Infrastruktur og sammenhold skal sikres endnu bedre mod Putins forsøg på at destabilisere Vesten

Demo agaist Putin

Putin reagerer brutalt med angreb på vigtig infrastruktur på Ukraines fremskridt i krigen. Man kan håbe, at store ‘neutrale’ lande som Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, der ikke blander sig i Putins krig i Ukraine, diskret vil advare Rusland om, at mulig brug små taktiske atomvåben mod ukrainske styrker vil føre til yderligere isolation og fordømmelse. Mere om det i min klumme i Jyllands-Posten i denne uge. Læs den her – eller nedenfor:

Krigstruslen

Angsten for Putins reaktion på Ukraines fremgang i krigen breder sig.  

Ruslands svar er terrorangreb på boligblokke, gader og pladser og ødelæggelse af Ukraines vand-, el- og varmeforsyning op mod den kolde vinter. 

Afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til EU blev fulgt op af russernes ødelæggelse af deres egne gasledninger på Østersøens bund. Det skete på selve åbningsdagen for Baltic Pipe, der skal sende norsk olie via Danmark til Polen som erstatning for den russiske gas. Det var en advarsel fra Putin om, at han også har kapacitet til at sabotere dén infrastruktur, der erstatter en stor del den russiske gas til EU-lande. 

Andre mystiske hændelser i Europa som bl.a. lammelsen af togtrafik i det nordvestlige Tyskland og afbrydelse af internettet til Shetlandsøerne kan også være nålestikshilsner fra Putin. 

Sammenhold afgørende

Desuden satser den russiske krigsmager på, at inflation og social forarmelse kan udløse folkelige reaktioner, der vælter regeringer, der støtter Ukraine. Derfor er det så vigtigt, at vi både beskytter vores sårbare infrastruktur, vores sociale solidaritet og det europæiske sammenhold for at vise Putin, at han ikke kan ramme eller splitte os.

Jeg formoder, at USA og Europa har signaleret til Putin, at hvis han går skridtet videre, ikke bare ødelægge sine egne rørledninger for at skræmme os, men saboterer vores infrastruktur og sætter ind med cyberangreb, så vil det blive besvaret med lignende angreb mod Rusland.

Farlig optrapning

Den ultimative katastrofe er imidlertid hvis Rusland – for at standse Ukraines militære generobring af besat territorium – anvender såkaldte ’små’ taktiske atomvåben mod de ukrainske styrker. Vestens svar i denne situation vil næppe være atomvåben, men vi kan blive nødt til at sende endnu flere og mere slagkraftige forsvarsvåben til Ukraine eller endda engagere os i mere direkte krigsdeltagelse. Man kan kun håbe, at Rusland forstår, at brug af atomvåben i en hvilken som helst form er en optrapning med uforudsigeligt fatale konsekvenser.

Det bedste håb er måske, at store ’neutrale’ lande som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika i kulissen bidrager med stærkere advarsler til Rusland om, at brug af atomvåben vil udløse en langt mere samlet global isolation og fordømmelse.

Xi Jinping kan stoppe Putin – hvis han vil

Kina er det vanskeligste og det vigtigste land. Hvis Xi Jinping havde viljen, er han nok den, der med størst vægt kan presse Rusland til helt at stoppe angrebskrigen. Men det vil forudsætte en grad af afspænding mellem Kina og Vesten. Vi må håbe, at den kinesiske hersker efter genvalget som partileder føler sig mere fri til at slække på støtten til Rusland og række ud til Vesten. Det vil igen forudsætte, at Biden kan dæmpe konfrontationen med Kina, når nationalistiske og anti-kinesiske stemninger om et par uger ikke længere kan påvirke midtvejsvalget i USA.

I Europa forstås nødvendigheden af dialog med Kina meget bedre end i USA: Det er derfor opmuntrende, at både den tyske kansler Scholz og den franske præsident Macron har kurs mod Kina i nær fremtid. Det er et første tegn på aktivt afspændingsdiplomati efter langvarig og stadigt skarpere konfrontation.

