Tag: Kina

Udgivet den

Har vi opgivet en tålelig fælles fremtid – eller skal Kina redde os?

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Skal Kina redde klodens klima?

Der var meget få fremskridt for klimaindsatsen på COP29 i Baku. De vigtigste statsledere var fraværende. Ingen troede på Trump eller Putin som medspillere. Frygten for et nyt amerikansk tilbageslag hang over forhandlingerne.

Lobbyisterne for fortsat at brænde umådelige mængder af fossile brændsler af var en stor, og voldsomt propaganderende del af de tilstedeværende – med værtskabet diskret i spidsen.

Det er en uhyggelig oplevelse, når vi i høj fart er ved at overskride Paris-aftalens mål om allerhøjst 2 graders globale temperaturstigning i forhold til før industrialiseringens tidsalder. Målet var ideelt set max. 1½ grads stigning – men det er der ikke mange, der tror på længere.

Allerede før de 2 grader har vi oplevet hastigt accelererende naturkatastrofer, der rammer hårdest i den fattige, varme del af verden. Verdens fattigste lande i Sahara-ørkenen har mistet en femtedel af deres »velstand« til ørkenspredning med videre. 

Der har været 50 grader varmt i New Delhi, og store dyrkede områder i for eksempel Bangladesh ødelægges af saltvand fra tyfoner og stigende vandstand. Katastrofer rammer også den rige verden med stadig kortere mellemrum – som i Florida, North Carolina og Valencia.

Regningen for at genoprette de skete skader og forebygge de uundgåelige kommende katastrofer ved den allerede skete temperaturstigning er umådelig. Men er dog kun en brøkdel af det, der tegner sig, hvis vi lader temperaturen fortsætte sit amokløb.

Der gøres alt for lidt for at afbøde det uundgåelige og forebygge noget endnu værre. USA har lige genvalgt en klimafornægter som præsident. Mange andre statsledere erkender nok problemerne, men opgiver at forklare deres befolkning, hvad der skal gøres. Forbruget af olie og gas stiger fortsat, og der opretholdes enorme subsidier til dette. 

Oprustning æder ressourcer, der burde bruges til klimaløsninger. Den rige verden har – også af den grund – kun tøvende og diskutabelt leveret de 100 milliarder dollar til de fattige landes klimaindsats, som blev lovet Paris for ni år siden. 

De 100 milliarder er endda en forsvindende lille del af de klimaskader, der især er den historiske arv fra de rige landes industrialisering. Det globale syd opgør støttebehov på 1300 milliarder, men i Baku forleden kunne man kun enes om at få 300 milliarder skrevet ind i aftaleteksten – til udbetaling engang i 2030erne. Og der er stor tvivl om, hvor meget der faktisk vil blive leveret.

Skal vi så give op?

Nej – Europa kan stadig nå at sætte fart på fælles grøn omstilling, og der vil trods Trump være stærke amerikanske interesser i at udvikle grønne løsninger i delstaterne og erhvervslivet.

Men især tegner der sig et stærkt bidrag fra dét Kina, som Vesten ellers af geopolitiske og konkurrencemæssige grunde prøver at stække. Kina er nemlig landet, der for alvor rykker på klimaindsatsen. To tredjedel af al ny grøn strøm i verden i 2024 blev installeret i Kina og de fleste elbiler produceres derovre. 

Det er lige omkring nu, at Kinas C02- udslip topper – væsentligt tidligere end hidtil antaget. Årtiers højvækst og et folketal, der er fire gange større end USAs, betyder, at Kina i absolutte tal er den største C02-forurener. USAs forurening pr. individ er derimod langt større end Kinas – og i fortsat vækst.

Der er grunde til, at vi i Vesten skal føre en industripolitik, som undgår, at vi på alle vigtige komponenter i grøn omstilling bliver ensidigt afhængige af Kina. Men høje toldmure som middel kan fordyre og forsinke vores egen grønne omstilling, mens Kina i kraft af enorme stordriftsfordele kan levere billig grøn teknologi til de fattigere dele af verden. 

