Tag: Inflation

Udgivet den

Putins krig og sabotage må ikke udløse desperation og depression

Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Putin vil skabe frygt og opløsning

Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.

Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.

Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.

Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.

Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.

Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.

Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.

Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.

Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.

Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.

Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.

Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.

Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).

Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022

Mere fra min hånd om Putins krig

Udgivet den

Det konservative skatteforslag er rystende uansvarligt

Den tilstundende valgkamp kommer til at handle om udformningen af endnu en besværlig krisehåndtering. Energipriseksplosionen og dyrere dagligvarer kan lynhurtigt erstatte opsvinget med ny stor arbejdsløshed og socialt armod hos mange med små indtægter. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er økonomisk ansvarlighed?

I årevis har jeg undret mig over, at et flertal i meningsmålinger altid tror mest på de borgerlige, når det gælder økonomisk politik. Forklaringen er nok, at der aldrig i spørgsmålene skelnes mellem, hvem der holder bedst styr på samfundshusholdningen, og hvem der vil love at skaffe flest penge i den private pengepung.

I Sverige spørges der på begge måder, og det afslører nuancer, der ikke ses i danske undersøgelser:

Det er sjovt nok sådan, at flertallet i det første spørgsmål udtaler mest tillid til Socialdemokratiet og til det andet til de borgerlige. Det giver mening, for socialdemokrater tror jo ikke, at svaret på ethvert problem er skattelettelser. Derimod har S-regeringer i Danmark de seneste 30 år ubestrideligt været dem, der var bedst til at sikre stigende beskæftigelse og solide offentlige finanser under omskiftelige konjunkturer – og vi har gennem skatteopkrævningen sørget for, at det ikke er størrelsen af den enkeltes pengepung, der alene bestemmer adgangen i uddannelse, sundhedspleje, ældreomsorg og børnepasning.

Ældre folk kan huske Anders Fogh Rasmussen råbe op om, at Nyrup-regeringens politik fra 1993 fik pengene til at fosse ud af statskassen. Men det omvendte skete, da vækst i beskæftigelsen skaffede mange flere og bedre skatteydere og langt færre på offentlig forsørgelse.

Modsat Foghs og Lars Løkkes senere regeringer brugte vi ikke dramatiske skattelettelser til de velhavende og lavere ydelser til de offentligt forsørgede som vejen til at få mennesker i arbejde. Vi satsede i stedet på at give dem, der var røget ud af beskæftigelse, ekstra kvalifikationer og dermed lettere adgang til nye og bedre job.

Skånsomme, men effektive indgreb som pinsepakken i sommeren 1998 forhindrede, at opsvinget gav for megen damp under kedlerne med risiko for inflation og nye tab af arbejdspladser på grund af svækket konkurrenceevne.

Denne ansvarlighed står i modsætning til den vilde overophedning af bolig- og jobmarkedet, som Anders Fogh som statsminister lod udfolde sig. Resultatet var, at Danmark – da spekulationsboblen bristede under finanskrisen i 2009 – blev hårdere ramt af nedturen end vores nabolande. Lars Løkke forsøgte at få økonomien i gang igen med store skattelettelser i toppen, men det blev Thorning-regeringen, der gradvist rettede op på beskæftigelsen og statsfinanserne efter finanskrisen (men desværre ikke prioriterede at gå op mod den stigende ulighed).

Vi hørte igen så småt Fogh-sangen om pengene, der ville fosse ud af statskassen, da Mette Frederiksens regering som svar på covid-19-katastrofen i 2020 holdt hånden under borgernes og virksomhedernes økonomi med massiv krisehjælp. Interessant nok betød det, at Danmark i beskæftigelse kom bedre gennem pandemien end de fleste andre lande. Der blev produceret og betalt skat i overraskende stort omfang, selv under den værste nedlukning. Danmark var parat til hurtig optur, da der blev lukket op igen. Derfor gik der aldrig for alvor hul på statskassen.

Desværre er de positive virkninger af den succesrige covid-19-strategi hurtigt blevet udfordret af konsekvenserne af krigen i Ukraine med kæmpe inflation og energikrise. Valgkampen handler om udformningen af endnu en besværlig krisehåndtering: Energipriseksplosionen og dyrere dagligvarer kan lynhurtigt erstatte opsvinget med ny stor arbejdsløshed og socialt armod hos mange med små indtægter.

Økonomisk uansvarlighed

Det er rystende uansvarligt, at den konservative statsministerkandidat vil svare på den truende depression med at afskaffe topskat og arveafgift, skære i reguleringen af dagpenge og bistandshjælp og forstærke arbejdsløsheden ved at fjerne højst nyttige ansatte i offentlig tjeneste. Det giver et meget skarpt billede af forskellen i økonomisk og social ansvarlighed mellem regering og opposition:

S-regeringen vil holde hånden under de virksomheder og familier, der ellers ville gå fallit på grund af afsindige energiregninger. Derfor bliver man – ligesom under covid-19-nedlukningen – nødt til at udbetale milliarder fra statskassen. Hvis man mener, at der er en regning for denne redningsindsats, der straks skal betales straks, så er det rimeligvis præcis de grupper, som Pape vil fritage for skattebyrder, der skal betale den.