Der er også brug for en meget bredere vestlig diplomatisk offensiv over for de mange lande i det globale syd, der endnu ikke er gået op imod Ruslands angrebskrig. Der er brug for at vise langt større vilje fra vores side til at mildne de fatale konsekvenser i de fattige lande af krigen i Ukraine: Hvis vi vil have dem over på vores side, så skal vi ofre meget mere for effektivt afhjælpe den akutte sult og nød.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 26. oktober 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om Putins krig i Ukraine

Europa skal være den konstruktive mægler i striden mellem Kina og USA

USA må indse, at Kinas dominans ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet. Vi er nødt til at finde et fredeligt samliv med dem, der regerer i Kina. Mere om det i denne kronik i Information 15. oktober 2021 – eller læs her:

Siden efteråret 1978 har jeg 18 gange besøgt Kina og fulgt tæt med i landets formidable udvikling. Lige nu er bekymringen, at styret er blevet mere autoritært, og at modsætningerne mellem Kina og USA køres skræmmende højt op. Vi i Europa har én opgave: At undgå optrapning af konflikter mellem den gamle og den nye supermagt. Derfor er der brug for mere indsigt og mindre frygt i forholdet til Kina.

Kinas kommunistiske parti har forandret både Kina og sig selv totalt gennem et forløb med både monumentale katastrofer og forbrydelser og enorme økonomiske fremskridt. Da Mao Zedong vandt magten i 1949, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som vejen til befrielse fra korruption, krig og hungersnød. Folk håbede på fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner.

Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død i 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Deng iværksatte en økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene var store, men i mere end 40 år har det store flertal fået stadigt bedre forhold.

De har aldrig haft frihed i vores forstand, men de har oplevet stigende velstand og et friere liv: Kineserne har fået lov til selv at bestemme arbejde, bopæl, tøj og mad, fået bedre sundhed, mere uddannelse, flere forbrugsgoder og lov til at rejse. Så længe denne udvikling kan fortsætte, er partiets magt ikke truet. Der er massivt styr på meningsdannelsen, og de fleste kinesere er stolte over nationens fremgang.

Undertrykte mindretal

Under Xi Jinping er magten blevet så koncentreret, som den ikke har været siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Det går hårdt ud over mindretal som de muslimske uigurer i Xinjiang og lama-buddhistiske tibetanere og mongoler. Styret er neurotisk angst for, at de skulle rive sig løs, selv om enhver mulighed herfor for længst er blokeret.

Den oprindelige muslimske befolkning i Xinjiang er snart undertallig i forhold til millioner af indvandrede hankinesere, og der er i regionen en voldsom tilstedeværelse af Kinas væbnede styrker – både politi og militær. De seneste år har statsmagten iværksat en brutal undertrykkelses- og indoktrineringskampagne for at gøre muslimer til partitro kinesere. Millioner har været gennem tvangsarbejdslejre, og overvågningen af muslimernes liv også ude i de enkelte familier er dramatisk. Påskuddet er at bekæmpe terror, men behandlingen skaber helt sikkert endnu flere muslimske modstandere af regimet.

Tibetanerne holdes også i et jerngreb. Det er pinagtigt at opleve, at de end ikke må referere til deres religiøse leder, Dalai Lama. Alle kunne blive mere lykkelige, hvis han fik lov at vende hjem, og Tibets grundlovsfæstede autonomi i det kinesiske rige faktisk blev respekteret.

Mongolerne i Kina er kun et beskedent mindretal i forhold til hankineserne i deres provins. Heller ikke de har meget kulturelt og religiøst frirum.

Hongkong og Taiwan

Hongkong kunne allerede for årtier siden være overtaget af Kina med et snuptag. Men ved aftalen mellem Deng Xiaoping og Margaret Thatcher fik den gamle britiske koloni selvstyre og intern frihed efter formlen ’et land, to systemer’. Deng så vist aftalen som et værn om Hongkongs blomstrende økonomi og et forbillede for Taiwans fredelige ’genforening’ med fastlandet engang i fremtiden.

Efter at have oplevet Kinas totale løftebrud i Hongkong sidste år er det helt utænkeligt, at taiwanerne frivilligt skulle tilslutte sig Folkerepublikken. Kinas uduelige guvernør Carrie Lam fik demonstrationerne for Hongkongs frihed til at komme helt ud af kontrol, hvorefter Beijing afskaffede selvstyret og rykkede ind med drabelige straffe til alle kritiske røster. Frihed og retssikkerhed er sat ud af kraft, og det vil alvorligt skade også Hongkongs økonomiske fremtid.