Måske vil billige klimaløsninger fra Kina være mere værd for fattige lande end luftige og sent opfyldte løfter om støtte fra os i Vesten. Dette dilemma stiller spørgsmål ved klogskaben i at skærpe modsætningerne til Kina og øge dén dæmonisering af kæmpelandet i Østen, som allerede i svingende omfang har været Vestens politik under Bidens præsidenttid i USA.

Javel, Kina er en udfordring, systemisk og konkurrencemæssigt. Kinas styre er diktatorisk og menneskerettigheder krænkes – ligesom for eksempel i Saudi-Arabien, Emiraterne, Tyrkiet og Egypten, som vi samarbejder med. Og de krænkes meget mere I Rusland med krigen mod Ukraine, og af Israel i Palæstina.

Der er grund til at tro, at vi – hvis vi kan løse klimakrisen og undgå den Tredje Verdenskrig engang i det 21. århundrede – skal søge mere samarbejde og mindre konfrontation med Kina – og derved forhåbentlig også mindske landets behov for at dyrke samarbejdet med Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 7. december 2024

Mere fra min hånd om klimaet og Kina

Udgivet den

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Udgivet den

Ukrainekrigen har vist os Vestens styrke – men vil vi bruge den til fremskridt?

Forleden havde jeg denne analyse af Vestens nye sammenhold og hvad vi vil bruge det til i Ræson Søndag. Læs den i RÆSON – eller nedenfor:

Af Mogens Lykketoft

Det er et uhyre flimrende verdensbillede, vi skal forholde os til i disse år. Men tiden er ikke til at skabe nye fjendskaber. Internationalt samarbejde om klimaløsninger, bæredygtig global økonomisk udvikling, våbenkontrol og kontrol med IT-udviklingen er både mere påkrævet og længere væk, end det har været meget længe. Den eksplosive klimaforandring, udviklingen af nye våben til masseødelæggelse og kunstig intelligens kræver nye og stærkere aftaler mellem stater og politisk kontrol med Tech-giganterne.

Ikke desto mindre består USA’s rolle som verdens eneste supermagt i overskuelig fremtid. Den amerikanske økonomi er stærk, og lederskabet i den globale teknologiudvikling er intakt.

Efter det pinligt kaotiske exit fra den fejlslagne krig i Afghanistan er supermagtens troværdighed genoprettet med støtten til og lederskabet i den vestlige verden til Ukraines kamp. Ligesom under Den Kolde Krig viser de amerikanske våbensystemer sig de russiske langt overlegne på verdens slagmarker.

Præsident Biden har på forunderlig vis fået sat fut i klimaomstillingen i USA’s erhvervsliv ved den såkaldte Inflation Reduction Act, der handler om alt andet end inflation, men som til gengæld pumper hundredvis af milliarder af statspenge ind i grøn omstilling. Omfanget af denne indsprøjtning bliver ifølge økonomiske eksperter meget større end oprindeligt antaget, hvor fx Goldmann Sachs skønner, at det bliver fem gange så meget. Det vil både stimulere USA’s industriudvikling og udsigten til globale klimafremskridt. Der pumpes også store ressourcer i at bevare lederskab og kontrol med de mest avancerede chips, der også skal fastholde USA’s militærteknologiske førerposition. Derfor har man også afskåret Kina fra adgangen hertil, hvilket også er en af årsagerne til den optrappede konfrontation mellem Beijing og Washington. Dog ser det lige nu ud til, at der på begge sider er mere fokus på at stoppe for yderligere optrapning mellem de to største økonomier i verden. Det vender jeg tilbage til.

Men disse lyspunkter kan slukkes, og alt gå i sort, hvis Trump vinder præsidentvalget næste år. Det er heldigvis ikke det mest sandsynlige, nu hvor han måske kan indhentes af retsstaten. Men det er uhyre skræmmende, at det amerikanske demokratis tilstand er så ringe, at der overhovedet er risiko for at den store løgner kan komme igen: Han står desværre stadig hos alt for mange millioner af amerikanere som symbolet på kampen mod de klassiske magthavere, der ikke har adresseret menigmands dagligdagsudfordringer og de store sociale og etniske kløfter i samfundet gennem årtier på grund af politisk dødvande i Kongressen.

