil ramme mange gange hårdere – ja uopretteligt.
Og det varer ikke 200-400 år, men kun få årtier, før vi er på to og tre grader, hvis vi fortsætter, som vi plejer. Vi har kun et meget kort tidsrum til at bremse op ved de 1,5 grad, der var målet med FN’s klimaaftale i Paris i 2015. Og selv om vi mirakuløst når at stoppe opvarmningen ved 1,5 grad, er en kæmpe investering allerede nu nødvendig for at afbøde virkningen heraf.
Let forenklet skal vi – for både at bekæmpe fattigdom og undgå klimakatastrofen – tredoble den globale energiproduktion, samtidig med at vi inden 2050 holder op med at bruge kul, olie og naturgas, uanset hvor meget af det vi har fundet!
Den opgave er større end noget, menneskeheden hidtil har løst.
Men Gates forklarer overbevisende, at det både er helt nødvendigt og faktisk muligt:

Accelererende klimaforandring vil være en langt større og mere uoprettelig katastrofe for vore børn og børnebørn, end den aktuelle pandemi er nu.
Ligesom med pandemien handler det om – internationalt og nationalt – i høj hastighed og med stor konsekvens at træffe politiske beslutninger, hvor vi lader videnskaben råde, og hvor vi hjælper de mest udsatte først – de fattigste, de, som skal finde anden beskæftigelse, og de virksomheder, for hvem det koster mest at omstille sig fra sort økonomi til grøn.
Der skal skabes et tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Det vil ifølge Gates kræve en femdobling af investeringen i at opfinde de klimarigtige løsninger.
De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal alle tilskyndes til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050 uden at afskaffe eksisterende tilskud til fossile brændsler og frem mod 2030 gradvist at lægge høj afgift på udledning af CO2. I øvrigt skal man samtidig udfase andre endnu mere farlige klimagasser.
Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.
Stat og kommuner – ikke mindst verdens største byer – kan fremme de klimarigtige løsninger som storindkøbere af varer og investorer i om- og nybygning af ejendomme og ved grøn byplanlægning.
Fokus skal især være på det sværeste: omstillingen af mest energiintensive produktioner som cement og stål og måden kunstgødning anvendes på.
Gates har den vigtige pointe, at nulmålet for 2050 er det afgørende. Alt, hvad vi udretter frem til 2030, skal direkte og præcist understøtte dette slutmål.
Han brækker indsatsen for at komme i nul op i fem stykker:
For det første: 27 procent af vejen til nul er at fjerne fossile brændstoffer fra elproduktionen. Der er i princippet ubegrænsede muligheder for at høste sol- og vindenergi, men det er dyrt og svært at lagre, så der i elnettet er balance mellem leverance og efterspørgsel af strøm.
Noget løses ved i langt højere grad at sende strøm frem og tilbage over grænserne. Havvind er måske det allermest lovende. Gates roser Danmark for tidligt at understøtte udviklingen af vindmølleindustrien.
For at balancere udbud og efterspørgsel, når der kommer særligt megen og derfor billig vindstrøm, skal den kunne afsætte til virksomheder, der ved elektrolyse forvandler vand til brint. Brint kan lagres og indgå som grundstof i forskellige flydende grønne brændstoffer, der skal udvikles for at drive tunge køretøjer, skibe og fly uden CO2-udledning. Det, der kaldes Power to X.
Men Gates er også overbevist om, at nye former for kernekraft bliver en vigtig del af ligningen, fordi det kan leveres stabilt døgnet rundt, og de gamle risici kan mindskes afgørende ved ny teknologi. Han investerer selv i forsøg på området. I en fjernere fremtid tror han på såkaldt fusionsenergi.
For det andet: 31 procent af vejen til nul handler om i produktionen at elektrificere alle de processer, der er mulige. Meget, der ikke direkte kan elektrificeres, kan indirekte blive det via Power to X-processen. Der må desuden satses på at indfange og lagre, hvad der er tilovers af CO2 fra produktionsprocesserne – og måske indfange mere end det direkte fra luften for at være sikre på at nå nul i 2050.
For det tredje: 19 procent af vejen til nul handler om dyrkningsmetoder og om stop for skovødelæggelse især i troperne, hvor træerne gør allermest gavn for kloden. Kobøvs og svinegødning er massive leverandører af klimagas. Det kan delvis imødegås ved at fremkalde genetiske forandringer hos husdyrene.
Ny teknologi kan bidrage til langt bedre dyrkningsmetoder, herunder udnyttelse af gødning – især den kunstgødning, der er forudsætningen for at levere tilstrækkeligt med fødevarer til mange flere mennesker. Delløsninger er også at gå over cellebaseret eller plantebaseret føde, der smager som kød – eller simpelthen ved at efterspørge mindre kødsmag. Endelig er der et vældigt potentiale i at undgå madspild.
For det fjerde: 16 procent af vejen til nul er at elektrificere brændstof til transportmidler. Elbiler til persontransport er vigtige, men udgør overraskende nok mindre end otte procent af den samlede løsning. Power to X er langsigtet løsningen til den tunge transport på langfart ad landeveje, søveje og i luften. Og – tilføjer Gates – atomdrevne tankskibe.
For det femte: Syv procent af vejen til nul handler om alt, hvad der har med opvarmning og nedkøling at gøre. Det handler om grøn el – ikke mindst varmepumper til at erstatte olie- og gasdrevne fyr. Det handler også om at erstatte de klimafarlige gasser, der indgår i køleteknik.
Det hele forudsætter, at vi inden for meget få år etablerer et langt mere forpligtende internationalt samarbejde, omfattende national lovgivning og investering – og at ansvarlige politikere i samvirke med et aktivt civilsamfund skaber en langt bredere folkelig forståelse og medvirken.