Hongkongs skæbne, Xi Jinpings hårde retorik og de provokerende overflyvninger omkring Taiwan skaber hos mange frygt for militær invasion af Taiwan. Men Taiwan er ikke et snuptag som Hongkong.

Både Kina og Taiwan løber enorme risici ved at rokke ved den nuværende status quo: Det er nok muligt, at Kina kan erobre Taiwan, men det er ikke en let krig. Taiwan er vel bevæbnet og beslutsomt. Krig kan inddrage både USA og Japan, og den vil som minimum forsure relationerne med Vesten ekstremt og påføre Kina enorme økonomiske og politiske omkostninger.

Den kinesiske ledelse er for rationel til at sætte den hjemlige økonomiske fremgang på spil i en måske internationaliseret militær konflikt. Regimets folkelige opbakning hjemme beror på fortsat fred og fremgang.

USA og Vesten har fortsat interesse i at forhindre, at Taiwan tirrer høgene i Beijing ved formelt at erklære sig uafhængigt. Men det er vigtigt – også som langsigtet inspiration for det store Kina – at bevare Taiwans reelle selvstændighed som et rigt, velfungerende samfund og det eneste demokrati i den kinesiske kulturkreds.

De fælles interesser er det vigtigste

Kinas ambitioner om større global indflydelse har grundlagt en serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse.

Meget har at gøre med den uro, der altid opstår, når balancen forskubber sig mellem de store magter. Men partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den vil uundgåeligt udbrede sin indflydelse til alle andre verdensdele.

Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation på de områder, hvor vi har interessemodsætninger.

Den optrapning af toldsatser, der blev startet af Trump, har skadet den samlede verdensøkonomi og ikke gavnet nogen af de to stridende parter. Vel kan der være grunde til at frygte for kinesisk it-teknologi; men et nyt teknologisk jerntæppe mellem to dele af verden rummer omkostninger, der i det lange løb måske er størst for os i Vesten.

Storbritanniens tidligere premierminister Gordon Brown appellerer i sin seneste bog til præsident Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Jeg håber ligesom Brown, at vi i Europa i fællesskab vil trække i retning af ny afspænding mellem de to store.

USA må indse, at Kinas økonomiske fremmarch ikke bremses ved misundelse og fjendtlighed, men ved at Kina forpligtes på fælles spilleregler på verdensmarkedet.

Det er Europa, der skal være den konstruktive mægler her. Jeg tror på, at Kina kan forpligtes, hvis Vesten anerkender, at landet skal have en indflydelse i internationale institutioner, der afspejler størrelsen af deres nationale økonomi.

Ét er, at vi ikke vil sælge kritisk infrastruktur til udlandet – det vil Kina jo heller ikke selv. Men Vesten har alt for længe forsømt at vise denne imødekommenhed i Verdensbanken og IMF. Derfor har Kinas egen asiatiske investerings- og infrastrukturbank nu større volumen end Verdensbanken.

Holdningen til menneskerettigheder er – uanset om handelskrigen dæmpes – et alvorligt udestående. Men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring.

Vi kan håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en mere fri samfundsudvikling. Vi har set det før. Wen Jiabao blev Kinas statsminister, selv om han havde været højre hånd for den partileder, der ikke ville slå ned på studenterne i 1989.

Pendulet kan svinge igen. Men det kan ikke påtvinges udefra. Vi er nødt til, på tværs af alle modsætninger, at finde et fredeligt samliv med dem, der til enhver tid regerer i Kina.

Mogens Lykketoft er tidligere minister og tidligere formand for FN

Kronik i Information 15. oktober 2021

Mere fra min hånd om Kina

Chance for at mindske atomtruslen

Trods alle modsætninger mellem USA, Rusland og Kina er der måske dog håb om besindelse og ny våbenbegrænsningsaftaler.  Erindringen om Cubakrisen i 1962 og lærdommen fra Reagan og Gorbatjov burde give pejling til de store magters ledere i 2021. Det skriver jeg om i min klumme i Jyllands-Posten 20. juli 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Indlægget i J-P International Debat:

Vejen til at mindske atomtruslen er kroget. Det handler om, at USA, Kina og Rusland på trods af andre interessemodsætninger ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Egentlig troede jeg, at alt om krisen om de sovjetiske missiler på Cuba i 1962 for længst var fortalt i bøger og film. Men historieprofessor Serhii Plokhii fra Harvard har – med enestående god adgang både til amerikanske og nyåbnede sovjetiske arkiver – skrevet en fremragende bog om dén krise, der for næsten 60 år siden bragte os hidtil tættest til atomudslettelsen. 