Trump ved magten igen er livsfarligt. Det kan betyde, at Ukraine udleveres til Putin, at NATO går i opløsning og at der udløses en ny farlig optrapning af konflikten mellem USA og Kina.

Og netop Europas samarbejde med Bidens USA er styrket enormt med den fælles støtte til Ukraine. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har sat sig i spidsen for en afgørende styrkelse af samarbejdet mellem EU og NATO, der også markeres med Finlands og Sveriges vandring til forsvarsalliancen. For to år siden var det utænkeligt med udvidelse af de to organisationer med Ukraine og flere østlige lande, men det er nu på vej, fordi Ruslands krig totalt har ændret perspektiverne. Det sætter også fokus på nødvendigheden af flere flertalsafgørelser for at fastholde beslutningskraft i EU – ikke mindst i udenrigspolitikken. En allerede ambitiøs klimapolitik i EU styrkes i øvrigt af erkendelsen af, at vi kun kommer helt fri af de despoter, der sidder på de største reserver af fossile brændsler, ved at forcere omstillingen til vedvarende energikilder.

Også Europa har risici for politiske omvæltninger, der på ny kan skade og svække os og undergrave støtten til Ukraine. Måske er risikoen størst i Frankrig efter Macron. Ultrahøjreregeringen i Italien har heldigvis rettet overraskende godt ind på den europæiske kurs.

Afrika er, med sin eksplosive befolkningsudvikling, omfattende armod og et emigrationspres, der forstærkes af klimaforandringerne, en fælleseuropæisk udfordring. Hvis Vesten vil undgå entydigt at tabe til Kina og Rusland i kampen om Afrikas gunst, så kræver vilje til et meget stærkere, mere ligeværdigt og økonomisk langt mere rundhåndet samarbejde med Afrika. Det illustreres netop i disse måneder med serien af anti-vestlige kup i de fattigste og hårdest ramte dele af det afrikanske kontinent.

Det har været en skræmmende erfaring for os, at Det Globale Syd sidder på hegnet uden at tage stilling i Ukraine-konflikten. Kun de rige lande i EU og G7 (Nordamerika, Europa og Japan) sammen med Sydkorea, Australien og New Zealand er entydige i sammenholdet.

Udviklingen mod en mere multipolar verden blev understreget af seneste BRIKS-møde i Sydafrika, hvor lederne fra Kina, Indien og Brasilien deltog (mens Putin var nødt til at blive hjemme pga. arrestordren udstedt af den internationale domstol i Haag). Argentina, Etiopien, Iran, Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten kommer med i klubben. Dette nye BRIKS dækker dog over enorme indbyrdes modsætninger – bl.a. mellem Indien og Kina og mellem golfaraberne og iranerne. Indien, Brasilien og Sydafrika ser ikke BRIKS-samarbejdet som en konfrontation med USA-EU-G7, men snarere som en markering af ønsket om langt større hensyntagen til deres interesser fra det rige nord. Hertil hører, at Indien endda deltager i militærsamarbejde med USA for at dæmme op for Kina.

Men det er alligevel Kina, der har størst gavn af udvidelsen af BRIKS – ikke mindst fordi det understøtter kinesernes succes ved at bringe arabere og iranere på talefod og dermed skabe en ny dynamik i Mellemøsten.

Kina har også brug for en succes, for Xi Jinpings styre er mere på hælene, end det hidtil har været erkendt i det heftige amerikansk-europæiske pressebillede om den kinesiske trussel. Kinas anseelse i Vesten er svækket af undertrykkelsen i Tibet og Xinjiang og overgrebet på Hongkongs selvstyre. Samtidig er Kina ramt af Trumps handelskrig og af Bidens supplerende chipskrig og erklærede vilje til at forsvare Taiwan. Det er følelsen af en vellykket amerikansk omringning, der forklarer, at Kina holder hånden over ikke-vennen Putin. Xi forstår nok, at han ikke kan hamle op med USA i en konfrontation, for trods hans oprustning er USA er stadig tre gange mere magtfuldt.

