Tag: International politik

Udgivet den

Pandemi og krig øger uligheden og kan true demokratiet

Vestens politiske elite må gøre op med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt, fordi det styrker populisterne og undergraver demokratiet. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Superrige hamstrer verdens velstand

Store dele af verden kom ikke ud af covid-pandemiens svøbe, før al vores opmærksomhed samledes sig om krigen i Ukraine.

Pandemi og krig betyder mere fattigdom og ulighed. Derfor er der ingen fremdrift i FN’s verdensmål nr. 1 om udryddelse af fattigdom og nr. 10 om mindre ulighed. Tværtimod.

Vi havde indtil pandemien vedvarende reduktion af antallet af ekstremt fattige i verden. Men det foregik paradoksalt nok samtidig med, at et lille antal superrige med raketfart fortsatte med at hamstre en voksende del af klodens velstand. Uligheden voksede uafbrudt år for år gennem fire årtier.

Lige nu er det er ikke kun de forfærdende ødelæggelser i Ukraine, der skaber mange flere fattige. Det er også de voldsomme prisstigninger på energi og fødevarer, der er afledte konsekvenser af krigen. Det truer med at udløse en sultkatastrofe for millioner verden over, der i forvejen lever i dybeste fattigdom.

Vi må håbe, at FN kan få lov at formidle, at de store fødevarelagre, der venter på at blive eksporteret fra Ukraine og Rusland, uanset krigen kan komme ud til resten af verden og mildne situationen.

Magtfulde meningsmøller

Men intet kan forhindre, at inflationen æder af folks velstand, og at staternes budgetter forværres, også i de rige lande. Men trods de mange ekstra regninger på hjemmefronten er der akut brug for massiv forøgelse af den rige verdens bidrag til FN-systemets indsats for at udbrede vaccinationer og begrænse sult.

Mens flere hundrede millioner mennesker er faldet tilbage i ekstrem fattigdom og skal leve for under et par dollar om dagen, har enkelte multimilliardærer under pandemi og krig lagt utrolige summer oven i deres formueværdi. Selv en beskeden ekstra skat på de få superrige kunne i princippet bremse den ny vækst i ekstrem fattigdom i verden. Det kunne samtidig begrænse, hvor mange penge de kan bruge på at twiste magt og meningsdannelse.

Teslas Elon Musk er et stjerneeksempel på en superrig, der betaler for lidt i skat. Nu er han i færd med at købe Twitter og gøre denne tjeneste endnu mere målrettet som meningsmølle, hvor Trump igen skal boltre sig. De superrige sidder i forvejen på en utrolig stor del af meningsdannelsen. Tænk bare på Rupert Murdoch med Fox News i USA og den britiske boulevardpresse, der bidrog afgørende hhv. til valget af Trump og flertallet for Brexit. I øvrigt blev denne indsats suppleret effektivt af mange milliarder fra den russiske diktators enorme indtægter fra eksport af olie og gas, der blev investeret i misinformation på de sociale medier og direkte støtte til ultranationalistiske og udemokratiske kræfter i Vesten.

Populisterne truer demokratiet

Hvis den gamle politiske elite i Vesten ikke evner at tage et opgør med den eksplosivt stigende ulighed i velstand og magt – men i den nuværende krisesituation har mere fokus på at undgå statslig gæld end social armod – så vil det styrke populisterne og yderligere forværre truslen mod demokratiet. Det kan føre til, at flere og flere lande får autoritært sindede herskere, der ikke er til sinds at acceptere nyvalg, som de ikke selv kan manipulere resultatet af. Det er sket i EU-landet Ungarn. Det kan ske i USA, hvis Trump kommer tilbage. Vi har lige set Filippinerne vælge den gamle diktators søn til præsident, fordi han har taget magten over medierne for de penge, hans forældre i sin tid røvede fra befolkningen.

I Danmark er demokratiet ikke i fare, og samfundsøkonomien er i særlig god stand. Men også hos os er det menneskene med laveste indkomster, der rammes hårdest af bølgen af prisstigninger på de mest nødvendige varer som følge af krigen.

De Radikale og andre borgerlige taler om ’ansvarlighed’, når de kun vil lade regeringen udbetale inflationskompensation til pensionister med lav indkomst, hvis beløbet kan findes ved at nedskære andre offentlige udgifter. Problemet her er, at besparelser i det offentlige typisk rammer hårdere i bunden end i toppen.

I mine øjne er det lige nu mere uansvarligt at lade ulighederne vokse end at lade gælden vokse.

Hvis man vil finde finansiering af socialt velbegrundede lettelser i bunden, så er vejen at omfordele skattebyrden, for eksempel ved højere topskatteprocent, større skat af store kapitalafkast, store arveparter og meget store formuer. Klimamæssigt er højere skat fra velhavere, både nationalt og globalt, uhyre velbegrundet, fordi de har langt større CO2-aftryk end gennemsnittet. Det er i øvrigt langt bedre dokumenteret end regnemodellernes antagelse om, at de velhavendes arbejdsudbud går ned, hvis man sætter deres skat op.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 17. maj 2022

Mere fra min hånd om ulighed

Udgivet den

Mere krig i Mellemøsten?