Men det er næppe klogt at insistere på, at hele regningen skal betales her og nu: Den danske statskasse er langtfra tom, og der er ikke synderligt grundlag for mange økonomers bekymring om, at krisehjælpen vil øge efterspørgslen og forstærke inflationen. De dystre forventninger til den nære fremtid vil tværtimod få folk til at bruge mindre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 19. september 2022

Mere fra min hånd om statsfinanserne

Udgivet den

Inflationen rammer hårdt og skævt. Det haster med energiløsninger

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag, som skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her:

eller nedenfor:

Løsninger før skattelettelser

Lige nu hærger inflationen med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer langt hårdere på det lille familiebudget end på det store. Uligheden er i forvejen vokset uacceptabelt meget de seneste 20 år. Nu skal vi forhindre, at de aktuelle prisstigninger vælter mennesker omkuld, tvinger dem fra hus og hjem, eller fører til, at de får for lidt mad og kommer til at fryse i den kommende vinter. Det skal vi, mens bortfald af gas fra Rusland betyder endnu mere utålelige gaspriser og endda risiko for rationering.

Løsninger her – og ikke skattelettelser til de velhavende – bør stå i centrum af den politiske diskussion.

Vi får brug for igen at hjælpe med en ekstra varmecheck til familier med jævne indkomster, der fyrer med naturgas. Derfor er det godt, at finansministeren har sat en reserve af til inflationshjælp på et par milliarder kroner på næste års finanslov. Elprisernes aktuelle himmelflugt rejser imidlertid tvivl, om det er nok, medmindre EU finder fælles løsning på dette problem.

Nogle økonomer ser en risiko for endnu mere inflation via ekstra lønpres, hvis der uddeles milliarder i inflationshjælp uden finansiering. Men der er langt mere reel grund til bekymring for øget social ustabilitet som følge af fortsat stigende ulighed.

Statsfinanserne i topform

Statsfinanserne er i topform, og fagbevægelsen har hverken interesse i eller styrke til at udløse lønstigninger som svar på inflationen, der kan skabe en spiral af yderligere inflation, der undergraver danske job via forringet konkurrenceevne. Prisstigningerne begrænser danskernes samlede købekraft med flere snese milliarder, og det trækker meget tungere ned i efterspørgslen, end enhver tænkelig inflationshjælp trækker op. Afmatningen i købekraft og købelyst forstærkes af centralbankernes renteforhøjelser, der har fjernet den uholdbare boble i ejendomspriser og aktiekurser, og det slår måske om et øjeblik for hårdt til mod den ellers historisk høje beskæftigelse.

Der er desuden grund til tro, at de store prisstigninger, der næsten helt og fuldt kom udefra, vil mildnes i de kommende måneder – også selv om den forfærdelige krig i Ukraine fortsætter, og specielt gasprisen forbliver høj:

En del af den høje inflation er kommet forud for krigen og var en følge af forstyrrelsen af de internationale forsyningslinjer under covid-19-pandemien. Dette problem mildnes gradvis. Det ser ud til, at priserne på fødevarer og en række vigtige råvarer er ved at stabilisere sig på et nyt niveau. Benzin og olie kan godt falde noget igen, fordi andre olieproducenter end Rusland øger leverancerne. Det kan også blive Iran, hvis forhandlingerne om at genoplive atomaftale lykkes.

Fælleseuropæisk løsning

Gaspriserne kan imidlertid forblive ekstremt høje i kommende år. Lige nu suppleres fraværet af russisk gas af tørke, der lukker vandkraft ned, hæmmer transport af brændstof på floderne og vanskeliggør nedkøling af a-kraftværker; desuden er værker i Frankrig lukket på grund af reparation, og de tyske værker er under varig nedlukning. Gasfeltet Thyra på den danske del af Nordsøen er uheldigvis også under renovering til 2024. Det tager tid at oprette skibsterminaler til at modtage flydende gas og især til at oprette net til at sende det rundt i Europa. I mellemtiden må vi frygte, at akut energimangel afhjælpes ved at vende tilbage til at afbrænde stærkt CO₂-udledende kul og olie for at opretholde produktionen.

På lidt længere sigt vil stærkt øget produktion af sol- og vindenergi – som bebudet ved de nordeuropæiske statslederes topmøder i Esbjerg og på Marienborg – presse alle energipriser nedad.

Billig og rigelig grøn energiforsyning, klimaløsning og sikkerhedspolitik er sider af samme sag og skal realiseres ved enorm investering i grøn energiforsyning. Når staterne skal investere med her, bør regningen betales af de borgere og virksomheder, der tjener mest.

Én god grund er, at jo mere man tjener som borger, jo mere belaster man gennemsnitligt set klimaet med sit forbrug. En anden god grund er, at de helt ekstraordinære profitter i erhvervslivet i denne tid især skyldes markedsforstyrrelser som følge af pandemi og krig. Det gælder også på elmarkederne, hvor den høje pris på den forholdsvis lille gasfyrede del af elproduktionen trækker profitterne på levering fra alle andre energikilder langt mere voldsomt op end nødvendigt for at opnå energibesparelser og stor investering i grøn elproduktion.

Det er godt, at EU-Kommissionen har taget fat på at finde en fælleseuropæisk løsning på dette problem. Det haster.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske tirsdag d. 6. september 2022.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om den grønne omstilling, sikkerhedspolitik og ulighed