Bogen, ”Nuclear Folly”, har vigtige budskaber til nutiden: Kennedy og Khrusjtjov forstod truslen og undgik katastrofen. Men undervejs var der alligevel enorm risiko for at mistro til og mistolkning af modparten kunne udløse katastrofen. 

Vi kom ufatteligt tæt på, at atomvåben blev affyret, fordi lokale kommandanter havde rigide forholdsordrer og utilstrækkelig information fra statslederne.

Efter Cubakrisen blev der gennem 47 år indgået en lang række aftaler om at begrænse atomtruslen. Der blev etableret direkte kommunikation mellem supermagternes ledere. Dertil stop for prøvesprængninger, traktat mod spredning af atomvåben og forbud mod de missil- og antimissil-systemer, der rummede størst fare for at udløse krig ved en fejltagelse. 

I 1980’erne erklærede Reagan og Gorbatjov i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig må udkæmpes. Efter Den Kolde Krig blev iværksat en egentlig nedrustning med destruktion af 80 pct. af de daværende atomvåbenlagre. 

Nu står nye trusler i kø. De fleste gamle aftaler om atomvåbenbegrænsning er udløbet. Sammen med ny oprustning og nye teknologier øger det igen risikoen for krig ved en fejltagelse. Desuden er der ikke længere kun a-våben i USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig. Der er også i Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. 

Flertallet af FN’s medlemsstater har tilsluttet sig en traktat, der generelt vil forbyde atomvåben. Det batter imidlertid ikke meget, når de ni lande, der allerede har disse våben, afviser at være med. Vejen til at mindske atomtruslen er i bedste fald længere og mere kroget. 

Det handler om, at især USA, Kina og Rusland – på tværs af alle andre interessemodsætninger – ser en fælles interesse i på ny at bremse et uhyre kostbart og farligt atomkapløb, der stjæler ressourcer fra klimaløsning og velfærdsfremgang.

Måske er der lysglimt. Vi ser allerede, at de stores samarbejde om klimatruslen fastholdes til trods for deres mange andre interessekonflikter. På deres topmøde for en måned siden gav Biden og Putin opbakning til Reagans og Gorbatjovs erklæring om at forhindre atomkrigen. 

Allerede i februar aftalte de i sidste øjeblik en femårig forlængelse af New Start-aftalen, der lægger loft over antallet af atomsprænghoveder og sikrer gensidig inspektion. De arbejder desuden sammen med hinanden og med Kina om at genoplive aftalen med Iran om at afstå fra at udvikle atomvåben og derved forhindre et rustningskapløb med andre mellemøstlige magter. 

Der er udsigt til, at Nato fremlægger en ny, behersket atomstrategi. Der er håb om, at de fem gamle atommagter går i gang med at forhandle stærkere regler om at forebygge opkomsten af nye atombevæbnede lande og udtrykker en entydig vilje til aldrig selv at være de første til at bruge nogen form for atomvåben. 

Det er positivt, at Kina og Indien allerede har udstedt en sådan erklæring.

Måske lykkes det i præsident Joe Bidens tid at få genstartet en proces med mere omfattende våbenbegrænsningsaftaler, som Obama forgæves forsøgte det for 12 år siden.

Den gamle aftale om ikke-spredning indeholder et hidtil uindfriet løfte om at de fem anerkendte atommagter skal reducere deres arsenaler og forbedre inspektionen. Her kan begyndes.

Indlægget blev bragt i J-P International Debat 20. juli 2021

Mere fra min hånd om afspænding og nedrustning

Kinas partistat vil bestå og præge verdens fremtid

Den 1. juli fejrer Kinas kommunistparti sin 100-årige eksistens, måske stærkere end nogensinde, i hvert fald det eneste kommunistparti, der er vokset siden østblokkens kollaps i 1989.