Bill Gates: ’Sådan undgår vi klimakatastrofen – De løsninger vi har, og de gennembrud vi behøver’. Gyldendal. 272 sider. 300 kroner.
Anmeldelsen blev bragt i Information 5. marts 2021
Mere fra min hånd om klimadagsordnen
Ny beskæftigelses- og klimaindsats kræver grøn skattereform
Ekspansiv finanspolitik for at løfte beskæftigelsen efter coronaen kan bane vej for en klimaindsats, der hverken behøver at ramme de fattige eller slå virksomheder ud, der skal betale CO2-afgift. Læs her hvad jeg skrev i Berlingske forleden.
Støder du hovedet mod betalingsmur kan du læse indlægget nedenfor
Grøn skattereform er nødvendig for at nå CO2-målet.
Det ser ud til, at pandemien kommer under kontrol. Men vi står med en meget alvorlig arbejdsløshed, som kun kan nedkæmpes, hvis staten i nogle år accepterer store budgetunderskud. Sociale nedskæringer og hurtige budgetstramninger vil være gift for genopretningen og risikere at bremse klimaindsatsen.
Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen.
EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser.
Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld.
Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.
Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.
Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.
Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis hæver prisen pr. ton CO2 til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille, vil visheden om, at den ender højt, hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.
Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet, at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.
Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der skal i omløb via statens budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ‘sort’ energiforbrug.
Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det skal ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger.
I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.
En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om 10 år.
Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.
Den nødvendige finanspolitiske lempelse er en enestående mulighed for både at gå op imod den stigende ulighed og sætte fart i klimaindsatsen.
EU’s såkaldte stabilitetspagt er i realiteten død. EU må fokusere på en solidarisk indsats for øget beskæftigelse, der kobles tæt sammen med ambitiøse grønne investeringer. EU kan bidrage til at hæve CO2-prisen og bekæmpe den epidemiske skatteflugt, der også i gode tider undergraver staternes finanser.
Med en rente omkring nul er det ikke et problem i nogle år at stifte meget mere statsgæld.
Vi skal målrette den hjemlige finanspolitiske lettelse, så pengene ikke opspares, men forbruges eller investeres i danske arbejdspladser og i størst mulig grøn omstilling. Folk med lave indkomster sparer mindst op. Derfor er der fint sammenfald mellem god konjunkturpolitik og god fordelingspolitik.
Samtidig skal vi dreje forbruget i grøn retning ved at stille krav til energieffektivisering og grønne indkøb fra det offentlige. Der kan stilles krav om at gamle olie- og gasfyr efterhånden afløses af vedvarende energikilder/ jordvarme/ fjernvarme.
Danmark har valgt at være foregangsgang for CO2-nedbringelse og grøn omstilling. Det giver os en historisk stor chance for igen at lægge os i spidsen med at levere den teknologi og de produkter, som hele verden efterhånden vil efterspørge.
Jeg er enig med klimaråd og vismænd i, at vi ikke når den aftalte 70 pct. CO2-reduktion i 2030 uden en grøn skattereform, der gradvis hæver prisen pr. ton CO2 til 1500 kr. Selv om afgiften i starten er lille vil visheden om at den ender højt hurtigt motivere kraftigt til mere klimavenlige investeringer.
Meget skal teknisk udredes, før en generel CO2-skat kan lanceres. Den kan ikke søsættes over sommeren. Men en forløber kunne være at hæve afgifterne på benzin, diesel, gas og kul, så forbrugernes pris ikke er lavere end i februar – før corona-krisen! Det har et klogt fortilfælde, da den borgerlige regering i midten af 1980’erne hævde energiafgifterne for, trods fald i priserne på verdensmarkedet. at holde forbrugerpriserne oppe og holde brugen af fossile brændstoffer nede.
Andre skatter og afgifter kan lettes som del af den grønne skattereform. Derved kan man imødegå risiko for social skævhed og urimelig erhvervsbelastning: Ikke alene har man provenuet af ny CO2-afgifter at gøre godt med – man har også de ekstra midler, der skal i omløb via statens budgetunderskud i kommende år. Der kan og skal gives særlig støtte de virksomheder, som har særligt store problemer med at omstillet til grøn energi. Vi skal undgå risikoen for, at arbejdspladser flyttes til et udland, hvor de kan fortsætte med ´sort´ energiforbrug.
Det er klogt, at Danmark lægger sig i spidsen med CO2-reduktioner, fordi det vil bringe os i front med at skabe de ny fremtidssikrede, bæredygtige arbejdspladser. Men det SKAL ledsages af en erhvervs-, uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, som hjælper de virksomheder og arbejdspladser, der skal gennem de største omstillinger.
I Skatteministeriet er der nok modvilje mod en større grøn reform, fordi der er vanskeligt at få accept af skatteforhøjelser ét sted, selv om der lettes lige så meget eller mere andre steder. Desuden føler man efter to årtiers nedskæringer ikke, at der er ressourcer til at mestre store strukturændringer i skattesystemet. Det må der rettes op på.
En anden indvending er, at en optrappet afgift på sigt vil undergrave skattegrundlaget, fordi vi faktisk når CO2-målet. Denne bekymring er næppe så tungtvejende. Det hele sker gradvist, mens grønne produkter undervejs bliver meget mere udbredt. Det betyder efter al erfaring, at de også falder i pris. Derfor bliver der plads til ny afgifter, uden at borgernes levefod reduceres. F.eks. skal vi se en helt anderledes bil- og transportbeskatning for os om ti år.
Den grønne skattereform er en lang, vedvarende proces. Den er forudsætningen for, at vi når dé klimamål, vi har forpligtet os til – som vores bidrag til at forhindre en ny, større global katastrofe i vore børns og børnebørns voksne liv.
Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 29. maj 2020