Det har vist hele tiden været en falsk analogi at tale om overhængende fare for en kinesisk invasion af Taiwan i kølvandet af Ruslands invasion i Ukraine, selv om Xi Jinping ved sin aggressive retorik og truende overflyvninger af øen har bidraget til denne frygt. Kinas styre har gennem årtier fastholdt folkelig opbakning ved at sikre hurtig fremgang i levevilkår. Det vil tage en brat ende ved en krig i Taiwanstrædet, hvor USA involveres og økonomien rammes af hårde sanktioner fra Vesten.

Desuden er problemerne hjemme i Kina ved at vokse regimet over hovedet: Den drastiske Covid-nedlukning uden effektiv vaccination og et mere erhvervsfjendtligt klima fører til manglende investeringer både hjemmefra og udefra. Mindre samkvem med omverdenen skaber risiko for langvarig stagnation. Kineserne dæmper også deres forbrug, fordi der er usikkerhed om beskæftigelse og velstand. Der er gigantiske fallitter i ejendomssektoren, stor gæld i det offentlige. Desuden er der kæmpe langsigtede risici, fordi befolkningspyramiden ændrer sig dramatisk med meget lave fødselsrater og hastig aldring. Der tales om risikoen for at kineserne bliver gamle, før de bliver rige.

Kina kan overraske positivt med dramatiske kursændringer, der sætter gang i økonomien igen. Men usikkerheden er meget stor, og køen af kriser har ført til bestræbelser på at genskabe et mere forsonligt forhold til omverdenen. Måske i forståelse af at man er tjent med ny verdensorden, hvor Kina deltager er på mere lige fod – ikke i konfrontation, men ved samarbejde med Vesten. Det skal erindres, at Kina i årevis har været utålmodig med ikke at blive tildelt indflydelse i den gamle vestligt definerede verdensorden i forhold til deres økonomis voksende størrelse i Verdensbanken og Valutafonden, og det havde nok været i Vestens interesse at give dem tidligere. I mellemtiden har de oprettet deres egen regionale ’verdensbank’ – Asian Infrastruture Investment Bank og udrullet det gigantiske Bent and Road initiativ i en volumen, der matcher de gamle fælles institutioner i Bretton Woods systemet – Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Nu ser kineserne frygtsomt ind i en udvikling med dybere kløfter og mindre økonomisk samkvem med Vesten. Det kan ende med at betyde store velstandstab både hos dem og os.

Valutafondens kloge direktør Kristalina Georgieva påpegede netop forleden i en artikel i Foreign Affairs, at den igangværende økonomiske opsplitning mellem Kina og Vesten er et minus-minus spil, der slår langt hårdere tilbage på os end de igangværende sanktioner mod Rusland. Fordi vi de seneste årtier er blevet langt mere sammenflettet med Kina, end vi nogensinde var med Sovjetunionen og Rusland.

Sidst om det, der fylder mest for os i Europa: Ruslands aggression. Putin kan ikke nå krigens mål. Han kan ikke hamle op med de vestlige våben og den ukrainske tapperhed. Men en langvarig frontkrig kan udmatte begge parter og gøre verden stadigt mere ustabil. Udover de enorme fysiske ødelæggelser i Ukraine skaber krigen sult og armod blandt fattige mennesker verden over.