Læs min klumme i Jyllands-Posten 1. juli om Partiet og dets betydning for Kina og dermed verden.

Indlægget kan også læses nedenfor:

Ikke længere blot for proletarer

Det eneste kommunistiske parti i medlemsfremgang bliver 100 år i dag. Navnet er imidlertid det eneste, der tilbage fra 1921: 

Partiet har i dag 95 millioner medlemmer og er en enorm loge for folk, der vil frem til betydningsfulde poster. Det er her udnævnelser bestemmes og mange tjeneste udveksles. Man kan ikke bare melde sig ind. Det bedømmes, om man har den ’korrekte’ holdning. Engang var partiet kun for proletarer, men i takt med de økonomiske reformer blev også kapitalister lukket ind.

Partiet har forandret Kina og sig selv totalt gennem både et forløb med monumentale katastrofer, forbrydelser … og enorme fremskridt i levevilkår: 

Maos kommunister blev efter den ’lange march’ rygraden i modstanden mod Japans besættelse. Modsat deres modpart i Kinas borgerkrig udplyndrede de ikke bønderne. Da de vandt til sidst, opfattede flertallet af kinesere det utvivlsomt som befrielse fra opløsning, korruption, krig, og hungersnød. Der var udsigt til fred og mad. Men Maos despotiske storhedsvanvid bragte snart nye lidelser af ubeskrivelige dimensioner. ’Det store Spring fremad’ i slutningen af 1958’erne blev en politisk skabt hungerkatastrofe med mange millioner ofre. ’Kulturrevolutionen’ fra 1966 nedbrød staten og skabte ny voldsomme bølger af overgreb og lidelse. Kina forblev fattigt, indtil magten efter Maos død fra 1978 faldt i hænderne på Deng Xiaoping. Han iværksatte en enestående økonomisk udvikling, der siden da har fyrredoblet Kinas nationalprodukt og trukket 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Mellemregningerne er mange, og ofrene for at komme hertil var store. Men vi må ikke overse dén kendsgerning, at gennem mere end 40 år har det store flertal år for år fået bedre leveforhold. Den nationale stolthed er enorm. Styret er ikke truet, så længe velstandsudviklingen kan fortsætte; men det kræver fred. Derfor er frygten for, at Kina ved militær angreb skulle forsøge at bringe Taiwan ’tilbage til fædrelandet’ – og derved risikere krig med USA – næppe velbegrundet. 

Men der er andre meget bekymrende træk: Partiets nuværende formand, Kinas præsident Xi Jinping, regerer mere enevældigt over verdens mest folkerige nation end alle siden Mao. Persondyrkelsen er genoplivet, og åremålsbegrænsningen som lederposten er på ny afskaffet. Overvågning og ensretning udvikles hele tiden. Der slås hårdt ned på systemkritikere. Tibetanerne holdes fortsat i et jerngreb. Der er desuden iværksat en skræmmende massiv anti-islamisk internerings- og indoktrineringskampagne mod millioner i Xinjiang. Desuden har Kina kvalt enhver opposition i Hongkong og dermed brudt aftalen om ’et land, to systemer’. Kinas store ambitioner om global indflydelse har udløst serie af konflikter med USA, der prøver at samle resten af Vesten om at bremse kinesisk teknologi og erhvervsmæssig indflydelse. 

Tiden er imidlertid nok inde til at besinde sig på, at Kinas styre består. Partistaten kan modstå ydre pres, den bliver snart verdens største økonomi, og den udbreder sin indflydelse til alle andre verdensdele. Vi skal sameksistere, og vi har både i samhandel og klimaindsats stærke fælles interesser. Verdens fred i det 21. århundrede beror på, at både USA og Kina sammen med Europa erkender, at de fælles interesser er vigtigere end optrappet konfrontation, hvor vi har interessemodsætninger. Vi kan også håbe, at der inde bag den jernhårde partidisciplin faktisk findes mange, der gerne vil en noget mere liberal samfundsudvikling. Vi har set det før – i glimt. Det kan ske igen. Men det kan ikke påtvinges udefra.

Klummen blev bragt i J-P 1. juli 2021

Mere fra min hånd om Kina

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.