Oprustningsspiraler er og bliver krigstrusler, men der er brug for fred i Mellemøsten gennem balance og forsoning mellem Iran og arab-staterne.

En faretruende oprustning er i gang verden over. Værst er det i Mellemøsten, hvor de rige arabiske stater langs Golfen bruger helt ufattelige midler på at indkøbe avancerede amerikanske våben.

Alene Saudi-Arabien har nu efter nogle opgørelser et større militærbudget end Rusland!

De arabiske golf-landes styrker bomber med deres enorme moderne udstyr løs i Yemen; rammer skoleudflugter, børnehaver, bryllupper og sygehuse og de afskærer for en international indsats mod sult, nød og kolera. 20 millioner mennesker er ramt den værste og mest grusomme humanitære katastrofe, vi har i verden i dag. Det er katastrofalt, at hverken USA eller Europa lægger ikke alvorligt pres på dem for at holde op!

Det hænger sammen med, at den amerikanske Mellemøstenpolitik er blevet langt mere enøjet med Trump ved roret i stedet for Obama.

Obama så, at der var brug for en åbning over for Iran og en balance i synet på Iran contra den arabiske verden og på shia contra sunni.  Derfor var USA med daværende udenrigsminister John Kerry drivkraft i den første reelle våbenbegrænsningsaftale i mange år. Ved aftalen om det iranske atomprogram i 2015 accepterede Iran et kontrolleret stop for sine ambitioner om atomvåben, mod til gengæld at få fjernet de økonomiske sanktioner, der invaliderede landet.

Dét var ikke en særlig aftale mellem USA og Iran, men en aftale også med Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU, der blev enstemmigt bakket op af FN’s Sikkerhedsråd, da man standsede sanktionerne mod Iran.

Denne historiske aftale er nu revet itu af Trumps aftalebrud og nye hvasse amerikanske sanktioner mod alle, der vil handle med Iran. Det hjælper russiske interesser ved at presse olieprisen i vejret, da der mangler iransk olie på verdensmarkedet. Og det skaber spænding og risiko for krig.

Trump opmuntrer Saudi-Arabien og Emiraterne til at købe endnu mere amerikansk militært isenkram, og han støtter betingelsesløst Netanyahu politisk og militært. Det er en direkte støtte til de saudiske og israelske høge, der overvejer krig med Iran

Fred i Mellemøsten kræver balance og forsoning i forholdet mellem Iran og arab-staterne – ikke at støtte den ene part i at vinde over den anden. Og det kræver en amerikansk politik for at standse besættelse, kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det er det absolut modsatte, vi ser nu.

Fra Euopas side må alt tænkeligt gøres for at standse driften mod krig mod Iran – og for at genskabe forudsætningerne for dén dialog også om andre konfliktlinjer, der var på vej med atomaftalen med Iran. På samme måde på Europa træde ind og støtte palæstinenserne politisk og økonomisk, så deres håb om frihed og retfærdighed ikke fuldstændigt trædes uden fode af Trump og Netanyahu.

Skal vi virkelig ruste op til 2 pct.?

Trump prøver at få NATO-partnerne til at bruge langt større midler på indkøb af amerikanske våben. Man får let indtryk af,at det mere er tvivlsomt projekt for at styrke beskæftigelse og indtjening end det er et bidrag til en mere sikker verden.

Der erbrug for, som Danmark er i gang med, at værne sig mod ny trusler som angreb i cyberspace – det vil sige at beskytte alle de vitale samfundsfunktioners IT-system mod angreb, der ødelægger el, vand, kommunikation osv.  Vi investerer i cyber-forsvar, men også i Arktis, mod meningspåvirkning og meget andet i det nye forsvarsforlig, Men vi ender meget lavere end de meget omtalte 2 procent. Hvis vi ville nå dertil, så ville det koste 10 milliarder på velfærd eller skatter. Derfor er det ikke indholdet i det nye forsvarsforlig.

Risikoen er også, at en forstærket oprustning på krudt og kugler bliver til en ond cirkel, hvor den formodede fjende så også ruster i endnu stærkere tempo.

Vesten er allerede Rusland langt overlegen i militær slagkraft. Hvis Tyskland realiserede Trumps krav om oprustning, så ville Tyskland alene have et større militærbudget end Rusland.

Putins adfærd gør det desværre nødvendigt at true med mere oprustning. Men vi skal samtidig med aldrig svigtende opfindsomhed søge nye veje til våbenbegrænsningsaftaler med Rusland: Aftaler, hvor begge parter afstår fra at udvikle nye farlige våben – ikke mindst atomvåben og kemiske og biologiske våben.  Der er akut brug for at genoplive aftalerne fra 1990’erne om gensidig inspektion. Vejen er sikkert lang og besværlig, og den bliver næppe betrådt, så længe vi endnu har Trump i Det Hvide Hus. Men vi i Europa må tænke på tiden efter.