Vil en ukrainsk fremgang på slagmarken så lede til en forandring i Beijings attitude til krigen? Kinas interesse er ikke, at Ukrainekrigen fortsætter og fører til et stadig dårligere forhold til Vesten ved at blive set som indirekte krigsførende på Putins side. Men Kina slår ikke hånden af Putin som en nyttig allieret, der bistår med at lægge modvægt til amerikansk dominans. Desuden frygter man dén usikkerhed, der opstår, hvis Putin mister magten, og fra et modsat udgangspunkt kan man i Vesten også nå til, at det lige nu kan blive endnu mere aggressive kræfter, der afløser Putin, hvis han bliver væltet. Derfor kan det ikke udelukkes, at ukrainsk fremgang ved fronten og fortsat uro i baglandet fra fanatiske militærgrupper som Wagner kan give Kina en interesse i at lægge pres på Putin for at standse krigen og redde sit eget skind. Det er den bedst tænkelige udvikling, fordi Kina nok er den magt i verden, der KAN ruske den russiske diktator til et minimum af fornuft: Rusland er allerede på hælene og på vej til at blive en kinesisk vasalstat, når landet isoleres af Vesten og udmarves mere og mere af krigen. Man er nødt til at lytte til Kina, og da især hvis Beijing lægger presset sammen med toneangivende lande i det globale syd som Indien og fx Saudi-Arabien.

Derfor er det meget spændende, hvad der foregår i hemmelige samtaler i Riyad, hvor både Ukraine, Kina og andre – men ikke Rusland – deltager.

Der er også al mulig grund til at antage, at USA og de store europæiske lande søger at tale med både Kina og Indien om at bygge presset op på Putin at standse krigen.

Måske ser vi ikke foreløbig en fredsslutning, men en våbenstilstand, hvor vi kan genopbygge det meste af Ukraine og give landet garantier for sikkerhed hos NATO og fremtidig deltagelse i EU.

Det kan måske senere bane vej for omtanke og et nyt styre i Rusland, der på en gang må samarbejde med Kina og finde vej tilbage til åbning over for Vesten. Hvis det sker, skal vi være klar til at række ud. Ruslands mentale isolation skal brydes, hvis der ikke skal komme krig på ny. Der er så meget på spil, hvor vi skal have Rusland tilbage ved møjsommelig genopbygning af tillid: Kontrol med masseødelæggelsesvåben, efterhånden nedrustning og samarbejde om økonomi og klima.

Men vejen hertil bliver lang, og en nyt Rusland bliver i bedre fald en slags endestation.

Vesten må acceptere den tiltagende multipolare verdensorden, men insistere på revitalisering af de forpligtelser, vi alle har accepteret som medlemmer af FN. Vejen går utvivlsomt over mere balance i relationerne til Kina, end vi har set de seneste år – og langt mere imødekommende engagement fra os til landene i Det Globale Syd, når det gælder støtte til deres bekæmpelse af fattigdom i almindelighed og konsekvenserne af klimaforandring i særdeleshed.


Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Udgivet den

Kina – ikke til at komme uden om

Xi Jinping ser ikke med velvilje på Ruslands krig mod Ukraine, der også påvirker Kina. Vesten vil komme til at betale en endnu højere pris ved at udvide sanktioner til Kina. Det skriver jeg om i denne, min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kina på vej til supermagtsstatus

I Kina bor der 1.400 mio. mennesker, og økonomien er mere 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina bliver verdens anden supermagt i dette århundrede. Kina har stærke handelsforbindelser ikke bare med USA og Europa, men er massivt til stede også i Afrika og Latinamerika. 

Kina træder ind over det svækkede Rusland som partner til landene i Centralasien og har voksende indflydelse i Mellemøsten, hvor man lige har bidraget til forsoning mellem ærkefjenderne i Iran og Saudi-Arabien. Kort sagt, Kina er ikke til at komme uden om. Men er Kina også farligt?

Kina og Europa

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Men måske var det en aftalt arbejdsdeling. Der er i hvert fald en fælles europæisk opfattelse af, at man skal have en tæt dialog, og at de stærke økonomiske bånd ikke skal afbrydes. Vel er der strategiske områder, hvor vi ønsker mindre afhængighed af Kina.

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Modsætningerne mellem Kina og USA

Men EU ser ingen fordele ved den fortsatte optrapning af handelskrig og rustningskapløb, som de to store partier i USA synes at hidse hinanden op til forud for næste præsidentvalg. EU-forståelsen er, at Kina nok ønsker at ”erobre” verden gennem handel og investering og ikke har krigeriske hensigter. EU ønsker at inspirere USA til at dyrke de fælles interesser med Kina om fred, økonomisk samkvem og samarbejde om klimaløsninger. 

Aflysningen af udenrigsminister Blinkens planlagte besøg i Beijing opleves som en overreaktion på den vildfarne kinesiske ballon, der blev skudt ned i amerikansk farvand.

Xi Jinping har næppe lige nu hverken evne eller vilje til at standse Putins angrebskrig. Xi ser samarbejde med Rusland som værn mod amerikansk dominans, hvor USA forsøger at stække fremgang i kinesisk levestandard og international indflydelse. 

Rusland er den lille

Kina vil ikke afskrive Rusland, når USA presser Kina. Desuden udnytter Xi gerne Putins svækkelse til at købe gas og olie med stor rabat. Rusland er klart lillebror i det forhold.

Men det er forkert at antage, at Xi ser velvilligt på Ruslands krig. Kina ville blive ramt langt hårdere af vestlige sanktioner ved direkte militær støtte til Rusland. Vesten ville imidlertid selv betale en meget større pris end nu, hvis sanktionerne skulle udvides til Kina. Derfor har Kina og Europa fælles interesse i at undgå skærpede modsætninger. Hvis Vestens massive våbenbistand til Ukraine kommer til at presse Rusland yderligere, kan det også øge Xis interesse i og mulighed for at bidrage aktivt til at standse krigen. Også derfor er der fornuft i at holde al kontakt åben til Beijing.

Hvad med Taiwan?

Men er der ikke risiko for krig over Taiwan? Næppe. Kinas økonomi ville lide ubodelig skade ved en krig, der risikerer at inddrage USA og med sikkerhed udløser sanktioner fra hele Vesten. 

Men der er også meget stærke kræfter i Taiwan, der ikke vil provokere Beijing. Øens tidligere præsident fra det gamle kinesiske nationalistparti har netop aflagt et forsonende besøg på fastlandet. Hans parti, der vandt de seneste lokalvalg stort, står for samarbejde med Kina. 

Selv Taiwans nuværende (og snart afgående) præsident, der principielt ønsker selvstændighed, undgik et nyt provokerende besøg på øen fra en kongresformand fra USA ved i stedet at møde den ny formand privat i Californien. 

Mon ikke status quo består i fred, hvis omverdenen afstår fra at vippe båden?

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten 12. april 2023

Mere fra min hånd om omverdenens forhold til Kina

Udgivet den

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

Udgivet den

Unuanceret Fogh på Taiwan

I en anspændt international situation skal man ikke vippe båden. Anders Fogh Rasmussen skulle ikke have besøgt Taiwan. Det handler denne klumme i Berlingske om. Læs den i avisen eller nedenfor:

Verden er nuanceret, så det skal tilgangen også være

Anders Fogh Rasmussen har altid set bort fra de finere nuancer i sin forståelse af både fortid og nutid.

Da han talte om den usle samarbejdspolitik under Besættelsen, fandt jeg det som letkøbt mod på fortidige generationers vegne. Jeg mindede ham om, at hans og mit parti dengang var fælles om denne politik. Og – sagde jeg – hvis jeg havde været et 50-årigt folketingsmedlem dengang, ville jeg have fulgt samme kurs, Men jeg håber, at jeg ville have været modstandsmand, hvis jeg var i 20erne. De to typer havde begge bidraget til at redde Danmark.

Da Fogh ville i krig i Irak sammen med USA’s præsident George W. Bush, afviste jeg som leder af oppositionen at støtte ham. Tyskland, Frankrig og de andre nordiske lande var klogeligt imod krigen, der blev startet på et falsk grundlag med påstanden om nogle masseødelæggelsesvåben, der ikke var der – den var i strid med Folkeretten og FN-pagten, og den skabte humanitære katastrofer og nye, værre konflikter. Uden denne krig var terrorbevægelsen Islamisk Stat næppe blevet født.

Vi har en forpligtelse til at lære af fortidens fejltagelser og gøre alt for at undgå optrapninger til nye krige. Når Putin er af vejen, må vi satse på gennem FN igen at få skabt en mere forpligtende international retsorden, hvor ingen søger at ændre grænser med magt. Her kan vi ikke nøjes med at tale med demokratierne og de rige lande i nord.

Min aktuelle uenighed med Anders Fogh om hans rejse til Taiwan skal ses i denne sammenhæng.

Misforstå mig ikke: Jeg deler hans sympati for Taiwan som et rigt og velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds, og vi er fælles om kritikken af Kinas overgreb mod egne borgere. Hvis Kina invaderer Taiwan, kan det udløse krig mellem USA og Kina, der i værste fald kan eskalere til Tredje Verdenskrig. Men jeg tror, analogien til Ukraine er falsk: Kinas ledelse ønsker ikke at løbe denne risiko. Kinesernes opbakning til regimet afhænger især at dets evne til at levere fortsat fremgang i levestandard, og det slås itu ved krig hen over Taiwan-strædet:

Freden i området har i mange årtier hvilet på den kringlede tvetydighed, at Taiwan af næsten hele verden anerkendes som en del af et samlet Kina, men reelt har sit fuldkomne selvstyre – og at Kina ikke militært forsøger at ændre denne status quo, så længe Taiwan ikke erklærer sig som en selvstændig stat.

I en anspændt international situation skal man ikke at vippe båden. Derfor frarådede præsident Biden daværende formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, demonstrativt at rejse til Taiwan før midtvejsvalget i USA.

Når Danmarks tidligere statsminister og NATOs tidligere generalsekretær tager en højprofileret tur til Taiwan som formand for Alliance of Democracies, der delvis finansieres fra Taiwan, så læses det næppe heller som opbakning til den officielle knæsatte ét-Kina-politik.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har klogt udtalt, at EU bør bidrage til at mindske spændingerne mellem USA og Kina, og han har som kommentar til Anders Foghs rejse til Taiwan fastslået, at Danmarks ét-Kina-politik står fast.

Der er især i USA stærke kræfter, der vil mere konfrontation med Kina. Der er brug for i stedet at dæmpe modsætningerne i håb om, at Kina til gengæld lægger pres på Putin for at standse angrebskrigen i Ukraine. Men det handler langsigtet om meget mere. I min tid som formand for FN’s Generalforsamling så jeg tydeligt, at fremtidens fred, økonomi og klimaløsninger afhænger helt af, at USA og Kina som fremtidens to supermagter søger kompromis i stedet for konflikt.

Fogh har reageret ubehersket på mine bemærkninger om hans Taiwan-rejse med anklager om, at jeg altid har været på antiamerikansk »katastrofekurs« og er fortaler for tilpasningspolitik over for denne verdens diktatorer.

Det er mærkeligt overhovedet at skulle forsvare sig mod den slags ondskabsfulde løgne. Men jeg var faktisk formand for FN’s Generalforsamling med opbakning fra og i fortræffeligt samarbejde med USA’s daværende FN-ambassadør, Samantha Power, udenrigsminister John Kerry og præsident Obama.

Jeg støtter i dag uden forbehold den af præsident Biden anførte støtte til Ukraine og den aktuelle optrapning af Vestens militære bistand, der er afgørende for Ukraines overlevelse. Dét er den nødvendige forudsætning for at nå frem til, at USA og Europa kan drøfte med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, hvordan krigen på acceptable vilkår kan standses, før Ukraine er lagt totalt i ruiner. Uanset nederlag på slagmarken kan Rusland ikke tvinges til betingelsesløs kapitulation, da vi jo af frygt for atomkatastrofen ikke vil føre krigen ind i selve Rusland.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 10. januar 2023.

Mere fra min hånd om Taiwan

Udgivet den

Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Udgivet den

Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina. Mere om det i denne kronik i Information 15. oktober 2021 – eller læs her:

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Kronik i Information 15. oktober 2021

Mere fra min hånd om Kina

Udgivet den

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning